Høringer

Rødovre Kommunes høringsside er målrettet brede offentlige høringer.
På høringssiden har du som borger i Rødovre mulighed for at afgive høringssvar samt se de allerede afgivne svar.

Hvis du vil vide mere

Planerne udarbejdes i overensstemmelse med Planloven. Du kan læse planloven på www.retsinfo.dk. For yderligere information om det danske plansystem for fysisk planlægning kan du med fordel se på borger.dk eller Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Statslige planer

Alle planer udarbejdes endvidere i henhold til statslige og regionale planer som for eksempel Fingerplanen 2013, som omhandler Landsplandirektivet om hovedstadsområdets planlægning af byudvikling, byomdannelse, grønne kiler, trafikanlæg med mere. Fingerplanen udstikker retningslinjerne for placering af arealer til byformål og for anvendelsen af arealer i det åbne land.

Høringssvar fra Anne Aabel

Forslag til Lokalplan 148A

Sagsnummer: 01.02.05-K04-1-25 SvarID: 467
Indsendt af Anne Aabel
Dato 06.05.25
Høringssvar 30/4 2025
Dette høringssvar var ment til at blive sendt ind via de korrekte kanaler, men da muligheden for at indsende høringssvar er lukket før 30/4 er gået, må vi sende det på alternativ vis. Vi håbede naturligvis på at dele høringssvaret, således at det ville være tilgængeligt blandt de øvrige høringssvar. Da ingen af de digitale postkasser i Rødovre Kommune virker her til aften, er høringssvaret indsendt til Jan Kongebro og Malene Finne, som vi begge tidligere har været i dialog med, samt rk@rk.dk.

Først ønsker vi at beskrive vores sag angående et konkret træ på vores grund. I december søgte vi om at få tilladelse til at fælde et enkelt træ på vores grund, som udgjorde et problem for os i forbindelse med opførelsen af vores nye hus, da træet vil stå midt i indkørslen ved den ønskede placering af det nye hus. Vi har i alt 4 bevaringsværdige træer på vores grund, og vi er således en af de grunde i hele lokalplanen, der har flest bevaringsværdige træer. Vi har dertil en hel del andre træer samt øvrig grøn beplantning.

I januar (efter fire ugers behandlingstid) fik vi foreløbigt afvist vores forespørgsel, hvilket blev efterfulgt af en invitation til at drøfte situationen på et møde på kommunen. Dette takkede vi ja til, men mødet endte blot med en bekræftelse af, at vi havde fået afslag på at fælde træet. På mødet var et hovedargument for, at vi ikke måtte fælde træet, at det var blevet vurderet med bevaringsværdighed 9 i den nye lokalplan, som vel at mærke ikke var trådt i kraft endnu og ej heller sendt i høring. Dertil var et hovedargument, at ”natur kommer før mennesker og bygninger”. I marts kontaktede vi igen kommunen (Malene Finne) og spurgte, om vi måtte fælde træet, hvis vi plantede et erstatningstræ, da dette er beskrevet som en mulighed på side 9 i ”forslag til ny lokalplan 148A”, hvilket vi ligeledes fik afslag på. Vi fik besked om, at der ingen gyldige årsager var til at få fældet et træ medmindre træet var sygt eller havde risiko for at vælte. Så er træet i vores øjne ikke længere blot bevaringsværdigt, men decideret fredet. Vi deltog derefter i borgermødet d. 27/3, hvor vi gjorde opmærksom på vores utilfredshed med at have fået afslag på fældningen af træet, hvorefter vi havde en god samtale med Jan Kongebo. Han mente, at det måtte være en fejl i sagsbehandlingen, at vi havde fået afslag, når nu det her træ helt konkret udgjorde så stort et problem for os. Han tog derefter initiativ til at få genåbnet sagen, hvilket vi sætter stor pris på, men her små fem uger efter, har vi fortsat intet hørt fra kommunen.

Vi har nu siden uge 12, stået med en tom byggegrund, og afventet det videre forløb. Det er naturligvis enormt frustrerende for os, at vi har været nødt til at sætte vores byggeri på pause (indtil videre 9 ugers behandlingstid i alt), mens vi venter på afklaring om det her ene træ.

Hvis træet ikke må fældes, er vi nødsaget til at placere huset så langt henne mod naboskel som muligt. Dette, har vores nabo udtrykt, er til stor gene for dem, hvilket ikke ligefrem er den bedste start på et nyt naboskab.

Hele situationen har i høj grad påvirket vores mentale helbred negativt ved at være en stor stressfaktor de seneste fem måneder og give os mange søvnløse nætter. De veltalende repræsentanter fra kommunens forvaltning talte kun positivt om naturens påvirkning på det mentale helbred på borgermødet, men det er ikke ligefrem tilfældet i vores situation.

Vi oplever reglerne for bevaringsværdige træer som værende meget rigide og med et ensidigt fokus, da der f.eks. ikke tages hensyn til den samlede mængde af træer og beplantning på grundene. Vi overtog grunden med 25 træer på, og hvis vi skulle have lyst, kunne vi fælde 21 af disse uden at komme på kant med lokalplanen, da det kun er de 4 træer, der er bevaringsværdige. Vi synes der er et forkert fokus på de helt store træers værdi. Måske man kunne se mere nuanceret på det og se på det overordnede billede af grundens bidrag til ”det grønne”, når man skal vurdere om et bevaringsværdigt træ kan fældes? Hvorfor er det de enkelte træer, der skal afgøre om vi er en grøn kommune og ikke den samlede mængde? Vi synes ikke, det er urimeligt at bede om tilladelse til at fjerne et enkelt træ, der udgør et problem, når vi samtidig har en masse andre træer og beplantning på grunden.

Kommunen har selv gennem en lang årrække valgt at øge bebyggelsen i Rødovre på bekostning af naturen og det er så den ”regning”, der nu tørres af på borgerne. Et godt eksempel på dette er vel Irmabyen, hvor en del natur er blevet fjernet og bestemt ikke erstattet – et område som nu endda er planlagt til at blive udvidet til Valhøjkvarteret. Hvis det var vigtigt for kommunen at være grøn, kunne man måske vælge at plante noget grønt på disse arealer i stedet? Det burde aldrig være den enkelte borgers individuelle ansvar at opretholde hele Rødovre Kommunes spinkle grundlag for at være en ”grøn” kommune.

Vi mener også, at Lokalplan 148 er skudt med spredehagl udover hele kommunen og at den burde begrænses til mindre områder, hvorefter man burde have nemmere ved at tilpasse de enkelte lokalplaner, så de passer til områderne.

Slutteligt synes vi, det er positivt, at der er fokus på mindre lempelser i lokalplanen. Den nye lokalplan lægger op til en lempelse, hvor man nu må bygge åbne carporte for at mindske området kun med belægning i forhaverne. Vi synes i den forbindelse, der bør ses på muligheden for at lempe, hvad der må bygges på de 5 første meter af grunden fra skel til vej (§6.5). Vi foreslår derfor at tillade at bygge mindre cykelskure, da det for mange vil være praktisk at placere dem på første del af éns grund tæt på indkørsel. Det er dog i den forbindelse nødvendigt, at der kan tillades at bygge lukkede cykelskure, da fx ladcykler og elcykler ellers er i stor risiko for at blive stjålet. Opfordringen herfra er derfor en lempelse ift. tilladelse til at bygge 5-6 kvm2 lukket cykelskur. Desuden opfordres til at drivhuse kan undtages fra reglen om 5 meters byggelinje.