Økonomiudvalget

23-11-2022

Medlemmer

Formand Britt Jensen (A)
Birgitte Glifberg (A)
Flemming Lunde Østergaard (A)
Peter Mikkelsen (Ø)
Kim Drejer Nielsen (C)

Sager 197 - 218

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 197

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Der er ingen meddelelser.

Beslutning

Taget til efterretning.

Startredegørelse - Boliger i Valhøj - Rammeområde 4B20
Sag nr. 198

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

En ny lokalplan for Rammeområde 4B20 i Valhøj Erhvervskvarter skal danne det planmæssige grundlag for udviklingen af et nyt attraktivt, grønt og blandet boligområde. Startredegørelsen for Lokalplan 156 - Valhøj Erhvervskvarter - Rammeområde 4B20 beskriver hovedtræk vedrørende forventet indhold i arbejdet med lokalplanforslaget.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Startredegørelsen for Lokalplan 156 - Valhøj Erhvervskvarter - Rammeområde 4B20 vedtages med de indholdsmæssige hovedtræk, der er skitseret for arbejdet med lokalplanforslaget.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 15. november 2022, pkt. 72:

Anbefales med 4 stemmer for (A) og 1 imod (C).

Beslutning

Sagen sendes til fornyet behandling i TMU, idet forvaltningen anmodes om at forelægge status for Vejdirektoratets Miljøkonsekvensvurdering (VVM) af udvidelsen af M3, herunder særligt i relation til støjforholdene.

Sagsfremstilling

ALFA Development har henvendt sig til Rødovre Kommune med ønske om at opføre et nyt attraktivt grønt og blandet boligområde på deres ejendom i Rammeområde 4B20. Lokalplanen foreslås lavet med udgangspunkt i en samlet udviklingsplan for hele rammeområdet.

Kommuneplan 2022

Rammeområde 4B20 ligger i Kommuneplan 2022 i byudviklingsområdet Valhøj Erhvervskvarter. Udviklingen af byudviklingsområdet forudsætter nyt plangrundlag for at udmønte Kommuneplan 2022's rammer og visioner. I Kommuneplan 2022 er Rammeområde 4B20 udlagt til boligområde (tæt-lav og etagebebyggelse) og sports-/idrætsanlæg med mulighed for tilknytning af en café. Rammebestemmelserne giver mulighed for en maksimal bebyggelsesprocent på 85, maks. 5 etager og et udeopholdsarealkrav på min. 50% i forhold til etageareal boligbebyggelse. Desuden foreskriver kommuneplanens retningslinjer blandt andet, at byrum og bygninger skal udvikles med fokus på at skabe tryghed, oplevelser, grønne rum og steder, som understøtter biodiversitet og at der skal skabes sammenhængnede grønne forbindelser fra byudviklingsområderne til de grønne kiler og bykiler.

Startredegørelse for Lokalplan 156

Udarbejdelsen af en lokalplan for Rammeområde 4B20 vil blive den første nye lokalplan i byudviklingsområdet Valhøjs Erhvervskvarter. Startredegørelsen formidler et overblik over nødvendigt grundlag, forventet indhold i lokalplanforslaget og skitserer et forslag til inddragelsesforløb i forbindelse med planprocessen. Nedenfor fremhæves fra Startredegørelsen; formålet med lokalplanen samt temaer der kræver særlig opmærksomhed forud for den videre planlægning.

Formål:

Lokalplanens overordnede formål er at danne det planmæssige grundlag for, at lokalplanområdet kan udvikles til et attraktivt, grønt og blandet boligområde. Det er også lokalplanens formål, at sikre rammer der varetager klimatilpasning, hensyn til eksisterende kvaliteter og sammenhænge og at området kan kobles godt, attraktivt og sikkert op på den omkringliggende by.

Klimatilpasning:

Lokalplanområdet ligger i Kommuneplan 2022 i udpeget risikoområde. Der vil i lokalplanprocessen være løbende dialog med HOFOR i forhold til at en eventuel håndtering af regnvand på områdeniveau. En eventuel klimatilpasningsløsning skal sikres integreret hensigtsmæssigt i lokalplanområdet, hvis HOFORs kortlægning og analyse peger på, at det bliver nødvendigt.

Parkering:

En af visionerne for området er, at lokalplanområdet bliver bilfrit ved at samle parkeringen i parkeringshus(e), så det kun bliver muligt at komme ind i området med bil, strategisk placerede steder i forhold til afsætning etc. Parkeringsløsning og konkret placering vil blive undersøgt nærmere i det videre arbejde.

Trafikhåndtering for alle trafikanter:

Omdannelsen af lokalplanområdet fra erhverv til boliger forudsætter, at trafikhånderingen håndteres på områdeniveau (hele byudviklingsområdet). Det betyder, at der i lokalplanprocessen skal udarbejdes en trafikanalyse, som vil danne grundlag for udarbejdelsen af en Helhedsplan for trafik og forbindelser, der fastlægger den fremtidige trafikhåndtering i hele byudviklingsområdet for alle trafikanter (fodgængere, cykler, biler og lastvogne).

Anvendelse og omfang:

Byggeriets omfang forventes at overholde kommuneplanens rammebestemmelser med en samlet bebyggelsesprocent på maks. 85 % og en maks. højde på mellem 2-5 etager. ALFA Development er åbne for, at der kan etableres almene boliger i Rammeområde 4B20, hvis Rødovre Kommune ønsker det.

Almene boliger:

Det foreslås at fastlægge i lokalplanen, at en vis andel af boligerne (Maks. 25%) skal være almene boliger, således at der sikres et bredt og varieret boligudbud i det fremtidige boligkvarter. Forudsætningen for at kunne stille krav om almene boliger i en lokalplan er, at det er indskrevet i kommuneplanens rammebestemmelser for området. Det betyder, at der i givet fald skal udarbejdes et kommuneplantillæg.

Mulighed for idrætsanlæg:

Rammebestemmelserne i Kommuneplanen giver mulighed for opførelse af sports-/idrætsanlæg i lokalplanområdet. Der lægges i det forestående lokalplanarbejde op til, at området skal tilrettelægges med uderum- og faciliteter, der understøtter et sundt og aktivt liv på lokalt niveau. Placering og omfang i forbindelse med opførsel af en multihal, vil indgå i planprocessen i dialog med Børne- og kulturforvaltningen og udviklere i lokalplanområdet.

Inddragelse af naboer og virksomheder

Redegørelsen skitserer også et forslag til inddragelse af naboer og virksomheder, i form af tre inddragelsesaktiviteter. En i forbindelse med opstart, en i forbindelse med temaet omkring trafikhåndtering og en når planforslaget er i offentlig høring.

Lov- og plangrundlag

Planloven.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Tidsplanen nedenfor kan blive ændret ift. afklaringer knyttet til dialogen med grundejere.

Dialog med udvikler/grundejere i lokalplanområdet

Infomøde december2022/januar 2023

Trafikanalyse færdig januar/februar 2023

Inddragelse af ejere/erhvervsdrivende/naboer februar/marts 2023

Forslag til Lokalplan 156 efterår 2023

Høring i otte uger efterår/vinter 2023

Borger-/orienteringsmøde efterår/vinter 2023 (i høringsperioden)

Endelig vedtagelse af Lokalplan 156 forår 2024

Offentliggørelse forår/sommer 2024.

Bilag

Bilag 1: Startredegørelse - Lokalplan 156 - web

Anlægsbevilling og godkendelse af projekt - Veronikavej
Sag nr. 199

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I investeringsoversigten i budget 2023 er der afsat et rådighedsbeløb på 0,6 mio. kr. i 2022, 6,2 mio. kr. i 2023 og 0,1 mio. kr. i 2024 til anlæggelse af cykelstier på Veronikavej. Der er i budget 2022 frigivet 0,6 mio. kr. til projektering.

Der ansøges om, at projektforslaget godkendes og om en frigivelse af anlægsbevillingen på de resterende 6,3 mio. kr.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at vedlagte projektforslag godkendes samt
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 6,3 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget, som financieres af det afsatte rådighedsbeløb på 6,2 mio. kr. i 2023 og 0,1 mio. kr. i 2024 til Cykelstier på Veronikavej.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 15. november 2022, pkt. 74:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Teknisk Forvaltning har fået udarbejdet et projektforslag for cykelstier på Veronikavej. Se bilag 1 - 5.

Der er i perioden 2022 til 2024 afsat midler til projektering og anlæggelse af cykelstier på Veronikavej. Cykelstierne bliver projekteret færdigt i 2022, og anlægsarbejderne kan udføres i 2023. Der ansøges derfor om en bevilling af midler til anlægsprojektet.

Projektet har til formål at skabe tryghed og sikkerhed for cyklisterne på strækningen. Dette sker ved anlæggelse af cykelstier med en bredde på 1,8 m på begge sider af Veronikavej mellem Roskildevej og Rødovrevej. Langs de nye cykelstier bliver der etableret parkering i afmærkede båse forskudt i begge sider af vejen. Dette vil give kørebanen et forskudt forløb.

Ombygningen ved rundkørslen betyder, at 2 træer bliver fældet (hvoraf det ene er dødt) og erstattes af nye træer. Dertil kommer, at der på strækningen vil blive etableret ca. 10 vejtræer, som vil begrønne området. Vejtræerne placeres i enderne på parkeringspladserne, hvor det er muligt. Det forskudte vejforløb, cykelstierne samt træerne vil give en visuel indsnævring af kørebanen, hvilket erfaringsmæssigt virker hastighedsdæmpende.

Grundet vejprofilets bredde er det ikke muligt at lave cykelstierne bredere end 1,8 m og samtidigt fastholde parkeringsmulighederne på vejen. Der er derfor projekteret en vandrende mellem cykelsti og fortov af chaussesten - som på Rødovrevej - hvilket gør, at man kan fjerne rendestensbrøndene fra cykelstiarealet og cyklisterne derved fuldt ud kan benytte hele cykelstiarealet.

På den nordlige del af Veronikavej har det været muligt, at finde plads til et 50 cm bredt ind- og udstigningsareal mellem parkeringsbåse og cykelsti, da vejprofilet er bredere. Her forberedes samtidig med trækrør til eventuelle fremtidige el-ladestandere.

Der er i projekteringen lagt vægt på at sikre gode og ordentlige forhold for cyklisterne. På det resterende vejareal, har der været stor fokus på at fastholde så meget som muligt af den eksisterende parkering og samtidig skabe plads til træer.

Der er i dag 34 p-pladser på denne strækning. Det har været muligt at disponere parkeringsarealet anderledes, så der fremadrettet vil være ca. 38 p-pladser. Dette skyldes, at der er etableret p-bane frem for p-båse. Der er fokus på at skabe flest muligt p-pladser på den nordlige del, hvor der ikke er mulighed for at parkere på egen grund.

Teknisk Forvaltning har været i kontakt med grundejerforeningen Annexgaarden om cykelstiprojektet.

De tilstødende grundejere vil blive orienteret om cykelstiprojektet inden anlægsarbejdet påbegyndes.

Lov- og plangrundlag

Budget 2023
Lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 1520 af 27. december 2014)
Færdselsloven (lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013).

Økonomiske konsekvenser

Grundet den nuværende situation med stigende energipriser er der en risiko for, at projektet bliver dyrere end den samlede anlægssum på 6,9 mio. kr. Det vides først med sikkerhed, når der har været afholdt licitation for anlægsarbejderne.

Det er forvaltningens forslag, at et eventuelt underskud kan dækkes af en forventet mindreudgift på projektet Cykelstier på Randrupvej.

Hvis projektet ikke kan afholdes inden for de økonomiske rammer, fremlægges en politisk sag i foråret 2023 om udfordringer og forslag til løsninger.

Med godkendelse af denne sag, vil der samlet set være bevilget 6,9 mio. kr. til projektet, fordelt med 0,6 mio. kr. i 2022, 6,2 mio. kr. i 2023 og 0,1 mio. kr. i 2024.

Udgifterne vedrører hovedfunktion 2.28 - kommunale veje.

Tidsplan

Med godkendelse af denne indstilling om frigivelse af anlægsmidler og godkendelse af projektforslaget, forventes anlægsarbejderne efterfølgende udbudt og cykelstierne etableret i 2023.

Bilag

Bilag 1: Veronikavej, oversigtstegning
Bilag 2: Veronikavej, Plantegning 1
Bilag 3: Veronikavej, Plantegning 2
Bilag 4: Veronikavej, Plantegning 3
Bilag 5: Veronikavej, Snit

Gebyr for virksomheders brug af genbrugsstationen 2023
Sag nr. 200

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I/S Vestforbrænding anmoder interessentkommunernes kommunalbestyrelser om at vedtage gebyr for virksomheders brug af tilmeldeordningen til Genbrugsstationen i 2023.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at gebyrerne, som beskrevet i sagsfremstillingen, for virksomheders adgang til Genbrugsstationen 2023, godkendes.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 15. november 2022, pkt. 75:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune samarbejder med de andre af Vestforbrændings interessentkommuner om driften af genbrugsstationerne, herunder også administration af virksomhedernes betaling for adgangen til genbrugsstationerne, kaldet tilmeldeordningen. Bestyrelsen i Vestforbrænding har på deres møde nr. 432 den 25. maj 2022 godkendt gebyrerne for 2023, og kommunerne i tilmeldeordningen skal efterfølgende hver især vedtage gebyrerne, for at disse er gyldige. Bestyrelsen vedtog gebyrer for både enkeltbesøg og for årskort.

Virksomhedernes betaling for brug af genbrugsstationerne går fra årsskiftet over til at være baseret på nummerpladeaflæsning. Dette stemmer ikke overens med den beslutning, som bestyrelsen vedtog på bestyrelsesmødet i maj 2022, hvor man vedtog gebyr for årskort. Denne beslutning har Vestforbrænding nu valgt at se bort fra ved at fjerne muligheden for køb af årskort. Med nummerpladeaflæsning kan der kun betales for besøg fra gang til gang. Det er således kun gebyrerne for enkeltbesøg, der skal vedtages af kommunerne.

Gebyrerne for 2022 er, til sammenligning, skrevet i parentes. Alle gebyrer er oplistet ekskl. moms:

Engangsbillet

Betaling for en times besøg for brug af Genbrugsstationen. Gælder for alle virksomhedskategorier og adgang købes via nummerpladeaflæsning pr. besøg. Priser ekskl. moms:

Personbil 108 kr. (110 kr.)

Kassebil 144 kr. (160 kr.)

Ladvogn 184 kr. (190 kr.)

Farligt affald

Farligt affald for alle virksomhedskategorier og alle biltyper. Pris ekskl. moms:

60 kr. (60 kr.) for hver 10 kg ud over de første 5 kg.

Opsummering

Gebyrerne for virksomhedernes adgang til genbrugsstationen i 2023 er sænket i forhold til 2022. Engangsbilletter sænkes med 2 - 16 kr. (afhængig af biltype) og nedgangen skyldes primært de høje forventninger til jern- og metalpriserne.

Gebyr for aflevering af 10 kg farligt affald holdes uændret.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse nr. 2097 af 14. december 2020 om affaldsregulativer, - gebyrer og -aktører m.v. (Affaldsaktørbekendtgørelsen).

Regulativ for erhvervsaffald gældende fra 1. november 2021.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Gebyrerne gælder fra den 1. januar 2023.

Bilag

Bilag 1: Tilmeldeordning - Gebyrforslag 2023

Endelig godkendelse af Regulativ for husholdningsaffald
Sag nr. 201

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Forslag til regulativ for husholdningsaffald skal godkendes efter fire ugers offentlig høring i september 2022. Der er modtaget 1 høringssvar.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Regulativ for husholdningsaffald af 1. december 2022 godkendes.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 15. november 2022, pkt. 77:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Forslag til Regulativ for husholdningsaffald blev behandlet på Kommunalbestyrelsens møde den 30. august 2022 (sag nr. 128), hvorefter det blev sendt i fire ugers høring. Der er modtaget et høringssvar.

Høringssvaret vedrører et forslag om, at kommunen fremover også skal afhente affald inde på grunde, hvor adgangsvejene ikke overholder kravene herfor.

Høringssvaret har ikke givet anledning til ændringer. Høringssvaret, Teknisk Forvaltnings vurdering samt svar til borger fremgår af bilag 2.

Med godkendelse af regulativet implementeres indsamlingordningen for mad- og drikkekarton. Tømmefrekvensen hos villaer og rækkehuse med to-kammerbeholder til papir og plast med mad- og drikkekarton ændres fra hver tredie uge til hver anden uge. Teknisk Forvaltning vil i december 2022 implementere den nye tømmefrekvens.

Lov- og plangrundlag

Lov om miljøbeskyttelse (miljøbeskyttelsesloven)
Bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v.
Bekendtgørelse om affald (affaldsbekendtgørelsen)
Bekendtgørelse om at bringe elektrisk og elektronisk udstyr i omsætning samt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr (elektronikaffaldsbekendtgørelsen)
Bekendtgørelse om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer (batteribekendtgørelsen)
Bekendtgørelse om deponeringsanlæg (deponeringsbekendtgørelsen).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Regulativet for husholdningsaffald træder i kraft den 1. december 2022.

Bilag

Bilag 1: Regulativ for husholdningsaffald gældende fra 1 december 2022-endelig
Bilag 2: Høringssvar til Regulativ for husholdningsaffald (personopdelt)

Varmeplan 2022 for de gasforsynede områder
Sag nr. 202

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Varmeplan 2022 for tre gasforsynede områder i kommunen, som fremover ønskes konverteret til kollektiv forsyning med fjernvarme.

Opdateringen sker på grundlag af "Klimaaftale om grøn strøm og varme" af 25. juni 2022 indgået af regeringen og et bredt flertal af partier i Folketinget, og aftalen mellem regeringen og KL "Aftale om fremskyndet planlægning for udfasning af gas til opvarmning og klar besked til borgerne", af 29. juni 2022.

Aftalerne skal fremme udrulningen af grøn varme og bidrage til at sikre den politiske ambition om, at der fra 2035 ikke skal anvendes gas til rumvarme i danske husstande, samt at Danmark senest i 2030 vil være 100 % forsynet med grøn gas.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Varmeplan 2022 for Rødovre kommune godkendes.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 15. november 2022, pkt. 78:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Varmeplan 2022 for de tre gasforsynede områder opdaterer Rødovre Kommunes Varmeplan 2010. Den omfatter de tre resterende områder, i den nordlige del af kommunen, som endnu ikke er godkendt til fjernvarme.

De tre områder er beliggende nord og syd for Jyllingevej samt Islev.

Opdateringen sker på grundlag af "Klimaaftale om grøn strøm og varme" af 25. juni 2022 indgået af regeringen og et bredt flertal af partier i Folketinget, og aftalen mellem regeringen og KL "Aftale om fremskyndet planlægning for udfasning af gas til opvarmning og klar besked til borgerne", af 29. juni 2022.

Aftalerne skal fremme udrulningen af grøn varme og bidrage til at sikre den politiske ambition om, at der i 2025 ikke skal anvendes gas til rumvarme i danske husstande, samt at Danmark senest i 2030 vil være 100 % forsynet med grøn gas.

Kommunalbestyrelsen skal inden udgangen 2022 udarbejde en samlet varmeplan for kommunen. En varmeplan der som minimum omfatter de områder af kommunen, som har status som gasforsynede. Hermed omfattes også de ejendomme i de gasforsynede områder, som har et oliefyr.

Varmeplanen vil i 2023 blive fulgt op med et projektforslag fra Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning, som vil redegøre mere detaljeret for, hvordan fjernvarmen kan udbygges med positiv samfunds-, selskabs- og brugerøkonomi i disse områder.

Varmeplanen viser, at det er samfundsøkonomisk fordelagtigt at konvertere de tre resterende gasforsynede områder i den nordlige del af kommunen til fjernvarme set i forhold til, at varmeforbrugerne alternativt skal etablere individuelle varmepumper. Varmeplanen fortrænger naturgas til individuelle kunder med varme fra VEKS svarende til CO2 emission fra naturgas på ca. 13.000 tons/år.

Varmeplanen i korte træk:

Omfatter ca. 540.000 kvm. bebygget areal.

Varmebehovet er anslået til 72.000 MWh, ud fra standard enhedsforbrug for de typiske bebyggelser.

I alt 3.590 ejendomme/kunder.

Anlægsudgiften er anslået til 608 mio. kr. ekskl. moms. (Inkl. brugerinstallationer, spidslast og vekslere i distributionsnettet).

Afkoblingsgebyret til EVIDA for afkobling af naturgas er ikke medtaget i sammenligningen med individuelle varmepumper. Afkoblingsgebyret skal betales af kunderne, uanset om de skifter til fjernvarme eller individuelle varmepumper.

Varmeplanen viser også, at det er fordelagtigt for kunderne og, at økonomien kan balanceres så økonomien også er neutral for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning på lang sigt.

Samfundsøkonomi:
De samfundsøkonomiske beregninger i varmeplanen, er baseret på Energistyrelsens forudsætninger af februar 2022 og Finansministeriets nøgletalskatalog af 2. marts 2021.

Den samfundsøkonomiske nutidsværdi er beregnet til ca. 71 mio. kr. i 2022 ved en tidshorisont på 20 år.

De væsentligste miljømæssige forhold, herunder de samfundsøkonomiske omkostninger ved CO2-emissionen, er indeholdt i de samfundsøkonomiske omkostninger og må ikke tillægges nogen vægt i vurderingen af fjernvarme i forhold til de individuelle varmepumper, jf. Varmeforsyningslovens § 1.

Selskabsøkonomi for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning:

Det er antaget, at kunderne vælger en abonnementsordning med en fast ydelse på 250 kr./mdr. ekskl. moms.

Det er i beregninger antaget, at kunderne herudover betaler et udbygningsbidrag på 2.000 kr./år, for at få selskabsøkonomien til at balancere over 30 år.

Gevinsten for Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning som nutidsværdi med indregning af scrapværdi er 91 mio. kr.

Brugerforhold:

Det er antaget, at kunderne som udgangspunkt tilsluttes med en abonnementsordning. Desuden påregnes, at nye kunder må betale et udbygningstillæg på 2.000 kr./installation/år således, at de nye kunder bidrager til at tilbagebetale investeringerne i udbygningen.

Den samlede brugerøkonomiske gevinst som nutidsværdi over 20 år i forhold til individuelle varmepumper, er med de reducerede tilslutningsbidrag (gratis tilslutning under udbygning) og med 1 % i kalkulationsrente beregnet til 46 mio. kr. (ekskl. moms).

Den økonomiske fordel for kunderne ved at skifte til fjernvarme er i gennemsnit det første år 17 % i forhold til en ny varmepumpe.

Lov- og plangrundlag

Cirkulæreskrivelse om kommunal varmeplanlægning og projektgodkendelse. CIS nr. 10081 af 26/(10/2022.

Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning (Varmeforsyningsloven), LBK nr. 2068 af 16. november 2021

Klimaaftale for energi og industri m.v., af 22. juni 2020.

Klimaaftale for grøn strøm og varme, af 25. juni 2022.

Strategi for udbygning af fjernvarmeforsyning i Rødovre kommune. Vedtaget af Rødovre Kommunalbestyrelse den 22. juni 2021, sag nr. 117.

Økonomiske konsekvenser

Ingen på nuværende tidspunkt. Varmeplanen følges i 2023 op med et konkret projektforslag.

Tidsplan

November 2022: Varmeplan 2022 for de tre gasforsynede områder godkendes

December 2022: Udsendelse af breve til ejere af ejendomme med gasforsyning med klar besked om den fremtidige varmeforsyning

2023: Fremlæggelse af projektforslag, der udmønter varmeplanen for de tre gasforsynede områder.

Bilag

Bilag 1: Varmeplan 2022

Tillægsbevilling - støjreducerende belægninger – kommunens gennemskærende veje
Sag nr. 203

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Licitationen på det godkendte projekt vedr. begrønning og støjreduktion på Jyllingevej er netop gennemført. Grundet de generelle prisstigninger i branchen er det billigste projekt 4 mio. kr. dyrere end det afsatte budget. Der søges i forlængelse heraf om tillægsbevilling på 4,0 mio. kr. i 2023 til gennemførelse af projektet.

Sagen forelægges til orientering i Klima- og Naturudvalget.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 4,0 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget og afsættes et rådighedsbeløb på 4,0 mio. kr. i 2023 til "Støjreducerende belægning på Jyllingevej", som finansieres af kassebeholdningen samt
  2. at det afsatte budget i 2022 på 16 mio. kr. overføres til 2023.


Beslutning fra Klima- og Naturudvalget, 15. november 2022, pkt. 38:

Orientering taget til efterretning.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 15. november 2022, pkt. 79:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

På Kommunalbestyrelsens møde 29. marts 2022 blev dispositionsforslag for renovering af 2 delstrækninger af Jyllingevej behandlet, og der blev givet en bevilling på 16 mio. kr., fordelt over 2022 og 2023. Efterfølgende, på Kommunalbestyrelsens møde 21. juni 2022 blev den del af bevillingen, der vedrører 2023, fremrykket til 2022.

Projektet er hen over sommeren blevet detailprojekteret, og der har været afholdt licitation. Med billigste tilbud på opbygningen af de 2 delstrækninger forventes de samlede udgifter, inkl. ny asfalt og inkl. rådgiverydelse, at være ca. 20 mio. kr., det vil sige 4 mio. kr. mere end afsat i budgettet. Prisstigningen skyldes de generelt stigende priser i bygge- og anlægsbranchen.

Teknisk Forvaltning har undersøgt mulighederne for at reducere projektet, og herunder lade visse elementer udgå af projektet. Det er begrænset, hvor meget udgifterne kan reduceres på denne måde, og det vil kræve væsentlige ændringer i projektet, for at holde det inden for bevillingen på 16 mio. kr. En reduktion af projektet vil reducere den sammehængende effekt og oplevelse af støjreduktion, de fartnedsættende tiltag, biodiversiteten og det visuelle grønne udtryk væsentligt.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes budget 2023 - langsigtede investeringsoversigt.

Økonomiske konsekvenser

Udgiften på 4,0 mio. kr. vedrører hovedfunktionen 2.28 Kommunale veje. En tilsvarende reduktion af puljen til støjreducerende belægninger vil indgå i budgetdrøftelserne for budget 2024.

Tidsplan

Der var oprindelig planlagt, at anlægsarbejdet skulle starte op i november 2022. Med en afklaring af økonomien ultimo november 2022 forventes anlægsarbejdet at kunne starte op i starten af 2023. Beplantningsdelen bør udføres i de kolde måneder, og der kan derfor være noget beplantning, som først kan plantes ultimo 2023.

Tillægsbevilling - renovering og omlægning af tennisbaner
Sag nr. 204

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Sagen omhandler en ansøgning om en tillægsbevilling på 4,5 mio. kr. til omlægning af de ni eksisterende rødgrusbaner til helårsbaner på Rødovre Tennisklubs anlæg.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at der gives en tillægsbevilling på 4,5 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget og afsættes rådighedsbeløb i 2022 til renovering og omlægning af udendørs tennisbaner, som finansieres af kassebeholdningen,
  2. at der gives en anlægsbevilling på 2,4 mio. kr. i 2023 til Kultur- og Fritidsudvalget og afsættes rådighedsbeløb på 2,4 mio. kr. i 2023, som finansieres af driftsmidler fra idrætspuljen,
  3. at projektforslag og tidsplan godkendes samt
  4. at opgaven varetages af Park og Naturafdelingen i tæt samarbejde med Børne- og Kulturforvaltningen.


Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 15. november 2022, pkt. 53:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Der blev i forbindelse med budget 2022 afsat midler i 2023 til renovering af tennisanlægget samt helårsbelægning på fire ud af de ni udendørs baner.

Rødovre Tennisklub har i forbindelse med budget 2023 ansøgt om tilskud fra 10 mio. kr. puljen på idrætsområdet med ønske om, at alle ni baner omdannes til helårsbaner med lys, så banerne kan bruges stort set året rundt - også i de mørke vinteraftener.

Prioriteringen af anlægsinvesteringer på idrætsområdet blev godkendt på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 16. august 2022. Herunder at der blev afsat 2,4 mio. kr. fra idrætspuljen til projektet.

Forslaget omfatter, at alle ni baner omlægges til hybridbaner med lys. Hybridbaner kan benyttes året rundt og spilletiden forlænges dermed væsentligt. I forbindelse med omlægningen af banerne vil der være fokus på at tilvejebringe de mest miljørigtige og moderne baner. Fordelene ved etablering af hybridbaner frem for almindelige grusbaner er, at banerne skal have mindre vand, grus og generel vedligeholdelse. Grundet reduceret vand- og materialeforbrug (grus) opnås der derved en klimamæssig gevinst.

Projektforslaget indeholder følgende:

  • Belysning og net demonteres.
  • Det eksisterende grus, mellemlag og underlag graves bort.
  • Der genetableres med nyt dræn, opbygning af drænlag, mellemlag og udlægning af hybrid belægning.
  • Der etableres nye netstolper samt hegn omkring banerne - inklusiv nye låger.
  • Der sættes ny kantsten langs banerne.

Belysning:

Der opsættes nyt energibesparende LED lysanlæg på stolper ved alle ni baner. Det vil blive muligt at tænde/slukke lyset i klubhuset.

Opgaven vil blive udført i et tæt samarbejde mellem Park og Naturafdelingen, Børne- og Kulturforvaltningen samt repræsentanter fra tennisklubben.

Der henvises til sag på lukket dagsorden vedrørende godkendelse af entreprenøroversigt.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.

Lokalplan:

Tennisanlægget er omfattet af lokalplan 120, som for delområde 3 bestemmer, at området skal benyttes til offentlige formål, fritidsformål og rekreative formål som tennisanlæg. Renoveringen af tennisbanerne ændrer ikke ved brugen af området. Lokalplanen forbyder terrænændringer og ændringer i vegetationen i delområde 3, hvilket der tages højde for i renoveringen.

Kommuneplan:

I kommuneplanen er området også udlagt til rekreation- og fritidsformål. Det er desuden udlagt som naturområde med beskyttelsesinteresser samt økologisk korridor, hvorfor træer som udgangspunkt ikke må fældes eller beskæres og biodiversiteten skal styrkes.

Fredning:

Tennisanlægget er omfattet af Vestvoldsfredningen, hvor den gældende Pleje- og Anlægsplan giver tilladelse til istandsættelse af tennisbaner og belysning. Da der skal opsættes mere belysning, end der er i dag, skal der søges dispensation fra fredningen for den ekstra belysning.

Økonomiske konsekvenser

Der søges om en tillægsbevilling og rådighedsbeløb på 4,5 mio. kr. i 2022, som finansieres af kassebeholdningen, samt en anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 2,4 mio. kr. i 2023, som finansieres af driftsmidler fra idrætspuljen.

I det vedtagne budget 2023 er der under idrætspuljen afsat yderligere ca. 800.000 kr. til uforudsete udgifter, som kan bruges til projekterne i puljen. jvf. sag 34 på mødet i Kultur- og Fritidsudvalget i august 2022.

Samlet set vil der dermed være afsat 6,9 mio. kr. til renovering og helårsbelægning af tennisbanerne. Dertil er der de 800.000 kr. til uforudsete udgifter.

Det vurderes, at projektet vil koste ca. 7,2 mio. kr.

Det forventes, at anlægsudgifterne vil holde sig inden for det afsatte budget ved brug af ca. 300.000 kr. fra midlerne til uforudsete udgifter.

Omlægningen af banerne forventes ikke at få økonomiske konsekvenser for driften.

Udgiften på 4,5 mio. kr. vedrører hovedfunktion 00.32 Fritidsfaciliteter.

Der henvises til økonomioversigten i den lukkede sag.

Tidsplan

Projektering og udbud: December 2022 - februar 2023.

Ansøgning om dispensation for fredning: December 2022 - maj 2023.

Tennissæson udendørs: April 2022 - oktober 2022.

Udførelse: Oktober evt. november 2023 - januar 2024.

Den præcise opstart aftales nærmere med tennisklubben.

Hård frost i udførelsesfasen kan forlænge anlæggelsesperioden.

Bilag

Bilag 1: Bevillingsoplæg åben dagsorden

Kunst i byens rum i forbindelse med Rødovre Kommunes 125-års jubilæum
Sag nr. 205

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Det foreslås, at der fremadrettet reserveres midler til Kunst i byens rum for årene 2024-2026 til en ny kunstpark, der markerer og fejrer Rødovres 125 års jubilæum ved at sikre oplevelser til både nutidens og fremtidens generationer. Kunsten vil blive afsløret i forbindelse med fejringen af kommunens jubilæum i 2026.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at midlerne til kunst i byens rum for 2024-2026 reserveres til etablering af en ny kunstpark i anledningen af Rødovres 125 års jubilæum i 2026 samt
  2. at en del heraf, svarende til ca. 600.000 kr., reserveres til finansiering af en fuldtidskunstkonsulents arbejde med bl.a. at fundraise i et år (2023-2024) med henblik på at opnå væsentlig fondsstøtte til projektet. Det afsatte beløb indskrives i fondssøgningen som en væsentlig del af den af fondene krævede egenbetaling.  


Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 15. november 2022, pkt. 56:

Anbefales.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune kan i 2026 fejre 125 års jubilæum. Med denne sag foreslås det, at jubilæet markeres med en ny kunstpark, der etableres som et blivende kunstnerisk bidrag placeret i området, hvor det kommende Aage Knudsens Stræde forbinder Rådhuspladsen med byens nye boligkvarter.

Rødovre har en lang og flot tradition for at lade kunst i byens rum markere særlige vigtige begivenheder. I forbindelse med kommunens 75 års jubilæum, i 1977, afsløredes Gudrun Lauesens bronzeskulptur ”Tyren” ved indgangen til Rødovre Rådhusplads, mens ”Faldet” af Eli Benveniste kom til i 2001, skænket af Rødovre Centrum A/S i forbindelse med Rødovre Kommunes 100 års jubilæum. At fejre Rødovre Kommunes 125 års jubilæum med en ny kunstpark vil ligge i fin tråd hermed. Sammen med ovenfor nævnte værker vil kunstparken samtidig kunne danne en kunstakse - og en kulturel forbindelse - mellem det nye kvarter og Rådhuspladsen.

For at sikre velintegreret kunst af høj kvalitet foreslås det, at der søges ekstern finansiering fra private fonde i et omfang, hvor målet er at fordoble kommunens eget bidrag. Der arbejdes hermed med følgende mål:

  • At kommunens eget-bidrag til kunsten består af den væsentligste del af budgetterne for 2024-2026 til Kunst i byens rum, svarende til ca. 4 mio. kr. reserveret over tre år.
  • For at sikre rettidig fundraising og god proces foreslås det, at første del af kommunens egen-bidrag fremrykkes og anvendes i 2023 til ansættelse af en dedikeret kunstkonsulent og fundraiser; en kunstfaglig person med beviselig erfaring inden for fundraising og med tilstrækkelig erfaring i etablering af kunst i Rødovre til at sikre en god proces både internt og eksternt.

Danmark er beriget med en række private fonde, som hvert år støtter kunst og kultur med betydelige ressourcer. En række af disse fonde har allerede igennem en årrække støttet etablering, udstillingsaktiviteter m.m. på Heerup Museum. Rødovre har de seneste år vist en stor vilje til at løfte kunsten og kulturen, så den når bredt ud til mange borgere. Henvendelsen til private fonde vil tage afsæt i dette vigtige og fremadrettede arbejde.

Udover at række ud til fonde skal kunstkonsulenten afsøge muligheden for samarbejde og støtte fra Rødovres erhvervsliv til kunsten, samt tænke arbejdet ind og i koordinering med kommunens nye kultur- og fritidspolitik, der pt. er under udarbejdelse.

Rødovre har - ikke mindst efter etableringen af Kunstrådet i 2016 - skabt en række gode og bæredygtige processer omkring etablering af kunst, som inddrager borgere og giver anerkendelse uden for kommunen. I forlængelse heraf vil kunstkonsulenten kunne sikre, at en ny kunstpark til markeringen af Rødovres 125 års jubilæum forankres i den igangværende byggeproces i den nye bydel og tilføjer noget værdifuldt og langtidsholdbart til byen.

Det anbefales, at der etableres såvel styregruppe som faglig følgegruppe med inddragelse af det nuværende Kunstråd. Det bemærkes, at kunstkonsulenten tillige med arbejdet med kunst til Rødovres 125 års jubilæum forventes at bidrage til arbejdet med kunst i den nye administrationsbygning.

Fremadrettet proces

Såfremt sagen godkendes, går Børne- og Kulturforvaltningen videre med at ansætte en fuldtids kunstkonsulent og fundraiser ca. pr. 01.02.2023 og et år frem.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Der er stor usikker om, i hvilket af budgetårene 2023-2026 udgifterne falder, men i budgetprocessen for 2024 vil forvaltningen indarbejde den forventede udgiftsprofil. Det er dog forventningen, at der vil være behov for at overføre mindre/merforbrug mellem årene.    

Tidsplan

Såfremt sagen godkendes, igangsættes etablering af projektet med henblik på opstart af projektet fra 2. februar 2023.

Tillægsbevilling - Renovering af Børneinstitutionen Skanderups skovhus
Sag nr. 206

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Sagen omhandler ansøgning om en tillægsbevilling til renovering af Skanderup Skovhus i Hareskoven efter fund af skimmelsvamp.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at der gives en tillægsbevilling på 2,3 mio.kr. til Børne- og Skoleudvalget til renovering af Skanderups Skovhus inklusiv etablering af shelter og afsættes et rådighedsbeløb på 2,3 mio. kr. i 2023 som finansieres af kassebeholdningen, samt
  2. at Skanderup i renoveringsperioden benytter Bagperronen til genhusning.


Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 15. november 2022, pkt. 71:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

I 2022 foretog Teknologisk Institut en analyse i Skanderup Skovhus. Der blev i den forbindelse konstateret en forekomst af skimmelsvamp i bygningskonstruktionen. På den baggrund bad Børne- og Kulturforvaltningen Styrelsen for Patientsikkerhed om at give en sundhedsfaglig vurdering af, hvorvidt forekomsten af skimmel var sundhedsskadelig. Styrelsen vurderede, at skimmelforekomsten ikke var sundhedsskadelig, men at det var nødvendigt at foretage en gennemgribende renovering af bygningen, hvis der skulle kunne opholde sig børn og voksne i bygningen. I starten af juli oplyste Børne- og Kulturforvaltningen dagtilbuddets ledelse, medarbejdere og forældrebestyrelse om fundet af skimmelsvamp. Medarbejderne og forældrebestyrelsen havde et ønske om, at skovhuset ikke skulle benyttes, før bygningen var renoveret. Derfor har alle børn haft til huse i Skanderups bygning i Rødovre siden starten af sommeren 2022.

Fakta om skovtilbud i Rødovre Kommune

Børneinstitutionen Skanderup arbejder ud fra en skovprofil. Institutionen er normeret til 36 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn. Børnehavebørnene er delt op i tre grupper, hvor de er en uge i skoven på skift. Børnene har til huse ved Skanderup Skovhus i Harreskoven.

Børneinstitutionen Skanderup og Børneinstitutionen Søtorp har hver en skovgruppe og hver deres skovhus i geografisk nærhed til hinanden. Derfor deles dagtilbuddene også dagligt om en bus. I og med at samkørsel er mulig, så koster busdriften årligt ca. 500.000 kr. Både Skanderup og Søtorp får skovtildeling til ca. 24 børn, hvilket svarer til 0,25 ekstra normering. Dette for at kunne bemande fra kl. 8.00-16.00, hvor børnene er i skoven.

Fakta om ejendommen

Ejendommen, der huser Skanderups Skovhus, er opført i 1875 og er på 113 m2. Rødovre Kommune har lejet Skanderup Skovhus Frederiksborgvej 106 af Skov- og Naturstyrelsen siden 2010. I lejeaftalen pålægges al indvendig og udvendig vedligeholdelse lejeren.

Der eksisterer en rådighedsindskrænkning på ejendommen, som stammer tilbage til Furesø Kommunes myndighedsbehandling og godkendelse af ombygningen af ejendommen fra Skovløberhus til Skovbørnehus i 2011.

Rådighedsindskrænkningen omfatter blandt andet, at bygningen kun må benyttes til kortvarigt ophold, samt at temperaturen i bygningen skal holdes under 15 grader. Det betyder, at huset primært må bruges til toiletfaciliteter, opbevaring af skiftetøj, tøjskift og opbevaring af madpakker. Hvis vejret ikke tillader børn og voksne at være udendørs, skal de blive i Børneinstitutionen Skanderup.

Renovering af ejendommen

Teknisk Forvaltning vurderer, at det vil koste omkring 2,3 mio. kr. at renovere skovhuset under hensynstagen til den gældende rådighedsindskrænkning. Renoveringen omfatter udvendig og indvendig renovering heriblandt tag, vægge, gulve, kloakering og varmeanlæg. Lejekontrakten for skovhuset er gældende frem til 2030, hvorefter der er mulighed for forlængelse. Kommunen kan opsige lejemålet med tre måneders frist. Lejen ændres ikke efter renoveringen. Lejen er på ca. 100.000 kr. årligt.

Under en renovering vil bygningen ikke kunne anvendes som skovhus, og der skal derfor etableres en genhusning. I oktober begyndte Skanderup at bruge Dagplejens legestue Bagperronen, som midlertidigt står tom. Legestuen bruges som base for ture i Rødovre med den gruppe, der skulle have været i skoven.

Hvis det besluttes at renovere skovhuset, vurderer Teknisk Forvaltning, at det vil tage 6-9 måneder fra frigivelse af anlægsmidler til færdig renovering.

Børne- og Kulturforvaltningen anbefaler, at skovhuset renoveres, så Børneinstitutionen Skanderup kan få gavn af skoven og dagtilbuddens naturprofil igen.

Inddragelse af brugerne

Børne- og Kulturforvaltningen har løbende været i dialog med Skanderups MED-udvalg og forældrebestyrelse om fund af skimmelsvamp og den mulige renovering. Samtidig har Teknisk Forvaltning deltaget i møderne for at forelægge sagen og få inputs til løsningsforslaget. Medarbejdere og forældre har igennem dialogen udtrykt bekymring ved rådighedsindskrænkningen og dermed renoveringen, da man ønsker et hus, der kan rumme længere ophold over hele dage. I praksis har medarbejdere og børn hidtil i et vist omfang anvendt huset ud over rådighedsindskrænkningen. På baggrund af dialogen har forvaltningen derfor tilbudt, at Skanderups MED-udvalg og forældrebestyrelse kan afgive en udtalelse til sagen.

Tilbagemelding fra forældrebestyrelse er vedlagt i bilag 1, og tilbagemelding fra MED-udvalg er vedlagt i bilag 2.

Opsummering af tilbagemeldingerne

Både MED-udvalg og forældrebestyrelsen fremhæver ønsket om at fastholde naturprofilen.

Forældrebestyrelsen har generelt et stort ønske om at få et skovhus, hvor der er mulighed for at trække indendørs ved al slags vejr og have længere ophold. Forældrebestyrelsen er bekymret for, at indskrænkelserne kan betyde en ekskludering af nogle børn. Der er for eksempel ikke mulighed for, at børnene kan sove lur i skovhuset. Det foreslås derfor, at der kan bygges et shelter i forbindelse med skovhuset, hvor børnene evt. kan sove til middag. Alternativt skal der ses på en ændret organisering, hvor børnene bliver i Skanderup, indtil de ikke har behov for middagslur.

MED-udvalget udtrykker et ønske om at forbedre udendørsarealerne, så der er bedre mulighed for at trække i ly for vejret. Teknisk Forvaltning er ved at undersøge mulighederne for dette. Det forventes, at udgifterne til forbedring af udendørsarealerne kan dækkes af bevillingen, hvis der ikke skal etableres en genhusningsløsning i renoveringsperioden.

Skanderups MED-udvalg ønsker at bruge legestuen Bagperronen som genhusning frem til foråret. Det er forvaltningens anbefaling, at Skanderup bruger legestuen som genhusning under hele renoveringsperioden, dvs. formentlig frem til efteråret 2023. Alternativt skal der opsættes en pavillon på skovhusets grund, som skal bruges i den resterende renoveringsperiode. Denne genhusningsløsning vil være underlagt samme rådighedsindskrænkelser som det eksisterende skovhus, samt gøre det vanskeligt budgetmæssigt at etablere de ekstra udefaciliteter, som personalet efterspørger.

Alternative løsninger

Forvaltningerne har undersøgt flere muligheder for et alternativ til skovhuset. Det er blevet undersøgt, om der er et andet skovhus, der ville kunne imødekomme forældrene og personalets ønsker. Der har været dialog med Naturstyrelsen, der ikke kan stille andet hus til rådighed i en bedre stand end det eksisterende skovhus. Det er overvejet, hvorvidt der kan tænkes en anden fordeling mellem Skanderup og Søtorp, men det vurderes ikke at være en god løsning for Søtorps børn og forældre.

Endelig kan det overvejes at nednormere Skanderup til 60 børnehavebørn, og derved opsige lejekontrakten for skovhuset. Såfremt lejekontrakten opsiges vil det være vanskeligt at skaffe en ny hytte i fremtiden. Nednormeringen kan ske gradvist ved at omplacere børnehavebørn frivilligt eller ved at have en lokal skovgruppe i 1-2 år. Derudover vil det være nødvendigt at omplacere op til tre medarbejdere.
Den løsning vil indebære, at færre børn i Rødovre Kommune får adgang til et skovtilbud.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.

Økonomiske konsekvenser

Der søges om en tillægsbevilling og rådighedsbeløb på 2,3 mio. kr. i 2023, som finansieres af kassebeholdningen.

Udgiften på 2,3 mio. kr. vedrører hovedfunktion 5.25 ”Dagtilbud til Børn og unge”.

Tidsplan

6 - 9 måneder. Hvis det besluttes at renovere skovhuset, vil det fra frigivelse af anlægsmidler til færdig renovering vare 6-9 måneder at renovere.

Bilag

Bilag 1: Udtalelse forældrebestyrelsen
Bilag 2: Udtalelse MED-udvalg

Godkendelse af Rammeaftale2023-2024 for det højt specialiserede socialområde og specialundervisning
Sag nr. 207

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger Rammeaftale 2023-2024 for det højt specialiserede socialområde og specialundervisning.

Sagen behandles samtidig i Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Skoleudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Rammeaftale 2023-2024 for det højt specialiserede socialområde og specialundervisning godkendes.


Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 15. november 2022, pkt. 81:

Anbefales.

Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 15. november 2022, pkt. 73:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

KKR Hovedstaden har på sit møde den 9. september 2022 anbefalet, at kommunerne og Region Hovedstaden godkender Rammeaftale 2023-2024. Rammeaftalen beskriver de aftaler, der er indgået for 2023-2024 om udvikling og styring af det højt specialiserede socialområde og specialundervisning.

Vedlagt er Rammeaftale 2023-2024 samt aftalens to bilag vedrørende henholdsvis styrings- og udviklingsdelen. Desuden indeholder Rammeaftale 2023-2024 den fælles økonomimodel til oprettelse af pladser til udvalgte målgrupper samt den årlige monitoreringsrapport, som følger udviklingen i udgifter, målgrupper mv. i hovedstadsregionen.

Med Rammeaftale 2023-2024 fastholder hovedstadsregionens kommuner og Region Hovedstaden den forrige rammeaftales fokus på kvalitet. Ligeledes fortsætter takstaftalen fra tidligere år samt aftalen om en overheadprocent på 6 procent. Endvidere fremhæver KKR Hovedstaden i sine drøftelser behovet for at løfte anlægsudfordringerne på det specialiserede socialområde.

I henhold til bekendtgørelsen har kommunerne en forsyningsforpligtelse over for de mest specialiserede tilbud. På baggrund af ansøgningsrunde og grundig behandling i økonomigruppen og Embedsmandsudvalget for det specialiserede socialområde er to nye tilbud med i rammeaftalens opgørelse over de mest specialiserede tilbud. Disse tilbud vil fremover være underlagt en særlig sikkerhed: Troldemosen (Gentofte Kommune) og 3Kløveren (Region Hovedstaden).

Styringsdelen

Formålet med rammeaftalens styringsdel er at lægge rammerne for kapacitets- og prisudviklingen for de tilbud, som aftalen omfatter. Der er indgået følgende aftale:

Aftale om udvikling i udgifter pr. dag 2023-2024
Kommunerne i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden har igen indgået en aftale om udviklingen i udgifter pr. dag i de takstbelagte tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisning. Aftalen har siden 2019 lydt "At udgifter pr. dag i de takstbelagte tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet hvert år maksimalt må stige med pris- og lønfremskrivningen".

Kommunerne i hovedstadsregionen har derudover fortsat frem mod 2024 et mål om en overheadprocent på 6 procent. Hvis det aftalte fraviges, skal forklaringerne indrapporteres til Fælleskommunalt sekretariat for det specialiserede socialområde, når der årligt følges op på udviklingen.

Udviklingsdelen

Rammeaftalens udviklingsdel giver et samlet overblik over de højt specialiserede tilbud, der ligger i hovedstadsregionen. Formålet er blandt andet at fastsætte, hvilke udviklingstendenser kommunerne i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden oplever i forhold til tilbudstyper, målgrupper med videre på det højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområde. Med Rammeaftale 2023-2024 har KKR Hovedstaden udpeget kvalitet som fokus. Arbejdet med kvalitet konkretiseres i to tematiske fokusområder, som videreføres fra Rammeaftalen 2021-2022:

Udvikling af relevant og aktuel tilbudsvifte

I en årrække har hovedstadskommunerne i fællesskab haft fokus på udvikling af den fælles tilbudsvifte, fordi kommunerne oplever udfordringer med at finde pladser til særlige målgrupper. I første omgang er fokus på at etablere pladser til målgruppen af borgere med autismespektrumforstyrrelser i kombination med adfærdsudfordringer. Fremadrettet indebærer fokusområdet: 1) Afdækning af udfordringer og løsninger på kommunernes anlægsudfordringer på det specialiserede socialområde, 2) brug af økonomimodellen til etablering af nye tilbud til samme målgruppe samt 3) afdækning af målgrupper, som kommunerne oplever udfordringer med at finde pladser til.

Kommunale indsatser til borgere med psykiske lidelser

Det overordnede mål med fokusområdet er fortsat at sikre et fælleskommunalt fokus på kvalitet i socialpsykiatrien. Fokusområdet skal være med til at øge borgerens oplevelse af sammenhæng mellem at være indlagt på psykiatrisk i behandlingspsykiatrien i regionalt regi og modtage støtte gennem servicelovsindsatser i kommunerne. Der vil fortsat være fokus på, hvor fælleskommunale løsninger kan være med til at sikre, at oplevelsen af sammenhæng for borgerne øges.

Det er herudover forventningen, at evalueringen af det specialiserede socialområde (2022) skal danne grundlag for en national specialeplanlægning, som skal sikre højere grad af specialisering og kvalitet. Der kan være behov for at tage hensyn til specialeplanlægningen i rammeaftalesamarbejdet.

Lov- og plangrundlag

Rammeaftalen er udarbejdet jævnfør Lov om social service §6 samt Bekendtgørelse om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

1. december 2022: Frist for indsendelse af rammeaftale 2023-2024 til Socialstyrelsen. Rammeaftalen skal derfor være behandlet i kommunerne og regionen senest 30. november 2022.

Bilag

Bilag 1: Hovedstadsregionens Rammeaftale 2023-2024
Bilag 2: Bilag 1 til Rammeaftale 2023-2024 Styringsdel
Bilag 3: Bilag 2 til Rammeaftale 2023-2024 Udviklingsdel

Design af brugerundersøgelse i Jobcentret
Sag nr. 208

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger forslag til design af brugerundersøgelse blandt borgere med en sag i Jobcentret. Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller, at design drøftes og godkendes.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at forslag til design af brugerundersøgelse blandt borgere med en sag i Jobcentret drøftes og godkendes.


Beslutning fra Beskæftigelsesudvalget, 15. november 2022, pkt. 46:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Baggrund

Beskæftigelsesudvalget behandlede på sit møde den 16. august 2022 forslag til gennemførelse af brugerundersøgelse i Jobcentret (sag nr. 28). Social- og Sundhedsforvaltningen har på den baggrund udarbejdet udkast til designskabelon for brugerundersøgelsen.

Jobcentret har, i lighed med resten af Social- og Sundhedsforvaltningen, de seneste fem år arbejdet med tilgangen ”Sammen med Borgeren”. Erfaringen derfra er, at det er afgørende for en positiv oplevelse hos borgerne, at de oplever sig mødt og hørt i mødet med Jobcentret. Det vil sige, at borgeren har indflydelse på valg af løsninger og de aktive tilbud, som iværksættes og kan se en mening med de sagsbehandlingsskridt, der bliver taget for at nå et fælles mål. Ligeledes at der er den forventede progression i forløbet, så sagerne ikke er unødvendigt lange. Det er samtidig vigtigt, at borgerne oplever Jobcentret som det koordinerende led i komplekse sager, hvor der er berøring med flere af Social- og Sundhedsforvaltningens afdelinger, samt med øvrige myndigheder og sundhedssektoren.

Beskæftigelsesområdet er yderst komplekst og er i høj grad underlagt en lang række love, bestemmelser og krav, der kan skabe usikkerhed hos borgere, der i forvejen oplever at være i en vanskelig situation. En effektiv indsats, der hurtigst muligt hjælper borgerne tilbage på arbejdsmarkedet, eller på varig forsørgelsesydelse, fordrer et samarbejde mellem jobcentermedarbejder og borgeren, der bygger på en værdig, tillidsbaseret og anerkendende tilgang i sagsbehandlingen samt en tydelig kommunikation. En væsentlig del af en positiv oplevelse hos borgerne er, at Jobcentret og dets medarbejdere er tilgængelige i hverdagen og besvarer henvendelser, når borgerne har bidrag i deres sag eller i øvrigt søger information.

Brugerundersøgelsen sker i en erkendelse af, at borgere, der er ledige eller sygemeldte, er omfattet af en kompliceret lovgivning, og at der er faste regler for at stå til rådighed samt regler for indhold og kadencer for samtaler og aktivering. Ligeledes særligt omfattende regler for at modtage ydelser, der skal dokumenteres af forskellige myndigheder og i sundhedsvæsenet, og som kræver borgerens aktive medvirken. Regler, der på flere områder er mere omfattende jo længere borgerne er fra arbejdsmarkedet, og derfor ofte har et lavere funktionsniveau. Regler der skal overholdes og formidles af jobcentermedarbejdere på den bedst mulige måde.

Brugerundersøgelsen skal ses i sammenhæng med de øvrige tiltag, der er iværksat af Social- og Sundhedsforvaltningen for løbende at inddrage borgerne i tilrettelæggelsen af beskæftigelses- og socialindsatser. Samarbejdet og den tværfaglige koordinering mellem afdelinger i Social- og Sundhedsforvaltningen udbygges og kvalificeres løbende – blandt andet i forbindelse med implementering af ny hovedlov på beskæftigelsesområdet. Brugerundersøgelsen skal bidrage til læring i tilrettelæggelsen af tilgangen og indsatsen, som kan munde ud i en række pejlemærker for yderligere indsatser.

Design af brugerundersøgelsen

Brugerundersøgelsen tager udgangspunkt i et spørgeskema, som fremsendes i e-boks til alle borgere med et forløb på tre måneder eller mere. Efterfølgende gennemføres fokusinterviews på udpegede relevante områder. Fokusinterviews kan omhandle enkelte områder, men særligt omhandle multivariable sammenhænge i svar, for eksempel borgere, der dels oplever ringe anerkendelse og ringe progression i sagsforløbet. Fokusinterviews skal ligeledes give viden om nye muligheder og redskaber i sagsbehandlingens tilgang til borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet og har komplekse problemstillinger. For eksempel behovet for tværfaglig koordinering mellem myndigheder, samarbejdet internt i kommunen, men også redskaber såsom inddragelse af borgerens netværk og mulighederne for samarbejde med civilsamfundet.

Spørgeskemaet skal afdække, hvorvidt borgerne oplever:

  • Værdighed - at samarbejdet bygger på en værdig, tillids- og respektfuld og anerkendende tilgang og dialog mellem borger og jobcentermedarbejder, samt indflydelse på egen sag og forløb.
  • Tilgængelighed - at Jobcentret og medarbejdere er tilgængelige i hverdagen og besvarer henvendelser, når borgerne har bidrag i deres sag eller i øvrigt søger information.
  • Medinddragelse og progression - at være hørt og inddraget i eget forløb. Så eventuelle relevante bidrag fra øvrige myndigheder og sektorer er koordineret, og at borgeren har indflydelse på valg af løsninger og de aktive tilbud, som iværksættes – og ser mening i de sagsbehandlingsskridt, der tages for at nå et fælles mål samt, at der er den forventede progression i sagsforløbet.

Besvarelsen er anonym, men der opfordres til tilsagn om deltagelse i fokusinterviews med oplysning om kontaktdata. Spørgeskemaet indeholder svarmulighed om nuværende ydelse og varighed af forløb i Jobcentret, så målgruppen kan identificeres. Det er afgørende med en relativ høj svarprocent. Alle borgere, der deltager i samtaler i Jobcentret, opfordres særskilt til besvarelse. Der sendes reminders og appelleres til besvarelse i e-boks efter en måned. Der arbejdes med en svarfrist på tre måneder af hensyn til muligheden for en høj svarprocent. Alle borgere er typisk til samtale inden for denne periode og kan opfordres mundtligt til besvarelse.

Emner for fokusinterviews med borgerne fastlægges på baggrund af de svar, der gives og analyseres på baggrund af spørgeskemaet.

Ressourcer og gennemførelse

Det anbefales, at spørgeskemaundersøgelsen gennemføres med bistand af ekstern konsulent. Ovenstående design og udformning af spørgsmål tilrettelægges i samarbejde med den eksterne konsulent og den ekspertise og erfaring fra lignende opgaver, som de kan bidrage med.

Spørgeskemaundersøgelsen forventes igangsat i starten af 2023 og afsluttet sommeren 2023, hvorefter der forelægges mødesag i Beskæftigelsesudvalget om resultatet.

Lov- og plangrundlag

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB).

Økonomiske konsekvenser

Undersøgelsen gennemføres inden for en ramme på 300.000 kr. af Jobcentrets midler.

Tidsplan

Undersøgelsen udføres i perioden 1. - 2. kvartal 2023. Rapporten fremlægges i 2. - 3. kvartal 2023.

Mål for beskæftigelsesindsatsen 2023
Sag nr. 209

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen fremlægger forslag til resultatmål for beskæftigelsesindsatsen i 2023.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at forslag til Kommunalbestyrelsens nye mål for beskæftigelsesindsatsen i 2023 drøftes og godkendes.


Beslutning fra Beskæftigelsesudvalget, 15. november 2022, pkt. 47:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Som supplement til Beskæftigelsesplan 2023-24 fremlægger Social- og Sundhedsforvaltningen hermed forslag til resultatmål for beskæftigelsesindsatsen i 2023 til godkendelse.

Målsætningen for andelen af fuldtidspersoner på offentlig forsørgelse nedbringes fra de nuværende 8,7 procent (år-til-dato jan. – aug. 2022) til maksimalt 8,6 procent i 2023. Det svarer til et fald på 0,2 procentpoint i forhold til målsætningen for 2022, som var på 8,8 procent. Antallet af borgere på offentlig forsørgelse forventes således at blive nedbragt med yderligere 50 fuldtidspersoner i forhold til målsætningen for 2022.

Målsætningen fastlægges med udgangspunkt i et arbejdsmarked, der har haft store udsving under og efter pandemien. Ledigheden har siden været markant faldende, mens der er oplevet en endnu større stigning i beskæftigelsen i samme periode. Ledigheden blandt de arbejdsmarkedsparate er nu på det laveste niveau siden finanskrisen, og en række brancher oplever fortsat mangel på arbejdskraft. Der forventes nu en stigning i ledigheden hos både lønmodtagere og selvstændige blandt andet på grund af kommende stigende energiomkostninger og dalende efterspørgsel på vare- og tjenesteydelser.

Målet for andelen af forsikrede ledige og borgere på kontanthjælp er fastsat på baggrund af Det Økonomiske Råds Årsrapport, offentliggjort den 11. oktober 2022. Rapporten forudser en stigning frem mod 2024 på i alt 42.000 ledige på landsplan svarende til cirka 300 ledige i Rødovre eller en andel af befolkningen på 1,2 pct. ved fuld gennemslagskraft. Det er forventningen i Rødovre, at tilgangen er lineær og fordeler sig med 200 forsikrede ledige og 100 jobparate kontanthjælpsmodtagere.

Den relativt store andel af borgere, der modtager offentlige ydelser i Rødovre Kommune, og som er kategoriseret som langt fra arbejdsmarkedet, er mindre konjunkturfølsomme. Antallet af aktivitetsparate ledige forventes derfor ikke at vokse markant trods en eventuel kommende recession. Antallet af borgere i ressourceforløb forventes dog at falde med 0,2 procentpoint, som led i en øget afklaringsindsats blandt de mere langvarige sagsforløb.

Andelen af unge på uddannelseshjælp, borgere i revalideringsforløb samt borgere på ledighedsydelse fastholdes på nuværende niveau (jan. – aug. 2022), mens andelen af borgere på selvforsørgelse-, hjemrejse- og overgangsydelse forventes at stige med 0,1 procentpoint grundet krigen i Ukraine. Ligeledes forventes antallet af borgere i jobafklaringsforløb at stige 0,1 procentpoint. Andelen af borgere på sygedagpenge forventes modsat fortsat at falde, hvorfor målet nedjusteres med 0,5 procentpoint i forhold til det nuværende niveau (jan. – aug. 2022).

Målene opgøres fortsat som andel fuldtidspersoner i procent af befolkningen. Udviklingen følges løbende ved opgørelse af andel fuldtidspersoner år-til-dato fra Jobindsats.dk. Data udstilles i Jobcentrets kvartalsredegørelser over året samt endeligt i Resultatrevision 2022 på møderækken i marts 2023.

I bilaget fremgår forslag til fastsatte mål på de enkelte ydelser og en uddybning af den vurdering, som Social- og Sundhedsforvaltningen lægger til grund for den endelige fastsættelse af de enkelte mål.

En andel på 0,1 procent udgør ca. 25 fuldtidspersoner i Rødovre Kommune.

Lov- og plangrundlag

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Mål for beskæftigelsesindsatsen 2023

Godkendelse af Beskæftigelsesplan 2023 -2024
Sag nr. 210

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Beskæftigelsesplanen 2023-2024 omhandler Kommunalbestyrelsens målsætninger og strategier på beskæftigelsesområdet i Rødovre Kommune. Prioriteringer sker på bagrund af de aktuelle udfordringer på arbejdsmarkedet på landsplan og i Rødovre og omhandler tillige de mål, som Beskæftigelsesministeren har udmeldt samt Kommunalbestyrelsens mål.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Beskæftigelsesplan 2023-2024 drøftes og godkendes.


Beslutning fra Beskæftigelsesudvalget, 15. november 2022, pkt. 48:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Beskæftigelsesplanen følger op på de mål, som Beskæftigelsesministeren har videreført siden 2020, som er:

  • Alle ledige skal have en værdig sagsbehandling
  • Flere ledige skal opkvalificeres
  • Flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende
  • Flere personer med handicap skal i beskæftigelse
  • Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft

Social- og Sundhedsforvaltningen foreslår yderligere to lokale mål:

  • Beskæftigelsesindsatsen skal bidrage til, at flere unge gennemfører en erhvervsuddannelse
  • Borgere i særligt langvarige forløb på kontanthjælp og i ressourceforløb skal søges afklaret og afsluttet

Da Beskæftigelsesministerens mål er videreført fra forrige planperioder, er udgangspunktet i beskæftigelsesplanen, at strategier og aktiviteter er implementeret i Jobcentrets virksomhed. Således fremgår alene de tiltag, der skal have særlig opmærksomhed i den kommende planperiode.

Kommunalbestyrelsens mål er emnemæssigt en videreførelse fra forrige planperiode, men er skærpet i sin målsætning.

Arbejdsmarkedet

Ledigheden blandt arbejdsmarkedsparate er på det laveste niveau siden finanskrisen. En række brancher oplever fortsat mangel på arbejdskraft, men der forventes i planperioden en stigning i ledigheden blandt både lønmodtagere og selvstændige. Til gengæld forventes fortsat stor mangel på arbejdskraft på de offentlige velfærdsområder og generelt fortsat mangel på faglært arbejdskraft – særligt i de brancher, der arbejder med den grønne omstilling.

Pandemien har fortsat eftervirkninger. Flere borgere er uarbejdsdygtige på grund af sygdom. Det viser sig i en større andel af borgere, der ikke raskmeldes i perioden indenfor 22 uger.

Jobcentret imødeser flere lovgivningsmæssige initiativer - herunder en ny Hovedlov, der alle omhandler borgere med komplekse problemstillingers ret til en samlet udredning på beskæftigelses- og uddannelsesområdet samt på det sociale og helbredsmæssige område. En ret som Jobcentret aktivt vil tilbyde og opfordre borgerne til at benytte sig af.

Kommende udfordringer

Det er et opmærksomhedspunkt, at de ledige med relativ svag tilknytning til arbejdsmarkedet, men som har profiteret af den ekstraordinære mangel på arbejdskraft, også er dem, der først mødes i en stigende ledighed.

Social- og Sundhedsforvaltningen imødeser en række omlægninger af beskæftigelsesindsatsen i 2023 og 2024, som følge af aftale om finansieringen af retten til tidlig pension. Det omhandler særligt A-kassernes overtagelse af kontaktforløbet, de første tre måneder, fra 1. januar 2024. Særligt for de borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet og har helbredsmæssige og sociale udfordringer, og som ikke kan opnå ordinær beskæftigelse eller uddannelse, skal Jobcentret søge at tilbyde meningsfulde tilbud om virksomhedspraktik på private og offentlige arbejdspladser.

I november 2022 fastsætter Kommunalbestyrelsen tillige kvantitative resultatmål for 2023 for andelen af borgere i forsørgelse på de enkelte ydelser og alle ydelser under ét. Udviklingen følges løbende i de kvartalsvise redegørelser fra Social- og Sundhedsforvaltningen. Beskæftigelsesplanen korrigeres årligt, såfremt der opstår væsentlige ændringer i konjunkturerne eller i de rammevilkår, som arbejdsmarkedet i Rødovre Kommune er underlagt.

Lov- og plangrundlag

Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Beskæftigelsesplan Rødovre Kommune 2023 -2024

Udgiftsneutrale tillægsbevillinger vedr. den regionale uddannelsespulje
Sag nr. 211

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen modtog 1.052.500 kr. fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) i starten af 2022. Siden er ansøgning om ekstra midler fra den regionale uddannelsespulje imødekommet med et tilskud på yderligere 158.696 kr. Derudover blev der i december 2021 bevilget 477.500 kr. vedrørende 2022, der endnu ikke indtægts- og udgiftsført.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at modtagelse af puljemidlerne godkendes og
  2. at der i 2022 gives endnu en udgiftsneutral tillægsbevilling, svarende til en udgift på 158.696 kr. og en tilhørende indtægt på 158.696 kr. til Beskæftigelsesudvalget samt
  3. at der i 2022 ligeledes gives en udgiftsneutral tillægsbevilling, svarende til en udgift på 477.500 kr. og en tilhørende indtægt på 477.500 kr. til Beskæftigelsesudvalget.


Beslutning fra Beskæftigelsesudvalget, 15. november 2022, pkt. 49:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen modtog 1.052.500 kr. fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) i starten af 2022. Dette blev forelagt Beskæftigelsesudvalget i sag om bevilling af puljer den 15. marts 2022 (sag nr. 11). Jobcentret anvendte de bevilgede midler til diverse AMU-kurser, korte erhvervsrettede kurser og forløb, samt kurser i forbindelse med uddannelsesløft til områder med jobåbninger pt.

Den regionale uddannelsespulje understøtter, at flere ledige kan få korte erhvervsrettede uddannelsesforløb fra første ledighedsdag. Kommunerne får således dækket 80 procent af driftsudgifterne og 100 procent af udgifterne til revision i forbindelse med køb af korte, erhvervsrettede uddannelsesforløb.

Social- og Sundhedsforvaltningen har siden ansøgt om ekstra midler. Dette er imødekommet med yderligere 158.696 kr. fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), jf. brev af 14. oktober 2022. Det samlede tilsagn for 2022 er dermed 1.211.196 kr.

Der blev dog allerede i december 2021 bevilget yderligere 477.500 kr., der endnu ikke er blevet udgifts- og indtægtsført. Rødovre Kommune kan med disse midler få dækket 80 procent af driftsudgifterne og 100 procent af udgifterne til revision i forbindelse med køb af korte, erhvervsrettede kurser, der fremgår af den regionale positivliste i det RAR-område, hvor kommunen er beliggende, eller af positivlisten i de tilstødende RAR-områder.

De ekstra bevillinger er begge fordelt på baggrund af kommunernes tilkendegivelse af deres behov samt deres andel af dagpengemodtagere, jobparate kontanthjælpsmodtagere, ledighedsydelsesmodtagere og overgangsydelsesmodtagere (uden for introduktionsprogrammet). Der er alene fordelt midler til de kommuner, der har tilkendegivet interesse.

Tilskuddene skal anvendes til forløb, der opfylder betingelserne i bekendtgørelsen, og som påbegyndes i perioden fra den 14. december 2021 til den 31. december 2022. Forløb, der er påbegyndt i dette tidsrum, vil kunne afsluttes efter periodens udløb.

Lov- og plangrundlag

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB)

Økonomiske konsekvenser

Udgiften og indtægten på i alt 636.196 kr. vedrører funktion 5.68.98 (beskæftigelsesordninger)

Tidsplan

Tilskuddet anvendes i perioden frem til 31. december 2022.

Bilag

Bilag 1: Tilsagn om midler fra den regionale uddannelsespulje 2022
Bilag 2: Brev fra Styrelsen vedr. den regionale uddannelsespulje

VIBO, afd. 109, aftale om fortrinsret til børnefamiler til 4-rumsboliger
Sag nr. 212

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

VIBO har anmodet Kommunalbestyrelsen om indgåelse af aftale om, at husstande med 1 eller flere børn har fortrinsret til boliger med 4 beboelsesrum i VIBO afd. 109, Smedetoften beliggende Tårnvej 101-115 og 117-121.

Indstilling

Ressource- og Serviceforvaltningen indstiller,

at aftale med VIBO om fortrinsret til børnefamilier til boliger med 4 beboelsesrum i VIBO, afd. 109 godkendes.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Boligorganisationens ledige familieboliger skal efter reglerne i bekendtgørelse om udlejning af almene boliger mv. udlejes til de boligsøgende, der i længst tid har været optaget på en venteliste (den almindelige venteliste). Lejere, som ønsker en anden bolig i en af boligorganisationens afdelinger, skal optages på en venteliste (oprykningsventeliste). 

Boligorganisationen og Kommunalbestyrelsen kan efter udlejningsbekendtgørelsens § 4 aftale, at husstande med 1 eller flere børn har fortrinsret til boliger med 3 eller flere beboelsesrum. 

VIBO’s organisationsbestyrelse har på bestyrelsesmøde den 24. marts 2022 truffet beslutning om, at man ønsker at give fortrinsret til ansøgere på oprykningsventelisten, som har 1 eller flere børn, og som søger 4- og 5-rums boliger.  

På den baggrund har VIBO anmodet Rødovre Kommune om at indgå aftale om fortrinsret for børnefamilier til 4-rumsboligerne i afd. 109, som er VIBOs eneste afdeling beliggende i kommunen.

VIBO afd. 109, Smedetoften/Kleintoften har 88 lejemål, heraf 14 1-rumsboliger, 56 2-rumsboliger, 14 3-rumsboliger og 4 4-rumsboliger. Da andelen af boliger egnede til børnefamilier er meget begrænset i denne afdeling, forekommer det hensigtsmæssigt at reservere de få 4-rumsboliger, der er i afdelingen, til børnefamilier.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse om udlejning af almene boliger mv. § 4, hvoraf det fremgår, at boligorganisationen og kommunalbestyrelsen kan aftale, at husstande med 1 eller flere børn har fortrinsret til boliger med 3 eller flere beboelsesrum.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Aftalen træder i kraft ved underskrift.

Bilag

Bilag 1: udkast til aftale med VIBO afd. 109 om fortrinsret for børnefamilier til 3- og 4-rumsbooliger

Aftale med boligorganisationerne beliggende i Kærene om udlejning efter særlige kriterier (Boligselskabernes anvisningsret på 66 procent)
Sag nr. 213

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I direkte forlængelse af, at 4 almene boligafdelinger beliggende i Kærene er optaget på Indenrigs- og Boligministeriets liste over forebyggelsesområder, skal de boligsøgende anvises efter særlige kriterier, herunder beskæftigelses- og uddannelseskriterier med henblik på at styrke beboersammensætningen. De 4 almene boligafdelinger er AKB, Rødovre afd. Milestedet, Lejerbo, Rødovre, afd. Ulkær og Ved Milestedet og AAB afd. 43. Derfor forelægges forslag til aftalevilkår om anvisning og fleksibel udlejning udarbejdet i samarbejde med boligorganisationerne til Kommunalbestyrelsens godkendelse.

Udover boligorganisationernes egen anvisning på 2/3 af boligerne, som denne sag vedrører, har kommunen anvisningsret til 1/3. Kommunen skal ligeledes anvise efter særlige kriterier i henhold til lov om almene boliger § 59, stk. 6 og stk. 7.

Indstilling

Ressource- og Serviceforvaltningen indstiller,

  1. at der indgås aftale om udlejning efter fleksible kriterier med Lejerbo Rødovre, AKB, Rødovre og AAB,
  2. at aftalevilkår om beskæftigelses- og uddannelseskriterier med henblik på at styrke beboersammensætningen godkendes samt
  3. at aftalevilkår om fortrinsret til seniorer, der bor i kommunen, og som frigiver en bolig, godkendes.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

De 4 almene afdelinger beliggende i Kærene er under ét udpeget af Indenrigs- og Boligministeriet som forebyggelsesområde. Kriterierne for, at et boligområde kategoriseres som forebyggelsesområder, er følgende:

Almene boligområder med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 30 %, og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:

  1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 30 % (toårigt gennemsnit).
  2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 2 gange landsgennemsnittet (toårigt gennemsnit).
  3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 % af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 65 % af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

En af konsekvenserne af, at et boligområde udpeges som forebyggelsesområde, er, at anvisningsreglerne til boligerne er skærpede for såvel de kommunale anvisninger som de anvisninger, som sker via boligorganisationerne.

For den 1/3 af de ledige boliger, som anvises af kommunen, gælder i medfør af lov om almene boliger § 59, stk. 7, jf. stk. 6, at ledige boliger ikke må anvises til boligsøgende, hvor et medlem af husstanden opfylder ét af nedennævnte kriterier:

1) er dømt for et strafbart forhold og inden for de seneste 6 måneder er blevet løsladt fra institutioner under kriminalforsorgen, og for hvem der skal udarbejdes en handleplan efter § 141 i lov om social service,

2) er under 18 år og dømt for et strafbart forhold og inden for de seneste 6 måneder er blevet løsladt fra institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen, hvor husstandsmedlemmet har været anbragt i henhold til § 78, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., og for hvem der skal udarbejdes en handleplan efter § 57 c, stk. 1, i lov om social service,

3) inden for de seneste 6 måneder har fået sit lejemål ophævet eller er opsagt som følge af grove overtrædelser af god skik og orden,

4) ikke er statsborger i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller i Schweiz, med undtagelse af studerende, som er indskrevet på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution

- eller i 6 sammenhængende kalendermåneder har modtaget selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse eller i 24 sammenhængende kalendermåneder har modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

Kommunens udlejningsaftale med boligorganisationerne for perioden 2020-2023 er som udgangspunkt fortsat gældende. Ifølge denne aftale har kommunen anvisningsret til 1/3 af de ledige boliger, hvoraf 50% anvises til løsning af påtrængende boligsociale opgaver og 50% anvises efter fleksible kriterier. De lovbestemte udlejningskriterier gælder ved alle kommunale anvisninger. Der kan således hverken anvises boliger til løsning af boligsociale opgaver eller efter særlige kriterier, hvis et hustandsmedlem falder ind under ovennævnte kriterier.  

For den 2/3 af de ledige boliger, der anvises af boligorganisationerne via deres ventelister, er kommunen forpligtet til at indgå aftaler med boligorganisationerne om fleksibel udlejning efter særlige kriterier herunder beskæftigelses- og uddannelseskriterier med henblik på at styrke beboersammensætningen. I samarbejde med boligorganisationerne har forvaltningen således formuleret aftalevilkår, der opfylder almenboliglovens minimumskrav om beskæftigelse og uddannelse.

For den del af boligerne, som anvises af boligorganisationen, indstilles det således, at følgende fleksible kriterier skal være gældende:

"Børnefamilier i arbejde eller under uddannelse", som omfatter boligsøgende med hjemmeboende børn under 18 år, hvor både den boligsøgende og dennes eventuelle ægtefælle/partner er i arbejde 30 timer om ugen eller i gang med en SU-berettiget uddannelse/elev- eller lærlingeuddannelse. Prioriteres med 4/9.

"I arbejde eller under uddannelse", som omfatter boligsøgende, hvor både den boligsøgende og dennes eventuelle ægtefælle/partner er i arbejde 30 timer om ugen eller i gang med en SU-berettiget uddannelse/elev- eller lærlingeuddannelse. Prioriteres med 4/9.

"Seniorer". Derudover har boligorganisationerne et ønske om at kunne give fortrinsret til seniorer på 60 år og derover, der bor i kommunen, og som frigiver en bolig. Det er en forudsætning, at den boligsøgende og dennes eventuelle ægtefælle/partner, hvis de er under 65 år, er i arbejde 30 timer om ugen eller er under uddannelse. Formålet er at give seniorer, der f.eks. bor i eget hus, mulighed for at flytte i en mindre og billigere bolig og tiltrække ressourcestærke seniorer til området. Prioriteres med 1/9.

Aftalevilkårene vil være de samme med de 3 boligorganisationer og vil være gældende så længe boligafdelingerne er omfattet af Indenrigs- og Boligministeriets forebyggelsesområdeliste. Aftaleudkast fra AKB Rødovre vedlægges som bilag, idet det bemærkes, at aftalerne indholdsmæssigt vil være ens.

Da Kærene ligger og balancerer på grænsen af flere af kriterierne, og få personer kan være udslagsgivende, forventes de skærpede anvisningsregler at medføre, at Kærene hurtigt vil være af listen over forebyggelsesområder.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger mv. § 61b (forebyggelsesområde), § 59, stk. 7, jf stk. 6 (krav til komunnens anvisningskriterier), § 60, stk. 4 (krav til boligorgansationens anvisningskriterier), § 60,stk. 1 (hjemmel til indgåelse af aftale om udlejning efter særlige kriterier).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Aftalerne træder i kraft umiddelbart efter indgåelse af aftalerne og indtil boligafdelingerne ikke længere er omfattet af forebyggelsesområdelisten.

Bilag

Bilag 1: Aftale om fleksibel udlejning vedr. AKB Rødovre, afd. Ved Milestedet

Økonomisk Oversigt - november 2022
Sag nr. 214

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

I Økonomisk Oversigt præsenteres Økonomiudvalget for hvordan det går med økonomien i Rødovre Kommune. Den giver et overblik over forventede mer- og mindreudgifter i forhold til de penge der er afsat til de enkelte udvalg. I november omfatter Økonomisk Oversigt også en opfølgning på finansiering og på likviditeten pr. ultimo oktober 2022. Desuden indgår der en status for porteføljeplejen pr. 30. september 2022. Herudover er vedlagt et notat om Gennemgang af budget 2023 mhp. finansieringsmuligheder, som følge af forventede øgede energiudgifter, samt en handleplan for nedbringelse af ressourceforbruget på kommunale plejehjem.

Indstilling

Ressource- og Serviceforvaltningen indstiller,

at Økonomisk Oversigt tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Der henvises til Økonomisk Oversigt - status pr. ultimo oktober 2022. Herudover er vedlagt et notat om Gennemgang af budget 2023 mhp. finansieringsmuligheder (bilag 2). Notatet beskriver tiltag til finansiering af forventede øgede energiudgifter. Desuden er vedlagt en handleplan for nedbringelse af ressourceforbruget på kommunale plejehjem (bilag 3).

Lov- og plangrundlag

Principper for Økonomistyring.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Økonomisk Oversigt - status pr. ultimo oktober 2022
Bilag 2: Gennemgang af budget 2023 mhp. finansieringsmuligheder
Bilag 3: Handleplan for nedbringelse af ressourceforbruget på de kommunale plejehjem

Diverse
Sag nr. 215

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Lukket punkt: Entreprenørliste til renovering og omlægning af tennisbaner
Sag nr. 216

Beslutningskompetence: KB

Beslutning

Indstilles godkendt.

Lukket punkt: Personalesag
Sag nr. 217

Beslutningskompetence: KB

Beslutning

Indstilles godkendt.

Lukket punkt: Diverse
Sag nr. 218

Beslutningskompetence: ØU

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl. 09.50.