Borgerservice åbner for fysisk fremmøde

12/06-2020

Som en del af genåbningen af samfundet er det fra på mandag den 15. juni igen muligt at møde fysisk frem i Borgerservice og i Teknisk Forvaltning. For at begrænse smittefare er det vigtigt, at man bestiller tid inden. Det kan man gøre telefonisk eller direkte på kommunens hjemmeside.

I forbindelse med nedlukningen af samfundet for at begrænse smittefaren med corona-virus har Rødovre Kommune været nødt til at begrænse det fysiske fremmøde. Der har i hele perioden været åbent for telefoniske henvendelser i Borgerservice og Teknisk Forvaltning, men fysisk fremmøde har kun været muligt i akutte situationer.

”Nu har vi endelig fået mulighed for at åbne igen. Vi har forberedt os godt, så medarbejderne står klar fra dag 1 til at hjælpe. Nedlukningen i de seneste måneder har betydet, at Rødovre Kommune skulle begrænse de personlige henvendelser. Medarbejderne har de seneste måneder gjort alt, hvad de kunne for at gøre det så godt for borgerne som muligt. Vi glæder os til at kunne give borgerne en endnu bedre service”, siger borgmester Britt Jensen.

Af sikkerhedsmæssige hensyn skal man booke en tid, inden man møder frem.

Fakta: Sådan får du personlig betjening

Hvis du ønsker personlig betjening i Borgerservice eller i Teknisk Forvaltning, kan du ringe til Rødovre Kommunes kontaktcenter på tlf. 36 37 70 00 på alle hverdage mellem kl. 9 og 14. Du kan også booke en tid til betjening i Borgerservice her.

For Rødovre Jobcenter gælder det fortsat, at ledige ikke skal møde op i jobcentret. Alle ledige bliver kontaktet direkte i deres e-boks. Samtaler afholdes fortsat digitalt eller telefonisk.