Kommunalbestyrelsen

08-10-2019

Medlemmer

Formand Erik Nielsen (A)
Michel Berg (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Lene Due (A)
Britt Jensen (A)
Jan Kongebro (A)
Pia Hess Larsen (A)
Brian Møller (A)
Steen Skriver Rasmussen (A)
Annie Arnoldsen Petersen (A)
Flemming Lunde Østergaard (A)
Mogens Brauer (C)
Kim Drejer Nielsen (C)
Anders Torm Nielsen (C)
Kenneth Rasmussen (F)
Kim Hammer (O)
Claus Gisselmann Olsen (UP)
Marianne Christensen (Ø)
Peter Mikkelsen (Ø)
Birgitte Glifberg (A), Suppleant for Brian Møller (A)

Fraværende

Pia Hess Larsen (A), sag 139 og 140
Brian Møller (A), sag 139 og 140

Sager 139 - 140

Fold alle ud

1. Behandling af Budgetforslag 2020 - budgetoverslagsår 2021-2023
Sag nr. 139

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Økonomiudvalget godkendte den 19. juni 2019 at fremsende Budgetoplæg 2020 (2021-2023) til 1. behandling i Økonomiudvalget den 21. august 2019.

På baggrund af budgetoplægget fremlægges budgetforslaget hermed til 1. behandling. Budgetforslagets indhold beskrives nedenfor.

Siden udarbejdelsen af budgetoplægget og af Budgetforslagspublikationen 2020 (2021-2023) har regeringen og KL indgået en økonomisk aftale om kommunernes økonomi for 2020. De økonomiske konsekvenser af aftalen vil, i lighed med tidligere år, blive fremlagt som tekniske ændringsforslag. Hvor det er muligt, er der i denne sag redegjort for de økonomiske konsekvenser af aftalen, som supplement til de tal, der fremgår af budgetforslaget.

Sagen er siden fremlæggelsen i Økonomiudvalget blevet suppleret med et bilag 6. Bilaget viser de foreløbige beregninger på indtægtssiden af økonomiaftalen.

Indstilling

Ressource- og Serviceforvaltningen indstiller,

at Budgetforslaget 2020 (2021-2023) fremsendes til 1. behandling i Kommunalbestyrelsen.


Økonomiudvalget, 18. september 2019, pkt. 162:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Budgetforslaget 2020 (2021-2023) henvises til 2. behandling i Økonomiudvalget den 30. oktober og efterfølgende i Kommunalbestyrelsen den 5. november.

Sagsfremstilling

1. Drift
Budgetforslaget tager udgangspunkt i det politisk vedtagne budget 2019 (2020-2022), som Kommunalbestyrelsen godkendte i oktober måned 2018. Hertil kommer pris- og lønfremskrivning, ændringer som følge af ændrede befolkningsforudsætninger, konsekvenser af beslutninger truffet af Kommunalbestyrelsen efter vedtagelsen af budget 2019 og ændringer som skyldes ny lovgivning eller regler.

Budgetforslagets driftsudgifter udarbejdes efter rammeprincipper, hvis sigte er at vise hvad der - alt andet lige - vil være råd til. Der vil fortsat være behov for en konkret vurdering og politisk stillingtagen til den overordnede prioritering.

Budgetforslagets nettodriftsudgifter udgør 2.831 mio. kr. i 2020. Driftsudgifterne fordelt på udvalg fremgår af tabel 1 i bilag 1.

Effektiviseringsforslag/væsentlige ændringer
Der er i lighed med tidligere år indarbejdet effektiviseringsforslag/serviceomlægninger og servicereduktioner i budgetforslaget. De indarbejdede forslag til effektiviseringer/serviceomlægninger og servicereduktioner fremgår af bilag 3, og er indarbejdet som såkaldte "grå bokse" i budgetforslagspublikationen. Budgetforslagspublikationen er lagt på kommunens hjemmeside og på kb-net forud for 1. behandlingen af budgetforslaget.

Der er ligeledes i lighed med tidligere år indarbejdet væsentlige ændringer i budgetforslaget, med henblik på at holde uændret serviceniveau, honorere lovkrav, mv. De indarbejdede væsentlige ændringer fremgår af bilag 4, og er indarbejdet som såkaldte "hvide bokse" i budgetforslagspublikationen.

Øvrige bemærkninger til driftsudgifterne
Nettodriftsudgifternes fordeling på hovedkonti og de fire budgetår fremgår af hovedoversigten i bilag 2.

KL og regeringen har i september måned indgået en økonomisk aftale for 2020. Som følge af aftalen er der nye pris- og lønskøn for KL, samt andre konsekvenser af den økonomiske aftale mv., der fører til ændringer til budgetforslaget. Alle ændringer til budgetforslaget bliver fremlagt i de tekniske ændringsforslag. I bilag 6 er vist foreløbige skøn for dele af de økonomiske konsekvenser af den økonomiske aftale for 2020, som vil blive fremlagt endeligt i de tekniske ændringsforslag.

De foreløbige skøn i bilag 6 omhandler de forventede ændringer til kommunens skatteindtægter og indtægter fra tilskuds- og udligningsordningerne, forudsat at Kommunalbestyrelsen vælger statsgaranterede skatte- og tilskuds- og udligningsbeløb. Derudover er der i bilag 6 et beregnet skøn for effekten af nye pris- og lønskøn på udgiftssiden.

Øvrige ændringer på udgiftssiden af kommunens budget vil først foreligge i de tekniske ændringsforslag, der udsendes til Kommunalbestyrelsen den 9. oktober 2019, og de indgår derfor ikke i bilag 6. Hertil kommer, at ministeriets svar på kommunens ansøgninger om tilskud og låneadgang forventes udmeldt den 7. oktober. Eventuelle tilskud mv. ventes ligeledes indarbejdet i de tekniske ændringsforslag. 

Budgetforslaget baserer sig på opdaterede tal for kommunens befolkningsprognose. Forslag om investeringer og øvrige justeringer i budgettet som følge af den igangværende byudvikling fremlægges løbende, når behovet er kendt. I år er de aktuelle skøn for udbygning af Karrébyen indarbejdet i Investeringsoversigten i bilag 5.

Der er konstateret et fortsat pres på ældreområdet, og på specialområdet for børn og unge. Til imødegåelse af dette pres er indarbejdet forslag til servicereduktioner, som er præsenteret i bilag 3 sammen med effektiviseringsforslag og forslag til serviceomlægninger.

Børne- og Kulturforvaltningen har i junimøderækken 2019 fremlagt en sag om Folkeskoleforliget. Sagens økonomiske konsekvenser er indarbejdet i Budgetforslaget og beskrevet i en såkaldt "hvid boks", jf. tillige bilag 4.

Kommunens mellemværende med fjernvarmen følges løbende. Eventuelle ændringer i budgettet for fjernvarme, vil blive fremlagt som tekniske ændringsforslag.

2. Anlæg
I budgetforslaget er indarbejdet anlægsudgifter svarende til investeringsoversigten i bilag 5. Alle beløb er i 2020-priser. Der afsættes 86,8 mio. kr. til anlæg i 2020, jf. bilag 5, heraf 0,8 mio. kr. på det brugerfinansierede område. Nettoudgifterne på anlæg fordelt på udvalg fremgår af tabel 2 i bilag 1.

Indarbejdelse af Karrébyen, baseret på den foreliggende Business Case, indebærer nettoudgifter på 9,0 mio. kr. i 2020, på 23,0 mio. kr. i 2021, på -32,5 mio. kr. i 2022 (dvs. nettoindtægter) og på 21,0 mio. kr. i 2023. Det skal bemærkes at disse forholdsvis begrænsede nettoudgifter til Karrébyen dækker over store udgifter og indtægter. Den samlede økonomi vedrørende Karrébyen er på nuværende tidspunkt derfor behæftet med betydelig usikkerhed.

Enkelte anlægsprojekter i bilag 5 er markeret med tre stjerner: ***. Det indikerer, at de pågældende projekters rådighedsbeløb i 2020 søges bevilget (frigivet) straks ved budgetvedtagelsen. Der vil derfor ikke skulle fremlægges særskilte bevillingssager efter budgetvedtagelsen 2020 for de stjerne-markerede projekter. Der vil fortsat blive fremlagt sager i de politiske udvalg, hvor der skal tages stilling til projekters indhold.

Der skal som hidtil aflægges regnskab for alle anlægsprojekter, hvis de er på 2 mio. kr. eller derover.

Puljen til bygningsvedligeholdelse er i lighed med de senere år budgetlagt på driftsudgifterne. Puljen indgår som en del af Økonomiudvalgets bevilling, men anvendes på alle kommunens områder.

Det skal bemærkes, at skolehelhedsplanen i lighed med tidligere år ikke er indarbejdet i investeringsoversigten.

Skoleudbygningsplanerne, som blev indarbejdet i Budget 2019 (2020-2022), er blevet justeret i forhold til aktuel befolkningsudvikling.

3. Finansieringsforudsætninger
Budgetforslaget er udarbejdet ud fra følgende forudsætninger om finansieringen:

  • Udskrivningsprocenten for personskat fastholdes uændret på 25,7 pct. (svarende til udskrivningsprocenten i budget 2019).
  • Udskrivningsprocenten for ejendomsskat (grundskyldspromillen) fastholdes uændret på 30,8 promille.
  • Dækningsafgifter fastholdes uændrede.
  • Udskrivningsprocenten for kirkeskatten fastsættes, så kirkens mellemværende med kommunen udlignes.
  • Der budgetteres med låneoptagelse til alle låneberettigede udgifter. Det vil sige den del af anlægsudgifterne hvortil der er, eller evt. kan søges låneadgang, samt låneadgang til pensionisters indefrysning af ejendomsbeskatning.
  • Et selvbudgetteret udskrivningsgrundlag. Frem mod sagen til 2. behandling af budgettet foretages en vurdering af statsgaranti og de nyeste indtægtstal.
  • Skatteministeriet oplyser at de nye ejendomsvurderinger er forsinkede og først gælder fra 2021. Derfor er beskatningsgrundlaget for grundskylden beregnet med udgangspunkt i en videreførelse af de gamle vurderinger. Folketinget har vedtaget en midlertidig indefrysningsordning for boligejere, der dækker stigninger i grundskylden i 2018-2020. Kommunerne kompenseres individuelt for indefrysningsordningen.

Ændringen i kassebeholdningen er justeret med henblik på at fremlægge et budgetforslag i balance.

Uddybende om kasseændring og servicevækst
Det fremgår af tabel 3 i bilag 1, at der i budgetforslaget indgår et kassetræk på 3,3 mio. kr. i 2020. Det skal ses i lyset af, at der i Budget 2019 (2020-2022) var planlagt et kassetræk i 2020 på 18,0 mio. kr. Det her fremlagte Budgetforslag 2020 (2021-2023) rummer i budgetoverslagsårene kasseopbygninger på 16,9 mio. kr. i 2021, på 72,2 mio. kr. i 2022 og på 32,9 mio. kr. i 2023.

De økonomiske konsekvenser af den økonomiske aftale mellem KL og regeringen og øvrige ændringer for 2020 betyder, at kasseændringen fra budgetforslaget vil skulle revurderes i de tekniske ændringsforslag. Et foreløbigt skøn for de aktuelt kendte effekter af den økonomiske aftale er vist i bilag 6. Med det foreløbige skøn, og under en forudsætning om valg af statsgaranti, kan kasseændringen revurderes til en kasseopbygning på 45,4 mio. kr. i 2020, og til kasseopbygninger på 45,7 mio. kr. i 2021, på 112,3 mio. kr. i 2022 og på 93,3 mio. kr. i 2023. Det skal dog understreges, at en række udgiftsmæssige konsekvenser af den indgåede aftale for 2020, samt øvrige udgiftsmæssige ændringer, endnu ikke er kendt. Disse ændringer vil ligeledes påvirke kasseændringen. Herudover vil der i den kommende tid kunne fremlægges et mere kvalificeret skøn for indtægterne ved valg af selvbudgettering. En mere præcis beregning af kasseændringen end den der foreligger i bilag 6, vil blive fremlagt med de tekniske ændringsforslag.

Hvorvidt kommunerne samlet set overholder servicevæksten, herunder Rødovres andel heri, ventes først afklaret, når kommunerne samlet har indmeldt deres endelige budgetter.

Uddybende om låneadgang
Der er forudsat en samlet låneadgang på 30,6 mio. kr. i 2020. Heraf udgør låneoptag til forventet indefrysning af grundskyld 26,6 mio. kr., som staten overtager fra Rødovre Kommune. Det skal bemærkes, at Rødovre Kommunes låneadgang først kan afklares endeligt, når det er afklaret hvorvidt evt. låneansøgninger bliver imødekommet m.m., hvorfor lånebeløbet ventes reguleret i de tekniske ændringsforslag.

Uddybende om skatter og tilskud og udligning
Skatter og tilskud og udligning er beregnet på baggrund af vejledninger og modeller udarbejdet af KL og Social- og Indenrigsministeriet. Beregningen af indtægtssiden i budgetforslaget baserer sig på de oplysninger der forelå på tidspunktet for sagen til Økonomiudvalget i juni måned.

Siden da har Økonomi- og Indenrigsministeriet ultimo september udsendt den endelige udmelding af tilskuds- og udligningsbeløb, herunder tal for statsgarantien. Et foreløbigt skøn for konsekvenserne af ministeriets udmeldinger, baseret på den udmeldte statsgaranti, er vist i bilag 6.

Med økonomiaftalen for 2017 aftalte regeringen og KL et moderniserings- og effektiviseringsprogram, der skal frigøre 1 mia. kr. om året i fire år, bevirkende at der hvert år tages 3 mio. kr. ud af Rødovre Kommunes økonomi. KL har imidlertid forudsat i deres tilskudsmodel, at moderniserings- og effektiviseringsprogrammet ikke fortsætter. Derfor er det ikke indregnet i budgetforslaget. Den nu indgåede økonomiaftale af 6. september bekræfter KLs forudsætning om at kommunernes bidrag til staten ikke fortsætter.

Det selvbudgetterede udskrivningsgrundlag i budgetforslaget er beregnet med udgangspunkt i indtægts- og fradragstal fra selvangivelserne vedrørende 2017, pr. maj 2019.

Udskrivningsgrundlaget forventes at udgøre 7.227,3 mio. kr. i 2020. Der er anvendt en udskrivningsprocent på 25,7 pct., hvorfor der budgetteres med personskatteindtægter på 1.857,4 mio. kr. Heri skal dog modregnes medfinansieringsbidrag af det skrå skatteloft på 4,8 mio. kr., på grund af den højere skatteprocent siden 2008.

Beregninger, der belyser forskelle mellem det selvbudgetterede udskrivningsgrundlag og det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, forventes fremlagt i de tekniske ændringsforslag til budgetforslaget. Samtidigt vil der blive fulgt op på udviklingen i forhold til Kommunalbestyrelsens valg af selvbudgettering fremfor statsgaranti siden 2017 og de deraf ventede efterreguleringer.

Der er anvendt en grundskyldspromille på 30,8. Med de gældende ejendomsvurderinger vil dette medføre et grundskyldsprovenu på 282,7 mio. kr. i 2020. Heri er indregnet den generelle fritagelse for stigninger i grundskylden i Islevdalkvarteret, som Kommunalbestyrelsen har besluttet i majmøderækken 2019. Provenuet af anden skat på fast ejendom forventes at blive på 34,7 mio. kr. i 2020.

Kirkeskatteprocenten er forudsat uændret på 0,72 pct.

Der budgetteres med et selskabsskatteprovenu på 29,4 mio. kr.

Foreløbige skøn for ændringer af budgetforslagets tal for ejendoms- og selskabsskat er vist i bilag 6.

Beregningen af tilskud og udligning i budgetforslaget er baseret på det forventede folketal (betalingskommunefolketallet) i de fire budgetår og det foreløbige selvbudgetterede udskrivningsgrundlag. Folketallet svarer til Rødovre Kommunes befolkningsprognose, hvor der er indregnet effekter af boligudbygning, fortætning og øvrige bevægelser i folketallet i de kommende fire år.

Der budgetteres i budgetforslaget i 2020 i alt med kommunal udligning og særtilskud på 754,8 mio. kr. Heraf er det i lighed med sidste år forudsat at Rødovre Kommune, på baggrund af ansøgning, kan modtage et tilskud vedr. vanskeligt stillede kommuner i hovedstadsområdet på 4 mio. kr. i alle år., svarende til kommunes eget bidrag til ordningen. Rødovre Kommune har i lighed med tidligere år fremsendt ansøgninger om at modtage tilskud til vanskeligt stillede kommuner m.v., samt ansøge om dispensation til låneoptagelse. Som nævnt tidligere forventes eventuelle tilskud m.v. indarbejdet i de tekniske ændringsforslag. 

Siden 2013 har der som en del af de årlige økonomiske aftaler mellem regeringen og KL, bl.a. været afsat et ét-årigt likviditetstilskud til kommunerne. Likviditetstilskuddet er, i overensstemmelse med sædvanlig praksis, ikke indarbejdet i budgetforslaget. Økonomiaftalen af 6. september indebærer, at tilskuddet fortsætter i 2020.

Der vil - i lighed med tidligere år - blive fremlagt nye beregninger for tilskud og udligning i forbindelse med de tekniske ændringsforslag til budgetforslaget.

Foreløbige skøn for ændringer af budgetforslagets tal for tilskud- og udligningsbeløb er vist i bilag 6.

Lov- og plangrundlag

Lovgrundlaget for kommunernes budgetlægning findes i Lov om kommunernes styrelse (Styrelsesloven, Bekendtgørelse af Lov om kommunernes styrelse, LBK nr. 47 af 15/01/2019) og i Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. (BEK nr. 788 af 09/08/2019).

Mere detaljerede regler for budgetlægningen i Rødovre Kommune findes i de bevillingsregler, der fremgår af budgetpublikationens Generelle Bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Budgettet er styringsgrundlag for Rødovre Kommunes virksomhed 2020 (2021-2023).

Tidsplan

Politisk 1. behandling
Økonomiudvalget 1. behandler budgetforslaget: 18. september 2019.
Skema til Politiske ændringsforslag udsendes til gruppeformændene: 18. september 2019.
Kommunalbestyrelsen 1. behandler budgetforslaget: 8. oktober 2019.
Hæftet med tekniske ændringsforslag lægges på nettet til KB-medlemmer, m.fl.: 9. oktober 2019.
Frist for gruppeformænd til at aflevere Politiske ændringsforslag til budgetforslaget: 21. oktober 2019, kl. 12.00.

Politisk 2. behandling
Økonomiudvalget 2. behandler budgetforslaget: 30. oktober 2019.
Kommunalbestyrelsen 2. behandler budgetforslaget: 5. november 2019.
Budgettet lægges på nettet: 20. december 2019.

Bilag

Bilag 1: Tabeller til sagen 2020
Bilag 2: Hovedoversigt 2020
Bilag 3: Grå bokse
Bilag 4: Hvide bokse
Bilag 5: Investeringsoversigt
Bilag 6: Foreløbig beregning af konsekvenser som følge af Økonomiaftalen

Diverse
Sag nr. 140

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl. 19.25.