Hjælp til lokalt erhvervsliv reducerer støjen på Slotsherrensvej

02/07-2020

Rødovre Kommune har fremrykket investeringer for mere end 38 mio.kr. for at hjælpe det lokale erhvervsliv. Nu går lokale virksomheder i gang med det første arbejde. Det er nye kantsten på Slotsherrensvej og Tårnvej som forberedelse til, at man kan lægge støjreducerende asfalt.

Midt under corona-nedlukningen besluttede kommunalbestyrelsen i Rødovre Kommune at fremrykke investeringer for mere end 38 mio.kr. for at hjælpe det lokale erhvervsliv. Den 24. juni starter det første arbejde. Det er nye kantsten på Slotsherrensvej og Tårnvej, så det er muligt at lægge støjreducerende asfalt til efteråret.

”Vi skal gøre, hvad vi kan, for at hjælpe vores lokale virksomheder, og undgå at arbejdsløsheden breder sig. Derfor har vi fremrykket så mange investeringer som muligt, så ordrebøgerne kan blive fyldt op hos de lokale virksomheder. Det skal i gang hurtigt, og det skal så vidt muligt være lokale virksomheder, der får gavn af det”, siger borgmester Britt Jensen.

Det er bl.a. det lokale firma Petri & Haugsted, der ligger på Islevdalvej i Rødovre, der nu går i gang med at lægge nye kantsten på Slotsherrensvej og Tårnvej nord for Slotsherrensvej. Det bliver granitkantsten, som er en mere bæredygtig løsning, og som kræver mindre vedligehold, end de nuværende kantsten af beton. Det er en nødvendig forberedelse til, at der til efteråret kan lægges ny asfalt, der dæmper støjen fra trafikken.

Udskiftning af kantstenene er startet 26. juni. I første omgang vil det være Slotsherrensvej, der på strækninger vil være indsnævret til et spor i hver retning, senere bliver det Tårnvej nord for Slotsherrensvej. Udskiftningen af kantsten vil vare til og med starten af efteråret, og herefter vil der blive udlagt ny støjreducerende asfalt.

Cookies

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Når du benytter sitet, samtykker du til vores anvendelse af cookies. Læs mere om vores cookiepolitik.

OK