Kommunalbestyrelsen

30-08-2022

Medlemmer

Formand Britt Jensen (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Lene Due (A)
Birgitte Glifberg (A)
Jan Kongebro (A)
Pia Hess Larsen (A)
Annie Arnoldsen Petersen (A)
Anette Rachlitz (A)
Flemming Lunde Østergaard (A)
Mogens Brauer (C)
Tina Hippe Hansen (C)
Henriette Hesselmann (C)
Jette Louise Larsen (C)
Kim Drejer Nielsen (C)
Kenneth Rasmussen (F)
Martin Rosenkrantz (F)
Mikkel Molin (V)
Marianne Christensen (Ø)
Peter Mikkelsen (Ø)

Fraværende

Pia Hess Larsen (A), sag 126-136

Sager 126 - 147

Fold alle ud

Spørgetid
Sag nr. 126

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Spildevandsplan 2022-2030
Sag nr. 127

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Der skal tages stilling til endelig vedtagelse af Spildevandsplan 2022-2030. Planforslaget har været i 8 ugers offentlig høring i perioden 24. februar 2022 til 21. april 2022. Der indkom 4 høringssvar.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Spildevandsplan 2022-2030 vedtages endeligt,
  2. at Spildevandsplan 2022-2030 offentliggøres samt
  3. at Rødovre Kommune med vedtagelse af spildevandsplanen træffer beslutning om at pålægge HOFOR at fastsætte serviceniveauer for håndtering af tag- og overfladevand i overensstemmelse med reglerne i serviceniveaubekendtgørelsen.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 16. august 2022, pkt. 49:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 140:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

På mødet 15. februar 2022 (sag nr. 18) vedtog Kommunalbestyrelsen at sende Forslag til Spildevandsplan 2022-2030 med tilhørende miljøvurdering i 8 ugers offentlig høring. Planforslaget har været i offentlig høring i perioden 24. februar 2022 til 21. april 2022. Der indkom høringssvar fra BIOFOS, HOFOR, Danmarks Naturfredningsforenings afdeling i Rødovre samt Københavns Kommune. De samlede høringssvar er vedlagt mødesagen som bilag 2. Høringssvarene omhandler følgende emner:

  • Støtte til Rødovre Kommunes langsigtede målsætning om separatkloakering.
  • Opfordring til at tidshorisonten for separatkloakering forkortes.
  • Opfordring til at målsætningen for reduktion af overløb til Harrestrup Å skærpes.
  • Opfordring til at være opmærksom på risiko for fejlkoblinger og recipienters følsomhed ved separatkloakering.
  • Faktuelle rettelser til tekst i planen, der omhandler BIOFOS.
  • Forslag til ny tekst om HOFORs overtagelse af private spildevandsanlæg.
  • Forslag til ny tekst om beregning af det samfundsøkonomisk optimale serviceniveau for klimatilpasning.
  • Forslag om klarere skelnen mellem recipienter og spildevandstekniske anlæg i afsnit om udledninger til vandmiljø.

Som bilag 3 til mødesagen er vedlagt en kommenteret høringsoversigt. Høringen har givet anledning til følgende ændringer i planen:

  • Faktuelle rettelser vedrørende tekst i planen, der omhandler BIOFOS (side 13, 23 og 39).
  • Ny formulering af tekst om HOFORs overtagelse af private spildevandsanlæg (side 37).
  • Ny formulering af tekst om beregning af det samfundsøkonomisk optimale serviceniveau for klimatilpasning (side 17).
  • Rettelser af figur og tekst til tabel i afsnit om udledninger til vandmiljø (side 40-42).

Hvad angår teksten om HOFORs overtagelse af private spildevandsanlæg (side 37) er den ændret som følge af en dom i Højesteret, der fastslog, at når en allerede tilsluttet erhvervsgrund udstykkes og omdannes til boliger, har kloakforsyningen forsyningspligt frem til matrikelskellet til de nye boliger. Før dommen var opfattelsen i branchen, at forsyningspligten allerede var opfyldt, når erhvervsgrunden var tilsluttet. Som følge af dommen har HOFOR også til hensigt at revidere betalingsvedtægerne for sine spildevandsselskaber, hvilket skal legalitetsgodkendes af Kommunalbestyrelsen.

Hvad angår teksten om beregning af det samfundsøkonomisk optimale serviceniveau for klimatilpasning (side 17) er den skærpet, så det nu fremgår, at Rødovre Kommune med vedtagelse af planen pålægger HOFOR at fastsætte serviceniveauer for håndtering af tag- og overfladevand i overensstemmelse med reglerne i serviceniveaubekendtgørelsen jævnfør spildevandsbekendtgørelsens § 6. I planforslaget var det formuleret som en hensigtserklæring, hvilket efter HOFORs vurdering ikke er tilstrækkeligt til, at de kan gå i gang med at udføre beregningerne. Ændringen er indsat som et selvstændigt beslutningspunkt i sagsfremstillingen.

Som nyt bilag 1 i spildevandsplanen er indsat en sammenfattende redegørelse, som erstatter den miljøvurdering, der blev sendt i høring sammen med tillægget.

Lov- og plangrundlag

Miljøbeskyttelsesloven, LBK nr. 100 af 19. januar 2022.
Spildevandsbekendtgørelsen, BEK nr. 1393 af 21. juni 2021.
Miljøvurderingsloven, LBK nr. 1976 af 27. oktober 2021.
Serviceniveaubekendtgørelsen, BEK nr. 2276 af 30. december 2020.

Økonomiske konsekvenser

Spildevandsplanen indeholder ikke nye initiativer med betydning for vandprisen bortset fra den nye langsigtede målsætning om fuldstændig separatkloakering. Denne målsætning vil på sigt medføre en stigning i vandprisen, efterhånden som separatkloakeringen gennemføres, og desuden kan grundejere få udgifter til at anlægge nye stik.

I perioden frem til 2030 vil der efter al sandsynlighed blive tale om små udgifter, da de første områder, som udses til separatkloakering, er byudviklingsområderne i Bykernen. Det er tvivlsomt, om der frem til 2030 kan blive tale om andre større separeringsprojekter eller påbud om separering til eksisterende grundejere, og i så fald vil det kræve vedtagelse af tillæg til spildevandsplanen.

Tidsplan

Der er ingen lovfæstet planperiode for spildevandsplaner, og planen gælder derfor, indtil der vedtages en ny. Ved at navngive planen Spildevandsplan 2022-2030 tilkendegiver Rødovre Kommune, at det er hensigten at gennemføre den næste større revision af spildevandplanen senest i 2030.

Bilag

Bilag 1: Samlede høringssvar
Bilag 2: Kommenteret høringsoversigt
Bilag 3: Bilag 1 Spildevandsplan 2022

Nyt regulativ for husholdningsaffald
Sag nr. 128

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Indsamling af mad- og drikkekartonaffald skal implementeres i Rødovre Regulativ for husholdningsaffald. Inden regulativet kan endelig godkendes, skal det sendes i fire ugers offentlig høring.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Forslag til regulativ for husholdningsaffald sendes i fire ugers høring.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 16. august 2022, pkt. 52:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 141:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Før den nye indsamlingsordning for mad- og drikkekartonaffald kan træde i kraft hos de private husstande, skal ordningerne være fastsat i Rødovre Kommunes regulativ for husholdningsaffald. Der er derfor udarbejdet et nyt regulativ, hvor ordningen er beskrevet i § 16.

Udover tilføjelsen af § 16, er der få mindre ændringer, som sker som følge af den nye ordning. Det drejer sig om §11.7 og §15.7, hvor mad- og drikkevarekarton er tilføjet under anvendelse af to-kammerbeholder til papir og plast. I §§11.9, 15.9 og 16.9 er tømningen ændret fra hver tredje uge til hver anden uge og i § 15.5 er beholderstørrelser tilføjet. Dette sker som følge af en forglemmelse i seneste regulativ for husholdningsaffald.

Alle tilføjelser fremgår med rød tekst i forslaget til nyt regulativ for husholdningsaffald (Bilag).

Lov- og plangrundlag

Lov om miljøbeskyttelse (miljøbeskyttelsesloven).
Bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v.
Bekendtgørelse om affald (affaldsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om at bringe elektrisk og elektronisk udstyr i omsætning samt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr (elektronikaffaldsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer (batteribekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om deponeringsanlæg (deponeringsbekendtgørelsen). 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Forslag til regulativ for husholdningsaffald sendes i fire ugers høring i september 2022.
Endelig godkendelse af regulativ for husholdningsaffald i november 2022.

Bilag

Bilag 1: Bilag til KB sag aug 2022 Regulativet

Anlægsregnskab for fjernvarmeudbygning i området Valhøj
Sag nr. 129

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen har givet en anlægsbevilling på 40.400.299 kr. til fjernvarmeudbygning i Valhøj udført i årene 2013-2022. Anlægsregnskabet for bevillingen forelægges til godkendelse.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at anlægsregnskabet godkendes samt
  2. at mindreudgiften på 4.201.893 kr. tilgår kassebeholdningen.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 16. august 2022, pkt. 53:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 142:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

På Kommunalbestyrelsens møde den 26. februar 2013 (sag nr. 19) blev det endelige projektforslag for fjernvarmeudbygning i erhvervsområdet Valhøj godkendt.

Projektforslaget omfattede udover erhvervsområdet også boligområdet Espely kvarteret afgrænset af Rødager Alle, Brandholms Alle og Rødovre Parkvej, samt byudviklingsområdet IrmaByen. De sidste byggefelter i IrmaByen er nu udbygget med fjernvarme.

Boligområdet Espely kvarteret blev ikke udbygget, da der ikke var kunder, som på daværende tidspunkt ønskede at blive tilkoblet fjernvarme. Boligområdet er nu ved at blive udbygget i særskilt kampagne og anlægssag for at sikre størst mulig tilslutning. Fjernvarmeudbygning i Espely-kvarteret blev godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 24. november 2020 (sag. nr. 213).

Kommunalbestyrelsen har samlet set bevilget 40.400.299 kr. til fjernvarmeudbygningen i Valhøj. Nedenfor er opstillet regnskab for anlægsprojektet med tidspunkter for de givne bevilinger:

20.000.000 kr. Bevilling til udbygning 1. etape givet 27. august 2013
13.200.000 kr. Bevilling til udbygning 2. etape givet 17. juni 2014
-3.499.701 kr. Negativ bevilling til dækning af merforbrug vedr. udbygning af Højnæsvej givet 17. juni 2014
5.000.000 kr. Bevilling til udbygning af IrmaByen 1. del givet 24. marts 2015
3.000.000 kr. Bevilling til udbygning af IrmaByen 2. del givet 20. marts 2018
2.700.000 kr. Bevilling til udbygning af IrmaByen 3. del givet 28. april 2020 (ifm. overførselssag):
40.400.299 kr. Bevilling i alt

36.198.406 kr. Forbrug på den samlede udbygning
4.201.893 kr. Mindreudgift

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v., bilag 1, pkt. 7.2.
Området er omfattet af varmeforsyningslovens bestemmelser om økonomisk at hvile-i-sig-selv.

Økonomiske konsekvenser

Mindreudgiften tilgår kassebeholdningen.

Tidsplan

Ingen.

Ansøgning om bevilling og tillægsbevillinger til udbygning af Fjernvarme
Sag nr. 130

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning har siden februar 2022 fået mange henvendelser om konvertering fra gas til fjernvarme i både det eksisterende net og i de 3 udbygningsområder.

Der er i investeringsoversigten for budget 2022 afsat rådighedsbeløb på 10.000.000 kr. til udbygning af fjernvarme i udbygningsområderne 1 (Nord for Roskildevej) og udbygningsområde 3 (Syd for Roskildevej), hvoraf 2.000.000 kr. er bevilliget. Teknisk Forvaltning indstiller, at der frigives rådighedsbeløb på yderligere 4.000.000 kr. til tilslutning af nye kunder i udbygningsområderne 1 og 3.

I Budget 2022 er der endvidere givet bevilling på 9.000.000 kr. til udbygning af kvarteret Espely og den resterende del af Valhøj, samt 1.000.000 kr. til etablering af nye stik i eksisterende forsyningsområder. De nuværende bevillinger kan ikke dække de mange nye tilslutninger. Der ansøges derfor om en tillægsbevilling på 10.000.000 kr. til fortsat udbygning i udbygningsområdet Espely-Valhøj, samt 3.000.000 kr. til nye stikledninger i eksisterende forsyningsområder.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at der gives en anlægsbevilling på i alt 1.000.000 kr. til Teknik- og Miljøudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb i budget 2022 på 5.000.000 kr. til fjernvarmeudbygning nord for Roskildevej,
  2. at der gives en anlægsbevilling på i alt 3.000.000 kr. til Teknik- og Miljøudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb i budget 2022 på 5.000.000 kr. til fjernvarmeudbygning syd for Roskildevej,
  3. at der gives en tilllægsbevilling på 10.000.000 kr. til Teknik- og Miljøudvalget til fjernvarmeudbygning i Espely-Valhøjkvarteret. Bevillingen finansieres af kassebeholdningen,
  4. at der gives en tilllægsbevilling på 3.000.000 kr. til Teknik- og Miljøudvalget til fjernvarmeudbygning i de eksisterende forsyningsområder. Bevillingen finansieres af kassebeholdningen samt
  5. at konsekvenserne som følge af disse bevillinger, som beskrevet under økonomiske konsekvenser, vil blive indarbejdet i budget 2023 og frem.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 16. august 2022, pkt. 54:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 143:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022, er der landspolitisk kommet stor fokus på udfasning af gas og konvertering til fjernvarme.

Det har også lokalt i Rødovre givet stort fokus på konvertering til fjernvarme fra borgere i hele kommunen.

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning har i foråret modtaget mange henvendelser og anmodninger om konvertering til fjernvarme, men det er for nuværende alene muligt at tage mod nye kunder i de eksisterende net og i de 3 udbygningsområder, Espely/Valhøj, udbygningsområde 1 nord for Roskildevej samt udbygningsområde 3, syd for Roskildevej. I disse områder har Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning forsyningspligt, til de kunder der måtte ønske fjernvarme.

Da sag nr. 21 "Ansøgning om anlægsbevilling til udbud af de tekniske rådgiverydelser" blev forelagt politisk i februar måned var forventningen, at der i 2022 alene var behov for bevilling til brug for udbud af de tekniske rådgiverydelser og indledende projektering i udbygningsområderne 1 og 3 (Nord og Syd for Roskildevej). I en del af begge udbygningsområder ligger i dag allerede en hovedledning, hvorfor det er muligt at tilslutte nye kunder i de 2 udbygningsområder allerede i 2022. Der søges derfor om en anlægsbevilling på 1.000.000 kr. til udbygningsområde 1 (nord for Roskildevej) samt en anlægsbevilling på 3.000.000 kr. til udbygningsområde 3 (syd for Roskildevej).

Udbygning af fjernvarme i Espely/Valhøj området går over alt forventning. Der er budgetlagt med tilslutning af 70 nye kunder, men der er per medio juni 2022 indgået aftaler med yderligere 80 kunder og der kommer stadig flere kunder til. Der er derfor behov for en tillægsbevilling til tilslutning af yderligere kunder. Der anmodes om en tillægsbevilling på 10.000.000 kr. til fortsat udbygning.

Nogle af de nye kunder i erhvervskvarteret Valhøj har brug for forholdvis lange stikledninger, i delvist forurenet jord og/eller i stærkt befæstet trace. Det gør erhvervskundernes tilslutning relativt dyrere per løbende meter end de private boliger i Espely-kvarteret.

De seneste år er der typisk kommet 5-10 anmodninger om året om tilslutning til fjernvarme i de eksisterende forsyningsområder. Per ultimo maj er der modtaget 34 anmodninger, og flere forventes modtaget i løbet af året. Den eksisterende anlægsbevilling på 1.000.000 kr. til nye stik i de eksisterende forsyningsområder er ikke længere tilstrækkelig. Der anmodes derfor om en tillægsbevilling på 3.000.000 kr.

Lov- og plangrundlag

Budget 2022.

Økonomiske konsekvenser

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning er takstfinansieret og bevillingen på 4.000.000 kr. samt tillægsbevillingen på 13.000.000 kr. kan afskrives over 30 år i stil med Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings øvrige anlægsinvesteringer. Området er omfattet af varmeforsyningslovens bestemmelser om økonomisk at hvile-i-sig-selv.

I forhold til budget 2022 vil tilgangen af nye kunder have begrænset effekt, men de givne bevillinger vil have en afsmittene effekt på budget 2023 i form af yderligere afskrivninger, ligesom nye kunder betyder både flere indtægter og tilsvarende udgifter, som i sidste ende kan være med til at påvirke den variable takst. Disse ændringer vil blive indarbejdet i det endelige budget, såfremt denne sag vedtages i sin nuværende form.

Udgiften på 17.000.000 kr. vedrører hovedfunktion 1.22 Forsyningsvirksomheder.

Tidsplan

Konverteringerne til fjernvarme sker løbende henover året.

Stationsplads til Letbanen, Frigivelse af anlægsmidler
Sag nr. 131

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I investeringsoversigten i budget 2022, er der afsat rådighedsbeløb på samlet 24,0 mio. kr. til Stationsplads til Letbanen incl. ny belysning langs den kommende letbane, fordelt med 2,0 mio. kr. i 2022, 10,0 mio. kr. i 2023 og 12,0 mio.kr. i 2024. Der ansøges om en anlægsbevilling på 3,0 mio. kr. til nedrivning af bygninger og rydning af grunden, miljø- og geotekniske undersøgelser. De 3,0 mio. kr. finansieres ved fremrykning af 3,0 mio. kr. fra 2024 til 2022.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at der gives en anlægsbevilling på 3,0 mio. kr. til Teknik- & Miljøudvalget og afsættes et rådighedsbeløb på 3,0 mio. kr. i 2022, som finansieres af kassebeholdningen.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 16. august 2022, pkt. 55:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 144:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Der er i budget 2022 afsat samlet 24,0 mio. kr. til arbejderne med Letbanen i Rødovre Kommune. Rødovre Kommune har eksproprieret et areal til anlæggelse af en stationsplads til den nye letbane.

Arealet er i dag bebygget og derved ikke klar til anlæg. For at komme videre med projektet er der derfor behov for at få nedrevet eksisterende bygninger og generelt ryddet grunden for affald, beplantning, belægninger mm. Samtidig med dette bliver der foretaget miljø- og geotekniske undersøgelser til brug for den videre projektering.

Der ansøges derfor om frigivelse af anlægsmidler til rydning af grunden, miljø- og geotekniske undersøgelser.

Lov- og plangrundlag

Budget 2022.

Økonomiske konsekvenser

Teknisk Forvaltning forventer, at nedrivning af bygninger og rydning af grunden, nødvendige miljø- og geotekniske undersøgelser kan gennemføres inden for en samlet ramme på 3,0 mio. kr. Udgiften på 3,0 mio. kr. vedrører hovedfunktionen 2.28 Kommunale veje.

Som anført i sagens kerne, er projektets samlede anlægssum på 24,0 mio. kr., hvor af de 2,0 mio. kr., der er placeret i 2022, jf. vedtaget budget 2022, er straksfrigivet. De 2,0 mio. kr. er øremærket projektering af projektet og forventes at blive brugt.

Fremrykningen af de 3,0 mio. kr. fra 2024 til 2022 vil indgå i budgetprocessen for 2023.

Tidsplan

Med godkendelse af nærværende indstilling om frigivelse af anlægsmidler, forventes grunden ryddet og klar inden udgangen af 2022.

Sideløbende med nedrivningen er projektering af den endelige stationsplads til Letbanen igangsat. Forvaltningen vil på et senere tidspunkt fremlægge det endelige projekt til godkendelse, samt søge om frigivelse af midler til anlæg. Stationspladsen til Letbanen forventes at står færdig til brug i løbet af 2024.

Tillægsbevilling til forundersøgelse og renovering af springvand på Rådhuspladsen
Sag nr. 132

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Bundkaret i springvandet på Rådhuspladsen er utæt og strømkablet til at drive springvandet er nedbrudt af ælde. Der søges derfor om 0,5 mio. kr. til forundersøgelse af opgavens omfang samt efterfølgende renovering.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at der gives en tillægsbevilling på 0,5 mio. kr til Klima- og Naturudvalget og afsættes et rådighedsbeløb på 0,5 mio. kr. i 2022 til forundersøgelse og renovering af springvandet på Rådhuspladsen.


Beslutning fra Klima- og Naturudvalget, 16. august 2022, pkt. 24:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 145:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Det er konstateret, at bundkaret i springvandet er utæt og tærring påbegyndt, hvorfor der er behov for en forundersøgelse af den bærende betonkonstruktion, for at afdække omfanget af en renovering, eller om nødvendigt, en opbygning af et helt nyt bundkar.

Derudover er det eksisterende strømkabel til at drive springvandet nedbrudt af ælde, hvorfor der skal nedgraves nyt kabel mellem elinstallationerne under bundkarret til eltavlen.

Eltavlen er placeret under terræn, og under bibliotekets indgang. På nuværende tidspunkt er der etableret en midlertidig løsning til problemet, hvor et kabel er placeret på terræn for at kunne levere den nødvendige strøm til springvandet.

Udover at springvandet tilfører æstetik til Rådhuspladsen og Viften, leverer springvandet også vandstrøm til spejlbassinerne på Rådhuspladsen.

Lov- og plangrundlag

BEK nr. 1051 af 15. oktober 2019 Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v.

Økonomiske konsekvenser

Udgiften på 0,5 mio. kr. vedrører hovedfunktion 0.28 Fritidsområder. Der vil ikke være tilknyttet afledt drift til projektet.

Investeringen anslås til 0,5 mio. kr. inkl. en hel eller delvis afhjælpning. I og med at indstillingen både vedrører en bevilling til en forundersøgelse og renovering er der på nuværende tidspunkt usikkerhed i fastsættelse af beløbets størrelse. Med den nuværende viden vurderes det, som passende.

Tidsplan

Forundersøgelsen forventes udarbejdet i 2022. Renoveringen af springvandet forventes opstartet i 2022, med forbehold for ventetid grundet bl.a. materiale- og håndværkermangel.

Tillægsbevilling - tagrenovering på Rødovre Bibliotek
Sag nr. 133

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Der søges om en tillægsbevilling på 2 mio. kr. til projektering af taget på Rødovre Bibliotek med henblik på at udføre renoveringen i 2024/25.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at der gives en tillægsbevilling på 2 mio. kr. og afsættes rådighedsbeløb i 2022 til projektering i forbindelse med renovering af taget på Rødovre Bibliotek, som finansieres af kassebeholdningen.


Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 16. august 2022, pkt. 33:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 146:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Der er behov for, at taget på Rødovre Bibliotek bliver renoveret, da der er observeret flere utætheder, som med tiden vil blive forværret, hvis ikke der foretages en større renovering.

Da det er et større projekt, foreslår forvaltningen, at der i 2022 afsættes 2 mio. kr. til projektering af tagrenoveringen.

Forvaltningen foreslår, at udførelsen af projektet løber over 2 år, og at der i budget 2023 afsættes økonomi til projektet.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.

Økonomiske konsekvenser

Der søges om en tillægsbevilling og rådighedsbeløb på 2 mio. kr. i 2022, som finansieres af kassebeholdningen.

Selve tagrenoveringen forventes at koste ca. 17,2 mio. kr. Forvaltningen foreslår, at der i budget 2023 i overslagsårene 2024 og 2025 afsættes økonomi til renoveringen.

I den igangværende budgetlægningsproces er det fundet hensigtsmæssigt at fremrykke enkelte anlægsprojekter, uagtet at det er forventningen, at en stor del af bevillingen vil blive søgt overført i overførselssagen.

Udgiften på 2 mio. kr. vedrører hovedfunktion 03.35 Kulturel virksomhed.

Der udarbejdes en risikovurdering af projektets økonomi ud fra den risikomodel, som Kommunalbestyrelsen blev præsenteret for den 26. april 2022.

Tidsplan

Der udføres projektering i løbet af 2022 og 2023.
Selve tagrenoveringen forventes udført i løbet af 2024 og 2025.

Tillægsbevilling CTS på skolerne
Sag nr. 134

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Der søges om en tillægsbevilling på 3,5 mio. kr. i 2022 til at udføre renoveringsarbejde på Central Tilstandskontrol og Styring (CTS), vand- og ventilationsanlæg på tre af kommunens skoler.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at der gives en tillægsbevilling på 3,5 mio. kr. til Børne- og Skoleudvalget og afsættes rådighedsbeløb i 2022 til CTS på Tinderhøj Skole, Ungecenter2610 og Skovmoseskolen, som finansieres af kassebeholdningen.


Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 16. august 2022, pkt. 52:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 147:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

I budget 2020 blev der afsat i alt 12,4 mio. kr. fordelt med 4,4 mio. kr. i 2020, 4 mio. kr. i 2021 og 4 mio. kr. i 2022 til opgradering og renovering af CTS, brugsvandinstallationer og ventilationsanlæg på fem af kommunens folkeskoler.

Det har vist sig, at CTS, brugsvandinstallationer og ventilationsanlæggene på de sidste tre skoler ligeledes trænger til at blive opdateret og renoveret. Det drejer sig om Tinderhøj Skole, Ungecenter2610 samt Skovmoseskolen.

Et CTS anlæg gør det muligt at overvåge og styre bygningernes tekniske installationer. En korrekt og effektiv styring giver flere fordele. Man kan blandt andet regulere varme og lys i forhold til, hvornår der er nogle i bygningen.

Derudover trænger ventilationsanlæggene til at blive renoveret, og en del af vandrørene på skolerne skal desuden udskiftes for at forebygge vandskader.

Ovennævnte tiltag vil tilsammen bidrage til et sundere indeklima på grund af en bedre varmeregulering samt energibesparelser, da energiudnyttelsen er langt bedre ved anlæg, som fungerer korrekt.

I 2022 skal midlerne bruges på total udskiftning af brugsvandinstallationer på Ungecenter2610.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.

Økonomiske konsekvenser

Der søges om en tillægsbevilling og rådighedsbeløb på 3,5 mio. kr. i 2022, som finansieres af kassebeholdningen.

I den igangværende budgetlægningsproces er det fundet hensigtsmæssigt at fremrykke enkelte anlægsprojekter, uagtet at det er forventningen, at en stor del af bevillingen vil blive søgt overført i overførselssagen.

Udgiften på 3,5 mio. kr. vedrører hovedfunktion 3.22 Folkeskoler.

Tidsplan

Udskiftningen af vandrørene forventes udført i løbet af efteråret 2022.

Tillægsbevilling - Renovering og vedligeholdelse af legepladser på Dagtilbudsområdet
Sag nr. 135

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Sagen omhandler ansøgning om en tillægsbevilling på 2,5 mio. kr. til etablering og vedligeholdelse af legepladser på Dagtilbudsområdet, som søges fremrykket fra 2023 til 2022.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at der gives en tillægsbevilling på 2,5 mio. kr. til Børne- og Skoleudvalget og afsættes rådighedsbeløb i 2022 til etablering og vedligeholdelse af legepladser, som finansieres af kassebeholdningen.


Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 16. august 2022, pkt. 53:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 148:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

I budget 2022 er der afsat 2,5 mio. kr. årligt i 2023-2025 til renovering og vedligeholdelse af legepladser på Dagtilbudsområdet. Der er et efterslæb på renoveringer og vedligeholde af legepladserne. Dette skyldes blandt andet et ekstraoridinært brug af udendørsfaciliteterne under coronapandemien, hvilket har forårsaget et ekstra stort slid. Sidst der blev prioriteret midler til legepladserne var i perioden 2016-2018.

På baggrund af tilsyn, indmeldinger og de årlige legepladsrapporter mv. er Teknisk Forvaltning gået i gang med at afdække, hvilke konkrete renoverings- og vedligeholdelsesprojekter, der bør prioriteres indenfor de første 2,5 mio. kr., der med denne sag søges fremrykket til 2022.

Børne- og Kulturforvaltningen har herudover i 2022 kortlagt hvilke hegn omkring legepladserne, der trænger til at blive udbedret. Teknisk Forvaltning vil i den forbindelse undersøge hegnene og ud fra en risikovurdering og foretage en prioritering af hvilke hegn, der trænger til udbedring i 2022.

Der er endvidere efter kommunaliseringen af Børnehuset Carlsro i 2022 konstateret et efterslæb på vedligeholdelse af dagtilbuddets legeplads. Legepladsen har således behov for et større løft for at kunne leve op til Rødovre Kommunes standard for legepladser i dagtilbud. Dette fremgik af sag nr. 30, der blev fremlagt for Kommunalbestyrelsen den 15. februar 2022.

Børne- og Kulturforvaltningen har foreløbigt identificeret følgende indsatsområder og i prioriteret rækkefølge:

1.
Udbedringer af de hegn, hvor der er det største behov.

2.
Renovering af legeplads samt bortskaffelse af sand mv. fra legepladsen, tilhørende Carlsro Børnehus, Borgmester Gustav Jensensvej 7.

3.
Etablering af ekstra indgang til legepladsen, tilhørende Børnehaven Bybjerget.

4.
Renovering af de øvrige dagtilbudslegepladser, der har det største behov.

Opgaverne udføres af Park og Natur i et tæt samarbejde med de berørte dagtilbud. I forbindelse med afdækningen af behov for løft af legepladserne, vil Park og Natur også vurdere, hvor midlerne for 2024 og 2025 skal prioriteres.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.

Økonomiske konsekvenser

I budget 2022 er der afsat 2,5 mio. kr. årligt i 2023-2025 til renovering og vedligeholdelse af legepladser. I den igangværende budgetlægningsproces er det fundet hensigtsmæssigt at fremrykke enkelte anlægsprojekter. Der søges derfor om en tillægsbevilling og rådighedsbeløb på 2,5 mio. kr. i 2022, som finansieres af kassebeholdningen. Det afsatte rådighedsbeløb på 2,5 mio. kr. i 2023 fremrykkes med denne sag derfor til 2022.

Renovering- og vedligeholdelsesopgaverne forventes at strække sig ind over årsskiftet 2022-2023. Det er derfor forventningen, at en del af bevillingen vil blive søgt overført i overførselssagen.

Udgifterne på de 2,5 mio. kr. til anlæg vedrører hovedfunktion 05.25 Dagtilbud til børn og unge.

Der udarbejdes risikovurderinger af de enkelte projekters økonomi ud fra den risikomodel, som Kommunalbestyrelsen blev præsenteret for den 26. april 2022.

Tidsplan

Projektering og udbud: efteråret 2022.
Forventet udførelse: efteråret 2022 - foråret 2023.
Forventet ibrugtagning: efteråret 2022 og foråret 2023.

Frokostordning i dagtilbuddene for perioden 1. januar 2023 - 31. december 2024
Sag nr. 136

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I henhold til dagtilbudsloven er der foretaget afstemning i forældrebestyrelserne om fravalg af forældrefinansieret frokostordning for børnehavebørnene i kommunens dagtilbud for den næste toårige periode, som løber fra 1. januar 2023 – 31. december 2024.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at forældrebestyrelsernes beslutninger tages til efterretning,
  2. at midler til etablering af modtagekøkken i Børnehuset Mælkevejen indgår i budgetprocessen for 2023 samt
  3. at midler til etablering af produktionskøkken i Børneinstitutionen Skanderup indgår i budgetprocessen for 2023.


Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 16. august 2022, pkt. 54:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 149:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Baggrund
Af dagtilbudsloven fremgår det, at frokostordning i dagtilbud er obligatorisk, men at forældre minimum hvert andet år skal have mulighed for at fravælge frokostordningen. I Rødovre Kommune godkendte Kommunalbestyrelsen i november 2010 retningslinjer for fravalg/etablering af frokostordning. Ordningen trådte i kraft d. 1. august 2011. Af retningslinjerne fremgår det, at forældrebestyrelserne skal give meddelelse om eventuel fravalg senest ved udgangen af juni måned i lige år med ikrafttrædelse den efterfølgende 1. januar.

I Rødovre Kommune er frokostordningen obligatorisk for vuggestuebørn. Det betyder, at forældrene kun betaler 25 % af udgiften til frokosten, og ikke kan fravælge frokost. Frokost til børnehavebørn er 100 % forældrefinansieret. Derfor beslutter forældrebestyrelsen hvert andet år, om frokostordningen skal fravælges for børnehavebørn. Fremadrettet vil frokostsagen være en orientering om beslutningerne i dagtilbuddenes forældrebestyrelser. Der tages stilling til økonomi og behov for anlægsinvesteringer i køkkenfaciliteter i budgetprocessen.

I Rødovre Kommune er der 18 integrerede dagtilbud, to børnehaver og én vuggestue. Alle frokostmåltider til børnehavebørn produceres i de nuværende frokostordninger i dagtilbuddenes egne køkkener. Disse køkkener er enten tænkt ind i dagtilbuddet, da det blev bygget eller er blevet ændret til produktionskøkken ved ønske herom i forbindelse med opstart af frokostordning for børnehavebørn.

Afstemning om frokostordning i 2022 for perioden 2023 - 2024
Fortsat frokostproduktion:
For perioden 2023-2024 har forældrebestyrelserne i følgende seks dagtilbud valgt fortsat at have frokostordning for børnehavebørn: Børnehuset Espelunden, Børnehuset Græshoppen, Børnehuset Kæret, Børneinstitutionen Rønneholm, Børneinstitutionen Søtorp og Børnehuset Træet. Alle seks dagtilbud har produktionskøkken, der rummer produktion af frokost til både vuggestue- og børnehavebørn. Derudover har forældrebestyrelserne i Børneinstitutionen Broparken, Børnehuset Slottet og Børnehuset Islemark også valgt at fortsætte med frokostordning for børnehavebørn. Alle tre dagtilbud er på nuværende tidspunkt i gang med at få etableret produktionskøkkener på baggrund af frokostafstemningen for perioden 2021-2022, jf. sag nr. 99 på Kommunalbestyrelsesmødet d. 25. maj 2021, ”Frokost for børnehavebørn i dagtilbuddene Islemark, Slottet, Broparken og Mælkevejen” – se bilag 1. Etablering af køkkenerne forventes færdig i efteråret 2022, hvorefter de tre dagtilbud vil igangsætte frokostordningen i praksis.

Nye frokostordninger i Mælkevejen, Skanderup og Skibet:
Børnehuset Mælkevejens forældrebestyrelse har med udgangspunkt i de vedtagne principper for etablering af køkkener til frokostordning på Dagtilbudsområdet besluttet at igangsætte frokostordning for børnehavebørn i perioden 2023-2024 med levering af mad fra en ekstern leverandør. Mælkevejens forældrebestyrelse besluttede i 2020 at igangsætte frokostordning for børnehavebørn for perioden 2021 – 2022 med forbehold for, at maden kunne produceres i eget køkken. Kommunalbestyrelsen besluttede efterfølgende, at udgiften til etablering af produktionskøkken i Mælkevejen blev for høj set i forhold til antallet af børn i dagtilbuddet, jf. bilag 1. Derfor frafaldt Mælkevejens forældrebestyrelse i 2021 deres ønske om frokostordning til børnehavebørn. Udgiften til etablering af modtagekøkken blev i 2021 estimeret at være 0,6 mio. kr. Efter en genberegning i 2022 er beløbet til etablering af modtagekøkken i Mælkevejen beregnet til 0,7 mio. kr. Beløbet indgår i budgetprocessen for 2023.

Frokostproduktionen til vuggestuebørn i Børnehuset Mælkevejen vil i forbindelse med etablering af frokostordning for børnehavebørn overgå til levering fra ekstern leverandør. Det sker for at køkkenet i Mælkevejen kun skal rumme én produktionsform.

I Børneinstitutionen Skanderup har forældrebestyrelsen i 2022 besluttet, at de ønsker at igangsætte frokostordning for børnehavebørn for perioden 2023-2024 med forbehold for, at maden kan produceres i Skanderups eget køkken. Teknisk Forvaltning har beregnet, at etablering af et produktionskøkken i Skanderup vil koste 4,1 mio. kr. Beløbet indgår i budgetprocessen for 2023.

Børneinstitutionen Skibet får etableret produktionskøkken i forbindelse med en udvidelse af institutionen. Udvidelsen forventes færdig ultimo 2022. Skibets forældrebestyrelse har valgt at igangsætte frokostordning for børnehavebørn, når produktionskøkkenet står færdig.

Fortsat fravalg af frokostordning:
Forældrebestyrelserne i otte dagtilbud har valgt fortsat ikke at have frokostordning for børnehavebørn:

  • Børnehaven Nyager
  • Børneinstitutionen Solen
  • Børnehuset Bybjerget
  • Børnehuset Carlsro
  • Børnehuset Tjørneparken
  • Børneinstitutionen Egegården
  • Børnehuset Elvergården
  • Børnehuset Solsikken

Heraf er det kun de to førstnævnte dagtilbud (Nyager og Solen), som med henvisning til principperne for etablering af dagtilbudskøkkener potentielt kan få etableret produktionskøkken ved et fremtidigt ønske om at igangsætte frokostordning for børnehavebørn. I de to dagtilbud kan produktionskøkkener etableres uden inddragelse af grupperum. Kommunalbestyrelsen har vedtaget et princip om, at der kun etableres produktionskøkkener, hvor det kan gøres uden at inddrage grupperum og uden større bygningsmæssige ændringer, jf. bilag 2: Sag nr. 98 på Kommunalbestyrelsesmødet den 25. maj 2021 om principper for etablering af køkkener til frokostordning på Dagtilbudsområdet. Børneinstitutionen Solen er vurderet med udgangspunkt i deres oprindelige bygning, hvor en del af fællesområdet kan inddrages. Solen er på nuværende tidspunkt genhuset i midlertidige bygninger.

I de resterende seks dagtilbud hvor forældrebestyrelserne fortsat fravælger frokostordning for børnehavebørn, vil de - ved et eventuelt fremtidigt ønske om at igangsætte frokostordning for børnehavebørn - som udgangspunkt kun kunne få leveret frokost. I Bybjerget, Carlsro og Tjørneparken er årsagen, at Kommunalbestyrelsen har vedtaget et princip om, at der ikke etableres produktionskøkkener i lejede bygninger. I Egegården, Elvergården og Solsikken kan der kun etableres frokostordning, hvor maden leveres, da der enten ikke kan etableres produktionskøkkener uden at inddrage grupperum, eller fordi etablering af et produktionskøkken ville kræve væsentlige bygningsmæssige ændringer. Hvis forældrebestyrelserne i disse dagtilbud på et senere tidspunkt beslutter at igangsætte frokostordning, vil der være behov for at etablere modtagefaciliteter i køkkenerne, da kommunen er forpligtet til at sikre mulighed for frokost til alle børn i dagtilbud.

Forældrebestyrelsen i Børnehuset Tjørneparken har i forbindelse med deres nej gjort opmærksom på, at den som udgangspunkt ønsker frokostordning for børnehavebørn. Forældrebestyrelsen er dog kun interesseret i mad fra et samproduktionskøkken for dagtilbud eller fra et produktionskøkken i eget hus. Førstnævnte er på nuværende tidspunkt ikke en mulighed, da Rødovre Kommune ikke har produktionskøkkener på Dagtilbudsområdet med kapacitet til samproduktion. Sidstnævnte er som nævnt ovenfor ikke en mulighed i lejede bygninger.

Lov- og plangrundlag

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud.
Rødovre Kommunes byggestyringsregler.
Rødovre Kommunes principper for etablering af køkkener til frokostordning på Dagtilbudsområdet.

Økonomiske konsekvenser

Frokostordningen er forældrefinansieret.
Beløbene til etablering af produktionskøkken i Børneinstitutionen Skanderup og etablering af modtagefaciliteter i Børnehuset Mælkevejen indgår i budgetprocessen for budget 2023.

Tidsplan

Frokostordning 1. januar 2023 – 31. december 2024.

Bilag

Bilag 1: Frokost for børnehavebørn i dagtilbuddene Islemark, Slottet, Broparken og Mælke.docx
Bilag 2: Principper for etablering af køkkener til frokostordning på Dagtilbudsområdet

Orientering om ind- og udtrædelser af skolebestyrelser for skoleåret 2021/2022
Sag nr. 137

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen fremlægger den årlige orientering om ind- og udtrædelser i skolebestyrelserne.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at orienteringen om ændringer i skolebestyrelserne tages til efterretning.


Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 16. august 2022, pkt. 55:

Indstilles taget til efterretning.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 150:

Indstilles taget til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Børne- og Kulturforvaltningen orienterer hermed om de bevægelser ind og ud af skolebestyrelser, der er sket i skoleåret 2021/2022 jf. procedureændringen pr. oktober 2020, der gav skolechefen beføjelse til at behandle og godkende udtrædelser af skolebestyrelser og afholdelse af suppleringsvalg. Som led i procedureændringen skal forvaltningen årligt orientere om kommunalbestyrelsen om skoleårets ind- og udtrædelser.

I skoleåret 2021/2022 er der sket ændringer i bestyrelserne på tre skoler:

Hendriksholm Skole
I august 2021 udtrådte fire forældrerepræsentanter af skolebestyrelsen. Årsagerne var skoleflytning, afsluttet skolegang samt private årsager. De fire forældre, der er udtrådt er Henriette Kjeldsen, Dorte Weilert, Lars Grindsted (formand) og Carsten Larsen. Skolen afholdte suppleringsvalg i august/september 2021, og den 16. september indtrådte de nye medlemmer i skolebestyrelsen. De nye medlemmer er Esben Brøgger, Patrick Wonsyld og Julie Rosenkilde. Derudover blev der valgt tre suppleanter, som er Jesper Rønnov Iversen, Anette Rachlitz og Daniel Boonjan Petersen.

Valhøj Skole
Skolebestyrelsesmedlemmet Anne Gezgin udtrådte med udgangen af skoleåret 2020/2021, da hun ikke længere har børn på Vahøj Skole. I august 2021 afholdte skolen suppleringsvalg. I den forbindelse er Jens Debel indtrådt i skolebestyrelsen.

Ungecenter2610
Bestyrelsesformand Bjarne Sander Andersen fratrådte som formand fra marts 2022, hvorefter Dan Larsen indtrådte som ny formand for Ungecentrets bestyrelse.

Det kan nævnes, at skolerne har afholdt skolebestyrelsesvalg i foråret 2022, og at de nye bestyrelser tiltræder fra skoleåret 2022/2023. Bestyrelserne konstituerer sig på deres første møde, hvorefter Børne- og Kulturforvaltningen vil orientere om sammensætningen.

Lov- og plangrundlag

Lov om folkeskolen og Styrelsesvedtægten for Rødovre Kommunes skoler.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Orienteringen dækker ind- og udtrædelser i skoleåret 2021/2022.

Samarbejde mellem Taskforcen på handicapområdet og Rødovre Kommune om et analyse- og udviklingsforløb
Sag nr. 138

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Taskforcen på handicapområdet, der er et samarbejde mellem Socialstyrelsen og Ankestyrelsen, har tilbudt Rødovre Kommune et længerevarende analyse- og udviklingsforløb på børnehandicapområdet med start i efteråret 2022.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at Rødovre Kommune indgår i et samarbejde med Taskforcen på handicapområdet om et analyse- og udviklingsforløb på børnehandicapområdet samt
  2. at der i Budget 2023 og overslagsåret 2024 indarbejdes en bevilling på 550.000 kroner til finansiering af en medarbejder i Børne- og Familieafdelingen i de to år, som analysen strækker sig over.


Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 16. august 2022, pkt. 49:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 151:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Social- og Ældreministeriet har på vegne af Taskforcen på handicapområdet rettet henvendelse til Rødovre Kommune med tilbud om at indgå i et samarbejde på børnehandicapområdet.

Formålet med taskforcen er at støtte kommunerne i at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet, hjælpe med at sikre et helhedsorienteret perspektiv samt fremme læring og kapacitetsopbygning.

To af Taskforcens fire, årlige længerevarende analyse- og udviklingsforløb er reserveret til kommuner, der efter en faglig vurdering foretaget af Socialstyrelsen og Ankestyrelsen og på baggrund af Danmarkskortet (en landsdækkende oversigt over Ankestyrelsens omgørelsesprocenter) har særligt behov for hjælp til at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen. Det ene af disse forløb er blevet tilbudt Rødovre Kommune, og det er forvaltningens anbefaling, at vi tager i mod tilbuddet.

Forløbet skal ses som et vigtigt supplement til de tiltag, der allerede er igangsat i Børne- og Familieafdelingen på baggrund af revisionsbemærkninger om systematiske fejl på området. Det drejer sig eksempelvis om sagsgennemgang bistået af BDO Advisory, skabeloner for sagsgennemgange, arbejdsgangsbeskrivelser og udvidet ledelsestilsyn.

Ankestyrelsen og Socialstyrelsen vil deltage på udvalgsmødet med henblik på at give en orientering om kompleksiteten på børnehandicapområdet samt gennemgå analysens temaer:

  1. Politik og strategi
  2. Faglig ledelse og sparring
  3. Udredning, vurdering og afgørelse
  4. Handleplan og bestilling
  5. Opfølgning
  6. Helhed og sammenhæng
  7. Ledelsesinformation og styring.

Analysen vil strække sig over to år, og det forventes, at vi stiller ressourcer til rådighed, herunder en koordinatorrolle samt personaleressourcer på børnehandicapområdet gennem hele forløbet.

Lov- og plangrundlag

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Satspuljeaftale fra 2018.

Økonomiske konsekvenser

Udgiften på 550.000 kr. vedrører hovedfunktion 06.45 Administrativ organisation. Beløbet skal afsættes i både 2023 og 2024.

Tidsplan

Forløbet starter i december 2022 og kører i 2023 og 2024.

Udpegning af medlem til Handicaprådet
Sag nr. 139

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I henhold til vedtægterne for Handicaprådet i Rødovre Kommune udpeger Kommunalbestyrelsen medlemmerne til Handicaprådet.

Kommunalbestyrelsen godkendte på sit møde den 15. februar 2022 (sag nr. 31) sammensætningen af Handicaprådet for Kommunalbestyrelsens valgperiode 2022-2025. Efterfølgende har Social- og Sundhedsforvaltningen i forbindelse med ældre- og handicapchefens ophør besluttet at indstille social- og borgerservicechefen til en plads i Handicaprådet fremfor ældre- og handicapchefen.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at social- og borgerservicechefen udpeges til Handicaprådet med virkning fra 1. august 2022.


Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 16. august 2022, pkt. 55:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 152:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

I henhold til vedtægterne for handicaprådet i Rødovre Kommune, godkendt af Kommunalbestyrelsen den 25. april 2016, sammensættes Handicaprådet af et medlem af Kommunalbestyrelsen, seks medlemmer fra Danske Handicaporganisationer - Lokalafdeling Rødovre og fem medarbejdere fra Rødovre Kommunes forvaltninger.

Kommunalbestyrelsen godkendte på sit møde den 15. februar 2022 (sag nr. 31) at nedenstående blev udpeget til Handicaprådet:

Kommunalbestyrelsen:
Annie Arnoldsen Petersen, formand for Social- og Sundhedsudvalget

Danske Handicaporganisationer, Lokalafdeling Rødovre:
Jytte Mikkelsen, LEV
Trine Ravn, Astma- og Allergiforbundet
Jytte Andresen, Ulykke-patientforeningen
Eva Graversen, Dansk Blindesamfund
Lene Hyldested, Ulykke-patientforeningen
Anne Leth Jørnø, Landsforeningen Autisme
Suppleanter: Esther Nejsgaard, Villy Kofod og Tom Olsen

Forvaltningerne:
Dagtilbudschef Karen Haudrum Larsen
Kultur- og fritidschef Mark Pelle Noppen
Vej- og parkchef Anders Møller
Jobcenterchef Jakob Duvå
Ældre- og handicapchef Allan Pedersen

I forbindelse med ældre- og handicapchefens ophør ultimo juli 2022 indstiller Social- og Sundhedsforvaltningen, at social- og borgerservicechefen fremover indgår i Handicaprådet. Det betyder, at social- og borgerservicechef Stine Høegh indtræder i Handicaprådet pr. 1. august 2022.

I de fremtidige mødesager om Handicaprådets sammensætning, vil der ikke fremgå navne på embedsmændene, men alene være nævnt titler. Dette vil medføre, at det ikke er nødvendigt at forelægge en ny sag, hvis et af de udpegede medlemmer af Handicaprådet ophører og erstattes med en ny chef for området.

Lov- og plangrundlag

Lov om retsikkerhed og administration på det sociale område.
Vedtægter for Handicaprådet i Rødovre Kommune.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Funktionsperioden følger Kommunalbestyrelsens valgperiode 2022 -2025.

Justering af mål for beskæftigelsesindsatsen 2022
Sag nr. 140

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen foreslår nye resultatmål for beskæftigelsesindsatsen i 2022, da de oprindelige mål, fastsat af Kommunalbestyrelsen, er nået efter første kvartal 2022.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at forslag til Kommunalbestyrelsens nye mål for beskæftigelsesindsatsen i 2022 drøftes og godkendes.


Beslutning fra Beskæftigelsesudvalget, 16. august 2022, pkt. 27:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 153:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

På mødet den 23. november 2021 (sag nr. 183) traf Kommunalbestyrelsen beslutning om fastsættelse af de beskæftigelsespolitiske mål for 2022. Målfastsættelsen blev foretaget i en periode med stor usikkerhed på arbejdsmarkedet efter COVID-19 pandemien og med udgangspunkt i daværende data for perioden fra januar til juli 2021. Der er efterfølgende set en betydelig mere gunstig udvikling på arbejdsmarkedet end forventet.

Af kvartalsredegørelsen for første kvartal 2022 fremgår det således, at jobcentret allerede nu har indfriet målene for 2022 på områderne:

  • A-dagpenge
  • Kontanthjælp
  • Uddannelseshjælp
  • Selvforsørgelse-, hjemrejse- og overgangsydelse (integrationsområdet)
  • Revalidering
  • Ledighedsydelse
  • Jobafklaringsforløb

Målene for sygedagpengeområdet og ressourceforløb er endnu ikke nået, men udviklingen er positiv med fald på begge områder, dog ikke i tilstrækkelig grad til at nå de oprindelige mål. Antallet af borgere i jobafklaringsforløb er fortsat stigende. På integrationsområdet er målet indfriet, men her forventes en stigning på grund af et stigende antal flygtninge fra Ukraine.

Nye mål 2022
Jobcenteret fastlægger nye mål for 2022 ud fra en forventning om, at de gunstige vilkår på arbejdsmarkedet forsætter i 2022. På baggrund af ny status indarbejdes følgende ændringer til de oprindelige mål:

Alle ydelser: Målet ændres fra en andel på maksimalt 9,7 procent til maksimalt 8,8 procent, idet målene i forhold til a-dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp og ledighedsydelse justeres yderligere ned, mens målene på sygedagpenge, jobafklaring og integrationsområdet justeres op.

A-dagpenge: Målet ændres fra en andel på maksimalt 2,7 procent til maksimalt 2,0 procent, idet antallet af forsikrede ledige fortsat falder. I første kvartal 2022 er andelen 2,1 procent, hvilket bør kunne nedbringes yderligere trods de forventede udsving over året.

Kontanthjælp: Målet ændres fra en andel på maksimalt 2,1 procent til maksimalt 1,8 procent, idet antallet af kontanthjælpsmodtagere fortsat er svagt faldende. I første kvartal 2022 er andelen netop 1,8 procent, hvilket skal fastholdes. Antallet af fuldtidspersoner skal nedbringes med omkring 70 fuldtidspersoner i gennemsnit resten af året, såfremt målet skal nedbringes yderligere til 1,7 procent. Det vurderes urealistisk, hvorfor niveauet fastholdes.

Uddannelseshjælp: Målet ændres fra en andel på maksimalt 0,6 procent til maksimalt 0,5 procent, idet antallet af unge på uddannelseshjælp er lige på grænsen til 0,5 procent og forventes at stabilisere sig her i løbet af året.

Selvforsørgelse-, hjemrejse- og overgangsydelse: Målet fastholdes på en andel på maksimalt 0,2 procent til trods for, at andelen er 0,1 procent i første kvartal 2022. Med udgangspunkt i krigen i Ukraine imødeses en betydelig stigning her grundet stigende antal flygtninge.

Revalidering: Målet fastholdes på en andel på maksimalt nul procent, da der fortsat er få borgere i revalideringsforløb i Rødovre. En tendens, der ses over hele landet.

Ressourceforløb: Målet ændres fra en andel på maksimalt 0,9 procent til maksimalt 1,0 procent, der er andelen i første kvartal 2022. Udviklingen er positiv og antallet af borgere i ressourceforløb falder fortsat, men ikke i tiltrækkeligt omfang til, at målet kan nås inden årets udgang.

Ledighedsydelse: Målet ændres fra en andel på maksimalt 0,4 procent til maksimalt 0,3 procent, der er andelen i første kvartal 2022. Antallet af borgere på ledighedsydelse forventes at falde yderligere i takt med, at den generelle ledighed fortsat falder.

Sygedagpenge: Målet ændres fra en andel på maksimalt 2,1 procent til maksimalt 2,2 procent. Sygedagpengeområdet er stadigt udfordret efter pandemien, og andelen således steget til 3,0 procent i første kvartal 2022. Udviklingen er siden vendt, og antallet af borgere på sygedagpenge falder igen, hvilket dog hurtigt kan ændre sig, hvis pandemien blusser op igen i løbet af efteråret.

Jobafklaring: Målet ændres fra en andel på maksimalt 0,7 procent til maksimalt 0,8 procent, idet antallet af borgere i jobafklaringsforløb fortsat er stigende. Det skyldes den ekstraordinære tilgang som følge af pandemien, der stadig påvirker hele sygedagpengeområdet.

Metode
Målene opgøres fortsat som andel fuldtidspersoner i procent af befolkningen. Udviklingen følges løbende ved opgørelse af andel fuldtidspersoner i "År-til-dato" fra Jobindsats.dk. Data udstilles i jobcentrets kvartalsredegørelser over året, samt endeligt i Resultatrevision 2022 på møderækken i marts 2023.

Lov- og plangrundlag

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Bilag - Justering af mål for beskæftigelsesindsatsen 2022

Forslag til politisk mødeplan for 2023
Sag nr. 141

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Forelæggelse af forslag til Rødovre Kommunes politiske mødeplan for året 2023.

Kommunalbestyrelsens møder begynder kl. 18.00 og offentligheden har adgang kl. 18.30.

Indstilling

Staben for Politik og Kommunikation indstiller,

at forslag til politisk mødeplan 2023 godkendes.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 154:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Hvert år forelægges et forslag til ny politisk mødeplan for det kommende år.

Mødeplanen er udarbejdet i lighed med tidligere år, hvilket vil sige, at Kommunalbestyrelsens møder som udgangspunkt er lagt den sidste tirsdag i måneden. Undtagelser i 2023 er juni af hensyn til sommerferie og december af hensyn til julen.

Økonomiudvalgets møder er lagt onsdag i ugen forud for Kommunalbestyrelsesmødet, dog ikke i februar af hensyn til vinterferie.

Fagudvalgsmøder er lagt tirsdag forud for Økonomiudvalgets møder med undtagelse af oktober måned grundet efterårsferie.

1. behandling af budgettet foretages på Økonomiudvalgsmøde onsdag den 30. august 2023 samt på Kommunalbestyrelsesmødet tirsdag den 5. september 2023.

2. behandling af budgettet foretages på Økonomiudvalgsmøde onsdag den 27. september 2023 samt på Kommunalbestyrelsesmødet tirsdag den 3. oktober 2023.

Ifølge styrelseslovens § 8 offentliggøres det i begyndelsen af hvert regnskabsår hvornår og hvor Kommunalbestyrelsens ordinære møder afholdes.

Lov- og plangrundlag

Styrelseslovens § 8.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

-

Bilag

Bilag 1: Mødeplan for 2023

Valg af tilforordnede til kommende folketingsvalg
Sag nr. 142

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Til det næstkommende Folketingsvalg skal der vælges tilforordnede vælgere til at bistå ved valget.

Indstilling

Staben for Politik og Kommunikation indstiller,

  1. at der vælges 74 tilforordnede vælgere som beskrevet i sagsfremstillingen samt
  2. at interesserede Rødovreborgere kan rekrutteres som tilforordnede i de tilfælde, hvor partierne ikke kan skaffe det nødvendige antal tilforordnede.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 155:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen skal, jf. lov om valg til folketinget, vælge et antal tilforordnede vælgere til at bistå ved valget. De tilforordnede vælgere bistår med opgaver som udlevering af stemmeseddel, skanning af valgkort, kontrol ved stemmeboks m.v.

Partierne skal efter den d'Hondtske metode udpege i alt 74 tilforordnede, fordelt som følger:

A - Socialdemokratiet (9 mandater): 35
C - Det Konservative Folkeparti (5 mandater): 19
F - Socialistisk Folkeparti (2 mandater): 8
V - Venstre (1 mandat): 4
Ø - Enhedslisten (2 mandater): 8

Forslag til fordeling af valgstyrere, valgstyrerformænd og tilforordnede er vedlagt som bilag.

Indenrigs- og Boligministeriet henstiller til, at Kommunalbestyrelsen tager særligt hensyn til de mindre partier samt de partier, der ikke er repræsenteret i Kommunalbestyrelsen, når den udpeger de tilforordnede vælgere. Det er desuden forudsat i valgloven, at der blandt de tilforordnede vælgere på de enkelte afstemningssteder er repræsentanter fra flere grupper i Kommunalbestyrelsen.

I tilfælde af mangel på tilforordnede fra partierne
De senere år har det været vanskeligt at skaffe det tilstrækkelige antal tilforordende via partierne. Flere andre kommuner benytter sig af muligheden for at rekruttere tilforordnede blandt interesserede borgere, ligesom Rødovre Kommune benyttede denne mulighed ved folkeafstemningen den 1. juni 2022. Det foreslås derfor, at valgsekretariatet også ved folketingsvalget har mulighed for at rekruttere interesserede Rødovreborgere, såfremt det ikke er muligt via partierne at skaffe det nødvendige antal tilforordnede.

Lov- og plangrundlag

Lov om valg til folketinget.

Økonomiske konsekvenser

Til valgstyrere og tilforordnede vælgere udbetales diæter efter gældende regler.

Tidsplan

Umiddelbart efter folketingsvalget er udskrevet, vil valgsekretariatet skrive til partiernes gruppeformænd med en frist for indlevering af navne på de tilforordnede.

Bilag

Bilag 1: Forslag til fordeling valgstyrere, tilforordnede - folketingsvalg

Valg af valgstyrere og valgstyrerformænd til kommende folketingsvalg
Sag nr. 143

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Til det næstkommende Folketingsvalg skal der vælges mindst fem og højst ni valgstyrere for hvert afstemningssted til at stå for afstemningen og den efterfølgende stemmeoptælling.

Indstilling

Staben for Politik og Kommunikation indstiller,

  1. at der vælges fem valgstyrere for hvert af kommunens afstemningssteder samt
  2. at der heraf vælges en valgstyrerformand for hvert afstemningssted.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 156:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen skal, jf. lov om valg til Folketinget, vælge mindst fem og højst ni valgstyrere for hvert afstemningssted til at stå for afstemningen og den efterfølgende stemmeoptælling. Det er forudsat i valgloven, at valgstyrerne på de enkelte afstemningssteder repræsenterer flere grupper i Kommunalbestyrelsen.

I Rødovre er der tradition for, at der vælges fem valgstyrere for hvert afstemningssted.

Efter den d'Hondtske metode er den partipolitiske fordeling af valgstyrere følgende:

A - Socialdemokratiet (9 mandater): 17
C - Det Konservative Folkeparti (5 mandater): 9
F - Socialistisk Folkeparti (2 mandater): 4
V - Venstre (1 mandat): 2
Ø - Enhedslisten (2 mandater): 3

Efter den d’Hondtske metode er den partipolitiske fordeling af valgstyrerformænd følgende (baseret på antal valgstyrere):

A - Socialdemokratiet (17 mandater): 4
C - Det Konservative Folkeparti (9 mandater): 2
F - Socialistisk Folkeparti (4 mandater): 1
V - Venstre (2 mandater): 0
Ø - Enhedslisten (3 mandater): 0

Forslag til fordeling af valgstyrere, valgstyrerformænd og tilforordnede er vedlagt som bilag.

Lov- og plangrundlag

Lov om valg til folketinget.

Økonomiske konsekvenser

Der udbetales diæter efter gældende regler.

Tidsplan

Umiddelbart efter folketingsvalget er udskrevet, vil valgsekretariatet skrive til partiernes gruppeformænd med en frist for indlevering af navne på valgstyrere og valgstyrerformænd.

Bilag

Bilag 1: Forslag til fordeling valgstyrere, tilforordnede - folketingsvalg

Valg af tilforordnede til at forestå valg i borgernes eget hjem m.v.
Sag nr. 144

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Til næstkommende folketingsvalg skal der vælges et antal tilforordnede til at forestå valghandlingen i visse boformer efter lov om social service, herunder pleje- og ældreboliger samt i vælgerens eget hjem. Hvervet skal varetages af to tilforordnede vælgere, der er valgt af Kommunalbestyrelsen.

Da det er et krav, at de to stemmemodtagere så vidt muligt skal være udpeget af forskellige grupper i Kommunalbestyrelsen, anbefales det at der udpeges i alt 10 tilforordnede vælgere efter den d'Hondtske metode.

Indstilling

Staben for Politik og Kommunikation indstiller,

  1. at gruppe A vælger 5 tilforordnede,
  2. at gruppe C vælger 3 tilforordnede,
  3. at gruppe F vælger 1 tilforordnet,
  4. at gruppe Ø vælger 1 tilforordnet samt
  5. at forvaltningen kan udpege én af stemmemodtagerne blandt forvaltningens personale i tilfælde af mangel på tilforordnede.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 24. august 2022, pkt. 157:

Indstilles godkendt.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Lovgivningen indeholder en række begrænsninger til, hvem der kan udpeges som stemmemodtager ved brevstemmeafgivning i vælgernes hjem samt i visse boformer:

  • Personer, der er ansat i kommunen eller hos en af kommunen antaget privat leverandør til at yde personlig og praktisk hjælp m.v. i hjemmet, samt hjemmesygeplejersker eller andre aktivt udøvende i hjemmesygeplejerskeordningen kan ikke udpeges som stemmemodtagere i vælgerens hjem eller i en boform eller bolig, hvor de gør tjeneste.
  • Ansatte knyttet til vedkommende boform eller bolig, kan ikke udpeges til at varetage hvervet som stemmemodtager.
  • Kandidater til valget eller kandidatens ægtefælle, samlever eller anden nærtstående kan ikke udpeges til at varetage hvervet som stemmemodtager.

Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en af stemmemodtagerne udpeges blandt personale ansat i kommunens forvaltning. I tilfælde, hvor begge stemmemodtagere er udpeget blandt de tilforordnede vælgere, skal hver af de to stemmemodtagere så vidt muligt være udpeget af forskellige grupper i Kommunalbestyrelsen.

Lov- og plangrundlag

Lov om valg til folketinget.
Bekendtgørelse om brevstemmeafgivning i visse boformer og boliger efter lov om social service og boliglovgivningen.
Bekendtgørelse om brevstemmeafgivning i vælgerens hjem.

Økonomiske konsekvenser

Der afholdes udgifter til diæter samt kørselsgodtgørelse efter gældende regler.

Tidsplan

Umiddelbart efter Folketingsvalget er udskrevet, vil valgsekretariatet skrive til partiernes gruppeformænd med en frist for indlevering af navne på de tilforordnede.

Bemyndigelse efter paragraf 32 i lov om kommunernes styrelse
Sag nr. 145

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen skal efter § 32 i lov om kommunernes styrelse bemyndige en eller flere personer til sammen med formanden for Kommunalbestyrelsen eller en af næstformændene at underskrive dokumenter vedrørende kommunens køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og påtegnelse af garantiforpligtelser. Den der skal underskrive sammen med borgmesteren eller viceborgmesteren skal være personligt udpeget, hvorfor der er behov for en ny udpegning.

Bemyndigelsen er gældende for Kommunalbestyrelsens valgperiode.

Indstilling

Staben for Politik og Kommunikation indstiller,

at Kommunalbestyrelsen giver bemyndigelse til Henrik Abildtrup, konstitueret Kommunaldirektør, i forbindelse med enten borgmesteren, 1. viceborgmester eller 2. viceborgmester.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Efter § 32 i lov om kommunernes styrelse skal dokumenter vedrørende kommunens køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og påtegnelse af garantiforpligtelser underskrives af kommunalbestyrelsens formand eller næstformand (næstformænd) og en person, der er bemyndiget dertil af kommunalbestyrelsen.

Den, der skal underskrive sammen med borgmesteren eller viceborgmesteren, skal være personligt udpeget af Kommunalbestyrelsen. Det er ikke tilstrækkeligt, at beføjelsen er tildelt indehaveren af en bestemt stilling, f.eks. "Kommunaldirektøren". Bestemmelsen giver ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan udpeges, men det er forudsat, at det enten er et medlem af Kommunalbestyrelsen eller en person, der er ansat i kommunen. Der er intet til hinder for, at Kommunalbestyrelsen udpeger flere personer. Med bemyndigelsen vil personen/personerne være bemyndiget til på Kommunalbestyrelsens vegne at underskrive skøder ved køb af fast ejendomme og de i den forbindelse med køb og salg udfærdigede pantebreve samt til at underskrive relaxations-, ryknings- og moderationspåtegninger og kvitteringer på pante- og skadesløsbreve. Den/de bemyndigede vil endvidere have bemyndigelse til at underskrive pantebreve, kommuneforskrivninger, kommuneobligationer og gældsbeviser, der udstedes for lån, hvis optagelse er vedtaget af Kommunalbestyrelsen samt til at underskrive påtegninger, hvori kommunen med Kommunalbestyrelsens samtykke, eller i henhold til særlig lovbestemmelse, yder kaution.

Lov- og plangrundlag

Lov om kommunernes styrelse § 32.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Bemyndigelse træder i kraft umiddelbart efter Kommunalbestyrelsens beslutning.

Ansættelse af ny Kommunaldirektør
Sag nr. 146

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Ansættelse af ny Kommunaldirektør.

Indstilling

Borgmesteren indstiller,

at sammensætning af indstillingsudvalg og ansættelsesprocedure godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Stillingen som Kommunaldirektør er ledig jf. beslutning i Kommunalbestyrelsen 17. august 2022 (sag nr. 124).

Kommunalbestyrelsen har i samme sag besluttet, at Social- og Sundhedsdirektør Henrik Abildtrup er konstitueret i stillingen som Kommunaldirektør, indtil den er blevet besat.

Der skal derfor igangsættes en rekrutteringsproces i forhold til stillingen som ny Kommunaldirektør. Til at assistere ansættelsesudvalget entreres med en ekstern konsulent, som kan bidrage med at sikre en professionel og god rekruttering, der matcher Kommunalbestyrelsens ønsker til en ny profil.

Stillingen som Kommunaldirektør annonceres derfor til tiltrædelse senest pr. 1. januar 2023.

Der er indhentet tilbud fra konsulent Søren Thorup, Thorups kontor. Konsulentfirmaet Thorups kontor har erfaring med bistand til rekruttering af ledere og chefer til kommuner, regioner, centraladministration og i grænselandet mellem offentlig og privat. Rødovre Kommune har tidligere anvendt Konsulentfirmaet Thorups kontor i forbindelse med rekruttering af bl.a. direktører.

Konsulenten udarbejder et udkast til job- og personprofil samt en annoncetekst. Disse forelægges indstillingsudvalget til godkendelse.

Udvælgelse og gennemførelse af samtaler sker med indstillingsudvalget.

Indstillingsudvalget består af Økonomiudvalgets medlemmer: Britt Jensen, Flemming Lunde Østergaard Hansen, Birgitte Glifberg, Peter Mikkelsen og Kim Drejer Nielsen. Derudover deltager et medlem af Direktionen samt to medlemmer af Hovedudvalget.

Derudover deltager konsulenten og HR-chef Bettina Zinckernagel som sekretariat.

Lov- og plangrundlag

Kompetencereglerne på personaleområdet ved ansættelse af kommunaldirektør:

 ”Personaleafdelingen varetager forberedelse af sagen og Økonomiudvalget indstiller til Kommunalbestyrelsen. Økonomiudvalget har ansvaret for nedsættelse og sammensætning af indstillingsudvalg, samt fastsættelse af ansættelsesproceduren.”

Der er af hensyn til tidsplanen valgt, at sagen går direkte i Kommunalbestyrelsen.

Økonomiske konsekvenser

Udgiften til rekrutteringsproceduren og eventuel konsulentbistand afholdes af Stabens budget.

Tidsplan

Uge 37 Indstillingsudvalget modtager udkast til job- og personprofil og annonce. Skriftlig høringsproces

Uge 38 Opslagsprocessen igangsættes

28.10.2022 Ansøgningsfrist

30.10.2022 Indstillingsudvalget modtager ansøgninger samt konsulentens skriftlige vurdering af alle ansøgere

31.10.2022 Indstillingsudvalget udvælger ansøgere til samtale (formiddag)

02.11.2022 1. samtalerunde (kl. 9.00 – 17.00)

Test og referencer gennemføres herefter

13.11.2022 Resultatet af test og referencer fremsendes til indstillingsudvalget

15.11.2022 2. samtalerunde (kl. 9.00 -13.00)

23.11.2022 Økonomiudvalget indstiller til Kommunalbestyrelsen

29.11.2022 Kommunalbestyrelsen træffer beslutning

01.01.2023 Forventet tiltrædelse

Diverse
Sag nr. 147

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl. 18.45.