Børne- og Skoleudvalget

04-04-2017

Medlemmer

Flemming Lunde Østergaard Hansen(A)
Kim Drejer Nielsen(C)
Hans Houmøller(Ø)
Kim Hammer(O)
Annie Arnoldsen Petersen(A)

Sager 29 - 34

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 29

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

  1. Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser
  2. Orientering om fordelingen af pædagog/pædagogmedhjælperstillinger i daginstitutionerne

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Nyhedsliste 24. februar til 27. marts 2017.
Bilag 2: Fordeling mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere - opgørelse marts 2017
Bilag 3: Fordeling pædagoger og pædagogmedhjælpere marts 2017.

Forventet behov for daginstitutionspladser - april 2017
Sag nr. 30

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

Sagen omhandler det forventede behov for daginstitutionspladser fra april 2017 og de kommende 12 måneder.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at Børne- og Skoleudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

På mødesagen i marts skønnede forvaltningen, at der i april måned ville være op til 80 merindskrivninger. En del familier har imidlertid benyttet sig af et tilbud om at udsætte deres behovsdato til maj måned, for i højere grad at opnå plads i en af de institutioner familien har prioriteret højest. Omfanget af merindskrivninger endte derfor på 60 enheder.

Af samme årsag er der sket et lille fald i antallet af de børnehaveenheder, der benyttes til vuggestuebørn. Det forventes således, at der pr. 1. april vil være 132 børnehaveenheder, der benyttes af børn under 3 år.

På nuværende tidspunkt er pladserne for maj næsten færdigvisiterede.

Lov- og plangrundlag

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud.

Økonomiske konsekvenser

Forventet behov for daginstitutionspladser.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Behovsoversigt april 2017 - marts 2018

Ferie- og fridagsplan for skoleåret 2018/2019
Sag nr. 31

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen har udarbejdet ferie- og fridagsplan for skoleåret 2018/2019. Ferie- og fridagsplanen har været sendt til udtalelse på de syv folkeskoler og Ungecenter2610.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at ferie- og fridagsplanen for skoleåret 2018/2019 godkendes.

Beslutning

Godkendt med 4 stemmer for ( A+O + Ø) og 
1 stemme imod ( C ), idet medlemmet ikke ønskede 1. maj lagt ind som fridag.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsens beslutning af den 24.11.1998 vedrørende ferie- og fridagsplanerne for skolerne betyder:

  • at der er 200 skoledage
  • at ferie- og fridagsplanen fastlægges centralt
  • at 1. maj og 5. juni bliver skolefridage
  • at vinterferien afholdes i uge 8

Børne- og Kulturforvaltningen har udarbejdet ferie- og fridagsplan for skoleåret 2018/2019. Ferie- og fridagsplanen har været sendt til udtalelse i skolebestyrelserne på de syv folkeskoler. Forældrerepræsentanterne i skolebestyrelsen på Islev Skole mener, at 1. maj og Grundlovsdag ikke nødvendigvis bør være faste fridage. Herudover er der ikke modtaget kommentarer fra skolerne.

Det skal bemærkes, at vinterferien i kommunerne omkring os ligger som følger:

Uge 7: Brøndby*, Hvidovre, København, Herlev og Ballerup
Uge 8: Brøndby*, Albertslund, Ishøj og Glostrup
*Brøndby skifter mellem uge 7 og 8.

Placeringen af vinterferien blev sidst drøftet politisk i foråret 2016, hvor det bl.a. på baggrund af høringssvar fra skolebestyrelserne og tilbagemeldinger via skoleintra fra forældre på de seks almenskoler, blev besluttet at bibeholde placeringen i uge 8.

Lov- og plangrundlag

Lov om folkeskolen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Skoleåret 2018/2019.

Bilag

Bilag 1: Ferie- og fridagskalender 2018/2019

Indskrivning til 0. klasser for skoleåret 2017/2018
Sag nr. 32

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen fremlægger tallene for indskrivning til 0. klasser for skoleåret 2017/2018.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Grundlaget for planlægningen af det kommende skoleår for 0. klasserne bygger på Kommunalbestyrelsens beslutning af 26.10.2004 vedrørende Lov om folkeskolen (mere frit skolevalg indenfor og over kommunegrænserne), løbende ændringer af skoledistrikterne, antallet af børn samt udsættelse af undervisningspligten.

Tallene i orienteringen er et øjebliksbillede, og de kan løbende ændre sig i takt med ind- og udflytninger i kommunen, yderligere visiteringer til specialtilbud mv.

Indskrivningsresultater
Der er pt. indskrevet 415 elever til skolestart i august 2017. Der oprettes tre spor på kommunens almenskoler med undtagelse af Islev Skole, som dette skoleår blot har elever til to spor. Det vil sige i alt 17 klasser med en klassekvotient på 24,4 elever pr. klasse i gennemsnit.

Hendriksholm Skole er som den eneste skole blevet fyldt op med distriktsbørn. Det betyder, at heller ikke børn med større søskende på skolen har fået plads, hvis de bor udenfor skoledistriktet. Dog er der givet særlig pædagogisk dispensation til to elever, som bor uden for Hendriksholm Skoles distrikt.

Rødovre Skole er ligeledes primært fyldt op med distriktsbørn, men har dog også haft plads til børn med søskende på skolen, selvom de bor uden for distriktet.

I forbindelse med de seneste ændringer af skoledistrikterne, blev det vedtaget, at give børn i Tinderhøjs skoledistrikt med søskende i indskolingen på Islev Skole dispensation til at få plads på netop Islev Skole. Seks børn fra Tinderhøj Skoles distrikt har fået plads på Islev Skole pga. dispensationen, men også børn fra de øvrige distrikter har fået plads, hvis de har søskende på skolen.

På Valhøj Skole og på Nyager Skole har alle børn med søskende på de respektive skoler fået plads, samt visse af de børn som bor tættest på uden for distriktet.

Alle, der har ønsket optag på Tinderhøj Skole, har fået en plads.

Alt i alt har 57 børn i år fået opfyldt deres 1. eller 2. ønske om en anden skole end distriktsskolen, og for 24 elever har det ikke været muligt at imødekomme deres ønske om anden skole end distriktsskolen. 26 elever har valgt en anden skole end en skole i Rødovre Kommune, og 22 elever har fået udskudt undervisningspligten et år. Pt. er 11 elever indskrevet i et specialtilbud.

Tidligere år
Til sammenligning kan det oplyses, at der til skolestart 2016 blev indskrevet 452 elever i de seks folkeskoler, og til skolestart 2015 blev der indskrevet 469 elever. 32 elever valgte i 2016 en anden skole end i Rødovre. I 2015 var dette tal 39.
I 2016 havde 25 elever fået udsat undervisningspligten et år. I 2015 var tallet 27.

Lov- og plangrundlag

Lov om folkeskolen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen udover det i budgettet fastsatte beløb.

Tidsplan

Indskrivningen gælder skoleåret 2017/2018.

Bilag

Bilag 1: Oversigt over de indskrevne 0. klasser for skoleåret 2017-2018.

Handleplan for sundhedsindsatsen 2017
Sag nr. 33

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger handleplan for sundhedsindsatsen i 2017 til godkendelse. De overordnede fokusområder for 2017 er: sundhed hvor borgerne er, overvægt, tobaksforebyggelse, mental sundhed, kronisk sygdom og kræftrehabilitering. I handleplanen beskrives fokusområderne og de konkrete indsatser.

Sagen forelægges samtidig i alle fagudvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at handleplan for sundhedsindsatsen 2017 godkendes.

Beslutning

Anbefales med 4 stemmer for (A + O + Ø) og 1 stemme imod (C).

Sagsfremstilling

Hvert år udarbejdes en handleplan for sundhedsindsatsen. Handleplanen er en udmøntning af sundhedspolitikken. Mange af de indsatser, der tidligere har været beskrevet i handleplanerne, er nu overgået til drift og vil ikke blive beskrevet yderligere i handleplanen for 2017.

Handleplan for sundhedsindsatsen fokuserer i år mere på en beskrivelse af prioriterede fokusområder for året. Fokusområderne er: sundhed hvor borgerne er, overvægt, tobaksforebyggelse, mental sundhed, kronisk sygdom og kræftrehabilitering.

I handleplan for sundhedsindsatsen 2017 arbejdes der videre med visionen i sundhedspolitikken om at skabe lige muligheder for borgerne i forhold til sundhed og livskvalitet. Indsatserne i handleplanen relaterer til sundhedspolitikkens fire strategimål:

  • Vi har sunde, trygge og sikre rammer, der hvor borgerne færdes
  • Vi har gode og relevante sundhedstilbud til borgerne
  • Kommunens tilbud er lettilgængelige og synlige for borgerne
  • Der er sammenhæng og helhed i indsatsen

Der vil i 2017 blive arbejdet målrettet på at komme ud, hvor borgerne er og præge de rammer, borgerne færdes i til dagligt i en sundere retning. Derudover vil der i 2017 være målrettede indsatser for overvægtige børn, borgere som oplever begyndende stress, borgere på sygedagpenge og mænd. Tobaksforebyggelsen bliver styrket, særligt i forhold til en indsats for de unge rygere ved at støtte op om Kræftplan IV. Ligeledes vil der i 2017 blive arbejdet med udviklingen af en samlet plan for den patientrettede forebyggelsesindsats. I forhold til kræftrehabiliteringen vil der blive arbejdet med at styrke samarbejdet på tværs, så flere sårbare borgere gør brug af kræftrehabiliteringen.

Prioriteringen af sundhedsindsatserne og udviklingen af disse foretages ud fra evidensbaserede metoder. Alle indsatser dokumenteres og følges op på for at sikre, at ressourcerne anvendes mest hensigtsmæssigt og skaber mest sundhed og værdi for borgerne. I forbindelse med opstart af de forskellige indsatser vil der blive udarbejdet beskrivelser, hvor blandt andet mål, succeskriterier og evaluering af indsatsen beskrives i samarbejde med de relevante aktører.

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger årlig status på fokusområderne.

Der vil i 2017 blive afholdt en temadrøftelse i Social- og Sundhedsudvalget om den borgerrettede og patientrettede forebyggelsesindsats.

Lov- og plangrundlag

Grundlaget for sundhedspolitikken og handleplanen er sundhedslovens §119 stk. 1 og 2. Her står, at Kommunalbestyrelsen har ansvaret for - ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne - at skabe rammer for sund levevis, og at Kommunalbestyrelsen skal etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

Økonomiske konsekvenser

I budgettet er der afsat 516.859 kr. i forebyggelsespuljen. Disse midler er fordelt ud på indsatsområderne i handleplanen for sundhedsindsatsen (se bilag 2).

Midlerne i forebyggelsespuljen er fortrinsvis fordelt til finansiering af udviklingsprojekter på sundhedsområdet. Undtagelser i forhold til dette gælder for indsatserne seksuel sundhed og medlemskab af og aktiviteter i Sund By Netværket.

De øvrige indsatser er enten udgiftsneutrale eller finansieret inden for konti i Sundhedscenteret eller på Ældre- og Handicapområdet.

Tidsplan

April 2017: Handleplan for sundhedsindsatsen 2017 forelægges.
September 2017: Temadrøftelse i Social- og Sundhedsudvalget om den borgerrettede og patientrettede forebyggelsesindsats.
Februar 2018: Status på fokusindsatserne i handleplan for sundhedsindsatsen forelægges.

Bilag

Bilag 1: Endelig Handleplan for sundhedsindsatsen i 2017
Bilag 2: Økonomioversigt handleplan for sundhedsindsatsen 2017

Diverse
Sag nr. 34

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst og godkendt. Mødet afsluttet kl.: 16:40.