Stor satsning på sundhed og trivsel for børn

11/02-2021

Alle børn i Rødovre kommer fremover til at arbejde mere med deres egen sundhed og trivsel. Det er udpeget som et nyt fokusområde i alle Rødovres skoler.

Rødovre Kommune igangsætter nu en særlig indsats, der skal styrke skolernes arbejde med sundhed og trivsel.

”Rødovres børn og unge skal have de bedste forudsætninger for at få et godt liv. Sundhed og trivsel spiller en afgørende rolle. Børnene skal have det godt med sig selv og med andre. De skal være en del af fællesskabet. Og de skal vide, hvad der skal til for at leve sundt – både fysisk og mentalt. Der er desværre for mange børn i Rødovre, der har psykiske vanskeligheder og udfordringer med sundheden tidligt i livet. Når man som barn og ung vokser op i Rødovre, så fortjener man alt den hjælp, som vi voksne overhovedet kan give”, siger Rødovres borgmester Britt Jensen.

Adskillige undersøgelser har vist, at der er stor ulighed blandt børn, når det kommer til netop sundhed og trivsel. De sociale og økonomiske forhold, som børnene kommer fra, spiller en stor rolle for det liv, som børnene får som voksne.

”Det er godt for alle børn, når vi sætter fokus på sundhed og trivsel. Som samfund har vi en særlig forpligtelse til også at hjælpe de børn, som har det svært. Børn og unge påvirkes ekstremt meget af de vilkår, som de vokser op under. Skolen spiller en nøglerolle og kan være med til at bringe balance i børnenes opvækst, så alle får lige muligheder. Det stærke fællesskab kan gøre en verden til forskel, og alle børn i Rødovre fortjener at få et robust selvværd og en sund livsstil”, siger borgmester Britt Jensen.

Den nye satsning bliver tænkt ind i relevante sammenhænge som en del af Åben skole, hvor skolerne åbner sig for det omgivende samfund og samarbejder med eksterne aktører. Der bliver igangsat prøvehandlinger allerede i det kommende skoleår, og det forventes, at indsatsen er fuldt integreret i skoleåret 2023/2024.

Rødovre Kommune har besluttet at investere i ressourcepersoner på de enkelte skoler, som kan være med til at udvikle og udbrede læringen inden for sundhed og trivsel. Den tilgang har været en succes i forbindelse med læring inden for teknologi og innovation. Over de kommende tre år opgraderer alle skoler derfor med udvikling og indsatser inden for sundhed og trivsel – det beløber sig samlet til over 2 mio.kr. Derudover er der allerede fra næste skoleår afsat 500.000 kr. årligt til nye, konkrete initiativer inden for sundhed og trivsel på skolerne. Satsningen koster i alt 2,58 mio.kr. årligt.

Fakta: Sundhed og trivsel blandt børn og unge i Rødovre

Data fra undersøgelser i Rødovres skoler (skoleåret 2016-2017) viser, at:

  • Andelen af børn med overvægt ved skolestart er på 13,9 %, mens den er på 18,6 % ved udskoling.
  • Børn med lav trivsel i skolen er ved indskolingen i Rødovre på 8 %. Ved udskoling har 11,5 % af de unge en bemærkning vedrørende generel trivsel.
  • Ved udskoling er der 11,1 %, som har bemærkninger om psykiske vanskeligheder, og 13 % har bemærkninger til søvn og træthed.
  • Børn, som har problemer med relationer til jævnaldrende, er i indskolingen på 9,7 %, og ved udskolingen er der 14,3 %, der har bemærkninger til relationer og netværk.
  • Fysisk inaktivitet ved udskolingstidspunktet er på 5,3 %.