Erhvervspolitik

Erhvervspolitikken er ikke resultatet af langhårede overvejelser i det kommunale lønkammer. Det er et resultat af samarbejde mellem Rødovre Kommune og en række parter - bl.a. Arbejdsmarkedsrådet, der som en væsentlig repræsentant for erhvervslivet i Rødovre skal have sin store del af æren for resultatet.

Erhvervspolitikken i Rødovre

Fold alle ud

En erhvervspolitik til dig der brænder for at drive virksomhed

Vi har et helt centralt mål her i Rødovre Kommune - det skal være attraktivt at drive og udvikle virksom-hed i Rødovre Kommune.

Vi ved, at vi som kommune har et stort ansvar i forhold til, hvilke muligheder vores erhvervsliv har for at udvikle sig - et ansvar vi tager meget alvorligt.

Globaliseringen og den internationale konkurrence har medført mange ændringer for erhvervslivet. Der er mere end nogen sinde før fokus på at skabe gode vilkår for erhvervslivet, som kan medvirke til at forbedre Danmarks konkurrenceevne.

I Rødovre arbejder vi helhedsorienteret. Derfor er erhvervsudviklingen koordineret med kommunens politikker og kommuneplanen, hvor vi har udpeget fire udviklingsområder for fremtidig bolig- og erhvervsudvikling. Samtidig har vi fokus på, at de nuværende større erhvervsområder muliggør udviklingen af eksisterende og nye virksomheder. Lokaliseringsmulighederne for iværksættere skal være attraktive.

Rødovre Erhvervsråd har været med til at prioritere, hvilke temaer Rødovre Kommune skal have fokus på i erhvervspolitikken. Vigtige elementer i politikken varetages af Det Lokale Beskæftigelsesråd og Beskæftigelsesudvalget. Erhvervspolitikken hænger derfor sammen med Rødovre Kommunes Arbejdsmarkedspolitik og Børn- og Ungepolitik.

Det er mit håb, at det eksisterende erhvervsliv og iværksættere, som overvejer at lokalisere sig i Rødovre, vil få inspiration i vores erhvervspolitik og vil bruge vores lokale erhvervsservice. Mange elementer i er-hvervspolitikken er et resultat af en positiv dialog med erhvervslivet og repræsentanter for arbejdsmarkedets parter. Jeg tror og håber, at den positive dialog fortsat vil præge udviklingen og styrke det gode erhvervsklima i Rødovre Kommune.

God fornøjelse - og god læselyst!

Erik Nielsen
Borgmester
Formand for Rødovre Erhvervsråd

Vidste du...

at store dele af Rødovre er udlagt til erhvervsformål på forskellig vis. Både i rene erhvervsområder, men også i områder til blandet bolig og erhverv. Ligesom der er udlagt centerområder til detailhandel og service. I kommuneplanen og i lokalplaner kan du se, hvilke muligheder der er for erhverv i de enkelte områder.

En samlet indsats

Rødovre Kommune er en del af hovedstadsregionen, som er hele Danmarks vækstmotor. Her skabes flest nye job, og her findes den største andel af privat og offentlig forskning og udvikling, samt den højeste andel af udenlandske investeringer.
De overordnede mål for hovedstadsregionen er at blive en attraktiv metropol med gode trafikale forbindelser og netværk, som styrker erhvervsudviklingen set i en global sammenhæng. Tiltag, som fremmer andelen af innovative virksomheder og iværksættere, samt vækstvirksomheder, er i fokus.

Rødovre Kommunes erhvervspolitik er i overensstemmelse med hovedstadsregionens mål og strategi for erhvervsudviklingen. Målene søges opfyldt ved at skabe gode rammer og muligheder for erhvervslivet i Rødovre Kommune.

Erhvervspolitikken har fokus på seks temaer, der beskriver langsigtede visioner og mål for erhvervsudviklingen. For at visionerne kan blive til konkrete handlinger, kræves et tæt samarbejde med kommunens borgere, erhvervsdrivende, Rødovre Erhvervsråd og alle øvrige interesseparter.

Visioner og mål er formuleret på baggrund af de udfordringer, kommunen står over for, Kommunalbestyrelsens og erhvervslivets mål, nuværende planlagte indsatser og nye indsatser, der skal være med til at videreudvikle
kommunen som en velfungerende bosætnings- og erhvervskommune. Erhvervspolitikken følges op af handlingsplaner, der udarbejdes med konkrete tiltag for at realisere vores visioner og mål.

I Rødovre har vi udpeget følgende seks temaer:

  • Bolig- og erhvervsudvikling
  • Erhvervsområder
  • Infrastruktur
  • Arbejdsmarked og vækst
  • Fremme iværksætteri
  • Virksomhedsservice

Bolig- og erhvervsudvikling

Vi vil være kendt for den gode sammenhæng mellem bolig, erhverv og fritid.

Rødovre er et godt sted at leve, bo, arbejde og drive forretning. Det er vigtigt at fastholde disse kvaliteter og samtidig muliggøre en udvikling. En udvikling der udnytter Rødovre Kommunes beliggenhed og potentialer i forhold til en sammenhængende bolig- og erhvervsudvikling. Rødovre skal opleves som en attraktiv by med en central placering i hovedstadsregionen.

Vi skal fremme andelen af virksomheder, der kan karakteriseres som kreative eller innovative.

Denne type virksomheder er fremtidens vækstlag. Evnen til at udvikle nye ideer og produkter og kombinere eksisterende viden og forskning til brugbare nye løsninger er vigtig for erhvervslivet i fremtiden. Vi har derfor fokus på en udvikling af erhvervsområderne, der kan fremme denne proces.

Vi vil tiltrække virksomheder og borgere, der kan være med til at udvikle kommunen og fremme væksten af vores erhvervsvirksomheder.

Planlægningen og udviklingen i Rødovre sker ud fra en helhedsbetragtning af byen - både i forhold til erhvervsområderne, bymidten og boligområderne. På denne måde kan virksomhedernes behov for tidssvarende udviklingsmuligheder og kvalificeret arbejdskraft i nærområdet samt borgernes ønsker om et attraktivt byliv tilgodeses. Udviklingsområder, hvor bolig og erhverv kan kombineres inden for samme område er, et fokusområde, ligesom vi generelt gerne ser en forøgelse af arbejdspladsintensiteten, hvor det er muligt.

Vi vil fortsat sikre, at byen opleves som attraktiv for nye erhvervsdrivende og borgere.

Det er vigtigt at fastholde og udvikle vores kvaliteter i byen og sikre udviklingen af attraktive erhvervs- og boligområder med en hensigtsmæssig sammenhæng og integration. Vi arbejder derfor med en arkitekturpolitik, der skal være med til at synliggøre og værne om kvaliteterne i de forskelligartede områder, vi har. Sammen med kommuneplanen skal arkitekturpolitikken opstille visioner og nye mål for denne udvikling.

Erhvervsområder

Vi vil fremme en tidssvarende fornyelse af erhvervsområderne.

Erhvervsområderne skal udvikles, så de fortsat er dynamiske og i højere grad får del i Hovedstadsregionens innovative og kreative arbejdspladser. En fornyelse af erhvervsområderne kan kun ske ved omdannelse af de eksisterende områder, da kommunen er fuldt udbygget. Vi vil forbedre mulighederne for de innovative og kreative virksomheders lokalisering i erhvervsområderne. Vi har derfor udpeget fire udviklingsområder, hvor der særligt vil være fokus på fleksible bestemmelser for anvendelse til virksomheder indenfor f.eks. serviceerhverv og administration. De fire fokusområder er Islevdalvej, Valhøjs Allé, Egegårdsvej og Nyholms Allé.

Udviklingen i erhvervsområderne skal sikres gennem fremtidsorienterede helhedsplaner og lokalplaner med fleksible bestemmelser om anvendelse og fokus på forbedring af områdernes fremtræden.

Vi vil arbejde med en samlet erhvervsstruktur i Rødovre.

Erhvervsområderne skal kunne rumme en lang række forskellige virksomheder. Derfor skal en samlet erhvervsstruktur sikre udviklingen af de større erhvervsområder i sammenhæng med hinanden og de øvrige byområder i Rødovre. Det er vigtigt at sikre rammerne for, at virksomheder har mulighed for at flytte til Rødovre, og at eksisterende virksomheder kan udvikle sig og vokse.

Vidste du...

at der er to større erhvervsområder i Rødovre Kommune - området omkring Islevdalvej og området omkring Valhøjs Allé og Nyholms Allé.

at der i den centrale del af Rødovre er udlagt et byudviklingsområde til blandet bolig og erhverv i området omkring Egegårdsvej. Ligesom der langs en lang række af de større veje i Rødovre Kommune er udlagt områder til blandet bolig og erhverv.

og at der er udlagt områder til detailhandel i bymidten omkring Rødovre Centrum og i tre mindre bydelscentre ved Islev Torv, Roskildevej og Damhustorvet og ved Rødovre Station. Derudover er der en lang række mindre lokalcentre.

Infrastruktur

Vi vil fortsat sikre en god og effektiv infrastruktur i Rødovre.

Det er afgørende for en virksomhed at være placeret korrekt. Adgang fra motorvejsnet og kollektiv trafik har en direkte indvirkning på, hvordan en virksomhed kan udvikle sig. Nogle virksomheder har brug for en god forbindelse til motorvejens net ned gennem Europa til transport af varer, dele til produktion mv. Andre virksomheder er arbejdspladsintensive og har brug for at kunne få mange medarbejdere transporteret til virksomheden.

Rødovre Kommune er beliggende tæt på hovedstaden med god afstand til motorvejssystemet og med kort afstand til lufthavnen, hvilket er vigtige parametre for virksomhederne, når de skal lokalisere sig. Når virksomhederne skal udvikle sig, vil der fremover i endnu højere grad blive lagt vægt på bæredygtige løsninger - også når det gælder transport. Derfor er det afgørende, at de store arbejdspladsintensive virksomheder får gode muligheder for at medarbejdere kan komme til arbejdspladsen med offentlig transport.

Nogle af vores erhvervsområder ligger ikke hensigtsmæssigt i forhold til den kollektive trafik. Det skal der laves om på. Derfor indgår vi i et samarbejde med flere kommuner og Region Hovedstaden for at etablere en ny tværgående højklasset trafikforbindelse langs Ring 3. Ligesom vi arbejder for at få metroen ført videre fra København til Rødovre.

Mange medarbejdere ønsker at cykle til arbejde, og derfor indgår vi i et samarbejde om Cykelsuperstier med en lang række andre kommuner. Igennem dette projekt skal der etableres flere bedre cykelstier mellem bosætningsområder og erhvervsområderne. Lokalt arbejder vi også med at sikre bedre forhold for cyklisterne bl.a. med nye cykelstier langs Islevdalvej.

Vidste du...

at Rødovre Kommune er busbetjent med 14 buslinjer, hvoraf to er S-busser og en er A-bus.

at der løbende arbejdes med at etablere flere cykelstier i Rødovre f.eks. langs Islevdalvej. Ligesom Rødovre indgår i et samarbejde om at etablere regionale Cykelsuperstier.

Arbejdsmarked og vækst

Vi vil understøtte virksomhedernes sociale ansvar og engagement i lokalområdet.

I Rødovre Kommune ejes virksomhederne lokalt. Mange af de små og mellemstore virksomheder ejes og drives af personer bosat i kommunen. Virksomhederne har derfor en ansvarsfølelse for lokalområdet, der rækker udover det forretningsmæssige.

Vi vil have fokus på vækst i virksomhedernes kreative arbejdspladser.

Vi ved, at udfordringen i erhvervslivet skal løses gennem en udvikling, der tager udgangspunkt i de eksi-sterende styrkepositioner i erhvervslivet og i det potentiale, der er for kreative arbejdspladser. Vi skal blandt andet have fokus på udvikling indenfor bygge- og anlæg samt handel og service, så erhvervsudviklingen drives af vækst i hver enkelt virksomheds kreative arbejdspladser.

Vi vil styrke uddannelsen af Rødovres borgere for at sikre virksomhederne kvalificeret arbejdskraft.

De rigtige uddannelsesmæssige kompetencer har stor betydning for virksomhedernes produktivitet og udvikling. Vi skal derfor have et attraktivt arbejdsmarked for vores lokale og regionale virksomheder, så vi kan skabe og tiltrække stærke og fagligt kompetente medarbejdere.

Adgang til kvalificeret og veluddannet arbejdskraft er et afgørende konkurrenceparameter for erhvervslivet i Rødovre Kommune. Vi har derfor fokus på at øge det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt borgerne i Rødovre for at gøre arbejdskraften mere attraktiv for det lokale erhvervsliv.

Et tæt samarbejde mellem kommunen, herunder Jobcentret, erhvervslivet og Københavns Tekniske Skole giver mulighed for at kvalificere arbejdsmarkedet og fremme væksten både socialt og erhvervsmæssigt.

Vidste du...

at 11CityDesign i 2009 lavede en rapport ”Sammenhæng i vækst og udvikling - og den erhvervsstrategiske udfordring”. Rapporten viser, at der er flere kreative borgere i Rødovre end kreative arbejdspladser, og at styrken i erhvervslivet skal findes i det eksisterende erhvervsliv.

Du kan se rapporten på vores hjemmeside www.rk.dk

Fremme iværksætteri

Vi vil gøre det nemt og attraktivt at være iværksætter i Rødovre.

Vi ved, at iværksættere skaber dynamik, udvikling og arbejdspladser, og at iværksætteri er en af de bærende drivkræfter i den fortsatte udvikling af Rødovre Kommune. Vi har en lang række tilbud til vores borgere, der ønsker at blive iværksættere. De tilbud skal vi have ud til borgerne gennem en aktiv markedsføring.

Vi skal også styrke samarbejdet mellem vores erhvervskontor og Jobcentret med henblik på, at arbejdsle-dige sikres kendskab til mulighederne for og ved at starte selvstændig virksomhed. Vi kan formidle kon-takt til Jobcentret om forskellige muligheder for ansatte i opstartsfasen.

Vi vil styrke vores indsats indenfor formidling af kommunens mange tilbud til iværksættere.

Rødovre Kommunes erhvervskontor skal være indgangen for nye iværksættere og virksomheder under 3 år, hvor service på alle områder er i fokus. Iværksættere skal både ved personlig henvendelse og informationssøgning på kommunens hjemmeside opleve professionel hjælp og vejledning.

Vi arbejder sammen med Væksthus Hovedstaden om virksomheder med vækst potentiale og kan derigennem tilbyde vejledning til virksomheder, der ønsker at finde deres vækstpotentiale.

Vidste du...

at Rødovre Kommune blev årets vækstkommune i 2008, fordi vi har mange vækstvirksomheder indenfor byggesektoren?

at en af disse håndværksvirksomheder, Altiflex, i 2010 fik vækstbobbelprisen, som er en pris, der uddeles af private og offentlige aktører i erhvervslivet til den virksomhed, der vurderes at have landets største vækstpotentiale.

og at Rødovre Kommune tilbyder etableringsvejledning, informationsaftener og kursusaftener til borgere og iværksættervirksomheder, der er beliggende i Rødovre Kommune. Disse tilbud gennemføres som en del af Iværksætterkontaktpunktet, der er et samarbejde om ydelser til iværksættere mellem ni kommuner i Hovedstadsområdet.

Virksomhedsservice

Vi vil yde den bedst mulige service til virksomhederne og vores borgere.

En væsentlig betingelse for en gunstig erhvervsudvikling, der tiltrækker og fastholder virksomheder, er virksomhedernes møde med kommunen som myndighed og servicevirksomhed.

Vi lytter til erhvervslivets ønsker og behov for at kunne understøtte virksomhedernes udvikling og muligheder for vækst. Vi ønsker, at Rødovre Kommune udviser den fornødne fleksibilitet i relation til vores erhvervsdrivende og de erhvervsrelaterede myndighedsopgaver. Vores sagsbehandlingstider, svarfrister m.m. tilpasses løbende i forhold til erhvervsudviklingen i kommunen.

Vi er, og vi vil fortsat være en god og konstruktiv samarbejdspartner for vores erhvervsliv, og vi fokuserer på en serviceorienteret kommunikation mellem virksomhederne og kommunen.

Vores erhvervskontor er virksomhedernes indgang til Rødovre Kommune.

Vidste du...

at Dansk Industri i 2010 undersøgte det lokale erhvervsklima, og at Rødovre Kommunes virksomheder udtrykte så stor en tilfredshed med den kommunale sagsbehandling, at Rødovre var den sjette bedste kommune på landsplan i forhold til sagsbehandling på miljøområdet, byggesager og sygedagpengesager til sammen. I forhold til en kompetent og hurtig byggesagsbehandling var Rødovre Kommune den næstbedste i landet.

Vil du vide mere?

Rødovre Kommunes Erhvervsservice

I Teknisk Forvaltning findes Erhvervskontoret - her er en erhvervskonsulent og en erhvervskoordinator. De er kontaktpersoner for iværksættere og yder den kommunale del af Rødovre Kommunes erhvervsservice.

Informationsaftner og kurser afholdes i samarbejde med øvrige, omliggende kommuner i IværksætterKontaktpunktet.

Det er Væksthus Hovedstaden, som er ansvarlig for erhvervsservice overfor vækstvirksomheder og virksomheder, der har særlige behov for service dvs. iværksættere i vækst med mere end 7 ansatte og mål om at øge med 60 % i antal ansatte.

Du kan altid finde mere information om erhverv i Rødovre Kommune på vores hjemmeside www.rk.dk under fanebladet erhverv.

Erhvervskontoret i Rødovre Kommune
Rødovre Kommune
Att. erhvervskontoret
Tæbyvej 77
2610 Rødovre
Tlf.: 3637 7000
Fax: 3637 7772
E-mail: rk@remove-this.rk.dk
www.rk.dk

Væksthuset Hovedstaden
Gribskovvej 4
2100 København Ø
Tlf.: 3010 8080
E-mail: info@remove-this.vhhr.dk
www.startvaekst.dk/vhhr.dk

Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Teknisk Forvaltning
Tæbyvej 77
2610 Rødovre

Telefon
36 37 70 00

Email

Kontakt og åbningstider