Høringer

Rødovre Kommunes høringsside er målrettet brede offentlige høringer.
På høringssiden har du som borger i Rødovre mulighed for at afgive høringssvar samt se de allerede afgivne svar.

Processen bag høringssvar

Forslag til planer skal fremlægges i offentlig høring for at kommunens borgere kan få kendskab til planlægningen og lejlighed til at komme med indsigelser inden kommunalbestyrelsen vedtager planerne endeligt. Hvis der kommer indsigelser, kan planen først vedtages endeligt 4 uger efter høringsperiodens udløb. Hvor lang tid høringen skal være afhænger af planens omfang og type. Den typiske høringsperiode for en lokalplan er 4 til 8 uger.

Høring:

Forslag til Lokalplan 148A

Officielt navn: Offentlig høring af Forslag til Lokalplan 148A Temalokalplan for åben-lav-boligområde
Høringsperiode: 05.03.25 - 30.04.25
Sagsnummer 01.02.05-K04-1-25

Hent: Miljøscreeningen
 

Kommunalbestyrelsen har den 25. februar 2025 vedtaget at sende Forslag til Lokalplan 148A – Temalokalplan for åben-lav-boligområde, med tilhørende miljøscreening i offentlig høring i otte uger.

Lokalplanens indhold

Forslag til Lokalplan 148A har til formål at sikre, at området forbliver et grønt og åbent boligområde.
Forslag til Lokalplan 148A er en revideret udgave af Lokalplan 148. Formålet med revisionen er at lempe og/eller præcisere en del af bestemmelserne, samtidig med at lokalplanområdets grønne og åbne karakter fastholdes.
Ændringerne i Lokalplan 148A, i forhold til den oprindelige Lokalplan 148, drejer sig om nedenstående punkter:
•    Bestemmelsen om byggelinjer lempes, så det bliver muligt at opføre en åben carport i forhaven.
•    Bestemmelsen om belægning lempes og præciseres.
•    Bestemmelser om hegn lempes og præciseres, så det bliver muligt at etablere begrønnede støjhegn ved støjbelastede boliger.
•    Bestemmelser om solenergi lempes, så der ikke længere er krav til farven på solcellerne. Der skal heller ikke længere søges om tilladelse til etablering af solcelleanlæg.
•    Bestemmelser om ventilationsanlæg, varmepumper og lignende tekniske anlæg tilføjes en henvisning til Energistyrelsens råd om forebyggelse af støjgener.
•    Bestemmelser om antenner udgår.
•    Bestemmelser om renovation lempes, så der ikke længere er krav om visuel afskærmning. Der tilføjes en henvisning om Rødovre Kommunes affaldsregulativ.
•    Bestemmelsen om bevaringsværdige træer præciseres med en konkret udpegning af træerne på kortbilag. Kortbilaget udpeger de bevaringsværdige træer, som ikke må fældes, stynes eller udsættes for lignende indgreb. Ydermere tilføjes en liste, der på matrikulært niveau beskriver de udpegede træer. 
Udpegningen af de bevaringsværdige træer er baseret på en landskabsfaglig registrering. Denne er kombineret med input fra borgerne, der har fremhævet træer, de anser som særligt værdifulde.
Der er ved registreringen af træer taget udgangspunkt i de træer, som er bevaringsværdige ifølge gældende lokalplan, altså træer med stammeomkreds på min. 75 cm. Træerne er vurderet i forhold til deres sundhed og restlevetid, deres værdi for biodiversitet, deres arkitektoniske værdi, kulturhistoriske værdi og deres betydning for kvarterets grønne udtryk. 
Formålet med udpegningen af bevaringsværdige træer er at sikre, at Rødovre Kommune fortsat fremstår som en grøn by, i tråd med visionerne i Kommuneplan 2022. Store karakteristiske træer og en sund, mangfoldig træbestand er en afgørende del af kommunens identitet.
Ca. 75 % af kommunens samlede areal er privat ejet. Derfor spiller private arealer en væsentlig rolle i at realisere kommuneplanens mål om en by med en tydelig grøn karakter. Det er til gavn og glæde for både borgere og miljøet, at denne fælles indsats prioriteres.

Høringsperiode
Forslag til Lokalplan 148A er fremlagt i offentlig høring i otte uger i perioden fra den 5. marts til den 30. april 2025. 

Borgermøde
Der afholdes borgermøde om Forslag til Lokalplan 148A, torsdag d. 27. marts kl. 19:00 – 21:00, på Rødovre Bibliotek i den store sal. Her vil lokalplanforslaget blive præsenteret, og der er mulighed for at stille spørgsmål. Alle med interesse i lokalplanen er velkomne. 

Midlertidig retsvirkning
Når et lokalplanforslag er offentliggjort, må der i henhold til Planloven § 17, ikke ske en udnyttelse af de omfattede ejendomme, der skaber risiko for en foregribelse af planens indhold. De midlertidige retsvirkninger gælder indtil den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort, dog højst et år efter forslagets offentliggørelse.

Planen er ikke miljøvurderet 
I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer skal Rødovre Kommune gennemføre en miljø­vurdering, hvis planer må antages at få væsentlig indvirkning på miljøet. 
Der er ved indledende miljøscreening vurderet, at planen ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en decideret miljøvurdering. Dette begrundes i, at planen antages at få en positiv indvirkning på miljøet. 

Klagevejledning vedr. miljøvurdering 
Inden fire uger fra dette brev kan der klages over afgørelsen om ikke at foretage en miljøvurdering jf. Planlovens § 60 stk. I. Afgørelsen kan påklages af enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller bevarelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen jf. Planlovens §§ 58 og 59. Den fulde klagevejledning kan læses på den sidste side i miljøscreeningen. 

Opret høringssvar