Lys på rådhuspladsen

28/02-2018

Der kommer lys på den fredede rådhusplads i Rødovre.

Rødovre er kendt for sin arkitektur af Arne Jacobsen – bl.a. rådhuset og biblioteket, som sammen med rådhuspladsen er fredet. Kommunalbestyrelsen har besluttet, at der skal lys i bassinerne, på springvandet og det store træ ved Rødovre Parkvej.

”Vi har en forpligtelse til at investere i vores rådhusplads, som mange borgere benytter dagligt. Det skal være et rart sted at være, og det skal se ordentligt ud. Da rådhuspladsen blev renoveret i 2001, var det meningen, at belysning skulle indgå, og nu er teknikken endelig blevet god nok til, at det er muligt og til at betale”, siger borgmester Erik Nielsen. Lyset på rådhuspladsen var en del af forslaget fra den internationalt anerkendte landskabsarkitekt Sven-Ingvar Anderssons tegnestue til renovering af rådhuspladsen i 2001.

Vandtårnet på Tårnvej har som vartegn fået kunstbelysning, og nu er turen altså kommet til rådhuspladsen

”Den nye belysning er selvfølgelig tilpasset rådhuspladsen, og det kommer til at skabe en hyggelig stemning, så flere forhåbentligt får lyst til at opholde sig der om aftenen”, siger Erik Nielsen.

Fakta

  • Rådhuspladsen ligger centralt og forbinder rådhuset, hovedbiblioteket, Viften og Rødovre Centrum.
  • Den nye belysning bliver installeret over forår og sommer, og det forventes, at den kan indvies, når det igen bliver mørkere i september 2018.
  • Det koster 1,45 mio.kr. at etablere den nye belysning.