Høringer
Rødovre Kommunes høringsside er målrettet brede offentlige høringer.
På høringssiden har du som borger i Rødovre mulighed for at afgive høringssvar samt se de allerede afgivne svar.
Processen bag høringssvar
Forslag til planer skal fremlægges i offentlig høring for at kommunens borgere kan få kendskab til planlægningen og lejlighed til at komme med indsigelser inden kommunalbestyrelsen vedtager planerne endeligt. Hvis der kommer indsigelser, kan planen først vedtages endeligt 4 uger efter høringsperiodens udløb. Hvor lang tid høringen skal være afhænger af planens omfang og type. Den typiske høringsperiode for en lokalplan er 4 til 8 uger.
Høring af Forslag til Tillæg 4 til Kommuneplan 2022 samt Tillæg 6 til Lokalplan 145
Kommunalbestyrelsen har den 27. maj 2025 vedtaget at sende Forslag til Tillæg 6 til lokalplan 145 og Forslag til Tillæg 4 til Kommuneplan 2022 i offentlig høring i 8 uger.
Hent Miljøscreening af Tillæg 4 til KP 2022 og Tillæg 6 til Lokalplan 145
Forslag til Tillæg 4 til Kommuneplan 2022
Tillægget 4 til Kommuneplan 2022 danner plangrundlaget for Tillæg 6 til Lokalplan 145 og omfatter rammeområderne 5F06 og 5F10 i Rødovre Øst. Grænsen mellem områderne justeres, så kommuneplanens og lokalplanens afgrænsninger stemmer overens.
For 5F10 øges den maksimale bygningshøjde fra 6 til 7 etager. Parkeringsnormen reduceres for både etageboliger og ungdomsboliger, og der åbnes for delebilspladser og dobbeltudnyttelse af offentlige p-pladser.
Kravet til opholdsarealer nedsættes fra 40 % til 30 % af etagearealet, for at fremme et mere bynært og aktivt miljø.
Forslag til Tillæg 6 til Lokalplan 145
Tillæg 6 til Lokalplan 145 har til formål at styrke bylivet i Gartnerbyen med særlig fokus på Byhaven som et centralt mødested. Aktiviteter som handel, service, undervisning og mindre værksteder koncentreres her for at skabe synergi og fællesskab.
Parkeringsnormen reduceres for både etage- og ungdomsboliger, baseret på analyse af bilejerskab. Der re-serveres pladser til delebiler og gives mulighed for dobbeltudnyttelse af offentlige p-pladser.
Den maksimalt tilladte bygningshøjde øges til 7 etager to steder, ved ikonbyggeriet og ved Tårnvej . Ikon-byggeriet får en særlig arkitektonisk identitet.
Kravet til opholdsarealer reduceres fra 40 % til 30 % af etagearealet, for at fremme et mere bynært og aktivt miljø. Tagterrasser tillades på 6. etage.
Taghældning tillades på rækkehusbyggeri mod Tæbyvej for bedre integration i det eksisterende bymiljø. Affaldsøer kan deles mellem flere ejendomme.
Samlet set understøtter ændringerne visionen om Gartnerbyen som en tæt, bæredygtig og levende bydel med øget byliv og fællesskab.
Planerne er ikke miljøvurderede
I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer skal Rødovre Kommune gennemføre en miljøvurdering, hvis planer må antages at få væsentlig indflydelse på miljøet. Det er ved indledende miljøscree-ning vurderet, at planforslagene ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering. Dette begrundes med, at forslagene ikke antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Screeningsresultatet kan ses på kommunens hjemmeside sammen med planforslaget under www.rk.dk Inden fire uger fra denne bekendtgørelse kan der klages over afgørelsen om ikke at foretage en miljøvurde-ring, jf. Planlovens § 60 stk.1. Du klager via Klageportalen, som du finder via www.borger.dk og www.virk.dk En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Rødovre Kommune via klageportalen.
Høringsperiode
Forslag til Tillæg 6 til lokalplan 145 og Forslag til Tillæg 4 til Kommuneplan 2022 er fremlagt i offentlig høring i perioden fra den 4. juni 2025 til den 30. juli 2025. Kommentarer, ændringsforslag, eller indsigelser til planforslagene skal senest den 30. juli 2025 afgives på Rødovre Kommunes digitale høringsportal, der enten findes på Rødovre Kommunes hjemmeside www.rk.dk under ”AKTUELT” eller på www.rk.dk/politik/høringer Yderligere oplysninger om forslaget kan fås i Byplanafdelingen i Teknisk For-valtning, Tæbyvej 77, tlf: 3637 7000.
Retsvirkninger
Indtil forslagene er endeligt vedtaget af Kommunalbestyrelsen og offentliggjort, må de ejendomme, der er omfattet af forslagene, ikke udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan, jf. Plan-lovens § 17. De midlertidige retsvirkninger gælder indtil den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort, dog højst et år efter forslagets offentliggørelse.