Kommunalbestyrelsen

29-04-2014

Medlemmer

Erik Nielsen (A)
Chris Lassen Jensen(C)
Peter Mikkelsen(Ø)
Henrik Kalat Pedersen (O)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Kim Hammer (O)
Flemming Lunde Østergaard Hansen (A)
Michel Berg (A)
Peter Michael Jensen(V)
Annie Arnoldsen Petersen (A)
Pia Hess Larsen(A)
Lene Due (A)
Britt Jensen (A)
Claus Gisselmann Olsen (V)
Jan Kongebro (A)
Hans Houmøller(Ø)
Svend Erik Pedersen (F)
Niels Spittau (O)
Kim Drejer Nielsen (C)

Øvrige oplysninger

Flemming Lunde Østergaard Hansen deltog ikke i det lukkede møde

Sager 73 - 109

Fold alle ud

Spørgetid
Sag nr. 73

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Energirenovering af kommunale bygninger 2014 - ansøgning om anlægsbevilling
Sag nr. 74

Sagens kerne

I investeringsoversigten budget 2014 er der afsat rådighedsbeløb på 5.000.000 kr. i hvert af årene 2014 og 2015 til energirenovering af kommunale bygninger. Formålet med puljen er gennemgribende energirenoveringsprojekter, der i afgørende omfang løfter hele bygningers samlede energimæssige tilstand, og som samtidigt forbedrer den bygningsmæssige tilstand.

Der ansøges om anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløbet i 2014.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at der gives anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløb på 5.000.000 kr. til energirenovering af kommunale bygninger i 2014,
  2. at bevillingen anvendes til energirenovering af Islev Skole og til energiscreening af bygninger, samt
  3. at gennemførelsen varetages af Teknisk Forvaltning.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Der er i investeringsoversigten budget 2014 i hvert af årene 2014 og 2015 afsat 5.000.000 kr. til energirenovering af kommunale bygninger.

Formålet er gennemførelse af gennemgribende energirenoveringsprojekter, der i afgørende omfang løfter hele bygningers samlede energimæssige tilstand, og som samtidigt forbedrer den bygningsmæssige tilstand. Projekter af denne karakter er relativt investeringstunge og har umiddelbart en ringere rentabilitet end de ”traditionelle” tekniske energiforbedringer. Til gengæld tilfører energirenoveringer i højere grad en fundamental og permanent forbedring af bygningsmassen. I investeringsoversigten optræder afsætningsbeløbet til energirenoveringer således som et supplement til afsætningsbeløbet til enkeltstående energitiltag, der finansierer enkeltstående projekter, der er rentable inden for en kort tidshorisont.

Teknisk Forvaltning har som et pilotprojekt gennemført en screening af Islev Skole i samarbejde med ingeniørfirmaet Lars Ørtoft A/S. Screeningen kortlægger mulighederne for at forbedre den energimæssige tilstand i skolens bygninger.

Screeningen viser, at der inden for det afsatte rådighedsbeløb med god rentabilitet kan gennemføres en egentlig energirenovering af Islev Skole, der reducerer skolens samlede energiforbrug med hele 20 %.

Det foreslås på denne baggrund, at rådighedsbeløbet i 2014 disponeres med 4.750.000 kr. til energirenovering af Islev Skole og 250.000 kr. til energiscreening af andre større kommunale ejendomme.

Screeningen af andre ejendomme har til formål, dels at være grundlag for disponering af rådighedsbeløbet i 2015, og dels at være beslutningsgrundlag for eventuelle fortsatte investeringer i energirenovering af bygningsmassen. Konkret foreslås screening af Skovly, Islevbadet, Espevang, Børneinstitutionen Egegården, Hendriksholm Skole og Træningscenter Broparken, der alle vurderes at have et væsentligt potentiale.

Energirenoveringen af Islev Skole omfatter en række forbedringer, der tilsammen reducerer skolens forbrug af el og varme med 20 %. Renoveringen omfatter i store træk

  • vinduesudskiftning, facaderenovering og loftsisolering i den gamle gymnastiksalsbygning
  • loftsisolering i den nye gymnastiksalsbygning
  • kælderisolering, hulmursisolering og udskiftning af ovenlys i østfløjen
  • isolering af loft over festsalen
  • vinduesudskiftning og loftsisolering i den lille salsbygning (”kostalden”)
  • vinduesudskiftning i hovedbygningen (”den røde bygning”)
  • belysningsrenovering i klinikbygningen
  • optimeringer og isolering af tekniske installationer i flere bygninger

Det bemærkes, at udskiftningen af vinduer i hovedbygningen løser et meget påtrængende behov. Bygningens vinduer er i så ringe stand, at udskiftning af dem er optaget som et særskilt projekt på investeringsoversigten. Der er således afsat 2.900.000 kr. til formålet i 2017, men opgaven bør udføres snarest. Ved gennemførelse af energirenoveringen vil hovedparten af dette behov blive løst, og den resterende del vil kunne løses inden for den generelle pulje til bygningsvedligeholdelse. Opgaven kan altså i givet fald udgå af investeringsoversigten.

Det bemærkes samtidigt, at der i 2014 gennemføres to byggeopgaver på Islev Skole: Fjernelse af altangange mv. på hovedbygningen samt istandsættelse af den lille salsbygning. Det er Teknisk Forvaltnings opfattelse, at det vil være meget hensigtsmæssigt at udføre energirenoveringerne ved disse to bygninger i sammenhæng med de to projekter.

Gennemførelsen forventes at reducere skolens årlige energiforbrug med 500 MWh, samt at reducere kommunens årlige CO2-udledning med 90 ton.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.
Lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

Økonomiske konsekvenser

Det forudsættes, at den samlede anlægsbevilling på 5.000.000 kr. forbruges til formålet i regnskabsåret 2014.
De gennemførte energiforbedringer forventes at medføre en samlet driftsbesparelse på 375.000 kr./år.

Tidsplan

Behandling i Økonomiudvalget 23.04.2014
Behandling i Kommunalbestyrelsen 29.04.2014
Projektering, udbud maj-juli 2014
Udførelse august-november 2014
Ibrugtagning (endelig) december 2014

 

Energitiltag i kommunale bygninger 2014 - ansøgning om anlægsbevilling
Sag nr. 75

Sagens kerne

I investeringsoversigten budget 2014 er der under overskriften Energitiltag 2013-2015 afsat rådighedsbeløb på 2.804.000 kr. i 2014 til gennemførelse af energiforbedrende tiltag i de kommunale bygninger. Beløbet udgør en årlig pulje til gennemførelse af konkrete energiforbedrende enkeltaktiviteter med god rentabilitet.

Der ansøges om anlægsbevilling til frigivelse af dette rådighedsbeløb i 2014.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at der gives anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløb på 2.804.000 kr. til gennemførelse af energiforbedrende tiltag i 2014,
  2. at den foreslåede disponering af beløbet godkendes, samt
  3. at gennemførelsen varetages af Teknisk Forvaltning.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Der er i investeringsoversigten i 2014 afsat 2.804.000 kr. til gennemførelse af energiforbedringer i de kommunale bygninger. Afsætningsbeløbet udgør en årlig pulje til gennemførelse af konkrete energiforbedrende enkeltaktiviteter med god rentabilitet.

Teknisk Forvaltning foreslår med baggrund i egne analyser samt de foreliggende energimærkninger af kommunale bygninger, at beløbet i 2014 primært disponeres til følgende aktiviteter

  • ombygning af ca. 650 belysningsarmaturer i Rødovre Bibliotek til nye lyskilder (udføres i sammenhæng med renovering af biblioteket i andet halvår 2014)
  • fjernvarmekonvertering af Espevang, idrætsanlægget Espelunden og flere mindre institutioner
  • ny belysning i Rødovrehallen og Rødovre Skøjte Arena
  • solvarmeanlæg til brugsvandsopvarmning på Teknisk Forvaltnings plads

Det foreslås endvidere, at en mindre del af beløbet kan disponeres af Teknisk Forvaltning til mindre energiforbedringsprojekter, der med fordel kan udføres i sammenhæng med den almindelige bygningsvedligeholdelse, under den forudsætning, at de er rentable med en simpel tilbagebetalingstid under 7 år.

Gennemførelsen forventes at reducere kommunens årlige energiforbrug med 430 MWh, samt at reducere kommunens årlige CO2-udledning med 150 ton.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.
Lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

Økonomiske konsekvenser

Det forudsættes, at den samlede anlægsbevilling på 2.804.000 kr. forbruges til formålet i regnskabsåret 2014.
De gennemførte energiforbedringer forventes at medføre en samlet driftsbesparelse på 460.000 kr./år.

Tidsplan

Behandling i Økonomiudvalget 23.04.2014
Behandling i Kommunalbestyrelsen 29.04.2014

 

Projektering, udbud og udførelse af de konkrete aktiviteter planlægges over perioden maj-december 2014, således at de gennemførte energiforbedringer er afsluttet og ibrugtaget senest 31.12.2014.

Islev ID linjen - godkendelse af projektforslag
Sag nr. 76

Sagens kerne

På Kommunalbestyrelsesmødet den 24.09.2013 (sag nr. 141) blev ”Helhedsplan for Islev” godkendt som udgangspunkt for det videre arbejde med, at konkretisere ideoplægget, herunder at igangsætte en trafikundersøgelse og udarbejde et projektforslag.

Trafikundersøgelsen er nu gennemført, og der foreligger et projektforslag for ID linjen og mødestederne langs Islevbrovej, så Islevbrovej bliver attraktiv og fremmer bylivet og dermed også butikkernes mulighed for fortsat at eksistere og udvikles.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at trafikanalysen af 14.01.2014 tages til efterretning,
  2. at projektforslaget ”ID linjen – en forbindelse langs Islevbrovej – fra Vestvolden til Ringvejen” af marts 2014 godkendes, samt
  3. at økonomi til gennemførelse af projektet drøftes i forbindelse med de kommende års budgetforhandlinger.

Teknik- og Miljøudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

På Kommunalbestyrelsesmødet den 24.09.2013 (sag nr. 141) blev ”Helhedsplan for Islev” godkendt, og det blev besluttet, at disponere 700.000 kr. af de afsatte midler til ”Byudvikling i Syd og Nord” til en konkretisering af forslaget. Der blev dels afsat 250.000 kr. til en trafikanalyse og en opmåling, samt 450.000 kr. til udarbejdelse af et projektforslag for ID linjen og Islev Torv.

Det har været et gennemgående ønske, at gøre Islevbrovej attraktiv med gode opholdspladser og aktivitetsområder, og derved styrke bylivet og muligheden for, at erhvervslivet og butikkerne i området kan fastholdes og udvikles. Samtidig er det også vigtigt, at øge trygheden både i forhold til de bløde trafikanter og skolebørnene og i form af attraktive åbne områder med god belysning.

Trafikanalysen

Det er vigtigt at sikre, at flere kommer til butikkerne på Islevbrovej, hvis butikslivet skal fastholdes og udvikles. I forhold til dette har det været et ønske, at undersøge konsekvenserne af, at åbne tunnelen under motorvejen for biler. Notatet fra ingeniørfirmaet Rambøll ”Trafikale vurderinger ved Islevbrovej” af 14.01.2014 er vedlagt. Trafikanalysen viser, at en åbning af tunnelen under motorvejen for biler vil betyde, at flere fra området øst for motorvejen vil køre til Sommerfuglevej / Viemosevej. Ved mulighed for kørsel i begge retninger vil det dreje sig om 3.900 biler i døgnet, og ved en ensretning omkring det halve. Trafikanalysen viser også, at en åbning af torvet for biler er nødvendig, såfremt der også skal komme flere biler på strækningen fra torvet til rundkørslen på Islevbrovej og dermed forbi butikkerne. Den nuværende trafik på denne del af Islevbrovej er 800 biler pr. døgn. Ved dobbeltrettet trafik over torvet vil dette stige til ca. 2.000 biler pr. døgn og ved en ensretning af torvet til omkring 1.400 pr. døgn. Hvis torvet ikke åbnes for biler, vil det nuværende niveau fastholdes, og gevinsten i form af flere handlende vil udeblive.

Trafikanalysen viste også, at en åbning af Islevbrovej ved Slotsherrensvej ikke vil have nogen betydning.

Til orientering er der i budget 2014 afsat midler til et forsøg med at åbne tunnelen. Denne sag vil også blive fremlagt til politisk behandling på april møderækken.

Projektforslaget for ID linjen

Som følge af trafikanalysen har udgangspunktet været en åbning af tunnelen for biler, og det er vurderet, at en opdeling mellem bløde og hårde trafikanter vil være det bedste i forhold til pladsforholdene i tunnelen. Da de fleste veje og parkeringspladser ligger i sydsiden af Islevbrovej og skolen i nordsiden, er det skønnet trafiksikkerhedsmæssigt bedst, at fastholde en opdeling mellem de bløde og hårde trafikanter på hele strækningen frem til Slotsherrensvej.

Det foreslås derfor, at anlægge et bredere fortov i nordsiden af vejen, i solsiden, og markere dette fortov med en særlig rød klinkebelægning – den røde linje. Langs fortovet vil der mellem trærækkerne anlægges en dobbeltrettet cykelsti. Trærækkerne placeres, så de tegner ”Den grønne linje” og dermed også ID linjen. I tilknytning til træerne foreslås belysningen suppleret, dels af høje markører, der tegner linjen på afstand, og dels af spot, der kan belyse træerne og skabe en hyggelig stemning – den lysende linje gennem den mørke tid. Det vurderes, at denne udformning af vejrummet vil give den bedste sikkerhed for cyklisterne og dermed også de mange børn, der cykler til Islev Skole.

Langs linjen vil der være attraktive mødesteder, der appellerer til ophold og bevægelse, og således vil være attraktivt for flere aldersgrupper, også børnene. Vestvolden er allerede et dejligt rekreativt område med både natur- og kulturoplevelser. Samtidig er der gode muligheder for friluftsliv.

Islev Torv er i dag lukket for biler og butikkerne omkring torvet har det svært. En åbning af torvet for biler vil afhænge af det kommende forsøg med åbning af tunnelen i løbet af 2014, og der er i projektforslaget vist 2 eksempler. Det første har ensrettet sivetrafik, hvilket giver mulighed for at fastholde torvelivet og udeservering. Det andet forslag har dobbeltrettet sivetrafik, hvilket giver færre muligheder for, at indrette torvet til ophold. I begge tilfælde vil der dog være mulighed for, at lukke torvet ved større arrangementer. Det er foreslået, at markere Islevbrovej ved at lade belægningen gå ud over Sommerfuglevej / Viemosevej, således at Islevbrovej markeres og stedet bliver markant at passere. Det skal nævnes, at det vil være nødvendigt, at flytte skulpturerne og pølsevognen, såfremt torvet åbnes for biler.

Islev Skole har på en længere strækning arealer ud mod Islevbrovej. Skolen er i dag lukket udadtil i form af høje bøgehække, og en del af helhedsplanen for Islev var, at åbne disse arealer og skabe attraktive byrum både for byens borgere og for skolen. Der blev i december 2013 bevilliget 3,8 mio. kr. til en åbning af Islev Skole, og et projektforslag for dette fremlægges på samme møderække i april, hvor projektet beskrives.

Overgangen til Slotsherrensvej er vigtig for at markere Islevbrovej, og her tænkes der planlagt en ny aktivitetsplads. Samtidig vurderes det, at de eksisterende skulpturer på Islev Torv vil kunne være med til at skabe en markant plads, da de kan leve op til de store skalaforhold på Slotsherrensvej. Det kan også være en mulighed, at flytte andre identitetsskabende elementer til aktivitetspladsen eller andre egnede steder langs ID linjen. Det kunne eksempelvis være det karakteristiske smedejernsgitter fra SPF-grunden.

Ad Slotsherrensvej foreslås det, at ID linjen markeres af den røde ganglinje og med træer i de eksisterende rabatter. I midterrabatten på Slotsherrensvej løber VEKS’ store transmissionsledninger, og for at sikre træerne en god vækst, foreslås det, at hæve terrænet i midterrabatten med ca. 50 cm. Dette vil også give mulighed for en kantafgrænsning, der kan virke som en slags autoværn og være med til at sænke bilernes dækstøj. Forslaget betyder også, at Slotsherrensvejs brede profil neddæmpes, så den bliver rare at færdes langs. Det skal nævnes, at VEKS er indforstået med denne løsning.

Borgermødet om ID linjen

Den 11.03.2014 blev der afholdt et borgermøde på Islev Skole, hvor forslaget til ID linjen blev præsenteret, jf. referat fra mødet, der er vedlagt sagen.

Generelt blev der givet udtryk for, at det var et flot forslag. Der var dog lidt bekymring i forhold til trafikken i forbindelse med at åbne tunnelen og tillade sivetrafik over Islev Torv. I første omgang lægges der dog kun op til en forsøgsmæssig åbning af tunnelen, og en senere evaluering må vise, om dette vil være en god ide. Principperne i det fremlagte forslag vil kunne realiseres både med en åbning af tunnelen og sivetrafik over torvet samt et alternativ uden ændringer i trafikken.

Lov- og plangrundlag

Kommuneplan 2010 – 2022.
Islev Helhedsplan af august 2013.

Økonomiske konsekvenser

Der er vedlagt en oversigt over hele ID linjen med inddeling i delstrækninger og med angivelse af anlægsøkonomi til de enkelte delstrækninger. Det samlede budget anslås til 26,7 mio.kr. For strækningen fra Islev Torv til Slotsherrensvej forudsætter planen for ID linjen en omlægning af VEKS’ ledning, og disse projekter skal koordineres tidsmæssigt. Der kan for nogle af delstrækningerne være en afledt drift afhængigt at den endelige udformning.

Tidsplan

Teknik- og Miljøudvalget 08.04.2014
Økonomiudvalget 23.04.2014
Kommunalbestyrelsen 29.04.2014

 

Bilag

Bilag 1: Rapporten ID linjen en forbindelse langs Islevbrovej - fra Vestvolden til Ringvejen af marts 2014
Bilag 2: ID linjen - Økonomi for delstrækninger af 15. marts 2014
Bilag 3: Notatet fra Ingeniørfirmaet Rambøll Trafikale vurderinger ved Islevbrovej af 14.1.2014
Bilag 4: ID linjen, referat fra borgermødet den 11. marts 2014

Islev ID linjen, Åbning af Islev Skole ud mod Islevbrovej - godkendelse af projektforslag
Sag nr. 77

Sagens kerne

Der blev på Kommunalbestyrelsesmødet i december 2013 (sag nr. 196) givet en anlægsbevilling på 3.800.000 kr. til gennemførelse af projektet og med beslutning om, at der på april møderækken skulle fremlægges et projektforslag samtidig med fremlæggelsen af projektforslaget for ID-linjen.

Der foreligger nu et projektforslag for åbning af Islev Skole, så der skabes spændende og attraktive byrum, som inspirerer til ophold og liv både for borgerne i området og for skolen. Projektforslaget omfatter dels arealer på Islev Skole ud mod Islevbrovej, samt en flot adgang fra parkeringspladsen til skolens indgang.

Sagen fremlægges til politisk beslutning både i Teknik- og Miljøudvalget og i Børne- og Skoleudvalget.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at projektforslag for åbning af Islev skole godkendes, samt
  2. at projektet gennemføres incl. etablering af en ny adgang fra parkeringspladsen, samt fjernelse af den midlertidige pavillon.

Teknik- og Miljøudvalget og Børne- og Skoleudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Åbningen af Islev Skole er en vigtig del i forhold til, at gøre Islevbrovej attraktiv med gode opholdspladser og aktivitetsområder og derved styrke bylivet. Skolen ligger direkte op til ID linjen ad Islevbrovej, og her findes et naturlig liv med skoleaktiviteter og fritidstilbud. Skolen lukker sig i dag mod vejen, men det er tanken at åbne op, så skolen i højere grad bliver en levende del af lokalområdet. Det er samtidig målet, at skabe en flot og tydelig adgang til skolen.

På Kommunalbestyrelsesmødet i december 2013 blev det godkendt, at følgende skulle være udgangspunkt for udarbejdelsen af projektforslaget:

  • der skal skabes et attraktivt opholdsmiljø mod Islevbrovej, som både kan benyttes af skolen og af borgerne
  • der skal skabes en synlig, flot og tydelig adgang til skolen
  • anvendelse af de små bygninger mod vejen bør vurderes, således at funktionerne i disse kan være med til at skabe liv i området.
  • det eksisterende grønne område skal åbnes op og gøres attraktivt til boldspil og som en lille grøn oase
  • de grønne træk i de tidligere haver skal indgå som en del af et attraktivt opholdsmiljø
  • cykelparkering skal organiseres bedre, så de mange cykler ikke optager al pladsen, og så der skabes mulighed for ophold og andre aktiviteter
  • bilparkeringen skal søges minimeret og planlægges, så parkering sker på de bløde trafikanters vilkår
  • åbningen af Islev Skole skal planlægges i sammenhæng med projektforslaget om ID linjen, således at holdning til farver, materialer, inventar og belægninger koordineres.

Beskrivelse af projektforslaget

Projektforslaget med beskrivelse er vedlagt som bilag, jf. tegningen ”Åbning af Islev skole, Projektforslag”, samt beskrivelsen ”ID linjen, Åbning af Islev skole” begge af 15.03.2014.

I hovedtræk etableres ”parken” med bibeholdelse af boldarealet. Mod Islevbrovej etableres en lav græsvold, så der ikke kan køres ind på arealet og bolden ikke kommer ud på vejen. Der etableres siddepladser på volden. Derudover etableres der opholdsarealer under træerne mod festsalen. Som invitation til området anlægges en ny sti.

I forbindelse med den tidligere inspektørbolig etableres der ”en have til bevægelse” med trampoliner i niveau med terrænet og med lege- og motionsredskaber. Omkring den tidligere pedelbolig etableres et uformelt byrum til ophold og bevægelse, der henvender sig både til byen og skolen. Her vil blandt andet også blive mulighed for at løbe på løbehjul, som er blevet meget populært blandt børnene. Der ligger i dag en del udhuse og skure omkring de 2 murstensbygninger. De foreslås alle fjernet, så de 2 bygninger kommer bedre til deres ret, og bidrager til et smukkere indtryk. Dette indebærer også, at den eksisterende midlertidige pavillon fjernes og facaden på bygningen genetableres. Kun funktionen i den eksisterende garage vil blive genetableret.
De trafikale forhold er vigtige omkring skolen, og der er foreslået en markant markering af skolens hovedindgang i form af en ”løber” af farvede klinker fra parkeringspladsen overfor skolen til hovedindgangen. Denne løber vil erstatte en eksisterende vejindsnævring og tydeliggøre skolen. Parkeringspladsen foreslås omorganiseret med en ensretning og med mulighed for at afsætte børnene sikkert.

Derudover omfatter forslaget, at den eksisterende cykelparkeringsplads omorganiseres, så pladsen udnyttes bedre. I forbindelse med dette vil der etableres et nyt hegn med en hæk, således at de mindste børn ikke får direkte adgang til vejen.

Det skal bemærkes, at projektforslaget for åbning af Islev skole er udarbejdet sideløbende med udarbejdelsen af projektforslaget for hele ID linjen, og at de 2 projekter således er koordineret både med hensyn til materialevalg, beplantning mv. Forslaget til åbning af Islev skole vil kunne anlægges og benyttes som et selvstændigt projekt, men kan også på en meget flot måde indgå som en del af hele ID linjen.

Økonomi

Det vurderes, at projektforslaget som det er vist, med arealerne på Islev Skole, forbindelsen over Islevbrovej til parkeringspladsen samt en mindre omlægning af denne kan holdes indenfor den afsatte økonomi. Dette gælder også fjernelse af den midlertidige pavillon.

Organisering

Projektforslaget er udarbejdet i samarbejde med Børne- og Kulturforvaltningen og skolen.

Der henvises til sag på lukket dagsorden vedrørende økonomioversigt og godkendelse af entreprenører.

Lov- og plangrundlag

Islev Helhedsplan af august 2013.
Byggestyringsreglerne.

Økonomiske konsekvenser

Forslaget vil skabe mere liv i området og dermed større brug, ligesom karakteren af offentlig bypark vil nødvendiggøre en større driftsindsats, såfremt arealerne skal fremstå flotte og attraktive. Driftsbudgettet til Islev Skole bør derfor forhøjes med 38.000 kr. til den afledte drift.

Tidsplan

Teknik- og Miljøudvalget

08.04.2014

Børne- og Skoleudvalget

08.04.2014

Økonomiudvalget

23.04.2014

Kommunalbestyrelsen

29.04.2014

Projektering og udbud

april - juni 2014

Forventet byggeperiode

juli - december 2014

Bilag

Bilag 1: Åbning af Islev Skole Projektforslag af 15. marts 2014
Bilag 2: Beskrivelsen ID linjen Åbning af Islev Skole af 15. marts 2014

Islev ID linjen, ansøgning om anlægsbevilling samt godkendelse af projektforslag til forsøgsåbning af tunnel under M3
Sag nr. 78

Sagens kerne

På Kommunalbestyrelsesmødet den 24.09.2013 blev ideudkast "Helhedsplan for Islev" godkendt. I forlængelse heraf har Teknisk Forvaltning blandt andet arbejdet på et projektforslag til åbningen af tunellen under Motorring 3 for biltrafik. Udarbejdelsen af projektforslaget er koordineret med projektforslaget "ID linjen - en forbindelse langs Islevbrovej fra Vestvolden til Ringvejen".

På anlægsbudgettet i budget 2014 er afsat et rådighedsbeløb på 2.000.000 kr.

Projektforslaget for tunellen fremlægges nu til godkendelse samtidig med, at der søges om en anlægsbevilling til at foretage en forsøgsåbning.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at tunellen forsøgsåbnes,
  2. at projektforslaget med ensrettet biltrafik (scenarie A) gennem tunnellen godkendes, samt
  3. at der gives en anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløb på 2.000.000 kr. til gennemførelse af forsøgsåbning, samt efterfølgende evaluering.

Teknik- og Miljøudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Teknisk Forvaltning har som led i den videre bearbejdning af "Helhedsplan for Islev", og som en naturlig sammenhæng med projektforslaget "ID linjen - en forbindelse langs Islevbrovej fra Vestvolden til Ringvejen", arbejdet på et projektforslag vedrørende en forsøgsåbning af den eksisterende tunnel under Motorring 3 (M3) for biltrafik. Projektforslaget vedrørende Islevbrovej fremlægges som en særskilt sag i samme møderække.
Formålet med forsøgsåbningen er, at skabe en sammenhængende Islevbrovej via en tryg og attraktiv tunnel under M3 som kasalysator for, at skabe mere liv på og omkring Islev Torv - blandt andet med henblik på, at sikre et større kundegrundlag til butikkerne på torvet. Samtidig ønskes der en sammenbinding mellem Islevbrovej med Islev Torv og Brunevang.

For at underbygge den lokale identitet ved tunnellen vil Teknisk Forvaltning i det videre arbejde undersøge mulighederne for, at supplere med lokale elementer - eksempelvis i form af smedejernsgitteret fra SPF grunden.

Igennem udarbejdelsen af projektforslaget til åbningen af tunnellen har Teknisk Forvaltning arbejdet med 2 forskellige trafikale scenarier; et med ensrettet trafik fra øst mod vest (scenarie A), og et med dobbeltrettet biltrafik (scenarie B) gennem tunnellen.
Som grundlag for vurderingen af begge scenarier er der foretaget trafiktællinger i signalregulerede kryds i området og trafiktællinger på udvalgte vejstrækninger. Trafiktællingerne danner baggrund for den effekt/ændring i trafikken som henholdsvist scenarie A og B forventes, at medføre i lokalområdet.
De trafikale ændringer er vurderet gennem beregninger i OTM-modellen. OTM-modellen er en avanceret trafikmodel for hovedstadsområdet som bruges til, at beregne trafikale ændringer på det overordnede vejnet - i dette tilfælde primært for biltrafikken. Modelberegningen tager udgangspunkt i, at den planlagte udvidelse af boligområdet langs Brunevang er realiseret. Modellens trafikberegninger har en usikkerhed på mellem 10-15 %.

En nærmere gennemgang af scenarie A og B, samt hvilke trafikale konsekvenser de forventes, at medføre gennemgås herunder.

Fælles forudsætninger for scenarie A og B

Fælles for både scenarie A og B er, at tunnellen deles op således, at den ene side anvendes til en dobbeltrettet fællessti for gående og cyklende (2,5 meter), mens den anden side anvendes til biltrafik (3,2 meter). For at opnå en god tryg adskillelse mellem de hårde og bløde trafikanter vil der blive opsat punktvise beton eller granit-plinter med kort afstand. Plinterne udgør samtidig tunellens belysning som skal være med til, at tunellen opleves mere indbydende og tryg end i dag.

I begge scenarier antages det, at de eksisterende belægninger i tunellen bibeholdes. Dog vil begge scenarier kræve, at der foretages en ombygning af vejarealerne på hver side af tunnellen for, at sikre en god sikker tilslutning af den dobbeltrettede fællessti til de eksisterende arealer. På den østlige side af tunnellen medfører det, at der skal nedlægges et langsgående parkeringsareal langs Islevbrovej, samt at vejtilslutningen til vejen Ved Vandløbet skal bygges om.

Scenarie A: ensrettet biltrafik fra øst mod vest

Ved en åbning af tunnellen for biltrafik i vestgående retning mod Islev Torv forventes det, at der vil færdes cirka 1.400 køretøjer igennem tunnellen i døgnet. Hvis Islev Torv åbnes for trafik i samme retning som ensretningen forventes trafiktallet, at stige med cirka 450 køretøjer. Viemosevej er spærret ved kommunegrænsen til Herlev. Det forventes således ikke, at der vil være betydende trafik fra tunnellen som kører nord på af Viemosevej. Trafikken forventes primært, at fortsætte ad Sommerfuglevej mod Slotsherrensvej.

Trafikken på henholdsvis Tårnvej og Slotsherrensvej (indtil krydset med Sommerfuglevej) forventes, at falde tilsvarende i og med, at disse trafikanter nu anvender tunnellen, når de skal mod vest.

Ved en ensrettet løsning under M3 kan trafikanterne ledes direkte ned i tunnellen, igennem og videre op til signalanlægget Viemosevej / Sommerfuglevej / Islevbrovej uden, at det kræver en ombygning af det eksisterende signalanlæg. Ved gennemførelsen af "Islev ID-linjen" med ensrettet biltrafik over Islev Torv forventes det, at signalanlægget kan nedlægges.

Scenarie B: dobbeltrettet biltrafik

Ved en åbning af tunnellen for biltrafik i begge retninger (en retning ad gangen) forventes det, at cirka 2.700 køretøjer vil benytte tunnellen i døgnet. Hvis Islev Torv er åbnet for dobbeltrettet trafik forventes det, at trafiktallet vil stige med cirka 1.200 køretøjer, som vil færdes over torvet (samlet tal for begge retninger).

Trafikken på henholdsvis Tårnvej og Slotsherrensvej (indtil krydset med Sommerfuglevej) forventes, at falde tilsvarende i og med, at disse trafikanter nu anvender tunnellen både i øst og vestgående retning.

En åbning af tunnellen for trafik i begge retninger medfører flere tekniske problemer. Da der kun er plads til færdsel i én retning ad gangen skal der opsættes et signalanlæg ved tunnellen. På grund af tunnellens længde og den lave hastighed som køretøjerne vil færdes gennem tunnellen med, vil det være nødvendigt med en sikkerhedstid på cirka 30 sekunder (tiden fra den ene retning får rødt, til den anden retning får grønt). Ud over sikkerhedstiden skal hver retning også have en tilpas lang grøntid, hvor de kan køre igennem tunnellen. Det vurderes, at signalanlægget vil have en omløbstid på cirka 120 sekunder. Til sammenligning kan det nævnes, at signalanlæggene på de primære trafikveje generelt kører med omløbstider på 80 sekunder i myldretiden. Når den høje omløbstid sammenholdes med antallet af forventede køretøjer opstår der stor risiko for kødannelser på hver side af tunnellen - særligt i myldretiden.

På Viemosevej ved Islev Torv er der i dag et eksisterende signalanlæg. Hvis tunnellen skal åbnes for biltrafik i begge retninger vil det kræve, at signalanlægget til tunnellen kobles sammen med det eksisterende signalanlæg, da det skal sikres, at trafikanter som kører gennem tunnellen mod Islev Torv har grønt i dette anlæg. Ellers vil der opstå kødannelse som helt blokerer tunnellen.

En sammenkobling vil medføre, at det eksisterende signalanlæg også skal have en omløbstid på cirka 120 sekunder. Det betyder, at trafikanter langs Viemosevej og Sommerfuglevej ofte vil skulle holde for rødt - selv i perioder, hvor der ikke er trafikanter som kører igennem tunnellen. En sådan ændring vil medføre kødannelser på Viemosevej og Sommerfuglevej og en særlig risiko for rødkørsel.

Yderligere skal det bemærkes, at der på den vestlige side af tunnellen kun er plads til, at der kan holde 3 biler og vente på grønt signal. I de tilfælde hvor der vil holde flere end 3 biler, vil det skabe tilbagestuvning ud på Viemosevej og Sommerfuglevej, som hurtigt vil blokere for færdslen på vejene. Når den lange omløbstid sammenholdes med det forventede antal køretøjer der vil anvende tunnellen ved en dobbeltrettet løsning må det forventes, at der opstår tilbagestuvninger ud på Viemosevej og Sommerfuglevej flere gange i timen - også uden for myldretiden.

Teknisk Forvaltnings vurdering

I både scenarie A og B opnås der en god sikker adskillelse mellem de hårde og bløde trafikanter. Det er Teknisk Forvaltnings vurdering, at scenarie A er det mest hensigtsmæssige i og med, at der sikres det bedste trafikale miljø og fremkommelighed på Islevbrovej, uden at det kræver større ombygninger af den eksisterende vej eller udstyr. Teknisk Forvaltning anbefaler således, at forsøgsåbningen foretages som foreslået i scenarie A.

Evaluering af forsøgsåbning

Teknisk Forvaltning anbefaler, at forsøgsåbningen evalueres efter at have været i drift i 6 måneder. Som led i evalueringen vil borgere og virksomheder i lokalområdet blive opfordret til, at sende deres bemærkninger og oplevelser af forsøgsåbningen. Samtidig vil relevante myndigheder som eksempelvis Vejdirektoratet og Københavns Vestegns Politi blive inddraget. I forbindelse med evalueringen vil der blive foretaget trafiktællinger i tunnellen.
Mens evalueringen foretages vil forsøgsåbningen af tunnellen stadig være i drift.

På baggrund af evalueringen vil der blive fremlagt en sag til politisk drøftelse.

Tunnellen ejes og vedligeholdes i dag af Vejdirektoratet. Teknisk Forvaltning har løbende været i dialog med Vejdirektoratet omkring udformningen af en åbning for biltrafik. Projektforslaget er tilpasset Vejdirektoratets umiddelbare kommentarer - eksempelvis, at der skal opsættes "portaler" i hver ende med en overlægger 2,2 meter over terræn. Dermed vil det ikke være fysisk muligt, at køre ned til tunnellen, hvis køretøjet er for højt. Vejdirektoratet har meddelt, at de generelt er positivt indstillet over for en åbning af tunnellen for biltrafik, men de har ikke fremsendt en officiel godkendelse med endelige vilkår. Vilkårene forventes, at kunne opfyldes inden for anlægsbevillingen. Når den officielle godkendelse fra Vejdirektoratet er modtaget skal Københavns Vestegns Politi godkende projektforslaget. Politiet har - i lighed med Vejdirektoratet - meddelt, at de generelt er positivt indstillet over for forslaget om, at åbne tunellen for biltrafik.

Lov- og plangrundlag

Lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 1048 af 03.11.2011) med senere ændringer.
Færdselsloven (lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11.12.2013) med senere ændringer.

Økonomiske konsekvenser

Forsøgsåbningen ved en enkeltrettet løsning (scenarie A), samt evaluering forventes, at kunne afholdes inden for anlægsbevillingen på 2.000.000 kr.
Det forventes ikke, at der kan anlægges en rød klinkebelægning gennem tunnellen og ved tilslutningerne inden for anlægsbevillingen.

Hvis forsøgsåbningen skal gennemføres med dobbeltrettet trafik (scenarie B) forventes det, at medføre en ekstra udgift til signalarbejder på cirka 300.000 kr. ud over den ansøgte anlægsbevilling.

Tidsplan

Tunnellen forventes åbnet for trafik i løbet af 3. kvartal 2014. Herefter vil forsøgsåbningen løbe i 6 måneder.

Bilag

Bilag 1: Oversigtskort scenarie A og B
Bilag 2: AR 100 - Scenarie A
Bilag 3: AR 100 - Scenarie B

Ordinære generalforsamlinger 2014 i HOFOR Vand Holding A/S og HOFOR Spildevand Holding A/S
Sag nr. 79

Sagens kerne

Der skal afholdes ordinære generalforsamlinger i HOFOR Vand Holding A/S og HOFOR Spildevand Holding A/S den 21.05.2014. I lighed med sidste år foreslås det, at generalforsamlingerne afholdes som skrivebordsforsamlinger, dvs. uden fysisk fremmøde. Rødovre Kommune stemmer på generalforsamlingerne som angivet i indstillingen.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Rødovre Kommune på generalforsamlingerne tager bestyrelsens beretning til efterretning,
  2. at Rødovre Kommune på generalforsamlingerne godkender selskabernes årsrapporter,
  3. at Rødovre Kommune på generalforsamlingerne godkender bestyrelsernes forslag til anvendelse af årets resultat,
  4. at Rødovre Kommune på generalforsamlingerne stemmer for følgende bestyrelse i HOFOR Vand Holding A/S: Leo Larsen som bestyrelsens formand, Steen Christiansen, Ib Terp, Allan Holst, Thomas Gyldal Petersen, Finn Gerdes, Steen Skriver Rasmussen og Henrik Rasmussen,
  5. at Rødovre Kommune på generalforsamlingerne stemmer for følgende bestyrelse i HOFOR Spildevand Holding A/S: Leo Larsen som bestyrelsens formand, Steen Christiansen, Allan Holst, Thomas Gyldal Petersen, Finn Gerdes og Steen Skriver Rasmussen, samt
  6. at Rødovre Kommune på generalforsamlingerne stemmer for KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab som revisor.

Teknik- og Miljøudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune har siden 01.07.2012 været medejer af HOFOR Vand Holding A/S, der ejer vandselskaberne i Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, Københavns, Rødovre og Vallensbæk kommuner, samt koncernens serviceselskab. Herudover har Rødovre Kommune siden årsskiftet 2012/13 været medejer af HOFOR Spildevand Holding A/S, der ejer spildevandsselskaberne i de samme kommuner, dog med undtagelse af Brøndby og Vallensbæk kommuner.

Ejerne har i de to holdingselskabers bestyrelser en repræsentant fra hver ejerkommune, fra Rødovre Kommune er Erik Nielsen repræsentanten i dag.

De to holdingselskaber skal i henhold til lovgivningen og selskabernes vedtægter holde ordinære generalforsamlinger tidsnok til, at årsrapporterne kan indsendes til Erhvervsstyrelsen inden juni måned. Der er derfor berammet generalforsamlinger til den 21.05.2014.

Som ejer af HOFOR Vand Holding A/S har Rødovre Kommune 3,94 % af stemmerne på generalforsamlingen, mens kommunen har 4,86 % af stemmerne på generalforsamlingen i HOFOR Spildevand Holding A/S.

Kommunens stemme på generalforsamlingerne afgives i overensstemmelse med den beslutning, som Kommunalbestyrelsen i medfør af denne indstilling fastlægger med simpelt flertal. Kommunen taler således med én stemme på hver generalforsamling.

I lighed med sidste år holdes generalforsamlingerne uden fremmøde som skriftlige generalforsamlinger, det vil sige generalforsamlingerne holdes ikke fysisk, og selskaberne konstaterer på grundlag af de afgivne mandater fra ejerkommunerne, hvordan stemmerne er afgivet. På den baggrund udarbejdes efterfølgende referat (protokollat) af generalforsamlingerne.

Indstillingspunkterne

Med hensyn til indstillingens punkter 1, 2 og 3 henvises til de som bilag 1 og bilag 2 vedlagte årsrapporter 2013 for henholdsvis HOFOR Vand Holding A/S og HOFOR Spildevand Holding A/S. Heraf fremgår ledelsesberetningerne, samt årets resultat. I 2013 havde HOFOR Vand Holding A/S et underskud på 16,264 mio. kr., og HOFOR Spildevand Holding A/S havde et overskud på 48,923 mio. kr., som foreslås overført til egenkapitalen.

Indstillingens punkter 4 og 5 baserer sig på oplysning fra de enkelte ejerkommuner (i forlængelse af kommunalvalget) om, hvem der skal være kommunens repræsentant i bestyrelsen i den kommende 2-årige valgperiode. Bestyrelsen vælger selv sin næstformand, mens bestyrelsens formand vælges af generalforsamlingen.

Med hensyn til indstillingens punkt 6 foreslås selskabernes nuværende revisor KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab (CVR nr. 30 70 02 28) genvalgt som selskabernes revisor.

Under forudsætning af, at der blandt ejerne er flertal for de indstillede dagsordenspunkter, vil generalforsamlingernes protokollater blive udformet i overensstemmelse med de som bilag 3 og bilag 4 vedlagte udkast.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Generalforsamlingerne afholdes den 21.05.2014. Valget af bestyrelsesmedlemmer gælder for en 2-årig periode frem til den ordinære generalforsamling i 2016.

Bilag

Bilag 1: Årsrapport 2013 HOFOR Vand Holding A/S
Bilag 2: Årsrapport 2013 HOFOR Spildevand Holding A/S
Bilag 3: Protokollatudkast ordinær generalforsamling 2014 HOFOR Vand Holding A/S
Bilag 4: Protokollatudkast ordinær generalforsamling 2014 HOFOR Spildevand Holding A/S

Ændring af indsamlingsordningen for nedgravede affaldsbeholdere
Sag nr. 80

Sagens kerne

Flere boligselskaber/-afdelinger i Rødovre Kommune har henvendt sig til Teknisk Forvaltning med et ønske om selv, at kunne indkøbe nedgravede affaldsbeholdere. Begrundelsen er et ønske om, at den enkelte afdeling selv kan præge udseendet på beholderne og de udendørs arealer. Endvidere har de et stort ønske om, at ordningen bliver billigere, så den kan blive et reelt alternativ til de almindelige affaldsbeholdere eller kuber.

Teknisk Forvaltning foreslår, at ordningen revideres, ved at åbne muligheden for at boligselskaberne/-afdelingerne selv kan indkøbe de nedgravede beholdere. Derudover foreslås det, at tillægsgebyrerne for de nedgravede beholdere fjernes for de genanvendelige fraktioner og sænkes for restaffaldet.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at boligselskaber/-afdelinger og private etageejendomme selv kan anskaffe nedgravede affaldsbeholdere, samt vælge udseende og type, under forudsætning af, at disse kan tømmes af Rødovre Kommunes renovatør,
  2. at grundejere selv står for vedligeholdelsen af de nedgravede affaldsbeholdere, som de selv har måttet indkøbe,
  3. at tillægsgebyrerne for papir, plast, glas, metal og bioaffald bortfalder, samt
  4. at tillægsgebyret for en nedgravet beholder til restaffald i 2014 ændres til et beholdergebyr på 576,80 kr. ekskl. moms pr. lejlighed / bolig.

Teknik- og Miljøudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Indførelse af en indsamlingsordning for nedgravede affaldsbeholdere blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen den 28.08.2012 (sag nr. 231). Indsamlingsordningen omfatter, at Rødovre Kommune leverer de nedgravede affaldsbeholdere, samt står for tømning og vedligeholdelsen af beholderne. Boligselskaberne skal selv stå for udgifterne til nedgravningen og etablering af belægningen, samt den ydre renholdelse af beholderne. Finansieringen af indkøb og tømning sker ved, at boligselskaberne betaler et tillægsgebyr pr. nedgravet affaldsfraktion fordelt pr. lejlighed, som er omfattet af ordningen.

Siden vedtagelsen har Teknisk Forvaltning haft kontakt med flere boligselskaber/-afdelinger. Tilbagemeldingen fra disse er, at ordningen er for dyr, samt at de gerne ville have muligheden for selv, at indkøbe de nedgravede beholdere, så de kunne passe til de lokale forhold, hos det enkelte boligselskab. Dem, der har overvejet nedgravede beholdere, har kun villet vælge nedgravede beholdere til restaffald og almindelige affaldsbeholdere eller kuber til de øvrige affaldsfraktioner. Denne kombination gør, at der kun betales tillægsgebyr for restaffaldet, men ikke for de øvrige affaldsbeholdere. I de fleste tilfælde vil det være de sorte kuber som pt. anvendes til papir og glas, men som også kan anvendes til de øvrige fraktioner, der ville blive valgt som supplement til de nedgravede.

På baggrund af ovenstående anbefaler Teknisk Forvaltning, at ændre indsamlingsordningen for de nedgravede affaldsbeholdere. Ændringen består i følgende:

  • Boligselskaberne får mulighed for selv, at stå for anskaffelse og vedligeholdelsen af de helt eller halvt nedgravede affaldsbeholdere. De nedgravede beholdere skal dog være påmonteret samme tømmesystem som Rødovre Kommunes nedgravede beholdere, så de kan tømmes af den samme bil. Dette vil i praksis ikke have den store betydning, da hovedparten af alle de nedgravede beholdere kan påmonteres forskellige tømme anordninger. Ved denne ændring kan boligselskaberne således frit vælge, om de vil benytte de beholdere, som Rødovre Kommune leverer eller nogen, som de selv indkøber. Rødovre Kommune vil fortsat stå for tømningen og behandlingen af affaldet fra de nedgravede beholdere.
  • Tillægsgebyrerne for de genanvendelige affaldsfraktioner bortfalder, således at boligselskabet ikke skal betale et ekstra gebyr for at vælge nedgravede affaldsbeholdere. Derudover sænkes tillægsgebyret for restaffald. Dette gælder både hvis de indkøber deres egne beholdere eller hvis de vælger dem Rødovre Kommune leverer.

Ved at fjerne tillægsgebyrerne for de genanvendelige affaldsfraktioner bortfalder indtægten til indkøb og tømning af de nedgravede affaldsbeholdere. Denne skal dog ses i forhold til den udgift der er for opstilling af og vedligeholdelse af almindelige affaldsbeholdere eller kuber, som er indeholdt i grundgebyret. Kuberne koster omkring en tredjedel af en nedgravet affaldsbeholder, til gengæld skal kuberne tømmes omkring 5 gange oftere end en nedgravet affaldsbeholder. Endvidere er de nedgravede affaldsbeholdere bedre sikret mod hærværk end de overjordiske affaldsbeholdere.

Udgifterne til kuberne er ikke reguleret via tillægsgebyrer, men indeholdt i grundgebyret. Ved også at lade de nedgravede beholdere være en del af grundgebyret, ligestilles de med kuberne og de øvrige affaldsbeholdere, som stilles til rådighed i affaldsordningen.

Affaldsgebyret for de boligselskaber/-afdelinger der selv indkøber de nedgravede affaldsbeholdere, vil være uændret i forhold til de boligselskaber/-afdelinger, der vælger at få de nedgravede affaldsbeholdere leveret af Rødovre Kommune. Der vil således ikke være nogen besparelse for boligselskaberne i at vælge selv at købe de nedgravede affaldsbeholdere. Baggrunden for dette er, at fastholde princippet om at Rødovre Kommune leverer alle affaldsbeholdere.

Det kunne vælges at de boligselskaber/-afdelinger der selv indkøber de nedgravede affaldsbeholdere fik et tilskud til indkøb af de nedgravede, som til en hvis grad modsvarer de udgifter Rødovre Kommune ville have haft til indkøb af beholdere. Dette ville i så fald kræve at Rødovre Kommune skulle stille krav til kvalitet og størrelse af beholderne. Dels for at sikre at beholderne har lang holdbarhed inden de skal skiftes igen, og dels for at sikre så lave tømningsomkostninger så muligt. Dette bevirker dog at boligselskaber/-afdelinger ikke længere frit kan vælge, hvilken beholder de ønsker.

Ved at boligselskaberne/-afdelingerne frit kan vælge, er der en risiko for Rødovre Kommune. Denne består i, at de beholdere som boligselskaberne/-afdelingerne selv anskaffer, kan være svære og mere tidskrævende at tømme. Derudover kan de være mindre og derved skulle tømmes oftere. Dette vil være med til at gøre det dyrere at tømme beholderne ved disse ejendomme fremfor ved dem som har fået leveret beholderne af Rødovre Kommune. Ligeledes kan kvaliteten af beholderne være dårligere og derved øge risikoen for nedbrud, som gør at beholderne skal tømmes oftere og Rødovre Kommune skal stille backup løsninger til rådighed.

Det er derfor Teknisk Forvaltnings anbefaling, at der ikke gives nedslag i affaldsgebyrerne eller tilskud til indkøb af nedgravede affaldsbeholdere til de boligselskaber/-afdelinger, som selv anskaffer disse. Med forslaget til de ændrede gebyrer i denne indstilling forventes det også at være meget få, som vil ønske selv at indkøbe beholderne.

Udgifterne til nedgravning af beholderne og etablering af belægningen, samt den ydre renholdelse af de nedgravede affaldsbeholderne skal fortsat afholdes af boligselskaberne/-afdelingerne uanset om de selv har stået for anskaffelsen eller om beholderne er leveret af Rødovre Kommune.

De nedgravede affaldsbeholdere, som Rødovre Kommune kan levere til boligselskaberne er designet af I/S Vestforbrænding. De nedgravede beholdere vil blive anskaffet igennem I/S Vestforbrænding, som har gennemført udbud på disse. Designet af disse er netop ved, at blive afsluttet her i foråret 2014, så de kan blive leveret fra efteråret 2014. Der er siden indstillingen i 2012 sket en udvikling af de nedgravede affaldsbeholdere, som gør, at disse nu kan indeholde mere end en affaldsfraktion pr. beholder. Dette gør, at anskaffelsen kan gøres billigere, idet to af affaldsfraktionerne kan slås sammen i en beholder. Dette vil primært være fordelagtigt for glas og metal og ved mindre steder også for plast og papir.

Lov- og plangrundlag

Den eksisterende indsamlingsordning for nedgravede affaldsbeholdere er indarbejdet i Rødovre Kommunes regulativ for husholdningsaffald. Ændringen om, at boligselskaberne selv indkøber og vedligeholder de nedgravede beholdere, kræver en ændring af regulativet. Disse ændringer vil blive indarbejdet næste gang regulativet revideres. Indtil regulativet bliver revideret, vil de boligselskaber, som måtte ønske selv at indkøbe beholderne, få en dispensation i forhold til kravene i regulativet.

Økonomiske konsekvenser

I 2014 gælder følgende tillægsgebyrer for de nedgravede beholdere:

  • 200,00 kr. pr. lejlighed/bolig for en nedgravet beholder til bioaffald
  • 200,00 kr. pr. lejlighed/bolig for en nedgravet beholder til plast
  • 200,00 kr. pr. lejlighed/bolig for en nedgravet beholder til papir
  • 200,00 kr. pr. lejlighed/bolig for en nedgravet beholder til glas
  • 200,00 kr. pr. lejlighed/bolig for en nedgravet beholder til metal
  • 732,60 kr. pr. lejlighed/bolig for en nedgravet beholder til restaffald

Ændringen af tillægsgebyrerne forventes ikke, at få betydning for Budget 2014, blandt andet, fordi der endnu ikke er opstillet nogen nedgravede affaldsbeholdere, hvorved der ikke er indtægter eller udgifter til dette område. Det forventes tidligst, at der bliver opstillet nedgravede beholdere i 4. kvartal 2014. Betydningen for Budget 2014 vil dog i sidste ende afhænge af antallet af boligselskaber/afdelinger, som vælger at anskaffe de nedgravede beholdere. Ændringen i tillægsgebyrerne vil blive indregnet i budget 2015.

Tillægsgebyret for de nedgravede affaldsbeholdere til de genanvendelige fraktioner fjernes, og bliver i stedet indeholdt i de eksisterende grundgebyrer.

Tillægsgebyret for restaffald ændres fra 732,60 kr. til et beholdergebyr på 576,80 kr. pr. lejlighed/bolig for en nedgravet beholder til restaffald i 2014. Sænkningen i tillægsgebyret skyldes nye oplysninger om forventede tømningspriser.

Udgiften til anskaffelsen af beholderne vil ske indenfor det eksisterende budget, samt blive indregnet i Budget 2015. Så vidt det er muligt vil affaldsbeholderne blive anskaffet via en leje- eller leasingaftale igennem I/S Vestforbrænding.

Tidsplan

De første nedgravde affaldsbeholdere forventes, at kunne blive opstillet ultimo 2014, såfremt nogle boligselskaber/-afdelinger melder sig klar til dette.

Frigørelse af anlægsmidler fra sikre skoleveje til vejprojekter
Sag nr. 81

Sagens kerne

I budgettet for 2014 er der afsat 1.000.000 kr. til trafiksikkerhedens tiltag på skoleveje i Rødovre Kommune.

Disse midler søges frigivet, som en anlægsbevilling.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at projekterne godkendes, samt
  2. at der gives en anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløb på 1.000.000 kr. til udførelsen af projekterne.

Teknik- og Miljøudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Teknisk Forvaltning har sammen med Børne- og Kulturforvaltningen gennemgået de trafikale forhold ved skolerne i Rødovre Kommune, og er kommet frem til følgende tiltag til brugen af midlerne.

De foreslåede tiltag er anslået til, at udgøre et beløb på 1.000.000 kr., og er beskrevet nedenstående:

Generelt

Teknisk Forvaltning mangler et samlet overblik over skolebørnenes trafikmønstre, og hvilke vejelementer samt delstrækninger, som skaber utryghed. En Skolevejsanalyse kan give et bedre vidensgrundlag til prioritering af midler til forbedring af forholdene for skolebørn i trafikken. En analyse vil også kunne give mulighed for, at vurdere udviklingen af trafikmønsteret blandt børnene i Rødovre Kommune. Der forslås yderligere en pulje til mindre tiltag ved skolerne, som skolerne kan komme med.

  • Skolevejsanalyse af trafikmønsteret blandt skoleelever; 150.000 kr.
  • Pulje til mindre tiltag ved skolerne; 40.000 kr.

Hendriksholms Skole

Ved Hendriksholms Skole findes der ca. 9 p-pladser og 2 handicappladser lige foran skolen. Disse pladser er meget benyttet i morgentimerne. Det giver problemer med bilkø foran skolen på grund af forældre, som venter på ledige p-pladser. Det vurderes, at det vil være bedre for trafiksikkerheden og trygheden ved skolen, hvis disse p-pladser nedlægges på nær en handicapplads. Det vurderes, at der er tilstrækkelig p-pladser, da p-pladserne mellem Rødovre Gymnasium og Henriksholms Skole ikke udnyttes af forældrene.

  • Nedlæggelse af p-pladser lige foran skolen; 100.000 kr.

Islev Skole

Islev Skole er med i to anlægsprojekter i Islevområdet. Begge projekter inkluderer trafik- og adgangsforholdene ved skolen. Mulige tiltag ved Islev Skole udføres derfor i forbindelse med de to projekter.

Nyager Skole

På Ejbyvej har Nyager Skole indkørsel til deres p-plads. Indkørslen er placeret lige ved stiindgangen til skolen. Den placering skaber utryghed for de blødetrafikanter, da der er mange svingende cyklister og bilister meget tæt på hinanden. Det vurderes, at en samlet udkørsel/indkørsel, hvor den nuværende udkørsel ligger, vil skabe mere trygge og trafiksikre adgangsforhold til Nyager Skole. I forbindelse med en flytning af indkørsel kan den eksisterende fodgængerovergang flyttes hen til stiindgangen. Det forslås, at overgangen udføres, som en hævet flade.

  • Flytning af indkørslen til p-plads ved Ejbyvej; 150.000 kr.
  • Flytning af fodgængerovergang ved Ejbyvej, udført som en hævet flade; 170.000 kr.

Rødovre Skole

Ved Kirkesvinget findes en fællesti, som benyttes af mange børn, når de skal møde i skole på Rødovre Skole. Belægningen på stien skaber dog forvirring blandt børnene, da den er tilsvarende et almindeligt fortov. Det resulterer i, at mange børn vælger at køre i gennem den meget benyttet p-plads foran Rødovre Kirke. Det vurderes, at flere børn vil benytte stien, hvis belægningen ændres til en belægning børnene bedre opfatter, som en fællesti.
Rødovre Skole ligger ud til Rødovrevej, som er en mindre trafikvej. Det forslås opstillet digitale hastighedstavler, så der kan indføres lokale hastighedsbegrænsninger i morgentimerne ved skolen.

  • Ændring af belægningen på fællesstien ved Kirkesvinget; 100.000 kr.
  • Opstilling af digitale hastighedstavler; 200.000 kr.

Valhøj Skole

Ved indkørslen til Valhøj Skoles lærerparkeringsplads er der mange forældre, der vælger at standse og parkere ulovligt. Det vurderes, at en ændring af asfaltbelægningen på den delstrækning vil skabe større opmærksomhed omkring standsnings- og parkeringsbegrænsningerne.

  • Rød overfladebelægning ved indskolingen; 90.000 kr.

Tinderhøj Skole

Fortvej skal trafiksaneres i den nære fremtid. Det forslås, at udviklingen af forholdene ved Tinderhøj Skole tages op i forbindelse med trafiksaneringen af Fortvej.

Lov- og plangrundlag

Budget 2014.

Økonomiske konsekvenser

I anlægsbudgettet for 2014 er der afsat et rådighedsbeløb på 1.000.000 kr. til tiltag på skoleveje. Ovennævnte anlægsprojekter kan finansieres af dette rådighedsbeløb.

Tidsplan

Arbejderne forventes udført i 2014.

Bilag

Bilag 1: Tiltag til Sikkerskolevejspuljen

Sti-, vej- og parkpulje 2014 - omprioritering af anlægsmidler
Sag nr. 82

Sagens kerne

På Kommunalbestyrelsens møde den 25.02.2014 (Sag nr. 20) blev der frigivet en anlægsbevilling på 6.000.000 kr. til gennemførelsen af forskellige projekter på vej- og stinettet. Det anbefales nu, at der foretages en omprioritering af midlerne afsat til renoveringen af Højnæsvej.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at omprioriteringen godkendes, samt
  2. at orienteringen om Højnæsvej tages til efterretning.

Teknik- og Miljøudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen frigav på deres møde den 25.02.2014 en anlægsbevilling på 6.000.000 kr. til realisering af ”Sti-, vej- og parkpulje 2014” med tilhørende projektforslag.

Igennem ”Sti-, vej- og parkpulje 2014” blev der blandt andet prioriteret en samlet sum på 3.300.000 kr. til ”renovering af veje, stier og fortove”. Herigennem var der afsat 880.000 kr. til en renovering af kørebanearealet på Højnæsvej på strækningen mellem Præstebakken – Rødager Allé.

På strækningen blev der sidste år nedlagt fjernvarme fra Rødovre Kommunale Fjernvarme. Garantiarbejderne er ikke afsluttet endnu, derfor anbefales det, at midlerne til den planlagte renovering af Højnæsvej på strækningen fra Præstebakken – Rødager Allé omprioriteres.

Igennem prioriteringen af midlerne til ”renovering af veje, stier og fortove” er der afsat midler til renoveringen af den vestlige del af Nyskiftevej. Det anbefales, at midlerne fra Højnæsvej bruges på, også at renovere den østlige del af Nyskiftevej, samt udføre asfaltreparationer på vejnettet syd for Roskildevej.

Lov- og plangrundlag

Intet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Udføres i 2014.

Istandsættelse af toiletter i kommunens idrætsanlæg - ansøgning om bevilling
Sag nr. 83

Sagens kerne

Godkendelse af forslag til istandsættelse af toiletter i kommunens idrætsanlæg.

På anlægsbudgettet (Investeringsoversigten) i budget 2014 er der afsat rådighedsbeløb på 500.000 kr. til istandsættelse af toiletter i idrætshallerne.

Der søges om en anlægsbevilling på 500.000 kr. til gennemførelse af istandsættelsen.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at forslag og tidsplan godkendes,
  2. at arbejdet udbydes som fagentrepriser i underhåndsbud,
  3. at Teknisk Forvaltning, Bygningsafdelingen varetager opgavens gennemførelse, og
  4. at der gives en anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløb på 500.000 kr.

Kultur- og Fritidsudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Toiletterne i idrætsanlæggene opleves i vidt omfang som nedslidte og utidssvarende indrettet.

Teknisk Forvaltning har i samarbejde med Børne- og Kulturforvaltningen vurderet toiletfaciliteterne og udarbejdet nedenstående forslag til udmøntning af den afsatte pulje.

Rødovrehallen

Publikumstoiletterne opfriskes med maling på vægge og træværk, og på nogle af toiletterne opsættes nyt toiletudstyr samt ny gulvbelægning.
Endvidere udskiftes lyset på toiletterne.
Handicaptoilettet ved cafeteriet får nye vægoverflader samt tidssvarende indretning.

Rødovre Skøjte Arena

Publikumstoiletterne opfriskes med maling på vægge, og på nogle af toiletterne opsættes nyt toiletudstyr.

Espelundens idrætsanlæg

Nogle af publikumstoiletterne opfriskes med maling og nyt toiletudstyr.

Islevbadet

Publikumstoiletterne opfriskes med maling på vægge og træværk, og på nogle af toiletterne opsættes nyt toiletudstyr samt nyt loft og døre.
Endvidere udskiftes lyset på publikumstoiletterne.

Rødovre Stadionhal

Publikumstoiletterne opfriskes med maling på vægge og træværk, og på nogle af toiletterne opsættes nyt toiletudstyr samt nyt loft.
Endvidere udskiftes lyset på publikumstoiletterne.
På dametoilettet udskiftes spansk væg og dørparti.

Der henvises til sag på lukket dagsorden vedrørende økonomioversigt og godkendelse af udbud.

Lov- og plangrundlag

Byggestyringsreglerne.

Økonomiske konsekvenser

Den samlede udgift til istandsættelsen er anslået til i alt 500.000 kr.

Gennemførelsen af forslaget vil ikke påvirke driftsudgifterne i nævneværdigt omfang.

Tidsplan

Kultur- og Fritidsudvalget: 08.04.2014
Økonomiudvalget: 23.04.2014
Kommunalbestyrelsen: 29.04.2014
Udbud og udførelse: maj - oktober 2014


Tidspunkt for udførelse af istandsættelsen aftales med hver enkelt idrætsanlæg og forventes afsluttet senest ultimo oktober 2014.

Bilag

Bilag 1: Teknisk Forvaltnings bevillingsoplæg af 24.03.2014

Rødovrehallen, ombygning af varmtvandsforsyning - ansøgning om bevilling
Sag nr. 84

Sagens kerne

Godkendelse af forslag til renovering og ombygning af varmt brugsvands-systemet i Rødovrehallen.

På anlægsbudgettet (Investeringsoversigten) i budget 2014 er der afsat rådighedsbeløb på 1.160.000 kr. til ombygning af varmtvandsforsyningen.

Der søges om en anlægsbevilling på 1.160.000 kr. til gennemførelse af projektet.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at forslag og tidsplan godkendes,
  2. at arbejdet udbydes som fagentreprise i underhåndsbud,
  3. at Teknisk Forvaltning, Bygningsafdelingen varetager opgavens gennemførelse med bistand fora ekstern ingeniørrådgiver, og
  4. at der gives en anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløb på 1.160.000 kr.

Kultur- og Fritidsudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Det eksisterende system er opbygget med central temperering og cirkulering af varmt vand ved almindelig badevandstemperatur (ca. 40 grader).
I anlæg af denne type er der forhøjet risiko for vækst af legionellabakterier, der er sundhedsskadelige.

Rørsystemet er i øvrigt udtjent med tilbagevendende gennemtæringer.

Det foreslås, at anlægget i forbindelse med en generel renovering ombygges til central opvarmning til normal varmtvandstemperatur (ca. 55 grader) og lokal temperering ved iblanding af koldt vand ved de enkelte baderum.
Derved elimineres den umiddelbare risiko for legionellavækst i systemet.

Forslaget omfatter:

  • Udskiftning af rørsystemet til fordeling og cirkulering af varmt brugsvand
  • Etablering af lokale badevandstermostater ved hvert baderum
  • Udskiftning af to ældre varmtvandsbeholdere til én ny.

Der henvises til sag på lukket dagsorden vedrørende økonomioversigt og godkendelse af entreprenørliste.

Lov- og plangrundlag

Byggestyringsreglerne.

Økonomiske konsekvenser

Den samlede udgift til ombygningen er anslået til i alt 1.160.000 kr.

Gennemførelsen af forslaget vil ikke påvirke driftsudgifterne i nævneværdigt omfang.

Tidsplan

Kultur- og Fritidsudvalget: 08.04.2014
Økonomiudvalget: 23.04.2014
Kommunalbestyrelsen: 29.04.2014
Projektering og udbud: maj - juni 2014
Udførelse: juli - august 2014
Ibrugtagning: ultimo august 2014

Bilag

Bilag 1: Teknisk Forvaltnings bevillingsoplæg af 24.03.2014

Rødovrehallen, belysning af adgangsvej og parkeringsplads - ansøgning om bevilling
Sag nr. 85

Sagens kerne

Godkendelse af forslag til udskiftning af belysning på adgangsvej og parkeringsplads ved Rødovrehallen og Rødovre Skøjte Arena.

På anlægsbudgettet (Investeringsoversigten) i budget 2014 er der afsat rådighedsbeløb på 250.000 kr. til udskiftningen.

Der søges om en anlægsbevilling på 250.000 kr. til gennemførelse af projektet.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at forslag og tidsplan godkendes,
  2. at arbejdet udbydes som fagentreprise i underhåndsbud,
  3. at Teknisk Forvaltning, Park og Naturafdelingen varetager opgavens gennemførelse, og
  4. at der gives en anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløb på 250.000 kr.

Kultur- og Fritidsudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Belysningen på parkeringspladsen og adgangsvejen fra Rødovre Parkvej langs Rødovre Skøjte Arena og Rødovrehallen er mangelfuld.

På nuværende tidspunkt er det kun eksisterede facadelamper på bygningerne samt enkelte lamper på parkeringspladsen, der fungerer.

En undersøgelse af ledningsnettet har vist, at det gamle ledningsnet ikke fungerer, og det vurderes, at det ikke kan benyttes til nye lamper.

I samarbejde med Rødovrehallen og Børne- og Kulturforvaltningen har Teknisk Forvaltning udarbejdet nedenstående forslag til ny belysning.

Det foreslås, at der graves nye ledninger ned til nye lamper, og at der opsættes 9 - 11 lampemaster med LED-belysning i samme højde og i stil med eksisterende lamper syd for projektarealet og parkeringspladsen.

Oversigt med forslag til nye lamper, placering og antal vedlagt sagen.

De eksisterende lamper, der ikke fungerer, fjernes, og ledningerne afproppes.
Oversigt over eksisterende forhold vedlagt sagen.

Der henvises til sag på lukket dagsorden vedrørende godkendelse af entreprenørliste.

Lov- og plangrundlag

Byggestyringsreglerne.

Økonomiske konsekvenser

Den samlede udgift til udskiftningen er anslået til i alt 250.000 kr.

Tidsplan

Kultur- og Fritidsudvalget: 08.04.2014
Økonomiudvalget: 23.04.2014
Kommunalbestyrelsen: 29.04.2014
Udbud: maj 2014
Udførelse: juni - august 2014

Bilag

Bilag 1: Teknisk Forvaltnings bevillingsoplæg af 25.03.2014
Bilag 2: Forslag til nye lamper, placering og antal
Bilag 3: Oversigt over eksisterende forhold

Oplevelsescenter Vestvolden, Ejbybunkeren - status og fremtid
Sag nr. 86

Sagens kerne

Siden åbningen i september 2012 har Rødovre Kommunes nyeste kulturattraktion, Oplevelsescenter Vestvolden, Ejbybunkeren, oplevet stor interesse fra besøgende og fået positiv opmærksomhed fra såvel medier som eksterne samarbejdspartnere.

Den fortsatte, løbende udvikling og markedsføring af formidlingsaktiviteterne er en nødvendighed i et regionalt oplevelses- og museumslandskab med hård konkurrence om gæster og pressedækning, hvis den positive opmærksomhed og aktivitetsniveauet skal fastholdes og udbygges yderligere. Dette skønnes vanskeligt indenfor den nuværende budgetramme.

Det er Børne- og Kulturforvaltningens vurdering, at der bør foretages en budgettilpasning af driftsbudgettet for Oplevelsescenter Vestvolden, således at aktivitetsniveauet og den positive opmærksomhed kan fastholdes.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at en forhøjelse af Oplevelsescenterets driftsbudget med 400.000 kr. drøftes i forbindelse med budgetlægningen for 2015.

Kultur- og Fritidsudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Siden åbningen i september 2012 har Rødovre Kommunes nyeste kulturattraktion, Oplevelsescenter Vestvolden, Ejbybunkeren, oplevet stor interesse fra besøgende og fået positiv opmærksomhed fra såvel medier som eksterne samarbejdspartnere.

I 2013, som var det første hele år i drift efter åbningen, blev Oplevelsescenteret besøgt af godt 9.300 gæster. De besøgende var fordelt på godt 6.850 fritidsbesøgende og knap 2.450 skoleelever, der har benyttet Skoletjenesten Københavns Befæstnings forløb i Ejbybunkeren.

Samarbejdet med Skoletjenesten, der finansieres via Oplevelsescenterets driftsbudget, gav endvidere i skoleåret 2012/2013 i alt 1.218 elever fra Rødovre Kommune gratis undervisningsforløb på anlæggende i Københavns Befæstning.

De digitale, interaktive udstillingsinstallationer i Ejbybunkeren får fortsat positive tilbagemeldinger fra publikum og fra Skoletjenstestens mange besøgende.

Derudover er der god efterspørgsel på de guidede rundvisningsforløb til voksne fritidsbesøgende, der er udviklet siden åbningen. I 2013 blev der således afviklet 78 rundvisninger for grupper i og omkring bunkeren. I 2014 udvikles der videre på rundvisningskonceptet, dels med et forløb på den historiske vold omkring Artillerimagasinet og dels med et forløb, der er målrettet grupper med børn, typisk familier over flere generationer.

I 2013 har museumslederen for Ejbybunkeren sammen med Skoletjenesten endvidere videreudviklet et forløb målrettet ungdomsuddannelserne, som der ikke tidligere var tilbud til. Dette nye tilbud er blevet taget godt imod af undervisere og studerende.

2013 har også budt på positiv medieomtale, såvel landsdækkende og regionalt som i relevante fagtidsskrifter.

Den fortsatte, løbende udvikling og markedsføring af formidlingsaktiviteterne er en nødvendighed i et regionalt oplevelses- og museumslandskab med hård konkurrence om gæster og pressedækning, hvis den positive opmærksomhed og aktivitetsniveauet skal fastholdes og udbygges yderligere. Dette skønnes vanskeligt indenfor den nuværende budgetramme.

Det kan supplerende oplyses, at bestyrelsen på sit møde den 22.08.2013 godkendte vedlagte strategioplæg som grundlag for det videre arbejde.

Det nuværende budget, der blev vedtaget tilbage i februar 2011, var i sagens natur ”bedste mands bedste skøn” på det pågældende tidspunkt. Efter godt halvandet år i drift er det nu muligt at kvalificere dette skøn på baggrund af et reelt erfaringsgrundlag.

Det kan oplyses, at årsregnskabet for 2013 udviste et samlet merforbrug på 238.000 kr. Merforbruget fordeler sig med 113.000 kr. i manglende indtægter og merudgifter på ca. 125.000 kr. De samlede merudgifter fordeler sig med et merforbrug på ca. 250.000 kr. i løn og ca. 125.000 kr. i mindreforbrug på den øvrige drift.

Bestyrelsen for Oplevelsescenter Vestvolden og Børne- og Kulturforvaltningen har løbende fulgt udviklingen og driftsøkonomien. For at begrænse merforbruget besluttede bestyrelsen i efteråret 2013 en tilpasning af åbningstiderne for uledsagede fritidsbesøgende, der følger det faktiske besøgsmønster. Denne tilpasning vil medføre en reduktion af lønudgifterne i 2014. Budget 2014 forsøges desuden overholdt ved, at varme og el dækkes ved det resterende brændstof i tankene, og at der ikke bliver brug for udskiftninger af inventar, IT-udstyr m.v.

For så vidt angår bestilte arrangementer og guidede rundvisninger m.m. forventes det til gengæld, at der vil være en stigende efterspørgsel på disse arrangementer. Der vil således være behov for ansættelse af en studentermedhjælper/formidlingsassitent med ca. 20 timer om ugen.

Den samlede budgetramme vurderes imidlertid ikke at være tilstrækkelig til opretholdelsen af det ønskede aktivitetsniveau.

Med udgangspunkt i de faktiske udgifter fra regnskabsåret 2013 samt de nødvendige tiltag til løbende udvikling og markedsføring af formidlingsaktiviteterne er det Børne- og Kulturforvaltningens vurdering, at der bør foretages en budgettilpasning af driftsbudgettet for Oplevelsescenter Vestvolden, således at aktivitetsniveauet og den positive opmærksomhed kan fastholdes.

Der fremsættes derfor forslag om en forøgelse af driftsbudgettet med 400.000 kr. fra og med 2015. De øgede driftsmidler skal anvendes til videreudvikling af udstillingsaktiviteter, lønudgifter til formidling, markedsføring samt tilpasning af indtægtsbudgettet.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Oplevelsescenter Vestvolden, Ejbybunkerens samlede budget foreslås forhøjet med 400.000 kr. fra 2015.
Finansiering via kassebeholdningen.

Tidsplan

Forhøjelsen af budgettet har virkning fra budgetåret 2015.

Bilag

Bilag 1: Forslag til forhøjelse af driftsbudget for Oplevelsescenter Vestvolden
Bilag 2: Oplevelsescenter Vestvolden Strategioplæg til bestyrelsen august 2013

Islev Skole, Hovedbygning/rød bygning, fjernelse af altangange og etablering af holdlokaler - godkendelse af projektforslag og ansøgning om bevilling
Sag nr. 87

Sagens kerne

Godkendelse af projektforslag af 20.03.2014 vedrørende fjernelse af altangange og etablering af holdlokaler på Islev Skole.

På Kommunalbestyrelsens møde den 17.12.2013 blev der afsat rådighedsbeløb på 2.350.000 kr. til projektet, og samtidig blev der givet en anlægsbevilling på 250.000 kr. til udarbejdelse af projektforslag.

Der ansøges om en anlægsbevilling på 2.100.000 kr. til gennemførelse af projektet, hvorefter den samlede anlægsbevilling udgør 2.350.000 kr.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at projektforslag og tidsplan godkendes,
  2. at arbejdet udbydes som fagentrepriser i underhåndsbud,
  3. at Teknisk Forvaltning, Bygningsafdelingen varetager opgavens gennemførelse med bistand fra ekstern ingeniørrådgiver, og
  4. at der gives en anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløb på 2.100.000 kr. til gennemførelse af projektet.

Børne- og Skoleudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

I helhedsplanen for Islev Skole er der medtaget fjernelse af altangange samt indretning af område til holdundervisning i skolens hovedbygning.

I samarbejde med Islev Skole og Børne- og Kulturforvaltningen har Teknisk Forvaltning udarbejdet vedlagte projektforslag.

Projektforslaget omfatter fjernelse af udvendige altangange samt etablering af nye udvendige trapper på bygningens vestfacade. Endvidere etablering af ny solafskærmning på vestfacaden.

Herudover etablering af holdlokaler på overetagen ved åbning af to eksisterende klasselokaler mod gangarealet og åbning mellem de to lokaler indbyrdes.

Der henvises til sag på lukket dagsorden vedrørende økonomioversigt og godkendelse af entreprenører.

Lov- og plangrundlag

Byggestyringsreglerne.

Økonomiske konsekvenser

Den samlede udgift til gennemførelse af projektet er anslået til i alt 2.350.000 kr., hvoraf 250.000 kr. er disponeret til projektering.

Beløbet er afsat på grundlag af den reviderede helhedsplan for Islev Skole, udarbejdet maj 2011.

Det vurderes, at gennemførelse af forslaget ikke vil påvirke driftsudgifterne i nævneværdigt omfang.

Tidsplan

Børne- og Skoleudvalget: 08.04.2014
Økonomiudvalget: 23.04.2014
Kommunalbestyrelsen: 29.04.2014
Projektering og udbud: maj - august 2014
Udførelse: juli - november 2014
Ibrugtagning: primo december 2014


Nedrivning af altangangene, der er en betonkonstruktion, er forbundet med støjgener og udføres derfor i skolens sommerferie.

Bilag

Bilag 1: Teknisk Forvaltnings bevillingsoplæg af 24.03.2014
Bilag 2: Projektforslag, Fjernelse af altangange og etablering af holdlokaler af 20.03.2014

Nyager Skole, renovering af stor skolegård og areal mod nord - godkendelse af projektforslag
Sag nr. 88

Sagens kerne

Godkendelse af projektforslag af 15.03.2014 til renovering af den store skolegård efter fjernelse af SFO-pavillonen og retablering af arealet mod nord efter færdiggørelse af 3. og sidste etape af indskolingsbygningen.

Der er den 17.12.2013 givet anlægsbevilling på 2.276.000 kr. til udarbejdelse af forslag og gennemførelse af projekterne. Herudover har Nyager Skole overført 300.000 kr. af deres opsparede midler til anlægssagen, hvorefter den samlede anlægssum udgør 2.576.000 kr.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at projektforslag og tidsplan godkendes,
  2. at arbejdet udbydes som fagentreprise i licitation, og
  3. at Teknisk Forvaltning, Park og Naturafdelingen varetager opgavens gennemførelse med bistand fra ekstern rådgiver.

Børne- og Skoleudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

I Nyager Skoles helhedsplan for skoleudbygning er der medtaget renovering af den store skolegård efter fjernelse af SFO-pavillon og retablering af arealet mod nord mellem Nyager Vænge og Otto Møllers Vænge efter opførelsen af 3. etape af indskolingsafsnittet.

Den store skolegård er på i alt 3.500 m2. Gården består i dag overvejende af asfalt med et boldbur mod vest ved indgangen til skolen og en boldbane mod øst ved stien. Derudover er der stort set ikke andre lege- og opholdmuligheder.

Arealet mod nord mellem Nyager Vænge og Otto Møllers Vænge benyttes i dag fortrinsvis til cykelparkering. Den tidligere gennemkørsel og parkering på området blev afspærret i forbindelse med etablering af den nye parkeringsplads mod Ejbyvej.

I samarbejde med Nyager Skole og Børne- og Kulturforvaltningen har Teknisk Forvaltning, Park og Naturafdelingen udarbejdet vedlagte projektforslag sammen med den tilknyttede eksterne rådgiver GHB Landskabsarkitekter.

Den store skolegård

Projektforslaget er udarbejdet ud fra det tidligere udarbejdede visionsoplæg 'Spring over hvor gærdet er sjovest, Drøn på Skolegården' med henblik på at skabe rum til leg og bevægelse samt til læring og ophold.
Der er lagt vægt på at skabe forskellige rum, både til større grupper samt til mindre hyggekroge, som specielt pigerne har efterspurgt.
Der er i projektforslaget planlagt et område 'gymnastiksalen', hvor der tænkes opstillet aktivitetsredskaber, et læringsrum med tavler til udeundervisning og et kantineområde til ophold som supplement til de to boldområder.
Herudover foreslås der opstribet på asfalten til undervisningsbrug, f.eks. et Danmarkskort, det periodiske system og lignende.
Forslaget omfatter også en mindre tilpasning af boldarealet mod vest ved indgangen, således at der her skabes et større rum til samlinger. Boldbanen mod øst ved stien bibeholdes som i dag.

Arealet mod nord mellem Nyager Vænge og Otto Møllers Vænge

På arealet ønsker skolen cykelparkering samt mulighed for udeundervisning.
Der er derfor i projektforslaget planlagt indretning af to læringsrum/scienceområder.
Herudover foreslås der opstribet på asfalten til undervisningsbrug og leg.
Forslaget omfatter også indretning af to områder til cykelparkering for henholdsvis elever og lærere.

Det endelige projekt vil blive udarbejdet i samarbejde med Teknisk Forvaltning og Børne- og Kulturforvaltningen samt Nyager Skole.

Der henvises til sag på lukket dagsorden vedrørende økonomioversigt og godkendelse af entreprenørliste.

Lov- og plangrundlag

Bygningsreglement i forhold til legeudstyr og skelforhold.
Byggestyringsreglerne.

Økonomiske konsekvenser

Den samlede udgift til gennemførelse af projekterne er anslået til i alt 2.576.000 kr.

Beløbene er afsat på grundlag af den revidere helhedsplan for Nyager Skole, udarbejdet maj 2011. Herudover er der overført 300.000 kr. til anlægsprojektet fra Nyager Skoles opsparede midler.

Tidsplan

Børne- og Skoleudvalget: 08.04.2014
Økonomiudvalget: 23.04.2014
Kommunalbestyrelsen: 29.04.2014
Projektering og udbud: april - maj 2014
Udførelse: juli - december 2014

Bilag

Bilag 1: Bevillingsoplæg fra Teknisk Forvaltning af 15.03.2014
Bilag 2: Projektforslag, Renovering af skolegårde af 15.03.2014

Revision af skolestyrelsesvedtægterne
Sag nr. 89

Sagens kerne

Med ændringene i Lov om Folkeskolen og de beslutninger, der er truffet i denne forbindelse, er det blevet nødvendigt med en revision af styrelsesvedtægterne for skoleområdet.

Ændringerne i forhold til skolebestyrelsernes sammensætning har været sendt i høring. De øvrige rettelser er foretaget som følge af lovændringerne og tidligere beslutninger.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at de reviderede styrelsesvedtægter for skoleområdet godkendes.

Børne- og Skoleudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Med ændringerne i Lov om Folkeskolen af 26.12.2013 har det været nødvendigt at tilpasse styrelsesvedtægten for folkeskolen med tilhørende bilag.

Der er foretaget følgende korrektioner:

Kapitel 1
1. Der er i bestyrelsernes sammensætning tilføjet to pladser til besættelse af repræsentanter fra det lokale erhvervsliv, en lokal ungdomsuddannelse eller det lokale kultur- og fritidsliv.
2. Der er åbnet mulighed for, at skolernes afdelingsledere kan deltage i bestyrelsesmøderne uden stemmeret.

Kapitel 2
Ingen ændringer.

Kapitel 3
1. Kravet om, at der skal oprettes et Pædagogisk Råd, er taget ud af loven, hvorfor det også er fjernet fra styrelsesvedtægten. Skolelederen kan stadig nedsætte de rådgivende udvalg, der findes nødvendigt.

2. Antallet af dialogmøder/temamøder mellem skolebestyrelserne og Børne- og Skoleudvalget er nedsat fra tre til to møder om året.

Bilag 1
Ingen ændringer.

Bilag 2
1. Tidligere afsnit 2.0.7 om Ordblindeskolen, afsnit 2.0.8 om §20.2 grupper og 2.0.9 om tværkommunale grupper er, på baggrund af den nye specialundervisnings bekendtgørelse og vedtagelse af inklusionshandleplanen, skrevet sammen i et nyt afsnit 2.0.7 om Pædagogiske Centre jf §20 stk. 2 i Lov om Folkeskolen.
2. I afsnit 2.2.3 er tilføjet, at den store modtagelsesklasse er flyttet fra Ungdomsskolen til Valhøj Skole.
3. Afsnit 2.2.6 om valgfag er fjernet, da dette område er reguleret i loven.

Bilag 3
Med den nye bekendtgørelse for valg til skolebestyrelserne er en del af komptencen for udfærdigelse af retningslinjerne lagt ud til kommunalbestyrelsen. Regler for valg af repræsentanter til skolebestyrelserne i Rødovre Kommune 2014 er vedlagt som bilag på sagen.

Yderligere tilpasninger er af sproglig karakter.

Tre folkeskoler samt Skovmoseskolen har udtrykt ønske om forskudte valg til skolebestyrelserne, tre folkeskoler ønsker det ikke. Forskudte valg vil betyde, at der hvert 2. år skal gennemføres valghandlinger, og at bestyrelsesvalgenes kadance ikke længere følger Kommunalbestyrelsens. Da der blandt bestyrelserne ikke er enighed, er det Børne- og Kulturforvaltningens anbefaling, at skolebestyrelserne fortsat vælges hvert 4. år, og at der ikke indføres forskudte valg på nuværende tidspunkt.

Lov- og plangrundlag

Lov om Folkeskolen.

Økonomiske konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser.

Tidsplan

Den nye skolestyrelsesvedtægt træder i kraft den 1. maj 2014.

Bilag

Bilag 1: Styrelsesvedtægter
Bilag 2: Bilag 1, 2, 3

Ændring af SFO-struktur
Sag nr. 90

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen foreslår, at SFO-strukturen og indskolingen tilrettes som følge af den nye folkeskolereform. Ændringerne træder i kraft pr. 01.08.2014. Sagen blev behandlet på Kommunalbestyrelsens møde den 25.02.2014, hvor den blev sendt i høring i skolebestyrelserne.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at SFO I består af 0. - 3. klasse,
  2. at SFO II består af 4. - 6. klasse,
  3. at SFO III (ungdomsklub) består af 7. - 10. klasse,
  4. at Café-værestæderne nedlægges,
  5. at indskolingsmodellen ændres til også at omfatte 3. klasse,
  6. at forældrebetalingen pr. 01.08.2014 for SFO I og II godkendes.

Børne- og Skoleudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Med revisionen af Lov om Folkeskoleloven angives elevernes timetal i tre blokke, 0.-3. klasse med 30 timer, 4.-6. klasse med 33 timer og 7.-9. klasse med 35 timer. Som konsekvens heraf anbefales det at indrette SFO'ernes åbningstid, så den passer med de tre blokke. Det vil sige, at SFO I åbner kl. 14.00, når indskolingseleverne har fri, og at SFO II åbner kl. 14.30 når mellemtrinseleverne har fri. For ikke at skulle åbne SFO II kl. 14.00 af hensyn til 3. klasserne foreslås det derfor, at de bliver en del af indskolingen og flyttes til SFO I. Langt de fleste kommuner, som Rødovre Kommune samarbejder med, og som har SFO, har denne opdeling.

De fysiske rammer på skolerne for indskolingerne er p.t. baseret på en indskoling fra 0.-2. klasse. Der vil således ikke på alle skoler være fysisk plads til 3. klasserne i selve indskolingsområderne. Der vil dog stadig kunne ske et tæt pædagogisk samarbejde på 0.-3. klasse, og der føres i dag komme- og gåkontrol på 0.-3. klasse.

Café-værestederne for 6.-7. klasse, som findes på alle skolerne, har en udnyttelsesgrad på ca. 50 procent, og det er langt overvejende 6. klasseelever, som benytter Café-værestederne. 7. klasserne benytter i stedet de ungdomsklubber, som ligger på tre af skolerne. Det foreslås, at Café-værestederne lukkes, at 6. klasserne flyttes til SFO II, og at 7. klasserne flyttes til ungdomsklubberne. Det foreslås endvidere, at såfremt helt særlige forhold gør sig gældende, kan skolens leder dispensere således, at en 7. klasseselev kan fortsætte i SFO II.

Rødovremodellen er kommunens indskolingsordning, hvor børnene i dag har 25 timer på 0., 1. og 2. klassetrin, og hvor børnehaveklasseledere, lærere og pædagoger arbejder tæt sammen, således at der sikres kontinuitet og sammenhæng gennem hele indskolingsforløbet, så børnene får en tryg og helhedspræget skolestart. Der er afsat ekstra lærer- og pædagogresurser til ordningen, således at der altid er to voksne i 0. klasse, og således at der deltager pædagoger i 1. og 2. klasse i 5-15 timer ugentlig.

Med 3. klassernes tilknytning til indskolingen foreslås det, at indskolingsordningen udvides til også at omfatte dette klassetrin, dog således at der stadig er to voksne i 0. klasse, men således at de resurser, der er afsat til 1.-2. klasse, fremover kan bruges fleksibelt på 1.-3. klasse, hvor skoleledelsen anser, at effekten vil være størst. Det samlede timetal i indskolingsordningen og formålet med indskolingsmodellen vil være uændret.

Forældrebetalingen for børn i fritidstilbud efter 'Lov om frit valg' udregnes i forhold til bruttodriftsudgiften.

Sagen har været i høring i skolebestyrelserne. Der er modtaget svar fra samtlige bestyrelser, som generelt bakker op om de foreslåede ændringer. Der er følgende uddybende bemærkninger:

Nyager Skole:
Udtrykker tilfredshed med, at SFO II nu også kommer til at omfatte 6. klassetrin, hvilket har været ønsket af skolen i mange år. Indskolingslokalerne vil blive presset, såfremt 3. klasserne skal benytte dem også. Det bliver derfor nødvendigt, at 3. klassernes SFO tilbud foregår i de nuværende SFO II lokaler, hvorfor det anbefales, at der indføres en reduceret forældrebetaling for 3. klassetrin.

Rødovre Skole:
Tilslutter sig forslagene om ændring af SFO-strukturen og indskolingen.

Tinderhøj Skole:
Skolens indskolingsbygninger er udfordret ved, at 3. klasserne skal være der og hilser det velkomment, at der ses på en mere fleksibel udnyttelse af den samlede lokaleresurse i SFO I og II.
SFO'ens forældreråd udtaler, at meget få unge fra Tinderhøj Skole benytter de omkringliggende ungdomsklubber på de andre skoler, og de anmoder derfor om, at det genovervejes at etablere et ungdomsklubtilbud i forbindelse med Tinderhøj Skole.
Det hilses velkomment, at det bliver muligt at sprede pædagogresurserne ud til også at omfatte 3. klasse.

Hendriksholm Skole:
Opgaven med at rumme 3. klasserne i SFO I tænkes løst ved en mere fleksibel udnyttelse af eksisterende lokalekapacitet, herunder en mere dynamisk brug af "Kærhuset". Ungemiljøet på skolen for udskolingseleverne nytænkes.

Islev Skole:
Er enig i, at det er fornuftigt at ændre SFO-strukturen, så den matcher den kommende folkeskolereform. Udtrykker bekymring for, om SFO-tilbuddene vil blive fravalgt af økonomisk trængte familier.

Valhøj Skole:
Tager ændringerne til efterretning.

Lov- og plangrundlag

Lov om Folkeskolen.

Økonomiske konsekvenser

Forældrebetalingen for SFO I og II er nedreguleret forholdsmæssigt som følge af den kortere åbningstid.

En SFO I plads vil pr. 01.08.2014 koste 1.557 kr. pr. måned (pt. 1.901 kr.)
En SFO II plads vil pr. 01.08.2014 koste 793 kr. pr. måned (pt. 1.097 kr.)

De relevante budgetter i forhold til konsekvenser af ændringerne vil blive korrigeret til budget 2015 ff. Ændringerne sker inden for den til rådighed værende økonomiske ramme.

Tidsplan

Ændringerne i SFO-strukturen sker pr. 01.08.2014.

Bilag

Bilag 1: Høringssvar SFO struktur Nyager Skole
Bilag 2: Høringssvar SFO struktur Rødovre Skole
Bilag 3: Høringssvar SFO struktur Tinderhøj Skole
Bilag 4: Høringssvar SFO struktur Valhøj Skole
Bilag 5: hørringssvar SFO struktur Islev Skole
Bilag 6: Høringssvar SFO struktur Hendriksholm Skole
Bilag 7: Høringssvar SFO struktur Hendriksholm Skole - Udleveret på BSU, den 08.04.2014 sag nr. 46

Løft til ældreområdet - ansøgning om tillægsbevilling
Sag nr. 91

Sagens kerne

I forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 2014 blev afsat 1 milliard kr. årligt til et løft af indsatsen på det kommunale ældreområde. Rødovre Kommunes andel af midlerne udgør 7,6 mio. kr.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at der gives en tillægsbevilling på 7.600.000 kr. til finansiering af nye initiativer inden for ældreområdet
  2. at der gives en tillægsbevilling på -7.600.000 kr. (indtægt) vedrørende tilskud fra staten

Social- og Sundhedsudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen godkendte på mødet den 25. februar 2014 i sag nr. 40 Social- og Sundhedsforvaltningens indstilling om den konkrete udmøntning af det bevilgede tilskud på 7,6 mio. kr. i form af 4 nye initiativer.

Lov- og plangrundlag

Finansloven for 2014.

Økonomiske konsekvenser

De godkendte initiativer har ingen økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune. Det bevilgede tilskud bogføres på særskilt profitcenter af hensyn til det revisionspåtegnede regnskab, der skal aflægges til ministeriet. Et eventuelt mindreforbrug skal tilbagebetales til ministeriet.

Tidsplan

Regnskabsåret 2014.

Godkendelse af timepriser 2014
Sag nr. 92

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen har udarbejdet beregning af timepriser for hjemmehjælp i 2014.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at de beregnede timepriser for 2014 godkendes.

Social- og Sundhedsudvalget 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

I henhold til reglerne om frit valg inden for hjemmehjælp skal der beregnes nye timepriser hvert år. Beregningen skal sikre, at de private leverandører honoreres med timepriser, der afspejler den kommunale udførers reelle udgifter inkl. overhead i form af indirekte omkostninger til f.eks. ledelse, kontorhold og udgifter i forbindelse med udbetaling af løn samt økonomifunktioner.

Udgifterne til overhead er af begrænset størrelse, da den altovervejende udgift er den direkte udgift til løn til hjemmehjælperne.

Timeprisberegningen tager udgangspunkt i KL´s model, der angiver at det er sidste regnskabsresultat - fremskrevet med KL´s pris- og lønskøn - der skal danne baggrund for beregningen af timepriserne.

De beregnede timepriser for 2014 udgør:

Pris pr. time

2014

Inkl. moms

Praktisk bistand

383

479

Personlig pleje

416

520

Personlig pleje - ubekvemme tider

550

688


Priserne skal opgives inkl. moms til Fritvalgsdatabasen.

Lov- og plangrundlag

Lov om Social service § 91.

Økonomiske konsekvenser

Med det nuværende antal visiterede timer til private leverandører, vil de genberegnede timepriser betyde en merudgift på 292.000 kr.

Tidsplan

De genberegnede timepriser træder i kraft pr. 1. januar 2014.

Handleplan for sundhedsindsatsen 2014 og status for 2013
Sag nr. 93

Sagens kerne

Handleplan for sundhedsindsatsen 2014 og status for handleplan for sundhedsindsatsen 2013 forelægges til godkendelse.

Sagen behandles samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at handleplan for sundhedsindsatsen 2014 og status på handleplan for sundhedsindsatsen 2013 godkendes.

Alle fagudvalg 08-04-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Hvert år forelægges handleplanen for sundhedsindsatsen for det kommende år og status på sundhedsindsatsen for det forløbne år. Handleplanen er en udmøntning af Rødovre Kommunes sundhedspolitik.

Grundlaget for sundhedspolitikken og handleplanen for sundhedsindsatsen er sundhedslovens § 119 stk. 1 og 2. Her står:

"at Kommunalbestyrelsen har ansvaret for - ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne - at skabe rammer for sund levevis, og at Kommunalbestyrelsen skal etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne"

I budgettet er der afsat 517.800 kr. i forebyggelsespuljen. Disse midler er fordelt ud på indsatsområderne i handleplanen for sundhedsindsatsen i 2014.

Følgende bilag belyser sagen:

  • Status på handleplan for sundhedsindsatsen i 2013,
  • Notat om sundhedsindsatsen i 2014,
  • Handleplan for sundhedsindsatsen 2014,
  • Oversigt over mål for udvalgte indsater i 2014 og
  • Oversigt over fordeling af forebyggelsespuljen.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven § 119 stk. 1 og 2.

Økonomiske konsekvenser

Aktiviteterne finansieres af forebyggelsespuljen se bilag 4, samt afsatte driftsmidler på de øvrige områder.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Status på handleplan for sundhedsindsatsen 2013
Bilag 2: Pixiudgave af handleplan for sundhedsindsatsen 2014
Bilag 3: Handleplan for sundhedsindsatsen 2014
Bilag 4: Indsatser og mål for sundhedsindsatsen 2014
Bilag 5: Fordeling af forebyggelsesmidler 2014

Frigivelse af rådighedsbeløb til FLIS
Sag nr. 94

Sagens kerne

Rødovre Kommune har tilsluttet sig KL og KOMBIT’s projekt om at anskaffe et fælleskommunalt ledelsesinformationssystem kaldet FLIS. FLIS projektet har haft implementeringsvanskeligheder, men har nu klarmeldt en række dataområder, og er klar til at gå i drift. På den baggrund indstilles om frigivelse af det afsatte rådighedsbeløb til anskaffelse af FLIS.

Indstilling

Økonomi- og Personaleforvaltningen indstiller,

at der gives en anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløbet under Økonomiudvalget til anskaffelse af et Fælleskommunal ledelsesinformation på 350.000 kr.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune har tilsluttet sig KL og KOMBIT’s projekt om at anskaffe et fælleskommunalt ledelsesinformationssystem kaldet FLIS. Baggrunden for tilslutningen til FLIS projektet var først og fremmest et ønske om at bakke op om dette strategiske KL projekt, der skal styrke kommunerne i forhandlingerne med Finansministeriet. FLIS giver en lettilgængelig vej til at lave benchmark med andre kommuner, og lægger dermed også op til øget læring på tværs af kommunerne.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Rødovre Kommune er med tilslutning til FLIS forpligtet til at medfinansiere projektet de første 2 år fra idriftssættelsen. Udgifterne til de første 2 år ligger endnu ikke fast, da det afhænger af, hvornår de enkelte fagområder bliver klarmeldt. Der er dog siden tilslutningen kommet større indsigt i projektets økonomi, hvorfor Rødovre Kommunes budget til FLIS tilpasses hertil. Skønnet økonomisk konsekvens:

Driftsudgift til FLIS pr. år

2014

2015

2016

2017

2018

Kroner

183.464

318.700

388.163

388.163

480.781

Udgifterne i 2014 og delvist i 2015 finansieres af anlægsbudgettet, mens der i 2017 ligger et anlægsbudget på 534.000 kr., som kan frigives. Udgiften søges indarbejdet i forbindelse med budget 2015 som en årlig driftsudgift.

Tidsplan

FLIS forventes i drift i midten af 2014 og udrulles efterfølgende.

Kontrolgruppens årsrapport 2013
Sag nr. 95

Sagens kerne

Fællesforvaltningen fremlægger Kontrolgruppens årsrapport for 2013, der beskriver indsatser og initiativer i 2013.

Indstilling

Fællesforvaltningen indstiller,

at årsrapport 2013 tages til efterretning.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles taget til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen besluttede i maj 2012 at opretholde Kontrolgruppen for at fortsætte den styrkede indsats i mod socialt bedrageri.

Kontrolgruppen, der er forankret i Borgerservice, behandler anmeldelser om muligt socialt bedrageri og bidrager bl.a. via projekter til at styrke og koordinere sagsbehandlingen på det enkelte fagområder, så det sikres, at gældende lovgivning overholdes og at den fornødne dokumentation indhentes, inden der sker udbetaling af sociale ydelser til borgeren. Kontrolgruppen har i 2013 modtaget 87 anmeldelser eller henvendelser omkring socialt bedrageri, og Kontrolgruppen har behandlet og afsluttet 66 sager. Kontrolgruppen har endvidere gennemført 2 projekter. Dels et projekt, hvor der har været fokus på personer registreret ”uden fast bopæl” i cpr. registret, og dels et projekt, der havde til formål at belyse om hel- eller delvist fripladstilskud til enlige forsørgere blev udbetalt på et korrekt grundlag. For Rødovre Kommune har den samlede økonomiske effekt af Kontrolgruppens indsats i 2013 været 2.001.520 kr.

Til sagen er bilagt Kontrolgruppens årsrapport 2013, der beskriver indsatser og initiativer i 2013. Endvidere indgår statusopgørelse 2013 for helhedsorienteret kontrol i Udbetaling Danmark. Beregningsmodellen, som anvendes i Udbetaling Danmarks statusopgørelse, er under opbygning, og er grundlæggende forskellig for den model, som anvendes i Rødovre Kommune. På grund af den forskellighed er det ikke muligt direkte, at sammenligne eller opgøre kontrolarbejdet i Udbetaling Danmark og Rødovre Kommunes Kontrolgruppe samlet under et.

Økonomiske konsekvenser

Status for økonomien er beskrevet i årsrapporten.
Kontrolgruppen skal som minimum være selvfinansierende, dvs. at udgifterne ved en kontrolgruppen skal finansieres af sparede sociale ydelser.
Af rapporten fremgår det, at den samlede økonomiske effekt af Kontrolgruppens indsats i 2013 har været 2.001.520 kr. Effekten for Rødovre Kommune fremkommer som mindre forbrug på de respektive fagområder. Den samlede udgift til drift af kontrolgruppen er ca. 850.000 kr. årligt.

Bilag

Bilag 1: Kontrolgruppens årsrapport 2013

Opstilling af kandidater til KommuneKredits bestyrelse for perioden 2014-2018
Sag nr. 96

Sagens kerne

KommuneKredit meddeler ved skrivelse af 24. marts 2014, at der i henhold til vedtægterne afholdes valg til bestyrelsen for perioden 1. juni 2014 - 31. maj 2018.

Indstilling

Fællesforvaltningen indstiller,

at de foreslåede kandidater og suppleanter til de 6 kommunale bestyrelsesposter opstilles som beskrevet af KommuneKredit.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Opstilling af kandidater og valghandlingen foregår som tidligere, men der er sket en række ændringer af vedtægterne:

Valgperioderne er synkroniseret med de kommunale valgperioder, således at bestyrelsens valgperiode nu også er 4-årig.

Valgperioden er dog forskudt med 5 måneder (fra den 1. juni 2014 til den 31. maj 2018), da det først skal konstateres, hvem der er indvalgt i kommunalbestyrelserne, før end der kan opstilles kandidater og vælges medlemmer til KommuneKredits bestyrelse.

Hele bestyrelsen er på valg hvert 4. år i modsætning til tidligere, hvor valgperioden var 6-årig, og halvdelen af bestyrelsen var på valg hvert 3. år.

Antallet af bestyrelsesmedlemmer er nedsat til 9 medlemmer mod tidligere 10.
6 bestyrelsesmedlemmer (tidligere 8) vælges af de kommunale medlemmer af KommuneKredit,
2 bestyrelsesmedlemmer (uændret) vælges af de regionale medlemmer af KommuneKredit, og
1 medlem vælges af bestyrelsen (nyt). Dette medlem skal være uafhængig af foreningen og have kvalifikationer inden for regnskabsvæsen eller revision (krav i henhold til revisorloven).

For valgperioden 1. juni 2014 til 31. maj 2018 blev der på gruppemøderne i forbindelse med KL´s delegeretmøde den 20.-21. marts 2014 opstillet følgende kandidater til de 6 kommunale bestyrelsesposter med personlige suppleanter:

Socialdemokratiet (A)
Borgmester Erik Nielsen, Rødovre Kommune
Suppleant: Borgmester Thomas Lykke Pedersen, Fredensborg Kommune

Borgmester Henrik Zimino, Tårnby Kommune
Suppleant: Borgmester Ib Terp, Brøndby Kommune

1. viceborgmester Erik Christensen, Nyborg Kommune
Supplant: Borgmester Anker Boye, Odense Kommune

Venstre (V)
Borgmester Lars Krarup, Herning Kommune
Suppleant: Borgmester Iver Enevoldsen, Ringkøbing-Skjern Kommune

Borgmester Mikael Klitgaard, Brønderslev Kommune
Suppleant: Borgmester Mogens Gade, Jammerbugt Kommune

De konservative (C)
Borgmester Hans Toft, Gentofte Kommune
Suppleant: Borgmester Michael Ziegler, Høje-Taastrup Kommune.

Såfremt kommunalbestyrelsen ønsker andre kandidater bragt i forslag bedes navn på den/disse meddelt KommuneKredit senest den 30. april 2014.

Hvis der efter denne frist alene er opstillet én kandidat til hver ledig bestyrelses- og suppleantpost, kan valget ske som fredsvalg uden afstemning, hvis bestyrelsens formand bestemmer dette.

Ifølge vedtægternes § 15 skal bestyrelsesmedlemmer og suppleanter ved indtræden i bestyrelsen være medlem af en kommunalbestyrelse, der er medlem af KommuneKredit. Samtlige kommuner er medlem af KommuneKredit.

Lov- og plangrundlag

KommuneKredits vedtægter af 20. december 2013 trådte i kraft den 1. januar 2014. Samtidig ophørte den hidtil gældende vedtægt, der senest er ændret den 15. juni 2012.
Valgperioden for de bestyrelsesmedlemmer og deres suppleanter, der blev valgt i 2006, forlænges fra den 1. januar 2014 til den 31. maj 2014.
Valgperioden for de bestyrelsesmedlemmer og deres suppleanter, der blev valgt i 2009, afkortes fra den 31. december 2015 til den 31. maj 2014.

Tidsplan

Frist for meddelelse af kandidater til KommuneKredit er senest den 30. april 2014.

Bilag

Bilag 1: Skrivelse af 24. marts 2014 fra KommuneKredit vedr. opstilling af kandidater til KommuneKredits bestyrelse
Bilag 2: Kommunekredits vedtægter

Frikøb og salg af ejendom til lægehus
Sag nr. 97

Sagens kerne

AAB, afdeling 43 anmoder Rødovre Kommune om godkendelse af frikøb og frasalg af ejendommen matr. nr. 8 b Rødovre By, Hendriksholm. Ejendommen skal anvendes til lægehus.

Indstilling

Fællesforvaltningen indstiller,

  1. at kommunalbestyrelsen godkender frikøb og frasalg af ejendommen matr. nr. 8 b Rødovre By, Hendriksholm
  2. at der gives indtægtsbevilling på kr. 635.232 og
  3. at Rødovre Kommunes andel af frikøbsbeløbet kr. 635.232 tilgår kassen.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

AAB, afdeling 43 har anmodet om Rødovre Kommunes godkendelse af frasalg af ejendommen matr. nr. 8 b Rødovre By, Hendriksholm beliggende Ruskær 34. Ejendommen er udstykket af matr. nr. 8 fa Rødovre By, Hendriksholm og har et areal på 1873 m2.

Ejendommen matr. nr. 8 fa Rødovre By, Hendriksholm er af AAB, afdeling 43 overdraget vederlagsfrit til Fælleskabet af boligafdelinger i Kærene i henhold til overenskomst lyst på de i fælleskabet deltagende ejendomme i 1960.

Matr. nr. 8 b Rødovre By, Hendriksholm er bebygget med det tidligere Fællesvaskeri. Fællesvaskeriet er nu flyttet til den tidligere varmecentral, og bygningen står derfor tom.

AAB har på vegne af boligafdelingerne i Kærene igennem længere tid forhandlet med en praktiserende læge om køb af ejendommen til lægehus. Der er den 28. juli 2013 underskrevet betinget købsaftale med en salgspris på 1.900.000 kr.

Ejendommen er i oktober 2011 vurderet af statsautoriseret ejendomsmægler, valuar, MDE & HD Torben Lund til en salgspris på mellem 2.200.000 kr. og 2.500.000 kr.

Det har været nødvendigt at give et afslag i salgsprisen, da grunden er forurenet, og det er fundet nødvendigt at foretage afværgeforanstaltninger henset til ejendommens fremtidige anvendelse til lægehus.

Provenuet ved salget af ejendommen Ruskær 34 tilfalder Fællesskabet af boligafdelinger i Kærene i henhold til overenskomstens § 14, jf. § 7.

På ejendommen er der ved deklaration af 28. juli 1959 lyst hjemfaldsklausul, hvorefter Rødovre Kommune subsidiært Københavns kommune i 2040 kan tilbagekøbe ejendommen til den oprindelige salgspris uden tillæg for bygningernes værdi.

AAB har anmodet om et tilbud på frikøb af den tinglyste hjemfaldsklausul.

Frikøb beregnes, da Københavns kommune har subsidiær ret i henhold til deklarationen, efter den beregningsmodel, Københavns kommune anvender i forbindelse med frikøb, og frikøbsbeløbet fordeles mellem Rødovre Kommune og Københavns kommune i forholdet 60/40.

Rødovre Kommune har bedt Københavns kommune beregne frikøb af ejendommen. Frikøbsbeløbet på matr. nr. 8 b Rødovre By, Hendriksholm er beregnet til 1.058.719 kr. hvoraf 635.232 kr. tilfalder Rødovre Kommune og 423.488 kr. tilfalder Københavns kommune.

Lov- og plangrundlag

Almenboliglovens § 27, stk. 1 om salg og almenboliglovens § 98 a om frikøb af hjemfaldsklausuler

Økonomiske konsekvenser

Som ovenfor anført.

Tidsplan

Ejendommen var aftalt overdraget 1. marts 2014, men er blevet forsinket som følge af medgået tid til udstykning af ejendommen o.a.

Bilag

Bilag 1: Vurdering af ejendommen
Bilag 2: Brev fra AAB af 18. december 2013

Tilrettelæggelse af valg til Europa-Parlamentet og folkeafstemningen om en fælles patentdomstol søndag den 25. maj 2014
Sag nr. 98

Sagens kerne

Økonomi- og indenrigsministeriet meddeler i skrivelse af 31. januar 2014, at der søndag den 25. maj 2014 skal afholdes valg af medlemmer til Europa-Parlamentet. Det forventes endvidere, at der samme dag skal afholdes folkeafstemning om en fælles patentdomstol.

Indstilling

Fællesforvaltningen indstiller,

  1. at Kommunalbestyrelsens medlemmer af valgbestyrelsen til EU-parlamentsvalget tillige er medlemmer af valgbestyrelsen til folkeafstemningen om en fælles patentdomstol.
  2. at valgstyrere og tilforordnede vælgere dedikeres henholdsvis til EU-Parlamentsvalget og folkeafstemningen om en fælles patentdomstol.
  3. at de 2 valghandlinger gennemføres i de samme valglokaler, men som 2 særskilte afstemninger.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Der afholdes 2 forskellige valghandlinger på samme dag. Det følger derfor af lovgivningen, at der skal udarbejdes særskilte valglister og udsendes særskilte valgkort til de 2 valg.

Der skal i princippet vælges særskilte valgbestyrelser og vælges valgstyrere og tilforordnede vælgere til henholdsvis Europa-Parlamentsvalget og en folkeafstemning om en fælles patentdomstol. Der er imidlertid ifølge ministeriets skrivelse intet til hinder for, at personer, der er medlemmer af valgbestyrelsen til Europa-Parlamentsvalget, tillige er medlemmer af valgbestyrelsen til en folkeafstemning om en fælles patentdomstol. Tilsvarende gælder personer, der er valgt som valgstyrere eller tilforordnede vælgere, idet det dog skal bemærkes, at der vil være et øget behov for yderligere tilforordnede vælgere, som følge af afvikling af de 2 valg. Derfor foreslås der udpeget yderligere 4 tilforordnede vælgere til bemanding af 2 ekstra valgborde pr. valgsted - 2 til scanning af valgkort og 2 til udlevering af stemmesedler.

Ministeriet anfører i deres skrivelse, at det vil være nødvendigt at gennemføre afstemningen som to adskilte afstemninger med særskilte valgborde, stemmerum og stemmekasser. Eventuelt vil der dog, hvis anvendelsen af særskilte stemmerum ikke er mulig, og det iøvrigt sikres, at de 2 valghandlinger gennemføres særskilt, kunne benyttes fælles stemmerum. Kommunalbestyrelsen skal endvidere sikre, at stemmelokalerne indrettes således, at de 2 valghandlinger så vidt muligt kan gennemføres i adskilte lokaler.

Da anvendelsen af særskilte stemmerum ikke er praktisk mulig vil de 2 afstemninger finde sted i det samme valglokale i lighed med sidste gang der var 2 afstemninger (Europa-Parlamentsvalget samt folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven i 2009), dvs. særskilte borde til hvert valg og fælles stemmerum, som ministeriet tillader.

Endvidere skal det ved tydelig skiltning markeres, hvilke valgborde der vedrører Europa-Parlamentsvalget henholdsvis folkeafstemning om en fælles patentdomstol, samt i hvilken stemmekasse en stemmeseddel skal lægges i.

Lov- og plangrundlag

Vejledningskrivelse af 31.01.2014 fra Økonomi- og indenrigsministeriet vedrørende valget til Europa-Parlamentet og folkeafstemningen om en fælles patentdomstol søndag den 25. maj 2014 samt mail af 7.03.2014 fra Økonomi- og indenrigsministeriet.
Lovforslaget om en fælles patentdomstol forventes 3. behandlet den 29. april 2014.

Bilag

Bilag 1: Valgstyrere til EP-valg
Bilag 2: Vejledningsskrivelse fra Økonomi- og indenrigsministeriet vedr. valget til Europa-Parlamentet og folkeafstemningen om en fælles patentdomstol søndag den 25. maj 2014.

Valg af 9 tilforordnede vælgere til at forestå valghandlingen i borgernes eget hjem og på plejehjem m.v.
Sag nr. 99

Sagens kerne

Til valget til Europa-Parlamentet og folkeafstemningen om en fælles patentdomstol skal der vælges et antal tilforordnede vælgere til at forestå valghandlingen i visse boformer efter lov om social service og boliglovgivningen, herunder pleje- og ældreboliger samt i vælgerens eget hjem. Hvervet skal varetages af 2 tilforordnede vælgere, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

Ved de seneste valg har det været nødvendigt at udpege 9 tilforordnede vælgere til at forestå valghandlingen i borgernes eget hjem, da det er et krav, at de 2 stemmemodtagere så vidt muligt skal været udpeget af forskellige grupper i kommunalbestyrelsen.

Indstilling

Fællesforvaltningen indstiller,

  1. at gruppe A vælger 5 tilforordnet vælgere.
  2. at gruppe C vælger 1 tilforordnet vælger
  3. at gruppe O vælger 1 tilforordnet vælger
  4. at gruppe V vælger 1 tilforordnet vælger
  5. at gruppe Ø vælger 1 tilforordnet vælger.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en af stemmemodtagerne udpeges blandt personale ansat i kommunernes forvaltning jf. lovens § 61 stk 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en person udpeget blandt ansatte i kommunens forvaltning som stemmemodtager ved brevstemmeafgivning kun skal være stemmemodtager bestemte steder, f.eks i vælgerens hjem og ikke ved brevstemmeafgivning andre steder. Kommunalbestyrelsen kan også bestemme, at en sådan ordning skal gælde generelt for al stemmeafgivning de nævnte steder.

§ 10 i bekendtgørelse om brevstemmeafgivning i vælgerens hjem og § 4 i bekendtgørelsen om brevstemmeafgivning i visse former og boliger efter lov om social service og boliglovgivningen indeholder en række begrænsninger om, hvem der kan udpeges som stemmemodtager ved brevstemmeafgivning i visse boformer og boliger efter lov om social service og boliglovgivningen i vælgerens hjem. Disse begrænsninger er som følger:

  1. Personer, der er ansat til at yde personlig praktisk hjælp m.v. i hjemmet, samt hjemmesygeplejersker og andre aktivt udøvende i hjemmesygeplejerskerordningen kan ikke udpeges til at varetage hvervet som stemmemodtager i vælgerens hjem eller i de boformer og boliger efter lov om social service og boliglovgivningen, hvor de gør tjeneste. Dette gælder, uanset om vedkommende er ansat i kommunen eller hos en privat leverandør, kommunen har antaget.
  2. For så vidt angår brevstemmeafgivning i visse boformer og boliger efter lov om social service og boliglovgivningen gælder den særlige begrænsning, at ansatte knyttet til vedkommende boform eller bolig ikke kan udpeges til at varetage hvervet som stemmemodtager.
  3. I tilfælde, hvor begge stemmemodtagere er udpeget blandt de tilforordnede vælgere, skal hver af de 2 stemmemodtagere så vidt muligt være udpeget af forskellige grupper i kommunalbestyrelsen.
  4. Kandidater til valget kan ikke udpeges til at varetage hvervet som stemmemodtager ved brevstemmeafgivning i visse boformer og boliger efter lov om social service og boliglovgivningen, herunder pleje- og ældreboliger, samt i vælgerens hjem.

De under punkt 1, 2 og 4 nævnte begrænsninger gælder, uanset om de pågældende i øvrigt måtte være valgt som tilforordnede eller udpeget blandt personale ansat i kommunens forvaltning.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse om brevstemmeafgivning i visse boformer og boliger efter lov om social service og boliglovgivningen (bek. nr. 130 af 19.02.2009).
Bekendtgørelse om brevstemmeafgivning i vælgerens eget hjem (bek. nr. 128 af 19.02.2009).

Økonomiske konsekvenser

Der afholdes udgifter til diæter samt kørselsgodtgørelse.

Tidsplan

Sidste frist for aflevering af navne som tilforordnede er onsdag den 30. april 2014 og bedes meddelt Helle Vorborg, Rødovre Folkeregister på telefon 3637 7141.

Valg af 45 valgstyrere - heraf 9 valgstyrerformænd til valget til Europa-Parlamentet og folkeafstemningen om en fælles patentdomstol
Sag nr. 100

Sagens kerne

Til valget til Europa-Parlamentet og folkeafstemningen om en fælles patentdomstol søndag den 25. maj 2014 skal der vælges 5 og højst 9 valgstyrere for hvert afstemningsområde til at stå for afstemningen og den efterfølgende stemmeoptælling på afstemningsstederne.

Indstilling

Fællesforvaltningen indstiller,

  1. at der vælges 5 valgstyrere for hvert af kommunens 9 afstemningsområder, heraf
  2. at der vælges en valgstyrerformand for hvert afstemningssted.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Der skal i princippet vælges særskilte valgbestyrelser og vælges valgstyrere og tilforordnede vælgere til henholdsvis Europa-Parlamentsvalget og en folkeafstemning om en fælles patentdomstol. Der er imidlertid ifølge ministeriets skrivelse intet til hinder for, at personer, der er medlemmer af valgbestyrelsen til Europa-Parlamentsvalget i de enkelte opstillingskredse, tillige er medlemmer af valgbestyrelsen til en folkeafstemning om en fælles patentdomstol. Tilsvarende gælder personer, der er valgt som valgstyrere eller tilforordnede vælgere, idet det dog skal bemærkes, at der vil være et øget behov for yderligere tilforordnede vælgere, som følge af afvikling af de 2 valg.

Kommunalbestyrelsen vælger mindst 5 og højst 9 valgstyrere for hvert afstemningsområde til at stå for afstemningen og den efterfølgende stemmeoptælling på afstemningsstedet.

Det er forudsat i valgloven, at valgstyrerene på de enkelte afstemningssteder repræsenterer flere grupper i Kommunalbestyrelsen.

I Rødovre Kommune har der været tradition for, at der vælges 5 valgstyrere for hvert afstemningsområde, dvs. at der skal vælges 45 valgstyrere, heraf en valgstyrerformand pr. afstemningsområde.

Fordelingen er efter den d'Hondtske metode følgende:

9 valgstyrerformænd 36 valgstyrere
A = 5 A = 17
C = 1 C = 4
F = 0 F = 1
O = 1 O = 6
V = 1 V = 4
Ø = 1 Ø = 4
Ialt 9 Ialt 36


Der er i lighed med tidligere valg udarbejdet et forslag til fordeling af valgstyrerformænd og valgstyrere på de forskellige afstemningssteder.

Lov- og plangrundlag

Lovbekendtgørelse nr. 126 af 11. februar 2013 som ændret ved lov nr. 1469 af 17. december 2013.

Økonomiske konsekvenser

Der udbetales diæter efter gældende regler 400 kr. under 4 timer og 800 kr. over 4 timer.

Tidsplan

Frist for aflevering af navne på valgstyrerformænd samt valgstyrere til valgsekretariatet er tirsdag den 6. maj 2014.

Valg af 126 tilforordnede til valget til Europa-Parlamentet og folkeafstemningen om en fælles patentdomstol
Sag nr. 101

Sagens kerne

Til Europa-Parlamentsvalget og folkeafstemningen om en fælles patentdomstol søndag den 25. maj 2014 skal der vælges ialt 126 tilforordnede.

Indstilling

Fællesforvaltningen indstiller,

at der vælges 126 tilforordnede vælgere som beskrevet i sagen.

Økonomiudvalget 23-04-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Med udgangspunkt i antal borde på valgstederne er der foretaget en beregning på hvor mange tilforordnede, der skal vælges ved ovenstående valg.

Digitale valglister på samtlige valgsteder har medført, at der alene skal bemandes 2 borde på hvert afstemningssted. Ved dette valg skal der bemandes yderligere 2 borde, idet afstemningen skal gennemføres som to adskilte afstemninger med særskilte valgborde, stemmerum og stemmekasser.Eventuelt vil der dog, hvis anvendelse af særskilte stemmerum ikke er mulig, og det iøvrigt sikres, at de to valghandlinger gennemføres særskilt, kunne benyttes fælles stemmerum.

De tilforordnede, der skal sidde ved bordene skal have it-erfaring. De resterende tilforordnede skal hjælpe ved stemmeboksene samt afløse ved bordene.

Partierne skal efter den d'Hondtske metode udpege følgende antal tilforordnede:

Liste Mandater Antal tilforordnede
A - Socialdemokratiet 9 61
C - Det Konservative Folkeparti 2 13
F - Socialistisk Folkeparti 1 6
O - Dansk Folkeparti 3 20
V - Venstre, Danmarks Liberale Parti 2 13
Ø - Enhedslisten - De Rød-Grønne 2 13
Ialt 19 126


Forslag til fordeling af valgstyrere og tilforordnede på de 9 afstemningssteder er vedlagt som bilag.

Følgende partier er ikke repræsenteret i Kommunalbestyrelsen, men er opstillingsberettigede til Europa-Parlamentsvalget:
B: Radikale Venstre
I. Liberal Alliance
N: Folkebevægelsen mod EU

Økonomi- og indenrigsministeriet har ved tidligere valg henstillet, at kommunalbestyrelsen tager særlige hensyn til de mindre partier, der ikke er repræsenteret i kommunalbestyrelsen, når den udpeger de tilforordnede vælgere.
Enhedslisten - De Rød-Grønne, som er opstillingsberettiget, opstiller ikke en selvstændig kandidatliste til Europa-Parlamentsvalget.

Lov- og plangrundlag

Lovbekendtgørelse nr. 126 af 11. februar 2013 som ændret ved lov nr. 1469 af 17. december 2013.

Økonomiske konsekvenser

Til valgbestyrelsens medlemmer, valgstyrerne og de tilforordnede vælgere udbetalers diæter (valghonorar) efter gældende regler 400 kr. under 4 timer og 800 kr. over 4 timer.

Tidsplan

Frist for aflevering af navne på tilforordnede vælgere til valgsekretariatet er tirsdag den 6. maj 2014, hvorefter de tilforordnede vil blive tilskrevet snarest derefter.

Bilag

Bilag 1: Fordelingsskema - formænd_valgstyrer_tilforordnede

Diverse
Sag nr. 102

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Islev ID linjen, Åbning af Islev Skole ud mod Islevbrovej - økonomioversigt og godkendelse af entreprenører
Sag nr. 103

Beslutning

Godkendt.

Fraværende:
Flemming Lunde Østergaard Hansen (A)

Istandsættelse af toiletter i kommunens idrætsanlæg - økonomioversigt, godkendelse af udbud
Sag nr. 104

Beslutning

Godkendt.

Fraværende:
Flemming Lunde Østergaard Hansen (A)

Rødovrehallen, ombygning af varmtvandsforsyning - økonomioversigt, godkendelse af entreprenørliste
Sag nr. 105

Beslutning

Godkendt.

Fraværende:
Flemming Lunde Østergaard Hansen (A)

Rødovrehallen, belysning af adgangsvej og parkeringsplads - godkendelse af entreprenørliste
Sag nr. 106

Beslutning

Godkendt.

Fraværende:
Flemming Lunde Østergaard Hansen (A)

Islev Skole, Hovedbygning/rød bygning, fjernelse af altangange og etablering af holdlokaler - økonomioversigt, godkendelse af entreprenørliste
Sag nr. 107

Beslutning

Godkendt.

Fraværende:
Flemming Lunde Østergaard Hansen (A)

Nyager Skole, renovering af stor skolegård og areal mod nord - økonomioversigt, godkendelse af entreprenørliste
Sag nr. 108

Beslutning

Godkendt.

Fraværende:
Flemming Lunde Østergaard Hansen (A)

Diverse
Sag nr. 109

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl.: 19:14