Beskæftigelsesudvalget

10-03-2015

Medlemmer

Annie Arnoldsen Petersen (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Lene Due (A)
Kim Drejer Nielsen (C)

Fraværende

Niels Spittau (O)

Sager 10 - 17

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 10

Sagens kerne

Meddelelsespunkterne:

  • Nyhedsliste for Social i perioden 03.02.2015 - 02.03.2015
  • Statistik over Ankestyrelsens afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet 2014

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Nyhedsliste for Social i perioden 03.02.2015 – 02.03.2015
Bilag 2: Ankestatistik 2014 - Rødovre Kommune

Kvartalsstatistik for 4. kvartal 2014. Rødovre jobcenter
Sag nr. 11

Sagens kerne

Social- og sundhedsforvaltningen fremlægger hermed kvartalsstatistik for 4. kvartal 2014. Den viser dels udviklingen blandt borgere på offentlig forsørgelse i Rødovre kommune i hele 2014, og dels udviklingen for 4. kvartal. Kvartalsstatistikken er således også en status i forhold til mål i beskæftigelsesplanen for 2014 og udgør det statistiske grundlag for resultatrevisionen, som skal indgå i overvejelserne for beskæftigelsesplan 2016.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at kvartalsstatistik for 4. kvartal 2014 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Antallet af borgere tilknyttet jobcentret og modtagere af de forskellige forsørgelsesydelser, er ved udgangen af 2014 stort set identisk med antallet ved udgangen af 2013. Der er i 4. kvartal sket en svag stigning i antallet af forsikrede ledige, som i flere øvrige kommuner på vestegnen, men samlet set har der været stagnation i udviklingen på arbejdsmarkedet i 2014. Andelen af forsikrede og øvrige jobparate ledige, er dog fortsat relativ lav blandt vestegnskommunerne.

Der er fortsat sket et fald blandt unge uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere i Rødovre, og efter en stigning i antallet af sygedagpengemodtagere i 1. og 2. kvartal 2014, er antallet nu nedadgående, og den samlede andel af sygedagpengemodtagere ligger på et positivt gennemsnitligt niveau blandt kommuner på vestegnen.

Udviklingen i 2014 er præget af forskydninger i forsørgelsesgrundlaget for mange borgere. En større andel af borgere er tilkendt ressourceforløb og jobafklaringsforløb mv. som følge af reformer, og særligt har forsikrede ledige, med dagpengeperiode ud over 2 år, været omfattet af særregler for forsørgelse. Endeligt er tildelinger af førtidspension faldet betydeligt.

En del af stigningen i det samlede antal borgere med tilknytning til jobcentret skyldes ny registrering og stigning af EU-borgere i Rødovre med ret til integrationsforløb og beskæftigelsesindsats.

Jobcentret har opfyldt to af de fire kvantitative mål i 2014 fastsat af beskæftigelsesministeren og Kommunalbestyrelsen i Rødovre. Det vedrører begrænsning i antallet af borgere, der tildeles førtidspension og antallet af langtidsledige. De to øvrige mål om uddannelsesgraden for unge i Rødovre og samarbejdsgraden mellem Rødovre Kommune og virksomhederne, har ministeriet ikke offentliggjort. Som nævnt er antallet af unge ledige dog faldet, og samarbejdet med virksomhederne er omfangsrigt inden- og udenfor kommunen.

Jobcentret har ikke fuldt ud opfyldt kommunalbestyrelsens mål om nedbringelse af antallet af kontanthjælpsmodtagere over 30 år. Dels fordi målene for udviklingen i antallet af jobparate kontanthjælpsmodtagere beroede på en for optimistisk vurdering af udviklingen på arbejdsmarkedet, og dels fordi nedgangen af aktiveringsparate kontanthjælpsmodtagere også beror på en tilgang til ressourceforløb.

Opgørelsen af besparelsespotentialet i forhold til rammevilkårene i Rødovre kommune sammenlignet med klyngerne, er desværre ikke tilgængeligt i Statens Jobindsats.dk. Dette forelægges ved næste kvartalsstatistik.

Lov- og plangrundlag

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, Lov om sygedagpenge, Integrationsloven, m.fl.

Økonomiske konsekvenser

Som regnskab for 2014.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Kvartalsstatistik for 4. kvartal 2014.

Beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitisk møde, maj 2015
Sag nr. 12

Sagens kerne

Beskæftigelsesudvalget besluttede på møde 11.11. 2014 i sag om kommende styring af beskæftigelsesområdet(sag nr. 53) forsøgsvist at afholde et årligt beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitisk møde med Kommunalbestyrelsen som vært. Mødet afholdes i maj måned i henholdsvis 2015 og 2016.

Indstilling

Social- og sundhedsforvaltningen indstiller,

at tidspunkt og mødets indhold, samt deltagerkreds godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Anledningen til et beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitisk møde er, at Det Lokale Beskæftigelsesråd i Rødovre blev nedlagt som følge af ændringen af Lov om styring af den aktive beskæftigelsesindsats – nu Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., samt et ønske om at sætte en ramme for et fortsat lokalt samarbejde om beskæftigelsesindsatsen.

Mødets formål er at give inspiration til beskæftigelsesplanen for 2016, som skal vedtages af Kommunalbestyrelsen, samt at fortsætte de gode drøftelser, der har været om tilrettelæggelsen af den lokale beskæftigelsesindsats mellem arbejdsmarkedets parter m.fl. i Det Lokale Beskæftigelsesråd.

Deltagerkredsen udgøres foruden Kommunalbestyrelsen (medlemmer af Beskæftigelsesudvalget) af arbejdsmarkedets parter, og øvrige interesseforeninger m.fl. (Se bilag 1). Udgangspunktet for invitationen til mødet er deltagerkredsen, som den var i Det Lokale Beskæftigelsesudvalg samt medlemmer af Erhvervsrådet i Rødovre. Der udsendes en skriftlig/elektronisk invitation. Social- og sundhedsforvaltningen er sekretær for afholdelse af mødet. Der udarbejdes efterfølgende et notat over emner behandlet på mødet, som udsendes til deltagerkredsen.

Mødets afholdes 19. maj 2015, kl. 16.30 – 19.00 på Rådhuset

Mødets dagsorden.

  1. Velkomst v. Annie A. Petersen/ordstyrer
  2. Oplæg om den beskæftigelsespolitiske situation – herunder i Rødovre.
  3. Debat og spørgsmål
  4. Oplæg til beskæftigelsesindsatser i 2015 og 2016.
  5. Debat og spørgsmål
  6. Afslutning/opsamling

Der serveres sandwich mv. som afslutning på mødet og herudover alm. forplejning.

Tilmelding sker til Social- og Sundhedsforvaltningen senest d. 13. maj.

Lov- og plangrundlag

Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv. (tidl. Lov om styring af den aktive beskæftigelsesindsats).

Økonomiske konsekvenser

Ingen. Udgifter til afholdelse af det årlige beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitiske møde, afholdes af Social- og Sundhedsforvaltningen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Oversigt over inviterede til mødet.

Behandling af Beskæftigelsesplan 2016, og fremefter
Sag nr. 13

Sagens kerne

Social og Sundhedsforvaltningen forelægger forslag til tidsplan for den årlige beskæftigelsesplans vedtagelse og opfølgning i Kommunalbestyrelsen.

Baggrunden er ændringen af Lov om Styring af den Aktive Beskæftigelsesindsats – nu Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv., som ændrer på reglerne for kommunalbestyrelsens behandling af den årlige beskæftigelsesplan.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at forslag til tidsplan for Kommunalbestyrelsens behandling af beskæftigelsesplanen vedtages.
  2. at den kvartalsvise statistiske redegørelse for resultater i beskæftigelsesindsatsen, som forvaltningen fremlægger i Beskæftigelsesudvalget, fremover udgør forvaltningen baggrundsmateriale for den løbende opfølgning på resultater i beskæftigelsesindsatsen.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

I forbindelse med Beskæftigelsesreformen, ændredes lov om styring af den aktive beskæftigelsesindsats, til lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv. Dette medførte en ændring af reglerne for behandling af den årlige beskæftigelsesplan i Kommunalbestyrelsen. I samme forbindelse blev den årlige resultatrevision ligeledes ændret fra at være et selvstændigt punkt på den kommunalpolitiske dagsorden til at indgå som baggrundsmateriale for det kommende års beskæftigelsesplan.

Loven ændrede endvidere reglerne for høring af beskæftigelsesplanen – bl.a. som konsekvens af nedlæggelsen af det Lokale Beskæftigelsesråd:

Jf. § 4, skal beskæftigelsesplanen fremover vedtages hvert år, senest d. 31. december.

Jf. § 4, stk. 2, skal Beskæftigelsesplanen umiddelbart efter vedtagelsen i Kommunalbestyrelsen, sendes til Det Regionale Arbejdsmarkedsråd til orientering.

Til orientering er formkravene til udarbejdelsen af beskæftigelsesplanen ændret, så Kommunalbestyrelsen fremover selv fastsætter sine mål i beskæftigelsesplanen, og at de hidtidige ministermål udmeldes som vejledende.

Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger særskilt mødesag om Beskæftigelsesplan 2016.

Social- og Sundhedsforvaltningen foreslår, at beskæftigelsesplanen for kommende år fremlægges og besluttes i november mod tidligere september møderækken, for derved at sikre et mere aktuelt udgangspunkt. Forvaltningen udarbejder forslag til beskæftigelsesplan på baggrund af de aktuelle beskæftigelsespolitiske udfordringer, herunder også på baggrund af resultatrevisionen, ministerens anbefalinger, samt partsindlæg fra Det Regionale Beskæftigelsesråd og dets medlemmer. Beskæftigelsesplanen bliver endeligt inspireret af Kommunalbestyrelsens Beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitiske møde, som afholdes i maj måned.

Social- og Sundhedsforvaltningen foreslår slutteligt, at den kvartalsvise statistiske redegørelse for resultater i beskæftigelsesindsatsen, som fremlægges i Beskæftigelsesudvalget også fremover udgør forvaltningens grundlag for drøftelser og opfølgning på beskæftigelsesplanen i Beskæftigelsesudvalget – idet kvartalsstatistikken for 4. kvartal har fokus på årets samlede resultat og udgør det statistiske grundlag for resultatrevisionen.

Lov- og plangrundlag

Lov om styring af den aktive beskæftigelsesindsats, nu Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

2015 og fremefter.

Godkendelse af ny sundhedspolitik i Rødovre Kommune
Sag nr. 14

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger det endelige forslag til ny sundhedspolitik i Rødovre Kommune.

Sagen forelægges samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at den nye sundhedspolitik i Rødovre Kommune godkendes

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen godkendte på sit møde den 16. december 2014 (sag nr. 248) første udkast til ny sundhedspolitik i Rødovre Kommune. Efterfølgende har udkastet været i høring hos patientforeningerne og relevante råd i Rødovre Kommune. Det har derudover været muligt for borgerne at indgive høringssvar via kommunens hjemmeside.

Der er kommet otte høringssvar fra henholdsvis Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse Lokalafdeling, Rødovre Lokale Lungeforening, Høreforeningen, Dansk Sygeplejeråds Kreds Hovedstaden, Seniorrådet, Handicaprådet og Integrationsrådet.

Der er i høringssvarene ros til udkastet til ny sundhedspolitik, og udkastet betragtes generelt som ambitiøst og gennemarbejdet. Derudover er der stor opbakning til sundhedspolitikkens vision om at arbejde for at skabe mere lighed i sundhed. Det betragtes som en af de store udfordringer på sundhedsområdet.

Flere af høringssvarene nævner den målrettede individuelt tilpassede sundhedsindsats og støtte og opbakning til borgerens netværk som vigtige indsatser. Samtidig nævnes også, at kommunikationen af sundhedsindsatserne skal være målrettet og foregå på borgernes egne præmisser.

Integrationsrådet nævner i sit høringssvar, at det kan være vanskeligt at finde frem til sundhedscenterets tilbud på kommunens hjemmeside. Hertil skal bemærkes, at brug af søgefunktionen gør det væsentlig nemmere at orientere sig på hjemmesiden. Forvaltningen har taget kontakt til Integrationsrådet vedrørende dette. Sundhedscenteret arbejder løbende på forbedring af egen hjemmeside, og lancerer en facebookside i slutningen af februar måned.

Høringssvarene har givet anledning til følgende konkrete justeringer i udkastet:

  • Strategimål 1 ændres til: ”Vi har sunde, trygge og sikre rammer, der hvor borgerne færdes
  • I opremsningen af målsætninger side 8 ændres 2. dot til ”have let tilgængelige og vedkommende sundhedstilbud til alle aldersgrupper”

I flere af høringssvarene pointeres det, at en af de store udfordringer bliver at udarbejde en handleplan for sundhedsindsatsen, som skal realisere sundhedspolitikkens vision og strategimål. Flere patientforeninger nævner et ønske om at blive involveret i gennemførelsen af de konkrete indsatser. Generelt nævnes det i høringssvarene, at inddragelse af borgere, relevante råd og aktører er vigtig for at sikre jordnære og realistiske indsatser.

Der er også i høringssvarene flere bud på indsatser i handleplanen, som vil blive taget med i det videre arbejde med handleplanen på sundhedsområdet.

Lov- og plangrundlag

Sundhedslovens § 119 stk. 1 og 2. Hvor der står: "at Kommunalbestyrelsen har ansvaret for - ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne - at skabe rammer for sund levevis, og at Kommunalbestyrelsen skal etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne"

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Sundhedspolitikken forventes foreligge godkendt og trykt senest juni 2015.

Bilag

Bilag 1: Rødovre Kommunes Sundhedspolitik 2015

Status på handleplan for sundhedsindsatsen 2014
Sag nr. 15

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger hermed status på handleplan for sundhedsindsatsen i 2015 til godkendelse.

Sagen behandles samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at status på handleplan for sundhedsindsatsen godkendes.

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

Hvert år forelægges status på handleplan for sundhedsindsatsen i det foregående år og handleplan for sundhedsindsatsen i det kommende år. Handleplan for sundhedsindsatsen er en udmøntning af Rødovre Kommunes sundhedspolitik.

I 2014 blev der arbejdet med konkrete mål for udvalgte indsatser. Opsamling på målene fremgår af vedlagte notat om opfølgning på indsatser og mål for udvalgte indsatsområder.

Der er i 2014 opnået erfaringer med at sætte operationelle mål for indsatserne og at finde frem til de mest hensigtsmæssige procedurer for de statistiske registreringer. På baggrund af erfaringerne fra 2014, arbejdes der videre med udvikling af måling af effekten af indsatserne i 2015.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven § 119 stk. 1 og 2.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Status på handleplan for sundhedsindsatsen 2014.
Bilag 2: Opfølgning på indsatser og mål for udvalgte indsatsområder i 2014

Godkendelse af handleplan for sundhedsindsatsen 2015
Sag nr. 16

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger hermed handleplan for sundhedsindsatsen 2015 til godkendelse.

Sagen behandles samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at handleplan for sundhedsindsatsen 2015 godkendes

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

Hvert år udarbejdes en handleplan for sundhedsindsatsen det pågældende år. Handleplanen er en udmøntning af Rødovre Kommunes sundhedspolitik.

Grundlaget for sundhedspolitikken og handleplanen for sundhedsindsatsen er sundhedslovens §119 stk. 1 og 2. Her står:

at Kommunalbestyrelsen har ansvaret for - ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne - at skabe rammer for sund levevis, og at Kommunalbestyrelsen skal etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

I budgettet er der afsat 525.276 kr. i forebyggelsespuljen. Disse midler er fordelt ud på indsatsområderne i handleplanen for sundhedsindsatsen 2015.

I handleplan for sundhedsindsatsen 2015 er der fokus på den sociale ulighed i sundhed, da handleplanen udmønter sundhedspolitikkens vision om at skabe lige muligheder for borgerne i Rødovre i forhold til sundhed og livskvalitet. Handleplanens afsnit er præget af sundhedspolitikkens fire strategimål og omhandler emnerne fra Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker med anbefalinger til indsatser. For at komme visionen nærmere er det vigtigt at styrke samarbejdet på tværs af afdelinger og forvaltninger og at lave flere målrettede indsatser tæt på, hvor borgerne er.

Ud fra erfaringerne med at arbejde med konkrete mål for indsatserne i 2014, bliver der i 2015 arbejdet videre med at opkvalificere indsatsen for at måle effekten af indsatserne. Der er udarbejdet en mere omfattende og struktureret beskrivelse ud fra en skabelon for mange af indsatserne, hvor blandt andet formålet, mål, succeskriterier og evalueringsmetode beskrives. Denne skabelon er et redskab i den faglige udvikling af indsatserne. I handleplanen er sundhedsindsatserne beskrevet kort baseret på skabelonerne.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven § 119.

Økonomiske konsekvenser

Aktiviteterne finansieres af forebyggelsespuljen se bilag 3, samt afsatte driftsmidler på de øvrige områder

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Handleplan for sundhedsindsatsen 2015.
Bilag 2: Mål for indsatser handleplan for sundhedsindsatsen 2015
Bilag 3: Budgetforslag Forebyggelsesmidler Handleplan 2015.

Diverse
Sag nr. 17

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl.: 15:30.