Kultur- og Fritidsudvalget

13-04-2021

Medlemmer

Formand Lene Due (A)
Pia Hess Larsen (A)
Birgitte Glifberg (A)
Kim Drejer Nielsen (C)
Kim Hammer (O)

Sager 14 - 19

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 14

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Meddelelsespunkterne fremlægges til orientering.

  1. Status på COVID-19.
  2. Nyhedsliste fra Schultz Lovguide for kultur og fritid.
  3. Orientering om udvikling af ny idrætspolitik
  4. Året der gik - Rødovre Bibliotek
  5. Kulturvitaminer
  6. Børnefestivalen
  7. Notat vedr. 'Status pr. medio marts 2021 fra Vores Sunde Hverdag'.

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser
Bilag 2: Året der gik 2020. Rødovre Bibliotek
Bilag 3: Kulturvitaminer
Bilag 4: Børnefestival 2021
Bilag 5: Status fra Vores Sunde Hverdag

Forslag til ændringer i Rødovre Musikskoles vedtægter
Sag nr. 15

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Der er udarbejdet forslag til ændringer i Rødovre Musikskoles vedtægter. Det drejer sig om en præcisering af bestyrelsens opgaver og funktioner samt en tilføjelse vedrørende fjernundervisning.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at ændringerne i Rødovre Musikskoles vedtægter godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Siden 2014 har det ifølge 'Bekendtgørelsen om musikskoler' ikke længere været et lovkrav at have bestyrelser på musikskoler. Selvom bestyrelsen er fastholdt på Rødovre Musikskole, er der siden 2014 ændret i bestyrelsens opgaver og funktioner. Vedtægterne foreslås derfor ændret, så de i højere grad afspejles i praksis.

I de gældende vedtægter for Rødovre Musikskole fremgår det af § 6 om bestyrelsens opgaver og ansvar:

  • Bestyrelsen har over for kommunalbestyrelsen det overordnede ansvar for musikskolens virksomhed i det omfang, kommunalbestyrelsen træffer bestemmelse herom, og med respekt for de af kommunalbestyrelsen trufne beslutninger vedrørende mål og rammer m.v.
  • Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
  • Bestyrelsen indstiller til kommunalbestyrelsen ved ansættelse og afskedigelse af musikskolens leder.
  • Bestyrelsen indstiller skolens budget og det reviderede budget til kommunalbestyrelsens godkendelse.
  • Bestyrelsen skal sikre samarbejdet mellem folkeskolen og musikskolen samt mellem hjemmene og musikskolen.

Rødovre Musikskole foreslår følgende vedtægtsændringer for § 6 om bestyrelsens opgaver og ansvar:

  • Bestyrelsen bidrager til udviklingen af musikskolens virksomhed og fungerer som sparringsorgan for musikskolens daglige ledelse.
  • Bestyrelsen udtaler sig årligt om skolens budget for det kommende år i dialog med musikskolens ledelse.
  • Bestyrelsen høres ved større ændringer i musikskolens virksomhed.
  • Bestyrelsen bidrager til at fremme samarbejdet mellem folkeskolen og musikskolen samt mellem hjemmene og musikskolen.
  • Bestyrelsen tilbydes én plads i ansættelsesudvalget ved ansættelse af musikskolens leder.
  • Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Derudover foreslår musikskolen en tilføjelse i vedtægterne, § 3, stk. 3:

I tilfælde af nedlukning af Rødovre Musikskole pga. epidemi eller lignende med derved manglende mulighed for undervisning med fysisk tilstedeværelse, fortsætter musikskolens soloundervisning som fjernundervisning inklusiv brug af instruktionsvideoer og skriftligt materiale.

Ændringsforslaget og tilføjelsen er behandlet og godkendt af musikskolens bestyrelse den 18. februar 2021.

Lov- og plangrundlag

Lov om musik.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Rødovre Musikskole vedtægter - revideret marts 2021

Kunst i byens rum - Vångaskibet
Sag nr. 16

Beslutningskompetence: KFU

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at der ikke arbejdes videre på en omplacering af Vångaskibet.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 8. oktober 2019 godkendte udvalget omplacering af 'Vångaskibet', herunder genetableringen af det rindende vand. På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets godkendelse af 8. oktober 2019 har Børne- og Kulturforvaltningen i samarbejde med Teknisk Forvaltning og Kunstrådet arbejdet på at finde løsninger til flytning af Vångaskibet. En omplacering ved Rødovre Stadionhal ansås som en mulighed, men har af flere årsager vist sig at være uhensigtsmæssig, ligesom der har vist sig at være en betragtelig økonomisk usikkerhed forbundet med en omplacering af Vångaskibet.

Hvad angår placeringen på det grønne område foran hallen findes der på nuværende tidspunkt et stort skilt fra Movia, som forudsættes flyttet til anden placering med samme synlighed som ved den nuværende placering. Der er endvidere placeret et stort skilt for Rødovre Mighty Bulls, der ligeledes forudsættes flyttet.

Kunstrådet har vurderet, at vandet er så stor en del af værkets oprindelige udtryk, at det bør genetableres i forbindelse med en eventuel flytning af værket. I forbindelse med sagens behandling den 8. oktober 2019 havde Teknisk Forvaltning, på baggrund af tidligere erfaringer, anslået udgiften ved flytning og genetablering af rindende vand til 800.000 kr. Af sagen fremgår, at overslaget forudsætter, at skulpturen er udført med plads til fremføring af vand til toppen. Det har i det efterfølgende arbejde ikke været muligt at fremskaffe tegninger af Vångaskibets indre og dermed vurdere omkostningerne til etablering af vandgennemstrømning. En konkret vurdering af omkostninger og hjemtagning af tilbud kan derfor først ske efter, at kunstværket er flyttet, da det først herefter kan vurderes, hvordan vandgennemstrømning kan etableres, herunder om der er hul i stenen til fremføring af vandet.

På baggrund af usikkerheden omkring økonomien, samt udfordringen med placeringen af såvel kunstværket og nærliggende skilte, er det vurderingen fra Teknisk Forvaltning, at projektet ikke kan ske på en tilfredsstillende måde og inden for det forudsatte budget.

På baggrund af ovennævnte har Kunstrådet anbefalet at lade kunstværket stå på dets nuværende placering. Børne- og Kulturforvaltningen anbefaler ligeledes på baggrund af den store økonomiske usikkerhed, at der ikke arbejdes videre med en omplacering af Vångaskibet for nuværende.

Tidligere politisk behandling
På Økonomiudvalgets møde den 9. december 2020 godkendte udvalget sagen om 'Status på kunst i byens rum'. I sagen tog Økonomiudvalget til efterretning, at det ikke har været muligt at omplacere Vångaskibet samt genetablere det rindende vand inden for den økonomiske ramme, der var forudsat i forbindelse med sagens behandling. Kultur- og Fritidsudvalget blev orienteret herom henholdsvis den 12. januar, den 2. februar samt den 16. marts 2021.

I henhold til retningslinjerne for Kunstrådet er Økonomiudvalget ansvarlig for at udpege de byrum, hvor der skal etableres kunst, mens Kultur- og Fritidsudvalget er ansvarligt og besluttende udvalg i forhold til igangsættelse af kunstprojektet. På mødet i Kultur- og Fritidsudvalget den 16. marts 2021 bad De Konservative og Dansk Folkeparti om, at forvaltningen udarbejdede en særskilt sag om den fremtidige håndtering af Vångaskibet.

Lov- og plangrundlag

En flytning af skulpturen vil forudsætte en byggetilladelse.

Økonomiske konsekvenser

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget måtte ønske en omplacering af Vångaskibet, vil beløbet med stor sandsynlighed ligge over de afsatte 800.000 kr.  

Tidsplan

Ingen.

Status på handleplan for implementering af Røgfri Fremtid 2020-2023
Sag nr. 17

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger status for det første års arbejde med handleplanen for Røgfri Fremtid 2020-2023.

Sagen behandles samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at status 2021 for handleplan for Røgfri Fremtid 2020-2023 godkendes.

Beslutning

Anbefales med 4 stemmer for (A + C) og 1 stemme imod (O).

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen godkendte på sit møde den 26. maj 2020 (sag nr. 113) handleplan for Røgfri Fremtid i Rødovre 2020-2023. Handleplanen er en naturlig forlængelse af kommunens partnerskabsaftale med Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden om Røgfri Fremtid samt de nationale mål om "Røgfri Generation 2030". Rødovre er et ud af 264 medlemmer af Røgfri Fremtid. Rødovre Kommune bidrager til en røgfri fremtid lokalt. På nationalt plan er der i december 2020 vedtaget en ny lov om forbud mod tobaksreklamer, lov om tobaksvarer og elektroniske cigaretter med videre, som også vil bidrage til målet om en røgfri generation 2030.

Handleplanen sætter fokus på at:

  • forebygge rygestart hos børn og unge
  • fremme røgfri miljøer, hvor børn og unge færdes
  • fremme rygestop blandt unge.

Handleplanen indeholder dermed initiativer, der er igangsat på tværs af kommunens forskellige områder. Med henblik på at sikre og monitorere en fremdrift af planen er der nedsat en styregruppe med repræsentanter fra de relevante fagområder.

Nedenfor fremhæves de væsentligste resultater i forhold til handleplanens indsatser. Det har været en udfordring at inddrage de unge og borgerne i foreningslivet til dialog i denne periode, hvor de fleste aktiviteter i fællesskaber er suspenderet. Til trods for de udfordringer, som Covid-19 situationen har givet, er det forvaltningens vurdering, at der siden planens vedtagelse allerede er sket store ændringer, og at der stadig er, og fortsat vil være, stort fokus på røgfrie miljøer på alle forvaltningens områder.

Røgfri skoletid

Der er indført røgfri skoletid på alle kommunens skoler, SFO'er og klubber fra august 2020. Grundet Covid-19 er flere af aktiviteterne udsat, herunder drøftelse af forældreaftaler på forældremøder på 8. årgang, samt opsamling og vidensdeling med Fælleselevrådet.

Kræftens Bekæmpelses områdekontor har i samarbejde med SSP og skoleområdet lavet en indsats målrettet hver skole med virtuel undervisning af lærerne i "Den korte samtale om rygning". Lærerne er klædt på med mere viden om de unges rygning, samt hvordan de kan imødekomme de unge, der har vanskeligt ved at stoppe med at ryge i skoletiden. Ca. halvdelen af skolerne har haft undervisningen, og når de resterende har været gennem forløbet, udarbejder Kræftens Bekæmpelse en afrapportering.

Ungecenter 2610 har bedt om et fysisk møde med tættere dialog i forbindelse med undervising i "Den korte samtale om rygning". Derfor planlægges dette, når Covid-19-situationen tillader det.

Røgfrie miljøer på kultur- og fritidsområdet

Der er udviklet og opsat plakater med skiltning af røgfrie områder ved sporthallernes indgange. Ved skiltningen er benyttet positive budskaber, som fremmer målet om at passe på børn og unge. Eksempler er: "Tak fordi du ikke ryger foran børn og unge" eller "Her er vi sammen om en røgfri fremtid".

Askebægre ved indgange er flyttet væk fra indgange til hallerne. Der er i igangsat en dialog om det videre arbejde med BKF og foreningerne i forhold til at blive røgfrie. Når det bliver muligt at mødes fysisk i større grupper, bliver der igangsat en proces i et antal foreninger med henblik på at blive en røgfri forening. Processen vil tage udgangspunkt i en afprøvet model fra DGI og Røgfri Fremtid med inddragelse af foreningernes medlemmer.

Ungdomsuddannelserne og de unges røgfrihed

I 'Vestegnssamarbejdet' er der udarbejdet en række tiltag, som er opstartet i marts 2021 med et større virtuelt kick-off møde med ca. 11 tilmeldte ungdomuddannelser og de 10 kommuner. Der er udarbejdet en partnerskabsaftale, der skal indgås mellem Vestegnssamarbejdet "Klar Livet uden røg og rusmidler" og de ungdomsuddannelser, der allerede ønsker at starte op i år. Derudover er der udarbejdet et inspirationskatalog til ungdomsuddannelser over de aktiviteter, som de 10 kommuner kan bidrage med. Der er også oprettet hjemmesiden "Klar Livet..." til ungdomsuddannelserne.

Røgfrihed i børn og unges hjem

Sundhedsplejen har fokus på dialog med forældrene, når de er på besøg hos familier, hvor der ryges. Sundhedsplejen benytter "Very Brief Advice"-metoden i de hjem, hvor der stadig ryges indendørs. Her bliver forældrene gjort opmærksom på muligheden for at få et professionelt rygestopkursus, hvor sundhedsplejerskerne kan henvise direkte til kommunens rygestoptilbud.

Røgfrie legepladser

Legepladerne i henholdsvis Espelundens Park og Stadionparken er blevet røgfrie. Der opsættes tydelig skiltning om dette i foråret, når jorden er frostfri.

Mikroplastik

Mikroplastik fra skodder er et emne til videre bearbejdelse i forbindelse med Rødovre plastikstrategi, der er under udarbejdelse.

Rødovre Kommune som arbejdsplads

Hovedudvalget godkendte i august 2020 at indføre røgfri arbejdstid for alle medarbejdere pr. 1. januar 2021. De medarbejdere/ arbejdspladser, der har ønsket det, er blevet tilbudt rygestopkurser. Efteråret 2020 er blevet brugt til, at de enkelte arbejdspladser har drøftet betydningen af røgfri arbejdstid hos dem.

Rygestopkurser

Rødovre Sundhedscenter udbyder løbende rygestopkurser. Kurserne kan enten være individuelle forløb, gruppeforløb eller digitale tilbud. I alt 115 borgere har i 2020 tilmeldt sig en af rygestopindsatserne i Sundhedscenteret. Ud af dem er 65 røgfri (med et fremmøde på mellem 1-6 gange). I 2020 er der afholdt følgende kurser: 9 gruppekurser, 19 borgere i individuelt rygestopforløb, 1 arbejdspladshold (Rødovre centrum), "Rødovre kvitter smøgerne": 1 online hold, 3 hold med fysisk fremmøde fordelt rundt omkring i Rødovre (Islev bibliotek, Cafébiblioteket i Kærene og Sundhedscenteret).

Trods de skiftende restriktioner, hvor forsamlingsforbuddet og borgernes bekymring i forhold til at mødes med andre har haft stor betydning for muligheden for at afholde rygestopkurser, har det været prioriteret højt, at alle, der ønskede hjælp til at blive røgfri, også har fået støtte til det. Hvor kursusformatet ikke har været muligt, har borgerne fået individuelt tilpassede forløb. Der er i november 2020 oprustet med endnu en medarbejder i Sundhedscenteret, der er uddannet til rygestopinstruktør.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven paragraf 119, stk. 1 og 2.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ny status for handleplan for Røgfri Fremtid vil blive forelagt i april 2022.

Fælles forår - genaktivering af de frivillige fællesskaber på kultur-, fritids- og socialområdet
Sag nr. 18

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger forslag til nye initiativer, der har til formål at støtte en genaktivering af fællesskaber og foreningsliv på kultur-, fritids- og socialområdet ved en yderligere genåbning af samfundet.

Sagen behandles samtidig i Børne- og Skoleudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at notatet tages til efterretning.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

På grund af Covid-19 situationen har fælleskaber og foreningsaktiviteter på kultur-, fritids- og socialområdet været lukket ned. Idrætsforeningerne har udtrykt bekymring for det manglende aktivitetsniveau, ungerådgivningen får færre henvendelser på trods af stigende mental mistrivsel blandt unge under corona, og gejsten hos de frivillige er med god grund udfordret. Alligevel har foreningslivet ikke ligget helt stille. Foreningerne har, hvor det har været muligt, søgt at gå nye veje, påtaget sig nye opgaver og indgået nye samarbejder. For børn og unge på kommunens skoler er det tydeligt, at alle har savnet det faste og stabile fællesskab, som klassen udgør.

Fællesskaberne skal genaktiveres efter en kold og mørk periode med lockdown, og det skal være trygt at være sammen og tage del i fællesskabet. På den baggrund har Børne- og Kulturforvaltningen sammen med Social- og Sundhedsforvaltningen udarbejdet en række forslag til konkrete fælles initiativer, såvel som initiativer målrettet henholdsvis kultur- fritids- og socialområdet. Initiativerne er beskrevet yderligere i vedlagte bilag.

Fælles nye initiativer for foreningslivet

For at give foreningerne de bedste forudsætninger for at få gang i foreningslivet igen foreslår forvaltningerne, at der med en fælles foreningskick-off igangsættes en række initiativer der har til formål at:

  1. hjælpe de frivillige med at finde gejsten igen/motivere og synliggøre handlemuligheder for de frivillige
  2. imødekomme behovet for viden om corona-sikker opstart
  3. skabe opmærksomhed om at foreningslivet starter op igen for gamle såvel som nye brugere og
  4. fastholde den nye type frivillighed, der er blomstret op under corona.

På den baggrund planlægges det at afholde følgende aktiviteter:

  • Fælles inspirations- og videndelingsmøde for foreningerne
  • Fælles kommunikationskampagne med temaet ”Sammen i foreningerne igen”
  • Fokus på ad hoc frivillighed

Endvidere planlægges følgende aktiviteter i Social- og Sundhedsforvaltningen:

  • "Kunne du tænke dig aktiviteter sammen med andre?" – en pjece til ældre
  • Straksbehandling og ekstra ansøgningsrunde til frivillig midler
  • Guidede virtuelle ferieture mod ensomhed - 18 lande på 18 uger
  • Markering af genåbning på plejehjemmenes caféer

Samt nedenstående aktiviteter i Børne- og Kulturforvaltningens regi:

  • Trivsels- og læringsdage med skolerne på Skovly
  • En avis for idræts- og foreningslivet
  • Forlængede åbningstider i kommunens idrætsfaciliteter til gavn for idræts- og foreningslivet
  • Rundt i Rødovre – skattejagt
  • Børnekoncerter for alle børnehaver
  • Korkoncerter for plejehjem og bosteder
  • Udeværksted ved Heerup Museum for skoleforløb, foreninger m.v.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Aktiviteterne forventes i udgangspunktet afholdt inden for den eksisterende økonomiske ramme. I forhold til Skovly-initiativet afsøges muligheder for dækning via statslige puljer. Såfremt det ikke sker, kan der opstå merudgifter på op til 0,2 mio. kr.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Fælles Forår - genaktivering af fællesskaberne på kultur- fritids- og socialområdet final

Diverse
Sag nr. 19

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.