Styrelsesvedtægt

I styrelsesvedtægten kan du læse hvordan Rødovre Kommune er organiseret i politiske udvalg, og hvilke områder de enkelte udvalg varetager

Styrelsesvedtægt pr. 1. maj 2023

Fold alle ud

Kapitel I – Kommunalbestyrelsen

§ 1

Stk. 1. Rødovre Kommunalbestyrelse består af 19 medlemmer.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen vælger en borgmester og en første og en anden viceborgmester, jf. § 6 i lov om kommunernes styrelse i det følgende, kaldet styrelsesloven.

§ 2

De nærmere regler om forberedelse, indkaldelse og afholdelse af Kommunalbestyrelsens møder fastsættes i Kommunalbestyrelsens forretningsorden i det følgende kaldet forretningsordenen, jf. styrelseslovens § 2.

Kapitel II - borgmesteren

§ 3

De nærmere regler om borgmesterens opgaver i forbindelse med Kommunalbestyrelsens møder fastsættes i forretningsordenen, jf. styrelseslovens §§ 8 og 30.

§ 4

Stk. 1. Som øverste daglige leder af kommunen varetager borgmesteren de funktioner, der fremgår af styrelseslovens kapitel IV.

Stk. 2. Borgmesteren drager omsorg for, at der til sager, der hører under et udvalg, indhentes de nødvendige erklæringer fra udvalget, inden Kommunalbestyrelsen træffer beslutning i sagen.

Stk. 3. Borgmesteren påser sagernes ekspedition, herunder at de ekspederes uden unødvendig forsinkelse. Borgmesteren kan af udvalgene og de ansatte forlange enhver oplysning om sager, der er underlagt dem, og om sagernes ekspedition.

§ 5

Borgmesteren sørger for, at ingen udgift afholdes eller indtægt modtages uden bevilling, og at udgifter og indtægter bogføres i overensstemmelse med de af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Kommunalbestyrelsen fastsatte regler. Finder borgmesteren, at en disposition ikke har haft bevillingsmæssig hjemmel, forelægges spørgsmålet for Kommunalbestyrelsen.

Kapitel III - Nedsættelse af udvalg og almindelige regler om disses virksomhed

§ 6

Følgende udvalg nedsættes

  1. Økonomiudvalget
  2. Teknik- og Miljøudvalget
  3. Børne- og Skoleudvalget
  4. Kultur- og Fritidsudvalget
  5. Social- og Sundhedsudvalget
  6. Beskæftigelsesudvalget
  7. Klima- og Naturudvalget

§ 7

For hvert udvalg føres en beslutningsprotokol, hvori udvalgets beslutninger indføres. Protokollen underskrives efter hvert møde af de medlemmer, der har deltaget i mødet. Ethvert af disse medlemmer kan forlange sin afvigende mening kort tilført protokollen og i sager, der skal fremsendes til anden myndighed, kræve, at denne samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. Det pågældende medlem kan ved sagens fremsendelse ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt.

§ 8

Hvis et stående udvalg agter at foretage dispositioner, der berører et andet udvalgs område, skal der inden iværksættelsen forhandles med dette udvalg, i fornødent omfang med inddragelse af Økonomiudvalget og borgmesteren, jf. styrelseslovens §§ 18, 21 og 31a.

§ 9

De stående udvalg sørger for, at bevillinger og rådighedsbeløb, der er tildelt udvalget, ikke overskrides. Udvalgene foretager indstilling til Kommunalbestyrelsen gennem Økonomiudvalget, hvis yderligere bevillinger er ønskelige eller nødvendige.

Kapitel IV - Økonomiudvalget

§ 10

Stk. 1. Økonomiudvalget består af borgmesteren, der er formand for udvalget, samt 4 af Kommunalbestyrelsens øvrige medlemmer.

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af opgaver i medfør af styrelseslovens §§ 18 og 21 og kapitel V.

Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag til årsbudget og overslagsår samt aflægger regnskab til Kommunalbestyrelsen, jf. styrelseslovens kapitel V.

Stk. 4. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens løn- og personaleforhold. Udvalget fastsætter regler for borgmesterens og administrationens behandling af personalesager.

Stk. 5. Udvalget har ansvaret for at koordinere kommunens planlægning. Udvalget varetager den økonomiske planlægning og kommuneplanlægningen. Udvalget fastlægger de fælles forskrifter og forudsætninger for planlægningen. Udvalget konsekvensvurderer planforslag økonomisk og indstiller til Kommunalbestyrelsen. Udvalgets indstilling indhentes om enhver sag om planlægning, inden sagen forelægges Kommunalbestyrelsen.

Stk. 6. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af 

  • køb og salg af fast ejendom
  • udlejning og forpagtning af kommunens erhvervs- og beboelsesejendomme
  • bygherrefunktion for den samlede ejendomsportefølje, herunder drift og vedligeholdelse af bygninger og institutioner
  • erhvervspolitik og lignende
  • tilsyn og styringsdialog med almene boligorganisationer
  • boligforhold
  • digitaliseringsstrategi
  • kommunikationsstrategi
  • forsikringspolitik
  • indkøbspolitik
  • samarbejde med fælleskommunale organisationer
  • strategi for den tværgående borgerbetjening

Stk. 7. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Kommunalbestyrelsen om

  • kommunens kasse- og regnskabsregulativ, jf. styrelseslovens § 42
  • anlægsplaner
  • bygge- og anlægsopgaver indenfor udvalgets ansvarsområdet.

Stk. 8. Udvalget forhandler i fornødent omfang med et stående udvalg inden iværksættelsen af foranstaltninger af væsentlig betydning for det pågældende udvalg.

§ 11

Økonomiudvalget fastsætter regler om budget- og bevillingskontrol, jf. § 12

§ 12

Stk. 1. Økonomiudvalget fører tilsyn med

  • at forvaltningen af økonomiske midler sker i overensstemmelse med Kommunalbestyrelsens beslutninger og i øvrigt på forsvarlig vis
  • at forvaltningen af kommunens kasser og regnskabsføring er forsvarlig
  • at bevillinger og rådighedsbeløb ikke overskrides uden Kommunalbestyrelsens samtykke
  • at arkivalier opbevares på betryggende måde
  • løn og ansættelsesforhold for personale i selvejende institutioner, jf. styrelseslovens § 67

Kapitel V - De stående udvalg

§ 13

Stk. 1. Teknik- og Miljøudvalget består af 5 medlemmer.

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af teknik- og miljøopgaverne, herunder

  • byggeforhold
  • miljøbeskyttelse
  • veje og trafik
  • kollektiv trafik
  • administration af planloven, herunder dispensationer. Dispensationer af principiel karakter skal forelægges Økonomiudvalget, jf. § 10
  • renovation
  • varmeforsyning
  • administration af vand- og spildevandsforsyningen
  • drift af anlæg og arealer under udvalgets område
  • samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
  • samarbejde med fælleskommunale organisationer

Stk. 3. Udvalget varetager drift og vedligeholdelse af

  • Kommunale forsyningsvirksomheder
  • fjernvarmeforsyning
  • veje
  • anlæg og arealer, som ikke ved denne vedtægt eller Kommunalbestyrelsens beslutning er henlagt til et andet udvalg

Stk. 4. Udvalget udarbejder forslag og indstiller til Kommunalbestyrelsen om

  • politikker og planer for teknik og miljø, i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10
  • anlægsplaner
  • byggeopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde. Udvalget har ansvaret for byggeriet i alle faser, indtil idriftsætning jf. § 10, stk. 6
  • øvrige anlægsopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde, og har ansvaret for anlægget i alle faser

§ 14

Stk. 1. Børne- og Skoleudvalget består af 5 medlemmer.

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af opgaverne indenfor dagpasning og undervisning, herunder

  • daginstitutioner og dagpleje
  • folkeskolen med tilhørende skolefritidsordninger,
  • byggelegepladser
  • specialskoler og specialtilbud
  • ungecenter
  • pædagogisk udviklingscenter
  • den kommunale tandplejedrift af anlæg og arealer under udvalgets område
  • SSP-samarbejde
  • samarbejde med private og selvejende institutioner
  • samarbejde med fælleskommunale organisationer

Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og indstiller til Kommunalbestyrelsen om

  • politikker og planer for udvalgets opgaver, i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10
  • anlægsplaner
  • byggeopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde. Udvalget har ansvaret for byggeriet i alle faser, indtil idriftsætning jf. § 10, stk. 6
  • øvrige anlægsopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde, og har ansvaret for anlægget i alle faser

§ 15

Stk. 1. Kultur- og Fritidsudvalget består af 5 medlemmer.

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af opgaverne indenfor kultur og fritid, herunder

  • folkebibliotek
  • museer
  • kulturhus
  • musikskole
  • idrætsanlæg
  • fritidsforanstaltninger for børn og unge
  • folkeoplysende aktiviteter og voksenundervisning
  • udlån og udleje af lokaler og anlæg til foreninger m.v., som ikke er henlagt til andet udvalg
  • kulturelle arrangementer og musikaktiviteter
  • indkøb af kunst
  • drift og vedligeholdelse af anlæg og arealer under udvalgets område
  • samarbejde med fælles kommunale organisationer

Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og indstiller til Kommunalbestyrelsen om

  • politikker og planer for kultur og fritid i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10
  • regler for udlån og udleje af kommunale lokaler og anlæg og for tilskud til foreninger m.v. anlægsplaner
  • byggeopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde. Udvalget har ansvaret for byggeriet i alle faser, indtil idriftsætning jf. § 10, stk. 6
  • øvrige anlægsopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde, og har ansvaret for anlægget i alle faser

§ 16

Stk. 1. Social- og Sundhedsudvalget består af 5 medlemmer.

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af social- og sundhedsopgaverne, herunder

  • ældreområdet (plejehjem, hjemmepleje, træning m.v.)
  • sundhedspleje
  • borgerrettet og patientrettet forebyggelse
  • støtte til særligt udsatte børn og deres forældre
  • støtte til voksne med vidtgående fysiske og psykiske handicap
  • misbrugsbehandling
  • kriminalitetsforebyggelse
  • frivillighed (tilskud og aktiviteter)
  • overførselsindkomster (førtidspension og fleksjob)
  • opgaver vedrørende kommunens institutioner samt private og selvejende institutioner, som kommunen har aftale/overenskomst med
  • drift af anlæg og arealer under udvalgets område
  • samarbejde med fælleskommunale organisationer

Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og indstiller til Kommunalbestyrelsen om

  • politikker og planer indenfor udvalgets opgaver i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10
  • anlægsplaner
  • byggeopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde. Udvalget har ansvaret for byggeriet i alle faser, indtil idriftsætning jf. § 10, stk. 6
  • øvrige anlægsopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde, og har ansvaret for anlægget i alle faser

§ 17

Stk. 1. Beskæftigelsesudvalget består af 5 medlemmer.

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af arbejdsmarkedsopgaverne, herunder

  • beskæftigelsesindsats
  • integrationsindsats
  • uddannelses- og erhvervsvejledning
  • virksomhedskontakt
  • danskundervisning til voksne udlændinge
  • kriminalitets forebyggelse, speciel ungeindsats
  • drift af anlæg og arealer under udvalgets område
  • samarbejde med fælles kommunale organisationer
  • samarbejde med beskæftigelsesregionen og det regionale beskæftigelsesråd

Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og indstiller til Kommunalbestyrelsen om

  • politikker og planer indenfor arbejdsmarkedet i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10
  • anlægsplaner
  • byggeopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde. Udvalget har ansvaret for byggeriet i alle faser, indtil idriftsætning jf. § 10, stk. 6
  • øvrige anlægsopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde, og har ansvaret for anlægget i alle faser

§18

Stk. 1. Klima- og Naturudvalget består af 5 medlemmer.

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af klima- og naturopgaverne, herunder

  • klimaplanlægning og CO2-håndtering
  • det grønne regnskab
  • klima og naturbeskyttelse
  • biodiversitet
  • drift af anlæg og arealer under udvalgets område
  • samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
  • samarbejde med fælleskommunale organisationer

Stk. 3. Udvalget varetager drift og vedligeholdelse af:

  • rekreative områder, herunder parker
  • vandløb
  • anlæg og arealer, som ikke ved denne vedtægt eller Kommunalbestyrelsens beslutning er henlagt til et andet udvalg

Stk. 4. Udvalget udarbejder forslag og indstiller til Kommunalbestyrelsen om

  • politikker og planer for klima og natur, i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10
  • anlægsplaner
  • byggeopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde. Udvalget har ansvaret for byggeriet i alle faser, indtil idriftsætning jf. § 10, stk. 6
  • øvrige anlægsopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde, og har ansvaret for anlægget i alle faser

Kapitel VI - Vederlag m.v.

§ 19

Stk. 1. Formanden for Teknik- og Miljøudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 25 % af borgmesterens vederlag.

Stk. 2. Formanden for Børne- og Skoleudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 25 % af borgmesterens vederlag.

Stk. 3. Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 19 % af borgmesterens vederlag.

Stk. 4. Formanden for Social- og Sundhedsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 25 % af borgmesterens vederlag.

Stk. 5. Formanden for Beskæftigelsesudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 19 % af borgmesterens vederlag.

Stk. 6. Formanden for Klima- og Naturudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 19 % af borgmesterens vederlag.

Stk. 7. Formanden for Børn- og Ungeudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 10 % af borgmesterens vederlag.

Stk. 8. Formanden for Folkeoplysningsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 3,5 % af borgmesterens vederlag.

Stk. 9. Den i stk. 1-8 nævnte vederlæggelse ophører, når formanden på grund af forfald i en uafbrudt periode på 6 måneder har været forhindret i at varetage formandshvervet.

§ 20

Stk. 1. Når et medlem af stående udvalg på grund af formandens sygdom, ferie eller fravær af anden årsag af udvalget er konstitueret som formand i en periode på mindst 2 uger, oppebærer vedkommende i funktionsperioden vederlag efter samme regler som formanden, jf. § 19.

Stk. 2. Funktionsvederlag kan højst modtages i en uafbrudt periode på 6 måneder.

Kapitel VII - Borgerrådgiver

§ 21

Der etableres en borgerrådgiverfunktion efter Styrelseslovens § 65 e.

Stk. 2. Borgerrådgiveren skal yde rådgivning og vejledning til kommunens borgere inden for de af Kommunalbestyrelsen fastsatte rammer herfor, herunder bidrage til at sikre borgernes retssikkerhed i forbindelse med kommunens sagsbehandling.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen ansætter og afskediger borgerrådgiveren samt fastsætter de nærmere regler for dennes virksomhed.

Kapitel VIII - Ændringer i vedtægten

§ 22

Stk. 1. Denne vedtægt træder i kraft den 1. maj 2023

Stk. 2. Samtidig ophæves styrelsesvedtægten af den 1. marts 2022.

Stk. 3. Styrelsesvedtægten vedtages af Kommunalbestyrelsen. Forslag til ændringer i eller tillæg til denne vedtægt skal behandles i to kommunalbestyrelsesmøder med mindst 6 dages mellemrum.

Således vedtaget på Kommunalbestyrelsens møder den 28. marts 2023 og den 25. april 2023.

Styrelsesvedtægt 2023

Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610  Rødovre
Telefon
36 37 70 00

Skriv sikker Digital post til Rødovre Kommune
Kontakt og åbningstider