Kultur- og Fritidsudvalget

12-06-2018

Medlemmer

Pia Hess Larsen (A)
Formand Lene Due (A)
Kim Drejer Nielsen (C)
Brian Møller (A)
Flemming Lunde Østergaard (A)

Fraværende

Brian Møller (A), sag 30-34

Sager 30 - 34

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 30

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Der er ingen nyheder fra Schultzs Lovguide om Kultur- og Fritid.
  2. Jørgen Skriver Rasmussen giver en kort orientering om idrætsinstitutionerne.

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Ansøgning fra RødovreKanalen2 om nedsættelse af det årlige afdrag på lån til Rødovre Kommune
Sag nr. 31

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

RødovreKanalen2 ansøger om nedsættelse af det årlige afdrag på lån til Rødovre Kommune.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at ansøgningen godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

På Kommunalbestyrelsens møde den 25. maj 2011 blev det besluttet, at yde et rentefrit lån på 388.380 kr. til RødovreKanalen2.

Det blev endvidere besluttet, at lånet til RødovreKanalen2 skal tilbagebetales med 38.838 kr. pr. år, første gang den 1. januar 2013.

Ved mail af 23. maj 2018 har RødovreKanalen2 ansøgt om at få nedsat det årlige afdrag på lånet fra 38.838 kr. til 20.000 kr.

Det kan oplyses, at der af det oprindelige lånebeløb på 388.380 kr. resterer 155.352 kr.

Som begrundelse for ansøgningen oplyses det, at det er RødovreKanalen2's støtteforening, som hjælper med penge til afdrag gennem frivilligt foreningsarbejde for støtteforeningens medlemmer. I 2017 var der imidlertid en nedgang i overskud ved bankospil og musikarrangementer, og det var svært for støtteforeningen at nå de 38.838 kr.

Det er RødovreKanalen2 og RødovreKanalen2's Støtteforenings vurdering, at det vil være muligt at afdrage med 20.000 kr. pr. år. Såfremt overskuddet bliver større, vil foreningen kunne vælge at afdrage med et større beløb det pågældende år.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Det årlige afdrag på lånet vil blive reduceret med 18.838 kr.

Tidsplan

Ansøgningen vil have virkning fra 1. januar 2019.

Bilag

Bilag 1: Ansøgning fra lokalradioen Rødovrekanalen2 om nedsættelse af afdrag på lån

Kommuneplan 2018 - endelig vedtagelse
Sag nr. 32

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommuneplan 2018 – sammen om et bæredygtigt Rødovre, foreligger til endelig vedtagelse efter forslaget har været i offentlig høring i 8 uger fra den 24. januar 2018 til den 21. marts 2018.

Kommuneplanforslaget er miljøvurderet vedrørende de foreslåede ændringer. Kommuneplanen indeholder en sammenfattende redegørelse af miljøvurderingen.

Sagen behandles samtidig i alle fagudvalg.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Kommuneplan 2018 – sammen om et bæredygtigt Rødovre, vedtages med de ændringer, der fremgår af sagsfremstillingen,
  2. at administrationen bemyndiges til at foretage redaktionelle rettelser og præciseringer samt
  3. at Kommuneplan 2018 offentlig bekendtgøres.

Beslutning

Anbefales med 3 stemmer for (A). 1 medlem undlod at stemme (C).

Sagsfremstilling

Kommuneplan 2018 er en fuld revision af Kommuneplan 2014 med udgangspunkt i Kommuneplanstrategi 2016. Begge plandokumenter tager udgangspunkt i den politiske vision "Sammen om Rødovre" og fokus på bæredygtig byudvikling.

Forslaget har været i høring i 8 uger i perioden 24. januar 2018 til den 21. marts 2018. De indkomne høringssvar har givet anledning til forslag til ændringer i den endelige kommuneplan. På baggrund af høringssvarene er der udarbejdet en sammenfattende redegørelse af miljøvurderingen.  

Høringssvar

Teknisk Forvaltning har modtaget i alt 29 høringssvar. Heraf 5 bemærkninger fra statslige myndigheder. 10 bemærkninger er indkommet fra henholdsvis Danmarks Naturfredningsforening, Agenda 21 Gruppen i Rødovre, 1 forsyningsselskab, Cyklistforbundet, 2 grundejerforeninger, 1 boligforening, 2 virksomheder samt 1 politisk parti. 14 bemærkninger er indkommet fra borgere.

De fremsendte bemærkninger fra borgere, foreninger, virksomheder og et politisk parti handler om:

  • Levende hegn.
  • Udendørs oplag i boligområder.
  • Trafikbelastede veje.
  • Rammebestemmelserne for områder omkring større veje udlagt til blandede bolig- og erhvervsområder – herunder områderne omkring Randrupvej og Jyllingevej.
  • Manglende parkeringspladser i de stationsnære områder.
  • Udvidelse af Rødovre Centrum.
  • Detailhandelsstrukturen – herunder udvidelse af lokalcenter ved Tårnvej/Roskildevej, samt udvidelse af bydelscenter Islev Torv.
  • De ældres muligheder i Rødovre.
  • Udpegning af bevaringsværdige bygninger.
  • Krav til lokalplanlægning af kulturmiljøer.
  • Krav om høj arkitektonisk og materialemæssig kvalitet til byggeri.
  • Styrkelse af de grønne områder.
  • Forbedrede forhold for bløde trafikanter.
  • Nedsættelse af trafikstøj.
  • Vækst i forhold til bæredygtighed.
  • Terrænregulering.
  • Natparkering og udendørs oplag i tekniske områder.
  • Uoverensstemmelse mellem kommuneplanforslaget og Bynet 2019

De fremførte bemærkninger fra Erhvervsstyrelsen handler om:

  • Byvækst – præcisering af udviklingsrækkefølgen i kommunen.
  • Produktionsvirksomheder – rettelser til kort og signaturforklaring samt konsekvensrettelse i tekst.
  • Grønne kiler – beskriv hvordan der skabes grønne og blå forbindelser fra de 3 byudviklingsområder og de grønne kiler/bykiler jf. Fingerplanens § 7.
  • Klimatilpasning – lovændring fra februar 2018 med kommende vejledning kræver kommuneplantillæg.

Der er indgået aftale med Erhvervsstyrelsen om ovenstående punkter jf. aftalenotat af den 21. marts 2018. Dog forbeholder Rødovre Kommune sig retten til at afvente kravene i den kommende vejledning om klimatilpasning før der stilles krav om kommuneplantillæg.

Bemærkninger fra andre myndigheder handler om følgende:

  • Miljø- og fødevareministeriet gør opmærksom på at Rødovre Kommune mangler at udpege forskellige grønne områder i ”det grønne Danmarkskort” og tilhørende retningslinjer.
  • Energistyrelsen anbefaler, at der tilføjes en retningslinje om respektafstand langs jordkabler og gør opmærksom på servitutterne omkring jordkabler.
  • Banedanmark ønsker at støjen omkring jernbaner bliver vist.
  • Vejdirektoratet ønsker, at der tilføjes en retningslinje for trafikstrukturen, som også fastlægger det overordnede vejnet i kommunen. Derudover anbefaler de, at vejbyggelinjerne omtales i afsnittet ”Trafikstruktur”.

Teknisk Forvaltnings vurderinger af de indkomne bemærkninger og anbefalinger om ændringer er samlet i et skema af den 4. maj 2018. Sammenfattede anbefaler Teknisk Forvaltning følgende ændringer i kommuneplanforslaget. Alle ændringer er skrevet med rødt i kommuneplanen (bilag 4). Ændringerne skrives med sort, når kommuneplanen skal offentliggøres.

Forslag til ændringer

1. Tilføjelse til rækkefølgeplanen:

Rækkefølgeplanen er uddybet og omfatter nu en mere detaljeret beskrivelse af udviklingsrækkefølgen i kommunen på baggrund af befolkningsfremskrivning.

2. Justering i kortmateriale i forhold til konsekvensområder:

I afsnittet om erhverv er kort over konsekvensområder justeret så afstandszoner og konsekvensområder vises på to forskellige kort. Teksten er konsekvensrettet i forhold til dette.

3. Ændring af retningslinjer for byudvikling – Sammenhængen til grønne kiler og/eller grønne bykiler: 

Der er tilføjet et punkt under retningslinje 3.7 om, at der skal skabes sammenhængende blå eller grønne forbindelser fra nye tætte byudviklingsområder til de grønne kiler og de grønne bykiler jf. Fingerplanens § 7. Retningslinjen er uddybet under afsnittene for hvert byudviklingsområde, hvor det er beskrevet, hvordan der skabes forbindelse til de grønne kiler og/eller de grønne bykiler.  

4. Tilføjelse af henvisning til kommende vejledning om klimatilpasning:

I kapitlet om klimatilpasning er der tilføjet, at Rødovre Kommune skal forholde sig til den vejledning, Erhvervsstyrelsen er i gang med at udarbejde om klimatilpasning i forbindelse med lovændringen, der trådte i kraft 1. februar 2018. Vejledningen forventes færdig i efteråret 2018.

5. Ændring i krav til hegning og beplantning:

Kravet i de generelle rammer, om at hegn skal være levende hegn, er justeret, så der kan opsættes trådhegn i forbindelse med levende hegn. Det kan være nødvendigt at anvende trådhegn - f.eks. i forbindelse med børneinstitutioner, i forbindelse med virksomheder og i boligområder, hvor folk har husdyr. Trådhegnet må ikke være højere end det levende hegn.

6. Detailhandelsstrukturen:

I kommuneplanen er detailhandelsstrukturen ændret med to udvidelser af henholdsvis bydelscenteret ved Islev Torv og lokalcenteret ved Tårnvej/Roskildevej.

Rammen for Bydelscenteret ved Islev Torv 1C01 er udvidet til at omfatte matrikel nr. 4ay. Dette er gjort for at skabe bedre mulighed for planlægning af en ny dagligvarebutik på hjørnet af Viemosevej og Islevbrovej. Der bliver herved skabt mulighed for, at bydelscenteret kan styrkes med mere detailhandel og Islevbrovej kan blive tilført mere liv.

Lokalcenteret ved Tårnvej/Roskildevej udvides så en del af matrikel 8eg, samt matrikel 8ft tages med i lokalcenteret. Dette giver en udvidet mulighed for at opføre butikker langs Roskildevej.

7. Ændring i udpegning af bevaringsværdige bygninger:

En bygning på Bjerringbrovej og én på Viemosebro – i alt to bygninger – er udtaget som bevaringsværdige i Kommuneplan 2018. Bygningen på Bjerringbrovej er besigtiget på ny og er fundet i så ringe stand, at den ikke bør udpeges som bevaringsværdig. Bygningen på Viemosebro vurderes kun til at være bevaringsværdig i sammenhængen med øvrige bebyggelse og altså ikke som selvstændig bygning.

8. Krav til lokalplanlægning af kulturmiljøer:

De generelle rammer for fredet og bevaringsværdig bebyggelse og beplantning er tilføjet et punkt, der skal tydeliggøre, hvordan der skal arbejdes med kulturmiljøer i lokalplanlægningen.

9. Ændring i krav til byggeri:

De generelle rammer for materialer og udformning af bebyggelse er tilføjet et punkt, der skal tydeliggøre, at byggeri skal gennemføres med høj arkitektonisk kvalitet og i overensstemmelse med principperne i Rødovre Kommunes arkitekturpolitik.

10. Ændring i krav til terrænregulering:

For at sikre en hensigtsmæssig afvikling af terrænforskelle f.eks. i forbindelse med nybyggeri, er de generelle rammer for terrænregulering ændret, så der ikke må etableres store terrænforskelle i skelzonen (2,5 meter fra skel). Terrænregulering inden for skelzonen ændres til at være maksimalt 0,3 meter og må ikke ske nærmere end 0,5 meter fra skel. Uden for skelzonen må der ske terrænregulering op til 0,5 meter.

11. Ændring i krav til de tekniske områder:

I de generelle rammer for de tekniske områder er bestemmelserne om forbud mod natparkering taget ud af kommuneplanen. Forbuddet mod udendørs oplag er ligeledes fjernet og erstattet af et krav om at udendørs oplag ikke må være skæmmende og skal kunne godkendes af Rødovre Kommune.

12. Ændring af retningslinjekort 14 for busruter:

Retningslinjekortet over busruterne i Rødovre er blevet rettet så det er i overensstemmelse med Bynet 2019, der blev godkendt af Kommunalbestyrelsen i marts 2018.

13. Ændring af retningslinjekort 9 det grønne danmarkskort:

Det grønne danmarkskort er ændret, så det udpeger tre forskellige typer naturområder i Rødovre Kommune: Naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser, økologiske forbindelser og potentielle økologiske forbindelser. Derudover er der tilføjet retningslinjer for de tre typer naturområder.

Ifølge planlovens § 11 a stk. 1 nr. 14 skal også potentielle naturområder udpeges. Men Miljøstyrelsen accepterer dog, at Rødovre Kommune ikke udpeger potentielle naturområder i kommunen, da det i kommuneplanen er beskrevet, at kommunen er fuldt udbygget og det derfor er svært at udlægge nye naturområder.

14. Tilføjelse af retningslinje 25.2 for øvrige tekniske anlæg:

Retningslinjen for øvrige tekniske anlæg er ændret, så høje genstande som minimum bør placeres i en respektafstand på 50 meter fra Energinets jordkabelanlæg. Dette er gjort for at mindske risikoen for strømafbrydelse i store dele af hovedstaden ved lynnedslag. Retningslinjen er fulgt op af en udvidelse af den generelle ramme for ”Antennemaster, synligt sendeudstyr, skorstene og vindmøller” for alle områdetyper.

For at synliggøre at der kan være tinglyst servitutter eller deklarationer omkring elanlæg tilføjes ”elanlæg” til den generelle ramme ”Deklarationer og servitutter” for de forskellige områdetyper.

15. Tilføjelse af kort over støj fra jernbaner:

For at synliggøre støjen omkring jernbanerne i nærheden af Rødovre er der indsat et kort over jernbanestøj.

16. Ændring af betegnelserne i afsnittet om trafikstruktur:

I afsnittet om trafikstruktur er nogle betegnelser ændret, så de stemmer overens med vejlovens betegnelser. Derudover er teksten uddybet i henhold til ”vejbyggelinjer” og ”det overordnede vejnet”.

Herudover anbefaler Teknisk Forvaltning en række mindre redaktionelle rettelser og præciseringer i forhold til de enkelte afsnit i kommuneplanforslaget.  

Sammenfattende vurdering:

Teknisk Forvaltning vurderer, jf. skema af den 4. maj 2018, at der ikke er høringssvar, der kræver yderligere ændringer i kommuneplanforslaget.  

Lov- og plangrundlag

Lov om planlægning.

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Lov om planlægning.

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). 

Bilag

Bilag 1: Samledokument samtlige indkomne høringssvar
Bilag 2: Aftalenotat med Erhvervsstyrelsen
Bilag 3: Skema - behandling af indkomne høringssvar med Teknisk Forvaltnings kommentarer
Bilag 4: Kommuneplan 2018 - Kapitel 0
Bilag 5: Kommuneplan 2018 - Kapitel 1
Bilag 6: Kommuneplan 2018 - Kapitel 2
Bilag 7: Kommuneplan 2018 - Kapitel 3 (52 MB)
Bilag 8: Kommuneplan 2018 - Kapitel 4
Bilag 9: Kommuneplan 2018 - Kapitel 5
Bilag 10: Kommuneplan 2018 - Kapitel 6
Bilag 11: Kommuneplan 2018 - Kapitel 7
Bilag 12: Sagsfremstilling til Forslag til Kommuneplan 2018

Handleplan for sundhedsindsatsen 2018-2019
Sag nr. 33

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger hermed handleplan for sundhedsindsatsen 2018-2019 til godkendelse.

Sagen behandles samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at handleplan for sundhedsindsatsen 2018-2019 godkendes. 

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Hvert år udarbejdes en handleplan for sundhedsindsatsen. Handleplanen er en udmøntning af sundhedspolitikken. Handleplanen beskriver prioriterede fokusområder for det kommende år.

I handleplanen arbejdes der videre med visionen i sundhedspolitikken om at skabe lige muligheder for borgerne i forhold til sundhed og livskvalitet. Indsatserne i handleplanen relaterer til sundhedspolitikkens fire strategimål:

  • Vi har sunde, trygge og sikre rammer, der hvor borgerne færdes
  • Vi har gode og relevante sundhedstilbud til borgerne
  • Kommunens tilbud er lettilgængelige og synlige for borgerne
  • Der er sammenhæng og helhed i indsatserne

De overordnede rammerne for sundhedspolitikken og handleplanen er Region Hovedstadens Sundhedsprofil for 2017, Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker med anbefalinger til kommunerne, KL´s oplæg "Forebyggelse for fremtiden" fra januar 2018 og Sundhedsstyrelsens rapporter iøvrigt.

I 2018 vil der fortsat være fokus på udvikling af tværgående indsatser og indsatser i forhold til tobak, mental sundhed, overvægt og fysisk aktivitet, indsatsen for borgere med kronisk sygdom og borgere med kræft. Derudover vil der i 2018 blive sat et udviklingsprojekt i gang kaldet "Vores Sunde Hverdag".

Et af de centrale punkter i ”Vores Sunde Hverdag” er at begrænse udviklingen af social ulighed i sundhed, hvilket stemmer rigtig godt overens med visionen i kommunens sundhedspolitik. ”Vores Sunde Hverdag” kommer til at fungere som en paraply for en optimering af de nuværende indsatser og udvikling af nye indsatser bredt i kommunen i forhold til både trivsel og sundhed.

Som det fremgår af den økonomiske oversigt i bilag 2, er der afsat en pulje til igangsættelse af nye aktiviteter udviklet i ”Vores Sunde Hverdag".  

Lov- og plangrundlag

Grundlaget for sundhedspolitikken og handleplan for sundhedsindsatsen er sundhedslovens paragraf 119 stk. 1 og 2. Her står, at Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne, at skabe rammer for sund levevis, og at Kommunalbestyrelsen skal etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

Økonomiske konsekvenser

I budgettet er der afsat 523.611 kr. i forebyggelsespuljen. Disse midler er delt ud på indsatsområderne i handleplanen. Der er afsat 55.000 kr. til en pulje til nye indsatser opstået i den proces, der sættes i gang i forbindelse med "Vores Sunde Hverdag".

Midlerne i forebyggelsespuljen er fortrinsvis fordelt til finansiering af udviklingsprojekter. Undtagelser i forhold til dette gælder indsatserne seksuel sundhed og medlemskab og aktiviteter i Sund By Netværket. De øvrige indsatser er enten udgiftsneutrale eller finansieret inden for konti i sundhedscenteret.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Handleplan for sundhedsindsatsen 2018
Bilag 2: Budget Handleplan 2018-samlet

Diverse
Sag nr. 34

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.