Høringer
Rødovre Kommunes høringsside er målrettet brede offentlige høringer.
På høringssiden har du som borger i Rødovre mulighed for at afgive høringssvar samt se de allerede afgivne svar.
Processen bag høringssvar
Forslag til planer skal fremlægges i offentlig høring for at kommunens borgere kan få kendskab til planlægningen og lejlighed til at komme med indsigelser inden kommunalbestyrelsen vedtager planerne endeligt. Hvis der kommer indsigelser, kan planen først vedtages endeligt 4 uger efter høringsperiodens udløb. Hvor lang tid høringen skal være afhænger af planens omfang og type. Den typiske høringsperiode for en lokalplan er 4 til 8 uger.
Forslag til Kommuneplan 2026
Hent: Miljøscreening af planforslaget her
Kommunalbestyrelsen har den 16. december 2025 vedtaget at sende Forslag til Kommuneplan 2026 i offentlig høring. Kommuneplanen er en digital kommuneplan.
Forslag til Kommuneplan 2026
Forslag til Kommuneplan 2026 tager udgangspunkt i Rødovrestrategi 2025-2028 og har fokus på vel-færdsfornyelse – herunder skoler, idræt og gennemskærende veje – samt ønsket om at færdiggøre tidligere udpegede byudviklingsområder. Kommuneplanen opdateres hvert fjerde år og har et perspektiv på 12 år.
Høringsperiode
Forslag til Kommuneplan 2026 er fremlagt i offentlig høring i perioden fra den 21. januar 2026 til den 18. marts 2026.
Hvis du ønsker at komme med høringssvar eller foreslå ændringer til planforslaget, skal du sende det til os senest den 18. marts 2026. Du indsender dit høringssvar nederst på denne side. Vi gør opmærksom på, at alle høringssvar og ændringsforslag bliver offentliggjort. Høringssvar og ændringsforslag vil blive behandlet efter høringsfristens udløb.
Offentliggørelsen af den endelige Kommuneplan 2026 vil blive annonceret på Rødovre Kommunes hjemmeside rk.dk, i Rødovre Lokal Nyt og plandata.dk. Ønsker du yderligere oplysninger om forslaget, er du velkommen til at kontakte Byplan og Data, Teknisk Forvaltning på tlf. 36 37 70 00.
Borgermøde
Der afholdes et borgermøde tirsdag den 3. marts kl. 19.00–20.30 i lokalet Loen på Rødovregård, Kirkesvinget 1.
Planen er ikke miljøvurderet
I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer skal Rødovre Kommune gennemføre en miljøvurdering, hvis Forslag til Kommuneplan 2026 må antages at få væsentlig indflydelse på miljøet.
Der er gennemført en miljøscreening af Forslag til Kommuneplan 2026 i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Det vurderes, at planen ikke har en væsentlig indvirkning på miljøet, og at der derfor ikke skal udarbejdes en miljøvurdering. I screeningsafgørelsen er der lagt vægt på planens overordnede karakter, at planen ikke påvirker et Natura 2000-område, samt at planen er i overensstemmelse med den overordnede planlægning.
Afgørelsen har været i høring hos HOFOR A/S, Kroppedal Museum, nabokommuner samt relevante forvaltninger i Rødovre Kommune i perioden fra den 9. oktober 2025 til den 21. oktober 2025. Bemærk-ningerne har givet anledning til enkelte præciseringer.
Retsvirkninger
Kommunalbestyrelsen kan efter Planlovens § 12, stk. 2 og 3, udstede forbud mod udstykning og bebyggelse i strid med rækkefølgebestemmelserne og forbud mod bebyggelse eller ændret anvendelse i strid med rammebestemmelserne.
Klagevejledning vedr. miljøvurderingen
Hvad kan du klage over?
Du kan klage til Planklagenævnet over retlige spørgsmål. Øvrige spørgsmål kan der ikke klages over til anden administrativ myndighed.
Hvem kan klage?
Du kan klage, hvis du er klageberettiget. Klageberettigede er enhver, der har en retlig interesse i afgørelsen samt landsdækkende foreninger, der har til formål at beskytte natur og miljø eller har væsentlige brugerinteresser i arealanvendelse.
Klagefrist
Klagefristen udløber 4 uger efter, at plangrundlaget er offentliggjort.
Vær opmærksom på, at du som klager selv er ansvarlig for, om klagen er korrekt indgivet, inden klagefristen udløber.
Sådan klager du
Du skal sende klagen via Planklagenævnets digitale klageportal. Find Klageportalen på nævneneshus.dk
Klagen sendes automatisk via Klageportalen til Rødovre Kommune.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet.
Klagegebyr
Når du klager, skal du betale et gebyr. Privatpersoner skal betale et gebyr på 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr på 1.800 kr. Gebyret tilbagebetales, hvis du får helt eller delvist medhold i klagen.
Domstolsprøvelse
Søgsmål til domstolsprøvelse af afgørelser, der er truffet af kommunen i henhold til lov om planlægning, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.
Hvis du vil vide mere
Læs mere om klagereglerne i Planklagenævnets Vejledning på nævneneshus.dk.
