Forretningsorden

Forretningsorden beskriver de aftaler der er for gennemførelse af Kommunalbestyrelsens arbejde.

Forretningsorden

Fold alle ud

Kommunalbestyrelsens møder

§ 1.

Kommunalbestyrelsens møder er offentlige. Kommunalbestyrelsen kan dog bestemme, at enkelte sager behandles for lukkede døre, jf. lov om kommunernes styrelse § 10.

Stk. 2. Følgende sager skal – medmindre kommunalbestyrelsen i det enkelte tilfælde beslutter noget andet – behandles for lukkede døre:
Sager, hvis afgørelse forudsætter en bedømmelse af personlige forhold.
Sager om køb og salg af faste ejendomme. Overslag og tilbud vedrørende bygningsarbejder og leverancer.

Stk. 3. Hvorvidt en sag skal behandles for lukkede døre, behandles, hvis kommunalbestyrelsen eller borgmesteren beslutter det, for lukkede døre, jf. lov om kommunernes styrelse § 10.

Stk. 4. Alle har adgang til at overvære kommunalbestyrelsens offentlige møder under forudsætning af, at det kan foregå i ro og orden. Hvis en tilhører forstyrrer forhandlingerne, kan borgmesteren bede den pågældende og, hvis det skønnes nødvendigt, samtlige tilhørere forlade mødet. Der er reserveret særlige pladser til pressen i kommunalbestyrelsessalen.

§ 2.

Er et medlem forhindret i at deltage i et kommunalbestyrelsesmøde, meddeler han/hun borgmesteren dette inden mødets afholdelse. I beslutningsprotokollen anføres det for hver enkelt møde, hvilke medlemmer der har været fraværende.

Udsendelse af dagsorden og fremlæggelse af sager

§ 3.

Når et medlem senest 8 dage før et ordinært møde skriftligt har bedt om at få en sag behandlet, sætter borgmesteren sagen på dagsordenen til førstkommende møde.

Stk. 2. Borgmesteren sørger for, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne får udleveret/tilsendt dagsorden senest 4 hverdage inden afholdelse af et ordinært kommunalbestyrelsesmøde.

Stk. 3. Når en sag er optaget på dagsordenen for et ordinært møde, skal det nødvendige materiale til bedømmelse af sagen – hvis ikke det allerede er udleveret til medlemmerne – være tilgængeligt på rådhuset mindst 3 hverdage inden mødet, heraf mindst 1 dag i tidsrummet mellem kl. 18-20. En fortegnelse over sagerne skal samtidig være fremlagt.

Stk. 4. Ved indkaldelse til ekstraordinært møde orienterer borgmesteren i videst muligt omfang medlemmerne om, hvilke sager der skal behandles på mødet.

Beslutningsdygtighed, mødeledelse og forelæggelse af sager

§ 4.

Kommunalbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede.

Stk. 2. Borgmesteren og i hans/hendes forfald første (anden) viceborgmester leder kommunalbestyrelsens mø-der. Han/hun beslutter, hvordan mødet skal afvikles og formulerer de punkter, der skal stemmes om.

Stk. 3. De, der ønsker ordet, skal henvende sig til borgmesteren, der giver medlemmerne ordet i den rækkefølge, de har bedt om det. Hvis flere har bedt om ordet på én gang, bestemmer borgmesteren i hvilken rækkefølge, de får ordet. Den, der har ordet, må ikke afbrydes af andre end borgmesteren.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsesmedlemmerne skal respektere borgmesterens afgørelser om overholdelse af god mødeskik. Når et medlem to gange i samme møde er blevet kaldt til orden, kan kommunalbestyrelsen på borgmesterens opfordring nægte medlemmet ordet i det aktuelle møde.

Stk. 5. Alle forslag under forhandlingerne rettes til borgmesteren. Medlemmerne har ret til at få ordet mindst én gang inden en sags afslutning. Det kan besluttes, at der skal stemmes om, hvorvidt en forhandling skal afsluttes, hvis borgmesteren mener, at det er hensigtsmæssigt, eller hvis 3 kommunalbestyrelsesmedlemmer har bedt om det.

Stk. 6. Borgmesteren kan beslutte, at spørgsmål, han/hun har kompetence til at afgøre, afgøres af kommunalbestyrelsen.

§ 5.

Borgmesteren kan beslutte, at sagerne behandles i en anden rækkefølge i kommunalbestyrelsesmødet end angivet i dagsordenen. Kommunalbestyrelsen kan dog, hvis 3 medlemmer forlanger det, sætte afgørelse om rækkefølgen for behandling af sager til afstemning.

Stk. 2. Det enkelte medlem kan ved mødets begyndelse bede om ordet til dagsordenen, f.eks. med henblik på at få behandlet, hvorvidt en sag skal overflyttes fra åbent til lukket møde eller omvendt.

§ 6.

En sag behandles normalt kun én gang, medmindre andet er bestemt i lovgivningen, eller kommunalbestyrelsen beslutter en 2. behandling af sagen. Årsbudgettet skal underkastes 2 behandlinger, jf. lov om kommunernes styrelse § 38.

Stk. 2. Ved 1. behandling stemmes der ikke om sagens realitet, men kun om dens overgang til 2. behandling. In-den kommunalbestyrelsen træffer beslutning om sagens overgang til 2. behandling, har de medlemmer, der måtte ønske det, ret til at komme med deres bemærkninger til sagen. Der skal gå mindst 24 timer mellem 1. og 2. behandling. I forbindelse medbehandling af årsbudgettet skal der gå mindst 3 uger mellem 1. og 2. behandling, jf. lov om kommunernes styrelse § 38.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsesmedlemmerne skal så vidt muligt have adgang til at gennemse sagens dokumenter mellem 1. og 2. behandling af en sag.

Udvalg

§ 7.

Hvis kommunalbestyrelsen mener, at en sag bør forberedes i et særligt udvalg, inden den behandles i kommunalbestyrelsen, nedsættes et sådant udvalg med det antal medlemmer, som kommunalbestyrelsen finder passende i det enkelte tilfælde.

Stk. 2. Udvalget, der selv vælger sin formand, skal afgive en skriftlig betænkning til borgmesteren, som sørger for, at kommunalbestyrelsens medlemmer bliver gjort bekendt med dens indhold i overensstemmelse med bestemmelserne i § 3.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at henvise en sag, der ikke hører under et bestemt udvalgs forret-ningsområde, til et af de stående udvalg.

Medlemmernes deltagelse i forhandlinger og afstemning

§ 8.

Kommunalbestyrelsen beslutter, om et medlems interesse i en sag medfører, at han/hun ikke kan deltage i kommunalbestyrelsens forhandling og afstemning om sagen. Hvis dette er tilfældet, skal den pågældende forlade kommunalbestyrelsessalen under forhandling og afstemning om sagen. Kommunalbestyrelsesmedlemmer er derimod ikke forhindret i at deltage i kommunalbestyrelsens forhandling og afstemning om, hvorvidt de er inhabile.

Stk. 2. Et medlem skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis der foreligger forhold, der kan give anledning til tvivl om hans/hendes habilitet.

§ 9.

Medlemmerne skal være personligt tilstede for at kunne deltage i kommunalbestyrelsens afstemninger. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller pr. brev.

Afstemninger, ændrings- og underændringsforslag

§ 10.

Afstemning sker ved håndsoprækning og efterfølgende kontraprøve.

Stk. 2. Alle beslutninger tages ved stemmeflerhed, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.

Stk. 3. Hvis borgmesteren skønner, at en sags udfald er så sikkert, at afstemning er overflødig, meddeler han kommunalbestyrelsen dette og redegør for sin opfattelse. Hvis ingen medlemmer herefter forlanger afstemning, afgøres sagen i overensstemmelse med det af borgmesteren anførte.

Stk. 4. Valg foregår ved skriftlig afstemning på stemmesedler, der er fremstillet og udleveret til det brug. Hvis borgmesteren skønner, at kommunalbestyrelsen har til hensigt at vælge eller genvælge en bestemt kandidat, kan han foreslå, at den pågældende vælges uden skriftlig afstemning. Hvis ingen medlemmer herefter forlanger afstemning, er den foreslåede kandidat valgt.

§ 11.

Ændrings- og underændringsforslag kan fremsættes, så længe afstemning ikke er påbegyndt, og behøver ikke at fremsættes eller forbeholdes under 1. behandling af en sag, der skal behandles 2 gange, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at sætte en frist for fremsættelse af ændrings-/underændringsforslag til sager, der skal behandles 2 gange. Der kan herefter ikke fremsættes ændrings-/underændringsforslag efter fristens udløb, medmindre et flertal i kommunalbestyrelsen stemmer for det.

Stk. 3. Hvis medlemmerne ikke er orienteret om ændrings- og underændringsforslag inden 2. behandling, orienterer borgmesteren ved forhandlingens begyndelse om indkomne ændringsforslag. Borgmesteren bestemmer, i hvilken rækkefølge der skal stemmes om ændringsforslagene, men således, at afstemning om disse sker før afstemning om hovedforslaget.

Stk. 4. Forslag om nedsættelse af udvalg, om en sags henvisning til et tidligere nedsat udvalg eller til fortsat behandling i et udvalg, kan fremsættes, indtil afstemning om hovedforslaget er begyndt. Hvis der fremsættes ændringsforslag efter, at forhandlingerne om sagen er begyndt, standses disse, hvorefter kommunalbestyrelsen afgør spørgsmålet om udvalgsbehandling.

Flertalsvalg

§ 12.

Ved flertalsvalg er den kandidat valgt, der opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer. Opnås et sådan flertal ikke ved første afstemning, foretages en ny afstemning. Ved 2. afstemning er en kandidat valgt, hvis den pågældende opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer, eller hvis der kun afgives stemmer på den pågældende. Bringer 2. afstemning heller ikke nogen afgørelse, foretages bundet valg mellem de to, der ved anden afstemning har fået flest stemmer, således at det ved stemmelighed afgøres ved lodtrækning, hvilke to, det skal stemmes på ved det bundne valg (tredje afstemning). Står stemmerne lige ved tredje afstemning, træffes afgørelsen ved lodtrækning.

Stk. 2. I kommunale ansættelsessager foretages valget mellem flere ansøgere på den i stk. 1 anførte måde.

Forholdstalsvalg

§ 13.

Kommunalbestyrelsens valg af to eller flere medlemmer til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende foretages som forholdstalsvalg.

Stk. 2. Forholdstalsvalg foretages efter følgende regler: Kommunalbestyrelsens medlemmer deles i de grupper, som medlemmerne har meddelt borgmesteren, at de stemmer sammen i ved det pågældende valg. Hver gruppes medlemstal deles med 1, 2, 3 osv. De herefter fremkomne kvotienter angiver den rækkefølge, de enkelte grupper kan vælge deres repræsentanter i. Er to eller flere kvotienter lige store, afgøres rækkefølgen ved lodtrækning. Når det antal repræsentanter, der tilkommer de enkelte grupper, er bestemt, skal grupperne straks oplyse borgmesteren om, hvilke personer der udpeges til de opnåede pladser. Giver en gruppe afkald på sin ret til at få en eller flere repræsentanter, fordeles disse pladser mellem de andre grupper på den ovenfor anførte måde.

Stk. 3. Skal kommunalbestyrelsen vælge medlemmer til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende blandt medlemmer og ikke-medlemmer af kommunalbestyrelsen, foretages valget af samtlige medlemmer under et. Grupperne kan i den rækkefølge, de har fået mandat til, udpegemedlemmer eller ikke-medlemmer af kommunalbestyrelsen, indtil det besluttede antal medlemmer i hver kategori er valgt.

Stk. 4. Ved valg af medlemmer til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, hvor borgmesteren eller en udvalgsformand skal være medlem, er dennes plads en af det samlede antal pladser, hans/hendes gruppe råder over.

Stk. 5. Hvis et medlem af et udvalg, en kommission, en bestyrelse eller lignende udpeges af en enig kommunalbestyrelse eller uden afstemning, skal der samtidig træffes bestemmelse om, hvilken gruppe der ved ledighed skal besætte den pågældende plads, jf. stk. 6.

Stk. 6. Udtræder et medlem valgt af en bestemt gruppe i kommunalbestyrelsen i valgperiodens løb af et udvalg, en kommission, en bestyrelse eller lignende, besættes den ledige plads af samme gruppe.

Beslutningsprotokol m.v.

§ 14.

Kommunalbestyrelsens beslutninger indføres under møderne i beslutningsprotokollen af kommunalbestyrelsens sekretær. Borgmesteren oplyser, hvad der skal indføres.

Stk. 2. Det enkelte medlem kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen og i sager, der skal fremsendes til anden myndighed, kræve, at denne samtidig får oplysning om indholdet af protokollen. Hvis det pågældende medlem i forbindelse med sagens fremsendelse ønsker at vedlægge en begrundelse for sit standpunkt, skal han/hun meddele dette til borgmesteren, der herefter fastsætter en frist for aflevering af begrundelsen.

Stk. 3. Beslutningsprotokollen skal ved hvert mødes afslutning, når det tilførte er oplæst, underskrives af samtlige medlemmer, der har deltaget i mødet. Medlemmerne kan ikke med henvisning til deres stemmeafgivning eller andre grunde afslå at underskrive protokollen.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsesmedlemmerne får efter mødet en udskrift af beslutningsprotokollen.

Spørgsmål vedrørende forståelse af forretningsordenen

§ 15.

Hvis et kommunalbestyrelsesmedlem i et møde har afvigende fortolkning af forretningsordenens bestemmelser i en konkret sag, er borgmesterens fortolkning bestemmende for afgørelsen. Hvis medlemmet er uenig i borgmesterens kendelse, kan spørgsmålet sættes på dagsordenen i det førstkommende kommunalbestyrelsesmøde.

Ændringer i forretningsordenen

§ 16.

Denne forretningsorden træder i kraft den 26. februar 2002. Ændringer i og tillæg til forretningsordenen skal behandles i to ordinære kommunalbestyrelsesmøder.

Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610  Rødovre
Telefon
36 37 70 00

Skriv sikker Digital post til Rødovre Kommune
Kontakt og åbningstider