Økonomiudvalget

30-09-2020

Medlemmer

Formand Britt Jensen (A)
Lene Due (A)
Flemming Lunde Østergaard (A)
Claus Gisselmann Olsen (UP)
Peter Mikkelsen (Ø)

Sager 200 - 201

Fold alle ud

2. Behandling af Budgetforslag 2021 - budgetoverslagsår 2022-2024
Sag nr. 200

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen 1. behandlede henholdsvis den 19. august og den 1. september budgetforslag 2021.

Der er siden 1. behandlingen fremkommet følgende ændringer:

  • Administrationens tekniske ændringsforslag
  • Politiske ændringsforslag
  • Øvrige ændringsforslag

Administrationens tekniske ændringsforslag
De tekniske ændringer er udsendt til Komunalbestyrelsen den 31. august 2020. De tekniske ændringer vedrører nye skøn, ny lovgivning, seneste beslutninger truffet i Kommunalbestyrelsen med varig økonomisk effekt og budgetneutrale omplaceringer.

Politiske ændringsforslag
Der er indkommet fælles ændringsforslag fra grupperne A, F, Ø, C, O og uden for partierne.

Øvrige ændringer
Øvrige ændringer omfatter ændringer, der er afstedkommet af forhold efter udarbejdelse af de tekniske ændringsforslag.

Indstilling

Ressource- og Serviceforvaltningen indstiller,

  1. at budgetforslaget 2021 (2022-2024) med de af administrationen stillede tekniske og øvrige ændringer godkendes, jf. afstemningshæftet,
  2. at der vælges et statsgaranteret grundlag for skatter, tilskud og udligning i 2021. jf. afstemningshæftet punkt 86,
  3. at der tages stilling til politiske ændringsforslag til budgetforslag 2021 (2022-2024) og at kassebeholdningen fastsættes som følge af de ved 2. behandlingen trufne beslutninger, jf. afstemningshæftet samt
  4. at kirkeskatten for 2021 fastsættes uændret til 0,72 pct.

Beslutning

Budgetforslaget 2021 (2022-2024) fremsendes til Kommunalbestyrelsens 2. behandling den 6. oktober 2020, jf. afstemningshæftet inkl. bilag.

Sagsfremstilling

Ved Kommunalbestyrelsens 1. behandling af budgetforslag 2021 den 1. september 2020 blev budgetforslaget henvist til 2. behandling i Økonomiudvalget den 30. september 2020 og efterfølgende i Kommunalbestyrelsen den 6. oktober 2020.

I det følgende gennemgås kort grundlaget og indholdet i budgetforslag 2021. Desuden beskrives de ændringer der er fremkommet siden 1. behandlingen.

Budgetforslag 2021
Det skal fremhæves, at der i år er helt ekstraordinær usikkerhed om budgetlægningen. Det skyldes at nedlukningen som følge af corona indebærer omstillinger på store dele af kommunens serviceområder, og at de endelige konsekvenser på såvel kommunens udgifts- som indtægtsside endnu ikke er kendt. Det har blandt andet konsekvenser for borgernes efterspørgsel efter ydelser, herunder behovet for overførselsindkomster på beskæftigelsesområdet.

Budgetforslaget tager udgangspunkt i det politisk vedtagne budget 2020, som Kommunalbestyrelsen godkendte i november måned 2019. Hertil kommer pris- og lønfremskrivning, ændringer som følge af ændrede befolkningsforudsætninger, konsekvenser af beslutninger truffet af Kommunalbestyrelsen efter vedtagelsen af budget 2020 og ændringer som skyldes ny lovgivning eller regler.

Budgetforslagets nettodriftsudgifter udgør 2.945 mio. kr. i 2021. Budgetforslagets nettoanlægsudgifter udgør 127 mio. kr. i 2021, heraf 8,5 mio. kr. på det brugerfinansierede område. Budgetforslaget indeholder kasseopbygninger på 15 mio. kr. i 2021, 32 mio. kr. i 2022, 59 mio. kr. i 2023 og 2 mio. kr. i 2024. Der henvises til bilag 1 Tabeller til sagsfremstillingen.

Budgetforslaget er afbalanceret med udgangspunkt i et selvbudgetteret udskrivningsgrundlag. Der er anvendt en uændret udskrivningsprocent for personskatter på 25,7. Der er anvendt en uændret grundskyldspromille på 30,8 og en uændret kirkeskatteprocent på 0,72.

I budgettet gives en nettodriftsbevilling og et nettorådighedsbeløb til hvert udvalg. Rådighedsbeløbet skal bevilges ved særskilte anlægssager. Bevillingsreglerne er beskrevet i budgetforslagspublikationens generelle bemærkninger, og beskrives ligeledes i det vedtagne budgets generelle bemærkninger.

Enkelte af anlægsprojekterne i budgetforslagets investeringsoversigt er markeret med tre stjerner: ***. Det indikerer, at de pågældende projekter bevilges straks ved budgetvedtagelsen, jf. sagsfremstillingen i 1. behandlingen af budgetforslaget.

Siden 1. behandlingen er der fremkommet ændringer til budgetforslaget. Disse beskrives i hovedtræk i det følgende.

Administrationens tekniske ændringer
Administrationen har indmeldt tekniske ændringer til budgetforslag 2021
De tekniske ændringer er udsendt på kb-net til Kommunalbestyrelsens medlemmer i Ændringsforslagshæftet den 31. august 2020.

De tekniske ændringer vedrører nye skøn, ny lovgivning og budgetneutrale omplaceringer. De tekniske ændringer er indarbejdet i bilag 2 Afstemningshæftet.

Tilskud, udligning og skatter er i budgetforslag 2021 beregnet ud fra et selvbudgetteret udskrivningsgrundlag. Social- og Indenrigsministeriet udmeldte primo juli det statsgaranterede udskrivningsgrundlag og de heraf følgende statsgaranterede udlignings- og tilskudsbeløb, efter at aftalen mellem regeringen og KL blev indgået. Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag ligger til grund for beregningen i hæftet med de tekniske ændringsforslag.

Rødovre Kommune har fået lånedispensation for 46 mio. kr. på baggrund af ansøgning. Det bemærkes, at Rødovre Kommune ikke har fået tilskud som vanskeligt stillet kommune for 2021.

I lighed med tidligere år er det forudsat i budgetforslaget, at det betingede bloktilskud vedr. serviceudgifterne kommer til udbetaling. Det svarer til en indtægt på ca. 21 mio. kr. for Rødovre Kommune. Det vil først blive endeligt afklaret, hvorvidt indtægten bliver udbetalt til kommunerne, efter at kommunerne har vedtaget budgetterne for 2021. Indtægten kan bortfalde helt eller delvist, såfremt kommunerne under ét ikke overholder den økonomiske aftale. Indtægten kan endvidere bortfalde i en senere efterregulering, såfremt kommunernes regnskaber i 2020 overskrider budgetterne.

Økonomiaftalen som KL og regeringen har indgået for 2021 indeholder en aftale om et anlægsniveau på 21,6 mia. kr. for kommunerne samlet set. Det er forudsat i budgetforslaget, at der sker en udbetaling af 1 mia. kr., svarende til ca. 7 mio. kr. for Rødovre Kommune, som er betinget af, at kommunerne budgetlægger indenfor det aftalte anlægsniveau.

Der er i lighed med tidligere år sendt et høringssvar til Region Hovedstaden om at Rødovre Kommune tager udviklingsbidraget til regionen til efterretning.

Politiske ændringsforslag
Der er indkommet fælles ændringsforslag fra grupperne A, F, Ø, C, O og uden for partierne. De politiske ændringsforslag er indarbejdet i afstemningshæftet under de respektive udvalg. Den politiske aftale mellem grupperne A, F, Ø, C, O og uden for partierne er optrykt bagerst i afstemningshæftet.

Som følge af den politiske aftale om budget 2021 (2022-2024) ændres en række takster i forhold til de takster, som blev fremlagt i budgetforslaget. Der henvises til bilag 4 Takster 2021, hvor de ændrede takster er markeret med grå farve. Det drejer sig om taksterne for SFO 2 samt musikskolens takster, der nu blot er fremkrevet med den forventede pris- og lønudvikling, idet forslagene om at ændre taksterne på de omtalte områder er bortfaldet. Herudover er taksten på Heerup Museum vedr. værkstedsforløb for børnehaver udenfor Rødovre Kommune indsat i takstoversigten (den var ved en fejl ikke med i budgetforslaget). Endelig er takster under ”institutioner til ældre” angående Broparken og Slotsherrens Vænge opdateret med gældende takster.

Øvrige ændringer
Efter udsendelsen af de tekniske ændringsforslag den 31. august har Provstiet indmeldt tal, der betyder, at kirkeskatten kan fastsættes uændret til 0,72 procent. Provstiets indmeldte tal indebærer ændringer i forhold til budgetforslag 2021, som er indarbejdet i afstemningshæftet, punkt 45.

Kommunens valg af selvbudgettering i 2018 betyder at der i 2018 er udbetalt 2 mio. kr. mere fra staten end det faktisk opgjorte udskrivningsgrundlag giver anledning til, hvorfor de 2 mio. kr. skal tilbagebetales til staten i 2021. Tilbagebetalingen forøger Kirkens mellemværende til Rødovre Kommune med 2 mio. kr., så mellemværendet i alt forventes at udgøre 1,2 mio. kr. ved udgangen af 2021.

Valg mellem statsgaranti eller selvbudgettering for 2021
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med 2. behandlingen træffe beslutning om valg af statsgaranti eller selvbudgettering for 2021.

Beregninger af kommunens forventede indtægter efter økonomiaftalen mellem KL og regeringen viser, at statsgarantien i 2021 isoleret set indebærer en merindtægt i forhold til budgetforslaget på 68,1 mio. kr.

Bilag 3 viser en sammenligning mellem statsgaranti og selvbudgettering. Det fremgår, at der aktuelt er en forventet beregnet gevinst på 5,3 mio. kr. i 2021 ved valg af selvbudgettering, fremfor statsgaranti. Selvbudgettering indebærer en efterregulering efter 3 år. Aktuelt forventes der en efterregulering, der vil give kommunen en indtægt på 8,1 mio. kr. i 2024.

Dermed vil der - med den nuværende viden - være udsigt til en samlet gevinst for Rødovre Kommune ved at vælge selvbudgettering i 2021, fremfor statsgaranti, på i alt 13,3 mio. kr. inkl. efterreguleringen for 2024. Det skal understreges, at beregningerne beror på et skøn over dels udviklingen i Rødovre Kommune, dels udviklingen på landsplan.

Ressource- og Serviceforvaltningen anbefaler, at der vælges statsgaranti i 2021. Det skyldes, at gevinsten ved at vælge selvbudgettering er forholdsvis beskeden og behæftet med usikkerhed.

Kassebeholdningen
Ændringer fremkommet efter 1. behandlingen af budgetforslaget påvirker ændringer af kassebeholdningen. Ændringerne kan ses i tabel 1 i bilag 1, idet det er forudsat, at der vælges det statsgaranterede udskrivningsgrundlag i 2021. Det fremgår af tabel 1 at der, forudsat de tekniske administrative ændringer, øvrige ændringer samt politiske ændringer (A, F, Ø, C, O og uden for partierne) stemmes igennem, vil være kasseopbygninger på 25,8 mio. kr. i 2021, på 17,3 mio. kr. i 2022, på 62,1 mio. kr. i 2023, og på 148,0 mio. kr. i 2024. Det bemærkes, at opbygningen er udover reserveret likviditet til udgifter på beskæftigelsesområdet. Derudover bemærkes det, at der er afsat 21 mio. kr. i 2021 til sanktionsværn, som bidrager til yderligere kasseopbygning, hvis de ikke bruges.

Ressource- og Serviceforvaltningen anbefaler, at kassebevægelsen fastsættes som følge af de ved 2. behandlingen trufne beslutninger.

Driftsbudget fordelt på udvalg
Driftsbudgettet fordelt på udvalg fremgår af tabel 2 i bilag 1. Det fremgår af tabellen i bilaget, at de tekniske ændringer og de politiske ændringer på driftssiden udgør 22 mio. kr. i 2021. Forudsat ændringerne stemmes igennem, udgør det samlede driftsbudget herefter 2.966,6 mio. kr. i 2021.

Anlægsbudget fordelt på udvalg
Anlægsbudgettet fordelt på udvalg fremgår af tabel 3 i bilag 1. Det fremgår af tabellen i bilaget, at de tekniske ændringer og de politiske ændringer på anlægssiden udgør 13,7 mio. kr. i 2021. Forudsat ændringerne stemmes igennem, udgør det samlede anlægsbudget herefter 140,3 mio. kr. i 2021.

Driftsbalance
Budgetlovens balancekrav til budgettet indebærer, at der i budgettet skal være overskud på den løbende drift, så det ikke er muligt at finansiere et højere udgiftsniveau end de løbende indtægter giver mulighed for. Kravet om overskud medfører, at resultatet af driftsbalancen skal have et negativt fortegn for at kravet er opfyldt. Det fremgår af tabel 4 i bilag 1 at driftsbalancen, forudsat at de tekniske ændringer, de politiske ændringer og de øvrige ændringer vedtages, skønnes at udgøre -200 mio. kr. i 2021. Det betyder at kravet til driftsbalancen er opfyldt.

Servicevækst
Rødovre Kommunes budget 2021 vil med budgetforslaget og de foreliggende ændringsforslag ligge på niveau med KLs tekniske ramme for serviceudgifterne, inkl. rammen til fordeling mellem kommunerne, på baggrund af KL og regeringens økonomiaftale for 2021.

Lov- og plangrundlag

Lovgrundlaget for kommunernes budgetlægning findes i Lov om kommunernes styrelse (Bekendtgørelse af lov om kommunernes styrelse, LBK nr. 47 af 15/01/2019) og i Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision mv. (BEK nr. 1051 af 15/10/2019).

Mere detaljerede regler for budgetlægningen i Rødovre Kommune findes i de bevillingsregler, der fremgår af budgetpublikationens Generelle bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Budgettet er styringsgrundlag for Rødovre Kommunes virksomhed 2021 (2022-2024).

Tidsplan

Politisk 2. behandling
Økonomiudvalget 2. behandler budgetforslaget: 30. september 2020.
Kommunalbestyrelsen 2. behandler budgetforslaget: 6. oktober 2020.
Budgettet lægges på nettet: 10. november 2020.

Bilag

Bilag 1: Tabelller til sagsfremstillingen 2021
Bilag 2: Afstemningshæfte ØU REFERAT
Bilag 3: Bilag 3 - Skatter, tilskud og udligning
Bilag 4: Bilag 4 -Takster 2021

Diverse
Sag nr. 201

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl. 8.30.