Kommunalbestyrelsen

30-09-2014

Medlemmer

Erik Nielsen (A)
Annie Arnoldsen Petersen (A)
Henrik Kalat Pedersen (O)
Flemming Lunde Østergaard Hansen (A)
Svend Erik Pedersen (F)
Chris Lassen Jensen(C)
Marianne Christensen(Ø)
Michel Berg (A)
Lene Due (A)
Jan Kongebro (A)
Peter Mikkelsen(Ø)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Pia Hess Larsen(A)
Britt Jensen (A)
Niels Spittau (O)
Kim Hammer (O)
Peter Michael Jensen(V)
Kim Drejer Nielsen (C)

Fraværende

Claus Gisselmann Olsen - Ikke mødt (V)

Sager 187 - 209

Fold alle ud

Spørgetid
Sag nr. 187

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Stedfortræder for Hans Houmøller
Sag nr. 188

Sagens kerne

Borgmesteren har fået oplyst, at Hans Houmøller (Ø) p.gr. af sygdom vil være forhindret i at deltage i det kommunale arbejde i mere end en måned jf. styrelseslovens § 15, stk. 2

Indstilling

Fællesforvaltningen indstiller,

  1. at Marianne Christensen (Ø) indtræder som stedfortræder for Hans Houmøller i Kommunalbestyrelsen og Børne- og Skoleudvalget.
  2. at Hans Houmøllers hverv i Vestvoldens Ungdomsklub og som hegnsynsmand varetages af Peter Mikkelsen (Ø), der er personlig suppleant til begge poster.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Enhedslistens gruppe anmoder om, at Marianne Christensen indtil videre indtræder i Kommunalbestyrelsen og i Børne- og Skoleudvalget som stedfortræder for Hans Houmøller der er sygemeldt for perioden 10.09.2014 til 31.10.2014, jf. styrelseslovens § 15, stk. 2.

Hans Houmøller er udpeget af Kommunalbestyrelsen som repræsentant i Vestvoldens Ungdomsklub og som Hegnsynsmand jf. Kommunalbestyrelsens konstituerende møde den 6. december 2013. Peter Mikkelsen er udpeget af Kommunalbestyrelsen som Hans Houmøllers personlige suppleant og varetager indtil videre de 2 hverv.

Marianne Christensen er indkaldt som stedfortræder til Kommunalbestyrelsens møde tirsdag den 30.09.2014.

Lov- og plangrundlag

Styrelseslovens § 15, stk. 2 og § 28, stk. 2.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Fjernvarmetakster 2015
Sag nr. 189

Sagens kerne

Godkendelse af takster for 2015 for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning (RKF).

Grundlaget for takstfastsættelsen er :

  • Stabil og jævn udvikling af fjernvarmetaksten.
  • Kostægte fordeling mellem fast og variabel opkrævning.

Elementerne i afregningen er uændret:
Målt forbrug, normalårsforbrug, returtemperatur, administrationsbidrag, samt udbygningstillæg.

Taksterne er ændrede i forhold til 2014. (Se bilag 1 - Takstblad 2015).

De væsentligste ændringer, som påvirker RKF variable og faste priser er:

  • RKF resultat for 2014, forventet overdækning.
  • Stigning i fast afgift til VEKS.
  • Fald i VEKS variable pris.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at takstblad 2015 godkendes, samt
  2. at RKF budget 2015 godkendes og anmeldes til Energitilsynet.

Bestyrelsen for RKF 16-09-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommunale Fjernvarme (RKF) køber varme til brug for videresalg fra Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S (VEKS). VEKS budget 2015, samt overslag for årene 2016-2018 med tilhørende salgspriser for varme til blandt andre RKF, ligger til grund for RKF budget 2015 og tilhørende takstblad 2015.

Taksterne for levering af varme fra RKF bestemmes efter varmeforsyningslovens "hvile-i-sig-selv-princip". Det vil sige, at RKF budgetterede resultat for 2015 og efterfølgende overslagsår skal være 0 kr.

Bestyrelsen for VEKS har den 16.06.2014 godkendt et revideret budget for 2014 med lavere priser for 2. halvår 2014.
Bestyrelsen for VEKS har den 16.06.2014 godkendt VEKS budget for 2015, samt overslag for årene 2016-2018.

De væsentligste ændringer er:

For 2014:
VEKS priser i 2. halvår 2014 er nedsat i forhold til VEKS oprindelige budget 2014.
Den variable pris falder fra 397,30 kr./MWh til 343,98 kr./MWh. Det giver en overdækning for RKF på ca. 3,306 mio. kr.
Den faste afgift falder fra 11,094 mio. kr. til 7,800 mio. kr. Det giver en overdækning for RKF på ca.3,294 mio. kr.

For 2015:
VEKS variable pris falder fra 375,30 kr./MWh til 361,22 kr./MWh, (14,08 kr./MWh), et fald på 4 % fra 2014 til 2015.
VEKS faste afgift stiger fra 7,800 mio. kr. til 16,3567 mio. kr., (8,557 mio. kr.), en stigning på 110 % fra 2014 til 2015.

I RKF budget 2015 indregnes endvidere forventet resultat for 2014.
RKF har haft et mindresalg i 1. halvår 2014 på ca. 1600 MWh. Det giver en overdækning for RKF på ca. 635.500 kr.
RKF budget 2014 budgetterer med en underdækning på ca. 961.000 kr.
Forventet samlet resultat for RKF 2014 er en overdækning på ca. 6,1 mio. kr.

RKF budget 2015 er baseret på, at overdækning fra 2014 fordeles som henlæggelser på 3 mio. kr., mens resten indregnes i de variable priser og budget 2015 dermed "hviler-i-sig-selv".

I RKF budget indgår udgifter til varmekøb, drift og vedligeholdelse, administration, finansieringsomkostninger, samt afskrivninger og hensættelser. De samlede udgifter dækkes af indtægter ved varmesalg. Endvidere indregnes som nævnt sidste års over- eller underdækning i budgettet.

RKF skelner grundlæggende mellem 2 kundetyper afhængig af det fastsatte normalårsforbrug ved konverteringen:
Kundetype 1 er forbrugere under 50 MWh. I praksis er det enfamiliehuse og mindre erhverv.
Kundetype 2 er forbrugere over 50 MWh.

Efterfølgende uddybes de enkelte elementer i taksten:

  • Variabel takst efter målt forbrug (kr./MWh).
  • Fast takst kundetype 1 beregnes efter ejendommens areal i henhold til BBR (kr./m²).
  • Fast takst kundetype 2 beregnes efter et gennemsnit af 5 års normalårsforbrug (kr./MWh).
    Taksten er opdelt i 4 trin, så storforbrugerfordelene for RKF afspejles i taksten:
    Trin 1: 0-500 MWh, 100%
    Trin 2: 501-1500 MWh, 90%
    Trin 3: 1501-5000 MWh, 80%
    Trin 4: over 5001 MWh, 65%.
    Normalårsforbruget opdeles på hvert trin, og afregnes med respektive takster. Dvs. de første 500 MWh på trin 1, de næste 1000 MWh på trin 2 osv.
  • Returtemperaturafregning efter målt gennemsnitsværdi for året (kr./MWh/°C).
    Fra 2012 til 2017 er vedtaget en løbende skærpelse af returtemperaturkrav og -takst.
    2012 returtemperaturkrav 50°C, 1,10 kr./MWh/°C
    2013 returtemperaturkrav 49°C, 1,40 kr./MWh/°C
    2014 returtemperaturkrav 48°C, 1,70 kr./MWh/°C
    2015 returtemperaturkrav 47°C, 2,00 kr./MWh/°C
    2016 returtemperaturkrav 46°C, 2,30 kr./MWh/°C
    2017 returtemperaturkrav 45°C, 2,60 kr./MWh/°C
    Der opkræves et returtemperaturbidrag hos forbrugere med målt returtemperatur over kravet, mens forbrugere med målt returtemperatur under kravet modtager en godtgørelse.
  • Udbygningstillæg kundetype 2 beregnes efter normalårsforbruget fastsat til fast bidrag (kr./MWh).
    Opkræves kun ved forbrugere, der er tilsluttet i 2012 og senere.
    Taksten er opdelt i 3 trin, så storforbrugerfordelene for RKF afspejles i taksten:
    Trin a: 0-50 MWh
    Trin b: 51-500 MWh
    Trin c: over 501 MWh
    Ligesom ved beregning af fast bidrag opdeles normalårsforbruget på hvert trin, og afregnes med respektive takster.
  • Administrationsbidrag pr. forbrugerafregning (kr./forbruger).
    Samme beløb pålagt alle forbrugere.

Udbygningstillægget giver nye forbrugere (kundetype 2) mulighed for, at blive tilsluttet fjernvarmen uden omkostning. Afregningen sker på basis af et beregnet normalårsforbrug (ligesom det faste bidrag).

Administrationsbidraget er ens for alle forbrugere, og dækker omkostninger til varmeafregning og drift af fjernvarmestik. Forholdsmæssigt vil taksten mest belaste småforbrugere. Dermed afspejler denne takst også stordriftsfordelene for RKF - specielt i forhold til individuel afregning med en-familiehuse.

Forslag til takster ses i vedlagte Takstblad 2015.
Forslag til budget ses i vedlagte langtidsbudget 2015-2019.

Lov- og plangrundlag

Varmeforsyningsloven.
Vedtægter for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning.

Økonomiske konsekvenser

RKF forventes, at få et årsresultat på 0 kr.

For en standardforbruger (priser inkl. moms):
Enfamiliehus, 130 kvm, forbrug 18,1 MWh, stiger fra 15.546 kr. (2014) til 15.780 kr. (2015). En stigning på 234 kr.
Lejlighed, 75 kvm, forbrug 15 MWh, stiger fra 12.331 kr. (2014) til 12.444 kr. (2015). En stigning på 113 kr.

Tidsplan

Taksterne skal træde i kraft den 01.01.2015.

Taksterne og tilhørende budget skal anmeldes til Energitilsynet før de kan træde i kraft den 01.01.2015.

Bilag

Bilag 1: Takster 2015 uden moms
Bilag 2: Langtidsbudget 2015-2019

Forslag til fredning af Irmas tidligere kafferisteri - Kaffetårnet
Sag nr. 190

Sagens kerne

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur har opfordret Det Særlige Bygningssyn til at rejse en fredningssag på "Kaffetårnet", og Bygningssynet har på sit møde den 11.06.2014 besluttet at indstille Kaffetårnet til fredning.
Fredningsforslaget er nu sendt i høring, og Rødovre Kommune har mulighed for at udtale sig om forslaget inden den 10.10.2014.
Efter udløbet af høringsfristen beslutter Kulturministeren indenfor 3 måneder, om bygningen skal fredes.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at udkast til høringssvar godkendes.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Kaffetårnet er indstillet til fredning på grund af miljømæssige, kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, som Det Særlige Bygningssyn*) vurderer at være af en kvalitet, der kan begrunde fredning af en bygning under 50 år jf. Kulturstyrelsens høring om fredning, bilag 1.

Bygningen er et ikonisk og identitetsskabende vartegn for Rødovre og den fremhæves desuden som en enestående repræsentant for dansk industri- og fabriksarkitektur, idet bygningen er det første eksempel på, at selve produktionsapparatet blev benyttet som arkitektonisk motiv. De arkitektoniske værdier knytter sig især til det enkle, men stærke arkitektoniske greb, der består af en tung silodel, der danner ryg for et foranstående, let og transparent glashus, samt til facadernes elegante geometriske og materialemæssige bearbejdning.

I forbindelse med fredningsforslaget er Rødovre Kommune høringsberettiget, og Kulturministeren kan i henhold til Fredningslovens § 15, efter aftale med vedkommende ejer fastsætte særlige bevaringsbestemmelser for en fredet bygning, herunder om bygningen ikke skal være omfattet af reglerne i § 12, som handler om ret til nedrivning eller overtagelse af Staten.

Med en fredning af bygningen følger nogle forpligtigelser, men også nogle muligheder for ejer og bruger af bygningen. For eksempel er det i henhold til § 9 i Fredningsloven ejer eller bruger, der skal holde bygningen i forsvarlig stand, herunder tæt på tag og fag, og i henhold til § 16 kan Kulturstyrelsen yde støtte til fredede bygninger. Støtten kan gives til bygningsarbejder, til bistand og projektudarbejdelse og til planer for istandsættelse, samt til planer for fremtidig brug af bygningen, og sikring af inventar i den fredede bygning. For at sikre de bevaringsværdige karakteristika lempes endvidere Bygningsreglementets krav til ibrugtagning af bygningen til nye formål.

Rødovre Kommune overtog bygningen den 01.01.1996 for at sikre den mod nedrivning, efter at Irma havde nedlagt sin egen kaffeproduktion. I dag indgår bygningen som et centralt omdrejningspunkt i planlægningen af den nye Irmaby. I forbindelse med denne planlægning drøftes sammen med projektudvikleren både mulig fremtidige anvendelser af bygningen og mulige fremtidige drifts- og ejerforhold.

Da kaffetårnet, som nævnt, er et ikon for Rødovre Kommune og indgår som et meget vigtigt element i planlægningen af Irmabyen, anbefaler Teknisk Forvaltning, at man stiller sig positivt overfor en fredning, idet denne vil sikre bygningens overlevelse, uanset fremtidige ejerforhold og reducere Bygningsreglementets krav til ny anvendelse. En fredning vil også være i tråd med kommunens ønsker, jf. kommuneplanen om at bevare vigtige elementer i vores kulturarv.

En forudsætning for en eventuel fredning må dog være, at denne ikke påvirker realiseringen af den planlagte nye bydel – Irmabyen.

Kulturstyrelsen nævner flere fredningsværdier - herunder visse indre fredningsværdier; bl.a. den oprindelige planløsning, oprindelige farvesætning og det oprindelige produktionsudstyr. Den indvendige farvesætning er dog mange steder ændret, ligesom mosaikudsmykningen på bagvæggen helt er fjernet. De meget få og usammenhængende fragmenter af produktionsudstyret der er tilbage, ser ud til at være enheder, der har været for besværlige at fjerne, og alle er næppe placeret på deres oprindelige sted. Ved en genanvendelse af bygningen til andet formål må det være en forudsætning, at bygningen kan indrettes og indvendig farvesættes i overensstemmelse med den nye funktion under hensyntagen til husets kvaliteter.

Til orientering skal oplyses, at Kulturstyrelsens anbefalinger vedrørende bl.a. genopsætning af Irmaskiltet er tiltag, bygningsejeren bør overveje i forbindelse med en renovering af bygningen.

Note: *) Det særlige Bygningssyn er Kulturministerens, og der igennem Kulturstyrelsens rådgivende udvalg i spørgsmål om bygningsfredning og -bevaring.
Selv om det Særlige Bygningssyn udelukkende er rådgivende, kan Kulturstyrelsen ikke frede en bygning uden Det Særlige Bygningssyns positive indstilling. Derimod kan Kulturstyrelsen beslutte ikke at frede en bygning, selv om det Særlige Bygningssyn har anbefalet det.

Lov- og plangrundlag

Fredningsloven.
Kommuneplan 2014.

Økonomiske konsekvenser

Pligt til at holde bygningen i forsvarlig stand.
Lempelser i forhold til Bygningsreglementet i forbindelse med ibrugtagning til ændrede formål.
Mulighed for at søge støtte til bygningsarbejder, til bistand og projektudarbejdelse og til planer for istandsættelse, samt til planer for fremtidig brug af bygningen og til sikring af inventar i den fredede bygning.

Tidsplan

Høringssvar skal være Kulturstyrelsen i hænde inden 10.10.2014.
Kulturstyrelsens afgørelse skal foreligge senest 10.01.2015.

Bilag

Bilag 1: Høring om fredning
Bilag 2: Fredningsforslag
Bilag 3: Udviklers brev af 20. august 2014
Bilag 4: Høringssvar vedr. fredning af Irmas tidligere kafferisteri
Bilag 5: Bilag til høringssvar (illustrationer)

Bevilling til Ring 3 Letbane I/S
Sag nr. 191

Sagens kerne

I februar 2014 godkendte Kommunalbestyrelsen rammerne for stiftelsesdokumenterne, så interessentskabet kunne stiftes og den 01.03.2014 trådte lov om letbane på Ring 3 i kraft.
I bemærkningerne til loven fremgår Rødovre Kommunes indskud til anlæggelse af letbanen, hvor første indskud forfalder 01.10.2014.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at der gives en bevilling på 2.312.847 kr. til finansiering af anlægsomkostninger til Ring 3 Letbane I/S, der finansieres af kassebeholdningen i 2014.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

I februar 2014 godkendte Kommunalbestyrelsen rammerne for stiftelsesdokumenterne, så interessentskabet kunne stiftes og den 01.03.2014 trådte lov om letbane på Ring 3 i kraft.
I bemærkningerne til loven fremgår Rødovre Kommunes indskud til anlæggelse af letbanen og at første indskud forfalder 01.10.2014.

Rødovre Kommunes andel af indskuddet til anlægsomkostninger finansieres ved årlige betalinger, og er medtaget i budgetforslaget for 2015 (2016-2018). I det tidligere materiale har kommunerne kunne vælge, at vente med indbetalingerne, men det er nu fastlagt i loven, hvorledes betalingerne skal forfalde. Indskuddets størrelse er ikke ændret, men sket en tidsmæssig forskydning så første indskud forfalder 01.10.2014.

Lov- og plangrundlag

Stiftelsesdokumenterne.
Lov om letbane på Ring 3.

Økonomiske konsekvenser

Anlægsinvesteringerne er indarbejdet i budgetforslaget for 2015 (2016-2018), så denne sag ændrer ikke ved budgetforudsætningerne for budgetforslaget 2015 (2016-2018).

I perioden 2014-2016 betaler Rødovre Kommune hvert år senest pr. 1. oktober 2.300.000 kr. i 2013-priser til Ring 3 Letbane I/S.

I perioden 2017-2056 betaler Rødovre Kommune hvert år senest pr. 1. oktober 2.100.000 kr. i 2013-priser til Ring 3 Letbane I/S.

Tidsplan

Indskuddene til anlægsinvesteringerne forfalder 1. oktober 2014-2016.

Rødovre Erhvervspris
Sag nr. 192

Sagens kerne

Rødovre Erhvervsråd ønsker at stifte en erhvervspris, Rødovre Erhvervspris, som skal uddeles én gang årligt til en virksomhed i Rødovre, der har gjort sig positivt bemærket.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at fundats for Rødovre Erhvervspris godkendes,
  2. at Rødovre Erhvervspris uddeles første gang i 2015, samt
  3. at Rødovre Kommune bidrager med en tredjedel af prisens omkostninger.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

På møde den 28.08.2013 i Erhvervsrådet blev der stillet forslag om, at stifte en erhvervspris i Rødovre. Forslaget er blevet drøftet og bearbejdet i Erhvervsrådet på efterfølgende møder, og der er formuleret en fundats for prisen (bilag 1) på linje med Rødovre Musikpris. Formålet med en erhvervspris er, at skabe opmærksomhed om Rødovres sunde og velfungerende erhvervsliv. Erhvervsrådet vil med prisen understrege kommunens gode samarbejde med erhvervslivet og motivere den enkelte erhvervsdrivende til at yde en ekstraordinær indsats.

Erhvervsprisen uddeles en gang årligt af Erhvervsrådet og gives til en erhvervsvirksomhed i Rødovre, der har ydet en særlig indsats i det forløbne år.

Kriterier

Virksomheden skal have gjort sig bemærket inden for et eller flere af nedenstående områder (uprioriteret rækkefølge):

  • Har haft en markant vækst, omsætnings-/indtjeningsmæssigt eller i antallet af medarbejdere
  • Har ydet en særlig indsats for inklusion af socialt udsatte grupper
  • Har været nyskabende, f.eks. teknologisk eller ledelsesmæssigt
  • Har ydet en særlig miljømæssig indsats
  • Har ydet en særlig indsats mht. virksomhedens arkitektoniske fremtræden
  • Har ydet en speciel indsats for lokalområdet, f.eks. støtte til lokale foreninger o.l.

Vægtningen af kriterierne vil komme an på en overordnet vurdering af de konkrete virksomhedsinitiativer, og kan variere fra år til år.

Komité

Der nedsættes en priskomité, der består af 3 medlemmer af Erhvervsrådet, der repræsenterer henholdsvis Rødovre Erhvervsforening, Rødovre Centrum og Rødovre Kommune. Priskomitéen skal på baggrund af de indkomne forslag ud fra kriterierne udvælge en eller flere kandidater til prisen, som herefter fremlægges for det samlede Erhvervsråd, der udpeger den endelige vinder. Herudover vil erhvervskontoret udgøre et sekretariat for komitéen, der bl.a. skal søge at inddrage Rødovre Lokal Nyt i formidlingsarbejdet omkring prisen.

Forløb

Der skal udarbejdes pressemateriale i starten af det nye år, som ligeledes skal lægges på hjemmesiden og udbredes via erhvervsforeningens kanaler, m.fl. I foråret skal erhvervslivet og borgere via annoncering opfordres til, at indstille kandidater til årets erhvervspris. Indstillingerne skal være begrundede, jf. kriterier. Fristen for indkomne kandidater vil være ca. en måned, hvorefter komitéen træder sammen og foretager en udvælgelse/sortering. Den endelige vinder udpeges på Erhvervsrådets møde i august. Vinderen offentliggøres af borgmesteren ved prisoverrækkelse på Erhvervsrådets temamøde i oktober, hvor der vil være pressedækning af arrangementet.

Prisen

Prisen består udover æren og anerkendelsen i et bevis/skilt, der kan hænges på væggen, samt eventuelt et mindre kunstværk af en lokal kunstner og en buket blomster.

Økonomi

Rødovre Erhvervsforening, Rødovre Centrum og Rødovre Kommune bidrager med hver en tredjedel til prisens samlede omkostninger, der beløber sig til ca. 20.000 kr i alt. Heraf beregnes ca. 10-12.000 kr. til annoncering, skilt og blomster.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Kommunens udgifter i forbindelse med prisen findes i egne budgetter.

Tidsplan

Prisen uddeles årligt første gang i 2015.

Bilag

Bilag 1: Fundats for Rødovre Erhvervspris

Forslag til Tillæg 1 til Kommuneplan 2014 - Uddannelsesinstitution i Bykernen
Sag nr. 193

Sagens kerne

Formålet med Forslag til Tillæg 1 til Kommuneplan 2014 er, at skabe mulighed for, at der kan opføres en bygning til uddannelsesformål (VUC) på hjørnet af Tårnvej og Egegårdsvej. Dette kan bidrage til, at skabe mere byliv i Bykernen, ud fra de retningslinjer, der er beskrevet i Kommuneplan 2014.
Med vedtagelsen af Forslag til Tillæg 1 til Kommuneplan 2014 bliver det muligt, at vedtage Forslag til Lokalplan 131.
Der er foretaget en undersøgelse af kommuneplantillæggets indvirkning på miljøet i henhold til ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer”. Det er vurderet, at planen ikke vil have væsentlige indvirkninger på miljøet.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Forslag til Tillæg 1 til Kommuneplan 2014 vedtages, og derefter fremlægges i offentlig høring i otte uger, samt
  2. at der ikke gennemføres en miljøvurdering af forslaget til kommuneplantillægget.

Teknik- og Miljøudvalget 16-09-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Forslag til Tillæg 1 til Kommuneplan 2014 omhandler Egegårdsvej 75 og 77, hvor politistationen og sundhedscenteret i dag er beliggende. Formålet med Tillæg 1 til Kommuneplan 2014 er, at ændre bestemmelserne for rammeområde 5D03, så den fremtidige udvikling af området kan ske i overensstemmelse med visionerne for områdets udvikling, der er beskrevet i Kommuneplan 2014.
Med vedtagelsen af Forslag til Tillæg 1 til Kommuneplan 2014 muliggøres vedtagelsen af Forslag til Lokalplan 131. Formålet med Forslag til Lokalplan 131 er, at gøre det muligt, at opføre en bygning til uddannelsesformål på hjørnet af Tårnvej og Egegårdsvej. En uddannelsesinstitution på denne centrale placering vil bidrage til, at skabe et levende mødested for studerende på et af Bykernens synlige hjørner.
Vedtagelsen af Forslag til Tillæg 1 til Kommuneplan 2014 vil medføre, at der etableres et nyt rammeområde, at det maksimale antal etager og bebyggelsesprocenten hæves, og at kravet til friarealet reduceres.

Nyt rammeområde

Området, som Forslag til Tillæg 1 afgrænser, består af matriklerne 7ff, 7u, 7mx og 7q. Det afgrænsede område udgør den nordvestlige del af det eksisterende rammeområde 5D03. Med vedtagelsen af Forslag til Tillæg 1 oprettes det afgrænsede område som et nyt rammeområde med den fremtidige betegnelse 5D07. Rammerne for den resterende del af rammeområde 5D03 forbliver uændret.

Højder

Med kommuneplantillægget ændres det maksimale tilladte antal etager fra 4 til 5.

Bebyggelsesprocent

Med vedtagelsen af Kommuneplan 2014 blev der foretaget en ændring af bebyggelsesprocenten i en stor del af bykerneområdet fra 60 til 120 (rammeområde 5F06 og 5F07). Med kommuneplantillægget ændres bebyggelsesprocenten fra 60 til 120, også for det gældende rammeområde.

Friareal i forhold til etageareal

I kommuneplanens generelle rammer for offentlige områder gælder følgende krav til friarealer: Minimum 15 % for administration, mininimum 50 % for undervisning, minimum 100 % for institutioner og mininimum 25 % for kulturelle formål. Med kommuneplantillægget ændres minimumskravet til friarealet til 25 % gældende for rammeområde 5D07.

Lov- og plangrundlag

Lov om planlægning.
Lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Kommuneplan 2014.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Vedtagelse af lokalplanforslaget – september 2014.
Offentliggørelse af lokalplanforslaget – oktober 2014.
Høring i 8 uger – fra oktober 2014 til november 2014.
Endelig vedtagelse lokalplanen – januar 2015.
Offentliggørelse af lokalplanen – februar 2015.

Bilag

Bilag 1: Forslag til Tillæg 1 til Kommuneplan 2014
Bilag 2: Screening af Forslag til Kommuneplantillæg 1

Forslag til Lokalplan 131 - Offentlige formål på hjørnet af Egegårdsvej og Tårnvej
Sag nr. 194

Sagens kerne

Med Forslag til Lokalplan 131 skabes der mulighed for, at der kan opføres en bygning til uddannelsesformål (VUC) på hjørnet af Tårnvej og Egegårdsvej.
Der er foretaget en undersøgelse af lokalplanens indvirkning på miljøet i henhold til ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer”. Det er vurderet, at planen ikke vil have væsentlige indvirkninger på miljøet.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Forslag til Lokalplan 131 - Offentlige formål, undervisning m.m. på Egegårdsvej - vedtages, og derefter fremlægges i offentlig høring i otte uger, samt
  2. at der ikke gennemføres en miljøvurdering af lokalplanforslaget.

Teknik- og Miljøudvalget 16-09-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Forslag til Lokalplan 131 tager udgangspunkt i Rødovre Kommunes visioner for omdannelsen af Bykernen, ud fra de retningslinjer, der beskrevet i hovedstrukturen i Kommuneplan 2014 (vedtaget på Kommunalbestyrelsesmødet den 17.06.2014, sag nr. 145). Visionen er, at skabe mere byliv i stærke og oplevelsesrige rammer med fokus på, at skabe flere forskellige funktioner, tættere byrum, arkitektur af høj kvalitet, intensive grønne rum og et varieret og attraktivt boligudbud med et bæredygtigt grundlag.

 

Forslag til Lokalplan 131 vil medvirke til:

  • at muliggøre opførelsen af et uddannelsescenter (VUC) på op til 5 etager,
  • at der skabes flere funktioner og et udvidet byliv i Bykernen,
  • at uddannelseslivet bliver et synligt omdrejningspunkt og mødested i byen,
  • at forskønne bybilledet og skabe et facadeforløb og fodgængerstrøg langs Tårnvej,
  • at synliggøre indkørslen til Egegårdsvej og den nordlige del af Bykernen,
  • at der skabes gode adgangsforhold for uddannelsesinstitutionens brugere, samt
  • at skabe god synergi til biblioteket, Viften og Rødovre Centrum.

Lokalplanområdet (der i dag er reguleret af Lokalplan 57) inddeles i to delområder. I delområde 1, hvor opførelsen af bygningen til uddannelsesformål bliver mulig, ændres de gældende bestemmelserne for områdets regulering. I delområde 2, hvor politistationen og sundhedscenteret i dag er beliggende, videreføres de nugældende bestemmelser.

I delområde 1 udlægges et byggefelt på 26 m x 26 m til opførelse af en bygning til uddannelsesformål. Bygningen kan opføres i op til 5 etager med en maksimal højde på 20 m eksklusiv teknikhus. Den samlede bebyggelsesprocent for delområde 1 fastsættes til 120, hvilket giver mulighed for en bebyggelse på maksimalt 2.786 m².

På grund af bygningens placering ud mod Tårnvej – hvor mange mennesker dagligt færdes – er lokalplanforslaget udarbejdet med særligt fokus på, at bidrage til Bykernens arkitektoniske kvalitet. Lokalplanen tager desuden udgangspunkt i Rødovre Kommunes arkitekturpolitik ”Rammer om livet”, der beskriver hvordan arkitekturen og indramningen af byen bidrager til, at styrke bylivskvaliteten i Rødovre.

I lokalplanen stilles der krav om, at bygningen skal have et sammenhængende udtryk på alle bygningens sider, der understreger bygningens placering på hjørnet af Egegårdsvej og Tårnvej, at facaderne i stueetagen skal fremstå med åbenhed og transparens langs Tårnvej og Egegårdsve,j og at hovedadgangen til bygningen skal ske fra Tårnvej.

Vest for byggefeltet skal der langs Tårnvej etableres et ankomstareal. Ankomstarealet skal udlægges som et offentligt tilgængeligt byrum og udformes, så der på sigt kan etableres et fodgængerstrøg langs hele strækningen fra Egegårdsvej til Rådhusplænen. Hovedindgangen til bygningen skal orientere sig ud mod dette areal.

Øst for byggefeltet udlægges et ubebygget areal til friarealer, parkering og vejadgang. Det ubebyggede areal skal opfylde to formål. Dels skal det fremstå som et grønt byrum, der bidrager til forskønnelsen af Bykernen og dels som et funktionelt areal, der sikrer den trafikale adgang til matriklen, samt et nødvendigt antal af parkeringspladser, cykelparkering, affaldshåndtering, etc. Det ubebyggede areal skal fremstå med træer og grønne flader. Parkeringspladser skal etableres med belægninger, der tillader lokal nedsivning af regnvand, eks. græsarmering eller lignende. Langs Egegårdsvej skal der plantes træer og mod syd skal der etableres en grøn hæk.

Lov- og plangrundlag

Lov om planlægning.
Lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Kommuneplan 2014.
Rødovre Kommunes arkitekturpolitik ”Rammer om livet”.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Vedtagelse af lokalplanforslaget – september 2014.
Offentliggørelse af lokalplanforslaget – oktober 2014.
Høring i 8 uger – fra oktober 2014 til november 2014.
Endelig vedtagelse lokalplanen – januar 2015.
Offentliggørelse af lokalplanen – februar 2015.

Bilag

Bilag 1: Forslag til Lokalplan 131 - Offentlige formål på hjørnet af Egegårdsvej og Tårnvej
Bilag 2: Screening af Forslag til Lokalplan 131

Ny Børne- og Ungepolitik
Sag nr. 195

Sagens kerne

På kommunalbestyrelsens møde 25.02.2014 blev det besluttet, at igangsætte arbejdet med udarbejdelse af en ny overordnet børne- og ungepolitik for børn og unge i alderen 0-18 år i Rødovre Kommune.
Børne- og Kulturforvaltningen har nu - i et bredt samarbejde med mange forskellige faggrupper såvel centralt som decentralt - udarbejdet forslag til den nye politik.

Sagen behandles samtidig i Børne- og Skoleudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at forslaget til Rødovre Kommunes nye børne- og ungepolitik sendes i høring i alle relevante bestyrelser, udvalg og råd, samt
  2. at sagen genoptages på decembermøderækken.

Børne- og Skoleudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget 16-09-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Processen med udarbejdelse af en ny børne- og ungepolitik blev igangsat 26.09.2013, hvor der blev afholdt borgermøde på Rødovregaard mellem Børne- og Skoleudvalget, rødovreborgere, ledere og ansatte i kommunen. På mødet blev der blandt andet afholdt en cafédebat med input til en ny politik på området, og der fremkom en række gode og spændende forslag til det videre arbejde med en ny politik for børn og unge i kommunen.

Efterfølgende besluttede Kommunalbestyrelsen i februar 2014 at bygge den nye politik op om følgende temaer:

  • Læring og Trivsel
  • Personlig og social udvikling
  • Sundhed og bevægelse
  • Børnekultur
  • Brobygning og netværk
  • Medansvar og indflydelse

Formålet med den nye børne- og ungepolitik i Rødovre Kommune er at beskrive visioner, mål og værdigrundlag for arbejdet med børn og unge i alderen 0-18 år. Den nye politik skal - i lighed med den nugældende - sikre sammenhæng i opgaveløsningen på 0-18 årsområdet, den skal være et anvendeligt styringsredskab i det daglige arbejde med børn og unge i kommunen, og den skal kvalificere den faglige indsats. Politikken skal desuden fungere som et værktøj til at sikre videndeling og skabe dialog mellem forskellige interessenter.

Målgruppen er borgere og brugere, politikere, bestyrelser samt fagpersoner, som arbejder med børn og unge i kommunens institutioner, skoler og andre kommunale tilbud.

Der har i perioden marts-august 2014 været nedsat seks arbejdsgrupper, som har været tværfagligt sammensat med repræsentanter fra de forskellige fagområder. Børne- og Kulturforvaltningens chefgruppe og børnefamiliechefen har udgjort styregruppen. Arbejdsgrupperne og styregruppen fremlægger hermed deres forslag til den nye politik.

Til den endelige udgave af politikken vil der blive taget fotos fra relevante aktiviteter og steder i Rødovre, således at politikken underbygges med eksemplariske fotos fra egen kommune. Desuden er det i styregruppen aftalt, at der skal udarbejdes en pixi-udgave af politikken, som er målrettet børn.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

1. behandling af politikforslag: September 2014
Høring i forældrebestyrelser samt relevante udvalg og råd: Oktober - november 2014
2. behandling af politikforslag / politisk godkendelse: December 2014.

Bilag

Bilag 1: Ny B&U politik samlet dok 24.07.2014

Etablering af Ungecenter
Sag nr. 196

Sagens kerne

Sagen om etablering af et Ungecenter i Ungdomsskolens regi har nu været i høring og genoptages med henblik på endelig beslutning.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
  1. at der pr. 01.01.2015 etableres et ungecenter bestående af 10. klasserne, som overflyttes fra Valhøj Skole, og Rødovre Kommunale Ungdomsskole under den nuværende ungdomsskoles ledelse,
  2. at der nedsættes en arbejdsgruppe med henblik på at vurdere hvilke øvrige rådgivningsfunktioner, ungecenteret skal indeholde,
  3. at vedtægterne for sammensætning og valg af ungdomsskolebestyrelsen tilrettes således, at der sikres repræsentation for 10. klasseafdelingen, samt
  4. at vedtægterne for styrelse af Rødovre Kommunes skolevæsen tilrettes.

Børne- og Skoleudvalget 16-09-2014
Anbefales.

Børne- og Skoleudvalget indstiller at anbefalingerne i RLF's høringssvar indgår i det kommende udvalgsarbejde.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Børne- og Skoleudvalgets anbefaling indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Formålet

Målet med at etablere et ungecenter er:

  1. at styrke Rødovre Kommunes helhedsindsats for at få flere unge til at starte og gennemføre en ungdomsuddannelse,
  2. at styrke og samle Rødovre Kommunes undervisningstilbud efter 9. klasse,
  3. at styrke Rødovre Kommunes brobygningsindsats, herunder etablering af en EUD klasse, og
  4. at samle og styrke indsatsen for at få flere elever til at vælge en erhvervsuddannelse.

Et ungecenter vil skabe en større sammenhæng i de eksisterende tilbud til unge, og det vil være en god ramme for en mere målrettet brobygningsindsats. Netop sammenhæng og helhed er nøgleord i Rødovre Kommunes børne- og ungepolitik.

I forhold til vejlednings- og beskæftigelsesreformerne, som enten er på vej eller er vedtaget, er det Børne- og Kulturforvaltningens opfattelse, at en centrering af indsatsen for overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse for de elever, der ikke går direkte i ungdomsuddannelse efter 9. klasse, vil styrke indsatsen i forhold til at få dem i uddannelse. Sagen skal endvidere ses i lyset af, at 10. klasse ikke er omfattet af folkeskolereformen.

Etableringen af et ungecenter sker ved

  1. at sammenlægge 10. klasse og Rødovre Kommunale Ungdomsskole under ungdomsskoleloven, jf. § 3 stk. 5, og
  2. at samle rådgivnings- og vejledningsindsatsen for Rødovre Kommunes unge i forhold til uddannelses- og erhvervsvalg.

Ved at samle forskellige uddannelses- og brobygningstilbud, forebyggelsestilbud, rådgivnings- og vejledningstilbud kan der i højere grad arbejdes målrettet mod, at så mange unge som muligt fastholdes i relevante uddannelsesforløb, uanset hvilke forudsætninger og livssituationer de har. Herudover vil et ungecenter bedre kunne sikre de unges medindflydelse på deres eget liv og uddannelsesforløb, og der vil kunne arbejdes konkret med ungeinddragelse, medborgerskab og deltagelse. Desuden vil et ungecenter give mulighed for, at viden om og gode erfaringer med de unge kan samles, systematiseres og udbredes. Derved skabes et videnscenter, der kan bidrage aktivt til andre kommunale institutioner og skoler, herunder f.eks. konkret at støtte inklusionsopgaven i folkeskolen.

Etableringsprocessen

Der lægges op til en etablering, der forløber over to etaper.

  1. I første etape sammenlægges 10. klasseskolen og Ungdomsskolen ledelsesmæssigt og organisatorisk. Fysisk er de i forvejen begge beliggende på Skolen ved Milestedet.
  2. I anden etape kobles diverse rådgivnings- og vejledningsfunktioner på ungecenterets aktiviteter. Der kunne f.eks. være tale om SSP, PPR, Jobcenteret, Ungdommens Uddannelsesvejledning og andet. Der nedsættes en arbejdsgruppe med det kommissorium at komme med forslag til, hvilke rådgivningsfunktioner, der med fordel vil kunne tilknyttes ungecenteret.

Der er enighed mellem Valhøj Skoles ledelse og Ungdomsskolens ledelse om, at etablering af et ungecenter er en god ide.

Der er indkommet 8 høringssvar fra skolebestyrelser og MED-udvalg, som alle tilslutter sig forslaget.

Økonomiske konsekvenser

Etableringen af ungecenteret er udgiftsneutral i forhold til etape 1. Den økonomi, der er afsat i forvejen til 10. klasse, overføres pr. 01.01.2015 til Rødovre Kommunale Ungdomsskole.
I forhold til etape 2 kan der være omkostninger til indretning af kontorfaciliteter.

Tidsplan

August 2014 - januar 2015:
Planlægning, indretning af fysiske rammer, ansættelse af ny afdelingsleder til 10. klasseskolen samt etablering af et nyt samlet ledelsesteam.

Januar 2015:
Ungecenteret etableres formelt, og 10. klasseskolen lægges organisatorisk sammen med Ungdomsskolen.

Januar - august 2015:
Forberedelser til implementering af de tværfaglige indsatser i samarbejde med øvrige involverede aktører og inden for de politisk definerede rammer for indsatserne.

Bilag

Bilag 1: Høringssvar MED udvalget - Hendriksholm Skole
Bilag 2: Høringssvar MED udvalget - Valhøj Skole
Bilag 3: Høringssvar Skolebestyrelsen - Nyager Skole
Bilag 4: Høringssvar Skolebestyrelsen - Rødovre Skole
Bilag 5: Høringssvar Skolebestyrelsen - Tinderhøj Skole
Bilag 6: Høringssvar Skolebestyrelsen - Valhøj Skole
Bilag 7: Høringssvar Skolebestyrelsen - Ungdomsskolen
Bilag 8: Høringssvar RLF

Huslejefastsættelse 2015 - Slotsherrens Vænge 6, Ældreboligerne Broparken og Ældrecenter Broparken
Sag nr. 197

Sagens kerne

Godkendelse af DAB´s budgetforslag for 2015 for Slotsherrens Vænge 6, Ældrecentret Broparken og Ældreboligerne Broparken.

Budgetforslagene for Ældreboligerne Broparken og Slotsherrens Vænge 6 er uændrede i forhold til 2014. Konkret betyder dette, at priserne fortsætter uændret på henholdsvis 782 kr. og 1.280 kr. pr. m2. DAB har justeret budgettet for Ældrecentret Broparken i forhold til 2014, hvilket medfører en stigning på 2,5 pct. i 2015. Det betyder, at prisen øges fra 1.372 kr. pr. m2 i 2014 til 1.406 kr. pr. m2 i 2015.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Kommunalbestyrelsen godkender

  1. den foreslåede husleje på 1.406 kr. pr. m2 i Ældrecentret Broparken for 2015,
  2. den foreslåede husleje på 1.280 kr. pr. m2 i Slotsherrens Vænge 6 for 2015,
  3. den foreslåede husleje på 782 kr. pr. m2 i Ældreboligerne Broparken for 2015.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

DAB fremsender budgetforslagene for 2015 for Slotsherrens Vænge 6, Ældreboligerne Broparken og Ældrecentret Broparken. Af budgetforslagene fremgår det,

  • at de budgetterede udgifter for Slotsherrens Vænge 6 fortsætter uændret med 5.024.000 kr. - svarende til at prisen fortsat udgør 1.280 kr. pr. m2,
  • at de budgetterede udgifter for Ældreboligerne Broparken forsætter uændret med 2.960.000 kr. - svarende til at prisen fortsat udgør 782 kr. pr. m2,
  • at DAB på baggrund af regnskab 2013 har justeret enkelte budgetposter for Ældrecentret Broparken, således at det samlede budget i 2015 øges med 2,5 pct. til 7.433.000 kr. - svarende til at prisen udgør 1.406 kr. pr. m2.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger.

Økonomiske konsekvenser

Da huslejen er en omkostningsbestemt husleje, er der ingen kommunaløkonomiske konsekvenser for så vidt angår Ældreboligerne Broparken, Ældrecentret Broparken og Bofællesskaberne på 1. sal på Slotsherrens Vænge 6.

Da Rødovre Kommune står som lejer af rehabiliterings- og akut pladserne på Slotsherrens Vænge 6 vil der være en marginal besparelse i forhold til det fremskrevne budget.

Tidsplan

Huslejen skal varsles med 3 måneders varsel til ikrafttræden den 1. januar 2015.

Bilag

Bilag 1: Ældrecentret Broparken - budgetudkast 2015
Bilag 2: Ældreboligerne Broparken - budgetudkast 2015
Bilag 3: Slotsherrens Vænge 6 - budgetudkast 2015

Ansøgning om støtte fra puljen til løft af ældreområdet 2015
Sag nr. 198

Sagens kerne

I fobindelse med vedtagelsen af finansloven for 2014 blev der afsat 1 milliard kr. årligt til en pulje til et permanent løft på det kommunale ældreområdet.

Midlerne fordeles til kommunerne på baggrund af en objektiv fordelingsnøgle for udgiftbehovet på ældreområdet. Rødovre Kommunes andel af midlerne i 2015 er 7,530 mio. kr.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at de aktiviteter, Kommunalbestyrelsen godkendte for 2014, videreføres i 2015.

Social- og Sundhedsudvalget 16-09-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen godkendte på sit møde den 25. februar 2014 (sag nr. 40), Social- og Sundhedsforvaltningens forslag til udmøntning af midlerne. Forslagene tog udgangspunkt i Social- og Sundhedsudvalgets drøftelser i forbindelse med forelæggelse af tilsynsrapporter og kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp samt tilbagemeldinger fra brugere og pårørende.

De fire aktiviteter, der er iværksat i 2014, som foreslås videreført er:

  1. Hovedrengøring, der tilbydes de borgere, der er visiteret til rengøring. Hovedrengøring tilbydes en gang årligt.
  2. Hverdagsrehabilitering, hvor der sikres en sammenhæng imellem den træning, borgeren modtager i Træningscenteret, og den videre træning samt vedligeholdelse af færdigheder, der skal ske i borgerens eget hjem. Indsatsen visiteres som en ydelse i hjemmet udført af kommunal eller privat leverandør af hjemmehjælp.
  3. De sociale aktiviteter på de fire plejehjem er styrket gennem ansættelse af en medarbejder med ansvar for at skabe liv og aktiviteter i dagligdagen for beboerne.
  4. Demensindsatsen er styrket igennem etablering af seks døgnaflastningspladser og to daghjemspladser på plejehjemmet Engskrænten. Indsatsen imødekommer et stigende behov for døgnaflastning af pårørende, der lever sammen med en dement ægtefælle, samt mulighed for afklaringsophold af uafklarede borgere med demenslignende symptomer.

Social- og Sundhedsforvaltningen har fået positive tilbagemeldinger på de nye tiltag, og vil på udvalgsmødet i november forelægge en evaluering af de iværksatte aktiviteter.

Seniorrådet har drøftet udmøntningen for 2015, og rådet foreslår de iværksatte tiltag videreført.

Lov- og plangrundlag

Finansloven for 2014.

Økonomiske konsekvenser

Videreførelsen af aktiviteterne er udgiftneutrale for Rødovre Kommune, da de finansieres af puljemidlerne.

Udgifterne bogføres på en seperat konto, så det kan dokumenteres, at puljemidlerne anvendes til de nævnte formål.

Tidsplan

Ansøgningsfrist til puljen er den 26 september 2014.

Opfølgning på rammepapiret Kommunernes fælles rolle - udviklingen af det nære sundhedsvæsen i 2014 - 2015
Sag nr. 199

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen godkendte på møde den 19. marts 2013 (sag nr. 45) KKR´s rammepapir "Kommunernes fælles rolle - udviklingen af det nære sundhedsvæsen". Revideret udgave af rammepapiret og opfølgning på de fælles kommunale målsætninger i rammepapiret forelægges hermed til orientering.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at det reviderede rammepapir "Kommunernes fælles rolle - udviklingen af det nære sundhedsvæsen i 2014 - 2015" og opfølgning på indsatserne i rammepapiret "Kommuernes fælles rolle - udviklingen af det nære sundhedsvæsen" fra 2013 forelægges til orientering.

Social- og Sundhedsudvalget 16-09-2014
Indstilles taget til efterretning.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles taget til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Kommunekontaktrådet (KKR) i Hovedstaden har den 11. juni 2014 godkendt revideret udgave af rammepapiret "Kommunernes fælles rolle - udviklingen af det nære sundhedsvæsen" fra 2013 samt opfølgning på målsætningerne for udviklingen af det nære sundhedsvæsen i kommunerne.

Det reviderede rammepapir for 2014-2015 (se bilag 1) er en videreførsel af rammepapiret for 2013. Der er tre indsatser, hvor målopfyldelsen er 100 procent, hvor indsatserne derfor udgår af det reviderede rammepapir. Det drejer sig om følgende:

  • Implementering af "træning før hjælp"/hverdagsrehabilitering for at understøtte borgernes selvhjulpenhed
  • Kommunerne skal have ensartet samarbejde med hospitaler om udskrivninger i form af kommunikationsaftalen for indlæggelser og udskrivninger
  • Alle kommuner skal have taget stilling til forløbsprogrammet for hjerte-kar i 2013, og halvdelen af kommunerne skal have påbegyndt implementeringen inden udgangen af 2013

Der er i det reviderede rammepapir tilføjet en målsætning om kommunernes implementering af Fælles Medicinkort (FMK). Implementering af FMK er en del af økonomiaftalen for 2014 og indføjes i rammepapiret for at fastholde fokus på opgaven i kommunerne.

KKR har besluttet en begrænset revision af rammepapiret for 2013 samt en udvidelse af tidshorisonten til 2015 for at skabe sammenhæng til processen omkring sundhedsaftalen III, som skal være indgået senest i januar 2015.

Derudover er der ikke foretaget afgørende ændringer i rammepapiret for 2013, hvilket også er grundlaget for, at rammepapiret udelukkende er godkendt administrativt i KKR.

Der er udarbejdet en opfølgning på rammeaftalen fra 2013, som viser, at kommunerne har været meget aktive i 2013 og er nået langt med implementeringen af indsatserne (se bilag 2).

KKR har lavet en oversigt over de kommunefordelte data, som giver kommunerne mulighed for at sammenligne sig med hinanden og se hvilke kommuner, der er kommet længst med indsatserne (se bilag 3).

Oversigten viser, at Rødovre Kommune er godt med i forhold til implementering af forebyggelsespakker og forløbsprogrammer. Udviklingspunkter er samarbejde på tværs med andre kommuner og udvikling af systematisk ledelsesinformation i forhold til politikere, direktører og fagledere.

Der vil i 2014 og 2015 være fokus på at komme helt i mål med indsatserne. Både i det reviderede rammepapir for det nære sundhedsvæsen (somatikken) og det nye rammepapir for psykiatrien, som blev godkendt i kommunerne inden sommerferien.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Kommunernes fælles rolle - udviklingen af det nære sundhedsvæsen 2014-2015
Bilag 2: Opfølgning på rammepapiret "Kommunernes fælles rolle - udviklingen af det nære sundhedsvæsen" fra 2013
Bilag 3: Kommunefordelte data - "skal" opgaver

Godkendelse af Styringsaftale 2015 for det specialiserede socialområde og specialundervisning
Sag nr. 200

Sagens kerne

Den årlige rammeaftale på det specialiserede socialområde består af en udviklingsstrategi og en styringsaftale. Udviklingsstrategien for 2015 blev behandlet af Kommunalbestyrelsen den 27. maj 2014 (sag nr. 130).

Styringsaftalen er behandlet i KKR Hovedstaden den 11. juni 2014 og anbefalet til godkendelse i kommunerne - dog med forbehold fra SF vedrørende den foreslående takstbesparelse.

Sagen behandles samtidig i Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Skoleudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at styringsaftalen for 2015 godkendes.

Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Skoleudvalget 16-09-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Formålet med styringsaftalen er at sætte rammerne for kapacitets- og prisudviklingen på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet for kommunerne i hovedstadsregionen.

I oplægget til aftalen for 2015 påkalder primært to forhold sig opmærksomhed:

  1. Takstniveauerne reduceres med 1% i perioden 2014-2016
  2. KKR opfordrer kommunerne som driftsherrer til at arbejde systematisk med en række forhold med henblik på at sikre effektiv ressourceudnyttelse og innovativ udvikling af tilbuddene på området.

Ad 1:
Reduktionen er indarbejdet i Rødovre Kommunes budgetforslag for 2015ff, idet institutionernes driftsbudgetter og takstniveauer er sat ned. I takstgrundlaget er der dog samtidig indarbejdet en andel af den fælles barselspulje, hvilket der er adgang til i henhold til Styringsaftalen, men som hidtil ikke har været praksis i Rødovre. Endvidere er Skovmoseskolen og Fritidshjemmet Espevang lagt sammen som følge af skolereformen, og der er beregnet en ny takst for helhedstilbuddet. Derudover er der foretaget andre reguleringer af taksterne - alle i overensstemmelse med retningslinjerne i styringsaftalen.

Ad 2:
Anbefalingerne (aftalens side 11) omhandler blandt andet anvendelse af differentierede takster på de enkelte tilbud samt fokus på sammenhæng mellem økonomi og effekt, på dokumentation af indsatsernes effekt og på anvendelse af velfærdsteknologi. Direktionen har som tema for Rødovre Kommunes Udviklingsaftaler for 2015-16 valgt "effektmåling" som fokusområde, og velfærdsteknologi er et af projekterne under visionen for velfærdsfornyelse - "Sammen om Rødovre".

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse 1021 af 20-08-2013 om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde

Styringsaftalen er en del af Den sociale Rammeaftale for Hovedstadsregionen

Der forventes en ny takstbekendstbekendtgørelse pr. 1. januar 2015. Lovforslaget er dog ikke fremsat endnu, hvorfor det kan blive aktuelt med et tillæg til Styringsaftalen for 2015.

Økonomiske konsekvenser

De økonomiske konsekvenser er indarbejdet i budgetforslaget for 2015ff.

Tidsplan

Styringsaftalerne skal indgås årligt inden den 15. oktober med virkning fra 1. januar det følgende år.

Bilag

Bilag 1: Hovedstadsregionens Styringsaftale i Rammeaftale 2015

Beskæftigelsesplan 2015
Sag nr. 201

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger beskæftigelsesplan for 2015.

Beskæftigelsesplanen modsvarer de udfordringer, der er på det regionale og lokale arbejdsmarked, og opstiller mål for beskæftigelsesindsatsen. Beskæftigelsesplanen omhandler den borgerrettede og virksomhedsrettede prioriterede indsats og dermed ikke alle Rødovre Jobcenters aktiviteter.

Beskæftigelsesplanen har været til høring i Beskæftigelsesregionen for Hovedstaden og Sjælland samt i det Lokale Beskæftigelsesråd. Høringen har ikke givet anledning til ændringer. Høringssvaret er vedlagt som bilag.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Beskæftigelsesplan 2015 godkendes.

Beskæftigelsesudvalget 16-09-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Beskæftigelsesministeren udmelder årligt de indsatsområder, som skal prioriteres i beskæftigelsesplanen, samt eventuelle standarder for opfyldelse af kvantitative mål. Beskæftigelsesministerens brev til kommunerne om mål for 2015 er vedlagt som bilag.

Derudover udmelder Kommunalbestyrelsen i Rødovre egne mål for den lokale beskæftigelsesindsats.

Som noget nyt har beskæftigelsesministeren udmeldt, at der for 2015 ikke er krav om opstilling af kvantitative mål for indsatsområderne, som er i overensstemmelse med regionale målsætninger. Det er forvaltningens vurdering, at beskæftigelsesministerens målområder er dækkende for de udfordringer, der forestår lokalt i Rødovre, og at Kommunalbestyrelsen derfor med fordel kan formulere egne mål i sammenhæng med ministerens mål.  

Beskæftigelsesministeren har udmeldt følgende mål:

  1. Flere unge skal have en uddannelse
  2. Langvarige modtagere af offentlig forsørgelse skal have en tværfaglig og sammenhængende indsats, der har sigte på en større tilknytning til arbejdsmarkedet.
  3. Langtidsledigheden skal bekæmpes
  4. Tættere kontakt og styrket dialog med virksomhederne.

Social- og Sundhedsforvaltningen foreslår Kommunalbestyrelsen følgende mål:

Ad 1) Antallet af unge på uddannelseshjælp skal nedbringes fra 312 ved udgangen af 2013 til 260 ved udgangen af 2015 (en nedbringelse på 16,7 %).

Ad 2) Ledighedsprocenten blandt berettigede til fleksjob skal nedbringes fra 26,6 % ved udgangen af 2013 til 22 % ved udgangen af 2015 (en nedbringelse på 4,6 procentpoint).

Ad 3) Antallet af kontanthjælpsmodtagere over 30 år skal nedbringes fra 943 ved udgangen af 2013 til 820 ved udgangen af 2015 (en nedbringelse på 13 % målt som fuldtidsledige). Antallet af langtidsledige skal nedbringes fra 301 ved udgangen af 2013 til 260 ved udgangen af 2015 (en nedbringelse på 13,6 %).

Ad 4) Rødovre Jobcenter skal øge samarbejdsgraden med lokale virksomheder fra 20 % i 2013 til 23 % ved udgangen af 2015 – idet dog ca. 2/3 af de virksomheder, som jobcentret samarbejder med, fortsat skal ligge udenfor kommunegrænsen.

Den overordnede strategi, som er uddybet i beskæftigelsesplanen, er at tilstræbe en mere individuel tilgang til beskæftigelsesindsatsen overfor den enkelte ledige. At understøtte at de ledige, der kan selv, skal selv. At fokus er på de langtidsledige og unge, der skal i uddannelse, samt på at kvalificere den sammenhængende og tværfaglige indsats for ledige og sygemeldte med komplekse problemstillinger.

Lov- og plangrundlag

Lov om styring af den aktive beskæftigelsesindsats.

Økonomiske konsekvenser

Jævnfør budget 2015.

Tidsplan

Beskæftigelsesplanen offentliggøres senest januar 2015.

Bilag

Bilag 1: Beskæftigelsesregion bemærkninger BP15 Rødovre
Bilag 2: LBR Rødovre - Høringssvar til Beskæftigelsesplan 2015
Bilag 3: Brev fra beskæftigelsesministeren om udmelding af de beskæftigelsespolitiske mål for 2015

Forslag til proces for udarbejdelse af Rødovre Kommunes udsattepolitik
Sag nr. 202

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger et forslag til proces- og tidsplan for udarbejdelse af en udsattepolitik.

Sagen behandles samtidig i Beskæftigelsesudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedforvaltningen indstiller,

at forslaget til udarbejdelse af en udsattepolitik godkendes.

Beskæftigelsesudvalget og Social- og Sundhedsudvalget 16-09-2014
Anbefales.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Udsattepolitikken skal definere rammerne for Rødovre Kommunes arbejde med socialt udsatte borgere og fungere som omdrejningspunkt for indsatserne på området. Politikkens mål er at skabe en vision for arbejdet med socialt udsatte i Rødovre og understøtte visionen med konkrete, dynamiske og målbare handlinger.

Politikken skal medvirke til at udvikle og synliggøre indsatsen for de udsatte borgere i Rødovre Kommune samt sætte fokus på ulighed, retssikkerhed og tværfagligt samarbejde i arbejdet med målgruppen.

Det er hensigten, at politikken ved aktivt at inddrage borgere, politikere og medarbejdere i Rødovre skal sikres et bredt fundament og et fælles kommunalt ejerskab.

Social- og Sundhedsforvaltningen har udarbejdet et forslag til, hvordan og hvornår processen for udarbejdelse af udsattepolitikken kan foregå (se bilag). Der lægges op til inddragelse af borgere, medarbejdere og interessenter udenfor organisationen som eksempelvis beboerrådgivere og landsorganisationer (centrale og lokale) på området.

Procesplanen beskriver kort fortalt "indhold og fokus", "organisering og ansvar" samt "processen". I tidsplanen lægges der op til, at udarbejdelsen går i gang umiddelbart efter politisk behandling i september og afsluttes i maj 2015 med politisk godkendelse.

Lov- og plangrundlag

Politikken er en udmøntning af intentioner i serviceloven og sundhedsloven.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Se bilag (tidsplan).

Bilag

Bilag 1: Tidsplan
Bilag 2: Procesplan for udsattepolitikken

Rødovre Boligselskab afd. 5. Skoleparken I. Godkendelse af lejestigning og kommunal garanti
Sag nr. 203

Sagens kerne

Rødovre Boligselskab har for afd. 5 Skoleparken I (Gunnekær 11-45 og Birkmosevej 1-43) ansøgt om godkendelse af udskiftning af tag og facaderenovering samt låneoptagelse, lejestigning og kommunal garanti i forbindelse hermed.

Indstilling

Fællesforvaltningen indstiller:

  1. at boligselskabets optagelse af lån og derefter følgende lejestigning godkendes.
  2. at det godkendes, at kommunen yder garanti ved boligselskabets optagelse af lån.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt, idet det ikke vurderes hensigtsmæssigt, at fremme flere tilsvarende sager, førend det generelle spørgsmål om hjemfaldsklausuler er afklaret.

Beslutning

Økonomiudvalgets anbefaling godkendt.

Sagsfremstilling

Afdelingens tagbelægning er nedslidt med afskalninger og huller, som medfører øget risiko for vandindtrængen. Tagvinduerne trænger til udskiftning og pladerne på siderne af kvistene er generelt knækkede med risiko for opfugtning. Udluftning fra boliger er ikke tilsluttet korrekt og om vinteren er der problemer med fygesne. Der ønskes blandt andet udskiftning af tagbelægning til eternitplader som i dag, asbestsanering, ny isolering, nye tagrender og nedløb og nye inddækninger og tagvinduer samt rensning af ventilationskanaler. Derudover ønskes udskiftning af vinduer og døre, da der er utætheder og de er ved at nå en alder, hvor der er behov for udskiftning. Facader og gavle ønskes isoleret, hvilket vil mindske kuldebroer og give energibesparelser.

Projekt og finansiering er godkendt på ekstaordinært beboermøde den 3. oktober 2013 og af Rødovre Boligselskabs Hovedbestyrelse den 19. marts 2014. Udgiften udgør 68.756.000 kr. og finansieres med 12.136.333 kr. fra egen trækningsret og 5.619.867 kr. fra planlagt vedligeholdelse og et 30-årigt realkreditlån på 51.000.000 kr. Der ansøges således om lånoptagelse på 51.000.000 kr.

Den gennemsnitlige årsleje i 2014 er på 684 kr/m2. Projektet medfører en lejestigning til 886 kr./m2, svarende til en lejestigning på ca 30%. Selskabets dispositionsfond yder tilskud til energirenoveringen, som nedtrappes over en 10 årig periode. Første år er tilskuddet 960.000 kr. svarende til 66 kr./m2, hvilket betyder at kvadratmeterlejen første år efter renoveringen i år 2016 bliver 818 kr./m2, svarende til ca. 20%. Der påregnes en besparelse i energiforbruget med projektets gennemførelse.

Projektet planlægges gennemført i perioden 1. oktober 2014 til december 2016.

Der er hjemfaldspligt på ejendommen. Det betyder, at kreditforeningen værdiansætter ejendommen til en lavere værdi, hvorefter der er behov for kommunal garanti i forbindelse med låneoptagelse. Kommunens garanti udgør 20,80 % af lånet svarende til 10.608.000 kr. Den kommunale garanti vil kun blive aktuel i den situation, hvor afdelingen måtte gå konkurs.

Lov- og plangrundlag

Kommunalbestyrelsen har i sit møde den 30. november 1999 bemyndiget Økonomiudvalget til at afgøre sager i henhold til Bekendtgørelse om drift af almene boliger § 76, stk. 4 med efterfølgende orientering til kommunalbestyrelsen, hvis den gennemsnitlige lejestigning udgør mere end 15 %. På mødet blev endvidere besluttet, at Fællesforvaltningen kan afgøre sagerne administrativt, hvis den gennemsnitlige lejestigning udgør 15 % eller derunder.

Økonomiske konsekvenser

Lånoptagelse i afdeling 5 forudsætter en kommunal garanti på 10.608.000 kr.

Bilag

Bilag 1: Ansøgning afd. 5

Frigivelse af midler til it-system på det specialiserede socialområde
Sag nr. 204

Sagens kerne

I forbindelse med udbud af nyt it system på det specialiserede område, blev systemet AS2007 (leverandør CGI) valgt til brug i Rødovre Kommune i perioden 01.07.2014-30.06.2017.
På den baggrund ansøges om frigivelse af det i investeringsoversigten afsatte rådighedsbeløb til anskaffelse af nyt it system på det specialiserede område.

Anskaffelsen af AS2007 har vist sig at være 200.000 kr. dyrere end budgetteret, og der ansøges derfor om en tillægsbevilling, som finansieres af overskydende anlægsmidler fra anlægssagen vedrørende "Regnskab for opgradering af Office-pakke", jf. den efterfølgende sag på dagsordenen.

Indstilling

Fællesforvaltningen indstiller,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 700.000 kr. til frigivelse af rådighedsbeløb til anskaffelse af nyt it system på det specialiserede område
  2. at der afsættes et tillæg til rådighedsbeløbet på 200.000 kr., der finansieres af overskydende midler fra regnskabet for anlæg vedrørende "Regnskab for opgradering af Office-pakke", jf. den efterfølgende sag på dagsordenen
  3. at der gives et tillæg til anlægsbevillingen på 200.000 kr. til frigivelse af rådighedsbeløb.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

På foranledning af udløb af kontraktperiode på det nuværende it system på det specialiserede område, KMD Børn og Voksne, har der i 2013/2014 været udbud på nyt it system. Som noget nyt har udbuddet skullet tage højde for, at it systemet skulle opfylde de nye lovkrav om et "DUBU lignende system". Kort beskrevet går det ud på krav til overblik, dokumentation og bedre økonomistyring.

Udbuddet resulterede i et valg af it systemet AS2007, som leveres af CGI. Anskaffelsen af systemet har vist sig at være 200.000 kr. dyrere end det skønnede beløb på 700.000 kr., som fremgår af investeringsoversigten for 2014. Dette skyldes, at man på tidspunktet for udarbejdelsen af budget 2014, ikke havde modtaget tilbud fra leverandører. Derfor er det skønnede beløb fremkommet ved en gennemsnitsberegning af tilbud fra et tidligere udbud.

Som led i implementeringen af et sammenhængende ledelsesinformationssystem (LIS) ønskes at tilkøbe en KMD snitflade til AS2007, der gør det muligt at få data fra AS2007 ind i kommunens ledelsesinformationsplatform, hvorved data fra det specialiserede område kan kombineres med blandt andet økonomidata og aktivitetsdata. Ledelsesinformation på området giver en lettere adgang til at følge disponeringerne på de specialiserede område, hvilket giver forbedret mulighed for at økonomistyre. Driften af snitfladen til KMD kan afholdes indenfor den ramme, der er afsat til drift af AS2007, mens anskaffelsesudgifterne på 100.000 kr. foreslås finansieret af overskydende midler fra regnskabet for anlæg vedrørende "Regnskab for opgradering af Office-pakke", jf. den efterfølgende sag på dagsordenen.

Økonomiske konsekvenser

Anlægsudgifter til it-system på det specialiserede område finansieres ved:

  • frigivelse af de på investeringsoversigten (2014) afsatte 700.000 kr.
  • mindreforbrug på anlægssag vedrørende "Licenser og Undervisning" anvendes til finansiering af de resterende anlægsudgifter på 200.000 kr.

Tidsplan

Systemet forventes fuldt implementeret primo 2015.

Regnskab for opgradering af Office-pakke
Sag nr. 205

Sagens kerne

Regnskabsaflæggelse for opgradering af officepakke fra 2003 til 2010, anskaffelse af Outlook til afløsning for Notes, samt undervisning i officepakke og Outlook.

Indstilling

Fællesforvaltningen indstiller,

  1. at regnskabet godkendes
  2. at 200.000 kr. af mindreudgiften anvendes til merudgifter til til anskaffelse af AS 2007
  3. at 100.000 kr. anvendes til anskaffelse af snitflade mellem AS 2007 og ledelsesinformationssystemet LIS
  4. at 181.534 kr. tilgår kassen i 2014.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen gav den 28. august 2012 anlægsbevilling til anskaffelse af nyere version af kontorpakken 'Microsoft Office' (sag nr. 247 'Anlægsbevilling til opdatering af Office-pakke i 2012 samt ændring af kalender- og mailsystem'). Kontorpakken er skiftet fra Office 2003 til 2010. For at skabe den bedste integration til vores mailsystem, ESDH-system og andre systemer, er mailsystem skiftet fra Notes til Outlook.

Skiftet af Office-pakke er især begrundet i, at mange af de anvendte fagsystemer, er udviklet eller opgraderet til at virke bedst muligt med en Office-pakke i version 2010 eller nyere, ligesom den generelle support på Office-pakke 2003 var på vej til at bortfalde. Udover en forventning af anvendelse af en nyere Office-pakke, så er næsten alle systemer udviklet i forhold til afvikling i office-miljø. Systemerne kan, som oftest mod en medudgift, bringes til at fungere i Notes-miljø, men ofte med tab af funktionaliteter til følge.

Anlægsbevilling

3.884.300 kr.

Forbrug

3.402.766 kr.

Mindreforbrug

481.534 kr.

Økonomiske konsekvenser

Anskaffelsen af Office 2010 medfører ingen årlige driftsudgfter. Opgraderingen er sket som en engangsinvestering uden opgraderingsudgifter.

Tidsplan

Opgradering og undervisning er gennemført.

Årsregnskab 2013 - revisionsberetning
Sag nr. 206

Sagens kerne

BDO Kommunernes revision har fremsendt beretning nr. 17 vedrørende den afsluttende revision for regnskabsåret 2013.

Indstilling

Økonomi - og Personaleforvaltningen indstiller,

  1. at beretning nr. 17 tages til efterretning
  2. at Økonomi - og Personaleforvaltningens svar til revisionens bemærkning godkendes
  3. at regnskab 2013 godkendes.

Økonomiudvalget 24-09-2014
Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

BDO Kommunernes Revision har fremsendt beretning nr. 17 om revisionsarbejde vedrørende den afsluttende revision for regnskabsår 2013.

Det er generelt en pæn beretning, som understøtter, at der er godt styr på den finansielle del i Rødovre Kommune. Revisionen har dog en enkelt bemærkning jvf. afsnit 1.5.2., en procedurebemærkning. Revisionen finder, at administrationen ikke har overholdt reglerne, da revisionsaftalen, som er en standardskrivelse, ikke er forelagt til politisk behandling.

Revisionen har afgivet følgende bemærkning:
"Vi har den 4. marts 2014 afgivet beretning nummer 15 om revisionsaftale. I beretningen redegøres for ledelsens og revisors opgaver og ansvarsfordeling samt for revisionens tilrettelæggelse, udførelse og rapportering m.v.
Det fremgår ikke af kommunalbestyrelsesreferater, at beretningen har været forelagt til politisk behandling. Administrationen har oplyst, at beretningen ikke er forelagt kommunalbestyrelsen med henvisning til afholdelse af interne seminarer om emnet for den nye kommunalbestyrelse. Lov om Kommunernes Styrelse (Styrelsesloven) foreskriver at revisionen afgiver beretning i årets løb, når det er foreskrevet, eller når revisionen finder det hensigtsmæssigt ligesom at Kommunalbestyrelsens formand sørger for, at revisionens beretninger udsendes til Kommunalbestyrelsens medlemmer senest 7 dage efter modtagelsen. Styrelseslovens bestemmelser ses derfor ikke overholdt, hvorfor vi henstiller, at beretning nummer 15 om revisionsaftale forelægges Kommunalbestyrelsen samt at det sikres, at Styrelseslovens bestemmelser vedrørende revisionens beretninger fremadrettet overholdes".

Økonomi- og Personaleforvaltningen har følgende bemærkning til revisionsbemærkningen:
Revisionsaftalen er en uddybning af kommunalbestyrelsens og revisors opgaver samt ansvarsfordeling, som er beskrevet i den kommunale styrelseslov. BDO Kommunernes Revision har valgt at kalde revisionsaftalen for en beretning og henviser i den sammenhæng til den kommunale styrelseslov. Administrationen er selvfølgelig enig med BDO Kommunernes Revision i, at det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen er bekendt med kommunalbestyrelsens og revisors opgave samt ansvarsfordeling. Administrationen vil selvfølgelig sørge for, at den nuværende revisionsaftale er tilgængelig for kommunalbestyrelsen via KBnettet.

I december 2013 valgte kommunalbestyrelsen PriceWaterhouseCoopers (PWC) som ny revisor for Rødovre Kommune (regnskab 2014 til 2016).

Ikke- korrigerede forhold jvf. afsnit 1.3
Posteringsmæssigt slutter regnskabet ultimo marts 2014 og revideringen af årsregnskabet blev først påbegyndt i april 2014. Det har derfor ikke været muligt at rette de to nævnte forhold, men der vil ske en primokorrektion i regnskab 2014.

Lov- og plangrundlag

Indenrigs- og Økonomiministeriets bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. (bekendtgørelse nr. 868 af 3. juli 2014).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Kommunens årsregnskab sendes inden udganen af september til tilsynsmyndigheden sammen med beretningen og de afgørelser, som Kommunalbestyrelsen har truffet i forbindelse hermed. Kommunalbestyrelsens afgørelser sendes samtidig til revisionen.

Bilag

Bilag 1: Afsluttende beretning 2013

Diverse
Sag nr. 207

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Forlængelse af åremålsaftale
Sag nr. 208

Beslutning

Godkendt.

Diverse
Sag nr. 209

Beslutning

Taget til efterretning.


Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl.: 19:03