Social- og Sundhedsudvalget

11-09-2013

Medlemmer

Britt Jensen(A)
Ahmed H. Dhaqane(A)
Lene Due(A)
Henrik Kalat Pedersen(O)
Svend Erik Pedersen(F)

Sager 85 - 94

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 85

Sagens kerne

Meddelelsespunktet:

  1. Nyhedsliste for Social i perioden 28.05.2013 - 02.09.2013
  2. Årsrapport over den frivillige sociale indsats 2012

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering

Bilag

Bilag 1: Nyhedsliste for Social i perioden 28.05.2013 – 02.09.2013
Bilag 2: Årsrapport over den frivillige sociale indsats 2012

Kommunale tilsyn med døgntilbud og hjemmepleje
Sag nr. 86

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen har i 2012 gennemført tilsyn med døgntilbud og hjemmepleje.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at tilsynsrapporterne drøftes
  2. at tilsynsrapporterne sendes i høring i de relevante råd.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune fører tilsyn med sociale tilbud, plejehjem og hjemmepleje. Tilsynene gennemføres med udgangspunkt i et sæt fælles retningslinjer, som er godkendt af Social- og Sundhedsudvalget den 13. maj 2008 (sag nr. 50). Disse retningslinjer skal sikre systematik og understøtte de overordnede formål med tilsynet:

  • at borgerne får den hjælp/støtte, som de er berettiget til
  • at hjælpen/støtten bliver tilrettelagt og udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde
  • at gribe forebyggende og korrigerende ind.

Alle enheder modtager årligt to tilsyn - et uanmeldt og et anmeldt. Rødovre Ungdomspension har dog haft et ekstra anmeldt tilsyn samt en temadrøftelse.

Tilsynet i 2012 har omfattet:

  • Ældrecentret Broparken
  • Plejehjemmet Engskrænten
  • Plejehjemmet Ørbygård
  • Dorthe Mariehjemmet
  • Hjemmeplejen
  • Botilbuddet Vestfløjen
  • Udslusningsbofællesskabet Nettet II
  • Rødovre Ungdomspension.

Der er også ført uanmeldt tilsyn med hjemmeplejen ydet af private leverandører.

På baggrund af tilsynene vurderes det, at plejehjemmene overordnet fungerer tilfredsstillende. Kerneopgaven løses, og borgerne oplever at få den hjælp og pleje, de har behov for. Flere borgere giver dog udtryk for, at det kniber med tiden til aktiviteter. Dette bakkes op ad medarbejderne, som også oplever, at det kan være vanskeligt at finde tid til ekstra aktiviteter i hverdagen. Tidspresset skyldes blandt andet, at der bruges meget tid på dokumentation, og at flere plejehjem har haft en udfordring med mange sygemeldinger, særligt i weekenderne.

Tilsyn med hjemmeplejen gennemføres ved, at den bevilgede hjemmehjælp revurderes en gang årligt, eller hvis behovet for hjælp ændres. Ved et visitationsbesøg spørges der ind til borgerens oplevelse af den leverede ydelse og kvaliteten af den leverede hjælp. Der har i den forbindelse været problemer med at udtrække data.Der vil i efteråret 2013 blive arbejdet på en registrering i omsorgsjournalen, således at data fremadrettet vil kunne udtages, og der vil kunne forelægges et repræsentativt tilsyn.

Også på botilbuddet Vestfløjen og udslusningsbofællesskabet Nettet II er konklusionen, at forholdene er i orden. Begge tilbud vurderes at leve op til de mål, der er sat for beboerne. Der har eksempelvis ikke været klager eller tilfælde af magtanvendelse siden sidste tilsyn.

For Vestfløjen er der siden indflytningen på Slotsherrens Vænge brugt mange ressourcer på at etablere nye rutiner og arbejdsgange. Beboerne er faldet godt til og er glade for deres nye lejligheder. Men da lejlighederne er væsentligt større, end hvad de kommer fra, har det været vanskeligt for flere at vænne sig til at bruge deres egen bolig, og ikke kun opholde sig i fælleslokalerne. I udslusningsbofællesskabet Nettet II har der været særligt fokus på at opbygge netværk og relationer mellem beboerne. Beboerne udtrykte tilfredshed med stedet og fortalte, at de får den hjælp, de har behov for.

På børneområdet er der ført tilsyn med Rødovre Ungdomspension. Heller ikke her gav tilsynet anledning til påbud eller henstillinger. Selvom Rødovre Ungdomspension er under afvikling, fremstår institutionen ved tilsynene velholdt, og som et rart sted at bo. Tilsynet får også indtryk af en institution, hvor tone og samspil mellem personale og beboere er anerkendende og omsorgsfuld. Udover tilynet har der været afholdt en temadrøftelse med ledelsen om den forestående lukning. Ledelsen fortalte om udfordringen med at holde fokus på pædagogiske og behandlingsorienterede tiltag samtidig med, at tilbuddet afvikles. Dette til trods er tilsynets overordnede indtryk, at personalet formår at håndtere den svære situation, og at de unge ikke er negativ påvirket af situationen.

Lov- og plangrundlag

Lov om social service § 151, stk. 1
Retningslinjer for tilsyn med døgntilbud og hjemmepleje i Rødovre Kommune.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

September: Tilsynsrapporterne forelægges til politisk behandling
Oktober-november: Tilsynsrapporterne sendes i høring
December: Høringssvarene forelægges sammen med tilsynsrapporterne til endelig godkendelse.

Bilag

Bilag 1: Samlet redegørelse for tilsyn med døgntilbud og hjemmepleje 2012
Bilag 2: tilsyn handicap/psykiatri 2012
Bilag 3: tilsyn handicap/psykiatri 2012
Bilag 4: Plejehjemstilsyn 2012
Bilag 5: Tilsynsrapport fra RUP 2012

Embedslægens tilsyn med plejehjemmene 2012
Sag nr. 87

Sagens kerne

Embedslægen har i 2012 gennemført uanmeldt tilsyn på ældrecenter Broparken, plejehjemmet Ørbygård og plejehjemmet Dorthe Mariehjemmet. Plejehjemmet Engskrænten var i 2012 undtaget for tilsyn.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at tilsynsrapporterne drøftes
  2. at tilsynsrapporterne sendes til høring i de relevante råd

Sagsfremstilling

Ved embedslægens tilsyn på de tre plejehjem er dokumentationen af de sundhedsfaglige og sundhedsrelaterede forhold belyst. Temaet for tilsynet i 2012 omhandlede plejehjemmets sikring af oplysninger om beboernes sygdomme og handicap. Oplysningerne er vigtige for at kunne yde den korrekte pleje, observation og behandling af beboeren.

Der er på alle tre plejehjem fulgt op på kravene fra tilsynet i 2011.

Der blev fundet fejl og mangler på alle tre plejehjem, som indebar patientsikkerhedsmæssige risici, men ikke alvorlige fejl og mangler. På baggrund af de konstaterede fejl og mangler, blev der stillet krav til instrukser på sundhedsadministrative forhold og dokumentation af de sundhedsfaglige og sundhedsrelaterede forhold.

Social- og Sundhedsforvaltningen har fulgt op på de påpegede fejl og mangler.

På alle tre plejehjem foregik udlevering af medicin på grundlag af identifikation af beboeren enten ved navn og fødselsdato og -år eller ved sikker genkendelse.

Stikprøverne viste, at der var overensstemmelse mellem lægens ordination og ordination på medicinlisten i alle ni stikprøver. I de ni stikprøver var antallet af tabletter i doseringsæskerne korrekt.

Reglerne om, at der ikke må forefindes fælles medicin blev overholdt på alle tre plejehjem.

Lov- og plangrundlag

Sundhedslovens § 19

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Tidsplan

September. Embedslægens tilsyn forelægges
Oktober - november: Tilsyn´srapporterne sendes i høring i relevante råd
December: Høringssvar forelægges sammen med tilsynsrapporterne til endelig godkendelse

Bilag

Bilag 1: Embedslægens tilsyn med plejehjem i Rødovre Kommune 2012

Ansøgning om godkendelse til Fritvalgsordning (personlig pleje) - Din Fleksible Service ApS.
Sag nr. 88

Sagens kerne

Din Fleksible Service ApS har ansøgt Rødovre Kommune om at blive godkendt som leverandør af hjemmehjælpsydelsen "personlig pleje" hos de borgere, der er visiteret til denne ydelse.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at Din Fleksible Service ApS godkendes som leverandør af hjemmehjælpsydelsen "personlig pleje".
  2. at kontraktindgåelse sker med virkning fra 1. oktober 2013.

Sagsfremstilling

Din Fleksible Service ApS har ansøgt Rødovre Kommune om at blive godkendt som leverandør af hjemmehjælpsydelsen "personlig pleje" hos de borgere, der er visiteret til denne ydelse.

Firmaet er i forvejen godkendt i Rødovre Kommune som leverandør af "praktisk hjælp" under Fritvalgsordningen.

Det fremgår af det fremsendte materiale, at firmaet lever op til de krav, som Rødovre Kommune stiller til leverandører af "personlig pleje".

Lov- og plangrundlag

Lov om social service.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Der ønskes indgået kontrakt med virkning fra 1. oktober 2013.

Bilag

Bilag 1: Ansøgning om godkendelse som leverandør af personlig pleje i Rødovre Kommune.

Ansøgning om godkendelse til Fritvalgsordning - Plejerne ApS
Sag nr. 89

Sagens kerne

Plejerne ApS har ansøgt Rødovre Kommune om at blive godkendt som leverandør (under Fritvalgsordningen) af hjemmehjælpsydelserne "personlig pleje" og "praktisk hjælp" hos de borgere, der er/bliver visiteret til disse ydelser.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at Plejerne ApS godkendes som leverandør af hjemmehjælpsydelserne "personlig pleje" og "praktisk hjælp".
  2. at kontraktindgåelse sker med virkning fra 1. oktober 2013.

Sagsfremstilling

Plejerne ApS har ansøgt Rødovre Kommune om at blive godkendt som leverandør (under fritvalgsordningen) af hjemmehjælpsydelserne "personlig pleje" og "praktisk hjælp" hos de borgere, der er/bliver visiteret til disse ydelser.

Firmaet har udfyldt både Rødovre Kommune´s godkendelsesformular samt Socialministeriet´s fritvalgsblanket.

Det fremgår af det fremsendte materiale, at firmaet opfylder de krav, som Rødovre Kommune stiller til leverandører af hjemmehjælpsydelserne "personlig pleje" og "praktisk hjælp".

Plejerne ApS er godkendt som hjemmehjælpsleverandør i Vallensbæk Kommune.

Firmaet har vedlagt underskrevet erklæring om, at firmaet ikke har ubetalt gæld til det offentlige.

Lov- og plangrundlag

Lov om social service.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Der ønskes indgået kontrakt med virkning fra 1. oktober 2013.

Bilag

Bilag 1: Ansøgning om godkendelse til Fritvalgsordning.

Orientering om den sociale boliganvisning for 2012.
Sag nr. 90

Sagens kerne

Orientering om den sociale boliganvisning for 2012.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Socialudvalget besluttede i 2002 at nedsætte et socialt boliganvisningsudvalg og samtidig overdrage kompetencen til anvisning af de boligsociale lejligheder til dette udvalg, som består af børne- familiechefen og social- og psykiatrichefen.

Det vurderes fortsat, at ordningen fungerer godt. Dels fordi der er etableret et godt samarbejde med boligkontoret, og dels fordi det har givet mulighed for en hurtig faglig og økonomisk prioritering af anvisningen af de ledige boliger.

Den boligsociale venteliste var pr. 31/12 2012 på 200 godkendte ansøgere, en stigning på 54 i forhold til 2011, hvor der også var en stigning på 25 i forhold til 2010. Der er i 2012 godkendt 145 personer til bolig og givet 62 afslag.

Begrundelserne for afslag har i 43 sager været indflytning hos familie eller fremleje. 16 har søgt større bolig eller andet boligkvarter i Rødovre. Disse er henvist til at bytte internt i boligselskabet. De sidste 3 afslag har drejet sig om indeklimaproblemer.

Der er i 2012 anvist følgende boliger:
1 værelses 22
2 værelses 20
3 værelses 26
4 værelses 3

Hvilket betyder et fald på 2 anviste boliger i forhold til 2011.

Dette fald skal ses i lyset af, at Rødovre Kommune i 2012 indgik en særaftale med alle boligselskaber om, at alle ledige 1 værelses lejligheder blev anvist af udvalget til unge med sociale behov for bolig. Antallet af ledige 1 værelses boliger til anvisning var imidlertid uændret i forhold til 2011, og særaftalen blev derfor forlænget med yderligere et halvt år for at nedbringe ventelisten.

Generelt er der en faldende rotation på boligmarkedet, hvilket nok skal ses i lyset af finanskrisen, og der er derfor også færre lejligheder til anvisning hvilket giver et større pres på ventelisterne. Det illustreres nok bedst af, at der i 2012 er anvist samtlie ledige 1 værelses lejligheder - 22 stk. - af udvalget, hvor der i 2011 efter den gældende 1/3 ordning blev anvist samme antal.

Der er ultimo 2012 opskrevet 44 ansøgere til 1 værelses lejlighed, 79 ansøgere til 2 værelses lejlighed, 44 ansøgere til 3 værelses lejlighed og 33 ansøgere til 4 værelses lejlighed.

Generelt er det fortsat et problem, at ansøgernes betalingsevne ikke modsvarer de faktiske huslejeudgifter. Foreksempel har over halvdelen af de opskrevne til 2 værelses lejligheder en betalingsevne på maksimalt 4.000 kr., hvilket meget få lejligheder i Rødovre kan anvises til.

Lov- og plangrundlag

Ingen

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Tidsplan

Ingen

Forslag til proces for revidering af Rødovre Kommunes Frivillighedspolitik
Sag nr. 91

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger et forslag til proces- og tidsplan for revidering af politikken for det frivillige sociale arbejde (Rødovre Kommunes Frivillighedspolitik).

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at forslaget til proces- og tidsplan for revidering af Frivillighedspolitikken godkendes.

Sagsfremstilling

Den 29. september 2009 godkendte Kommunalbestyrelsen Rødovre Kommunes Frivillighedspolitik (sag nr. 163). Af politikken fremgår det, at den skal revideres hvert fjerde år med henblik på at vurdere behovet for justeringer.

Social- og Sundhedsforvaltningen har udarbejdet et forslag til, hvordan og hvornår revideringsprocessen kan foregå (se bilag). Der lægges op til inddragelse af såvel frivillige sociale foreninger- og organisationer, medarbejdere og politikere for at sikre politikken en høj grad at legitimitet og få inspiration til nye temaer.

Procesplanen beskriver kort fortalt "indhold og fokus", "organisering og ansvar" samt "processen". I tidsplanen lægges der op til, at revideringsarbejdet går i gang umiddelbart efter politisk behandling i september og afsluttes i maj 2014 med politisk godkendelse.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes Frivillighedspolitik.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Se bilag (tidsplan).

Bilag

Bilag 1: Procesplan
Bilag 2: Tidsplan

Forslag til proces for revidering af Rødovre Kommunes Sundhedspolitik
Sag nr. 92

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger forslag til proces- og tidsplan for revidering af Rødovre kommunes sundhedspolitik.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at forslaget til proces- og tidsplan for revidering af Rødovre kommunes sundhedspolitik godkendes

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen godkendte den nuværende sundhedspolitik på møde den 31. oktober 2006 (sag nr. 176).

Det er i forbindelse med godkendelse af handleplan for sundhedsindsatsen 2013 på kommunalbestyrelsesmøde den 26. februar 2013 (sag nr. 27) besluttet, at revidere sundhedspolitikken i 2013.

Der er sket meget på sundhedsområdet de senere år, og sundhedspolitikken foreslås revideret, så den afspejler udviklingen på området, som fremgår af de mange oplæg, der er kommet, såsom Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker og publikationer om social ulighed i sundhed, sundhed på tværs og KL´s oplæg om det nære sundhedsvæsen.

Social- og Sundhedsforvaltningen har udarbejdet forslag til, hvordan og hvornår revideringen kan foregå (se bilag). Der lægges op til inddragelse af borgere, patientforeninger, politikere og medarbejdere for at sikre, at politikken får et bredt fundament og et fælles kommunalt ejerskab. Derudover skal sundhedspolitikken afspejle de lokale forhold i Rødovre Kommune.

Procesplanen beskriver kort politikkens formål, organisering og ansvar, indhold og fokus samt processen. I tidsplanen lægges der op til at revideringen går i gang umiddelbart efter politisk behandling i august og afsluttes med endelig politisk godkendelse i maj 2014.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven § 119 stk 1 og 2.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Tidsplan

Se bilag.

Bilag

Bilag 1: Procesplan for revidering af sundhedspolitikken
Bilag 2: Tidsplan for revidering af sundhedspolitikken 2013

Godkendelse af Styringsaftale for 2014 til Den sociale Rammeaftale for Hovedstadsregionen
Sag nr. 93

Sagens kerne

Den årlige rammeaftale på det specialiserede socialområde består af en udviklingsstrategi og en styringsaftale. Udviklingsstrategien for 2014 blev behandlet af Kommunalbestyrelsen d. 28. maj 2013 (sag nr. 91).

Styringsaftalen er behandlet i KKR Hovedstaden d. 21. juni 2013 og anbefalet til godkendelse i kommunerne.

Sagen behandles samtidig i Børne- og Skoleudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at styringsaftalen for 2014 godkendes.

Sagsfremstilling

Formålet med styringsaftalen er at lægge rammerne for kapacitets- og prisudviklingen på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet for kommunerne i hovedstadsregionen.

I oplægget til aftalen for 2014 påkalder primært to forhold sig opmærksomhed:

  1. takstniveauerne reduceres med en procentdel i forhold til 2013
  2. der foretages en særskilt efterregulering af taksterne som følge af den besparelse, der blev opnået ved overenskomstforliget mellem kommunerne og KTO

ad 1:
KKR anbefaler, at alle kommuner sænker takstniveauet med 1% fra 2013 til 2014 efter pris- og lønfremskrivning; dog således at de kommuner, der i perioden 2010-2013 har hævet taksterne, sænker niveauet med 2%. Rødovre Kommune bliver i KKRs analyse af prisudviklingen udpeget som én af otte kommuner i regionen, der har hævet taksterne i denne periode.

Rødovre Kommune har efter beslutning i Direktionen meddelt, at man ikke vil gennemføre en 2%-reduktion. Det skyldes, at vi målt over hele perioden siden strukturreformen har fulgt en økonomisk restriktiv linie, der fuldt ud lever op til de mellemkommunale aftaler, samt at det reelt er én, nu fusioneret institution, der er årsag til, at Rødovre Kommune samlet set ikke følger henstillingerne i KKR-aftalerne siden 2010.

Reduktionen på 1% af taksten medfører et fald i driftsbudgetterne for de berørte institutioner for 2014 og følgende år.

ad 2:
Overenskomsten 2013 betød en lønstigning fra 2012-2013, som var 0,9 procentpoint lavere end dét, der generelt blev forudsat ved budgetlægningen for 2013. Da taksterne i 2013 ikke reguleres som følge heraf, indstiller KKR, at der sker en efterregulering i 2014. Efterreguleringen skal svare til det overskud, driftsherrerne har i 2013 ved at anvende et for højt lønniveau i takstgrundlaget.

Reduktionen medfører et fald i driftsbudgettet for 2014 for de berørte institutioner, idet de overskydende lønmidler forudsættes sparet op i 2013 og søgt overført til 2014.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse 1021 af 20-08-2013 om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde

Styringsaftalen er en del af Den sociale Rammeaftale for Hovedstadsregionen

Økonomiske konsekvenser

De økonomiske konsekvenser af styringsaftalen er indarbejdet i budgetforslaget for 2014 eller søges indarbejdet i de tekniske ændringsforslag.

Styringsaftalen berører følgende typer budgetposter:

  1. Køb af pladser hos andre kommuner i Hovedstadsregionen. Der er i den forbindelse indarbejdet besparelser på samlet 0,95 mio. kr. i budgetforslaget for 2014 og følgende år.
  2. Institutionernes driftsbudgetter. Styringsaftalen omfatter enheder på det specialiserede socialområde samt på specialundervisningsområdet, der jævnligt sælger pladser til andre kommuner. Det vil for Rødovre Kommunes vedkommende sige:

    Bofællesskaberne Vestfløjen og Østfløjen (Slotsherrens Vænge 6)
    Værkstedscenteret Espevang
    Klub 9
    Bofællesskabernes hjemmevejledere
    Skovmoseskolen
    Fritidstilbuddet ved Espelunden

    Disse enheder reduceres med ca. 1% af driftsudgifterne i 2014 og følgende år samt med ca. 0,9% af lønudgifterne i 2014.
  3. Takstindtægter for salg af pladser. Indtægtsbudgetterne for de nævnte enheder reduceres som følge af reduktionerne i driftsbudgetterne ad punkt 2

Tidsplan

Styringsaftalen gælder for 2014.

Kommunerne skal give tilbagemelding til KKR Hovedstaden senest 30. september 2013.

Bilag

Bilag 1: Styringsaftale for det specialiserede socialområde og specialundervisning 2014

Diverse
Sag nr. 94