Nyt kunstværk på Damhustorvet

30/03-2017

Når det nye Damhustorv står færdigt senere på året, kommer der også et nyt kunstværk, som består af to store lysskulpturer.

Værket har titlen 'Gate of Colours' og består af to fire meter høje lysskulpturer, som danner en port, man kan gå igennem. Navnet refererer også til kommunegrænsen mellem København og Rødovre - kunstværket bliver et synligt vartegn på Damhustorvet, som markerer indgangen til Rødovre. De store lysskulpturer skifter over tid i farve og intensitet.

”Kunstværket kommer til at give Damhustorvet mere karakter og identitet. Vi er blevet præsenteret for en prøvemodel, og det er noget af det flotteste, jeg længe har set. Det kommer til at passe rigtigt godt ind på det nye torv," siger Jan Kongebro, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget og Rødovre Kunstråd, som har valgt værket.

Damhustorvet bliver omdannet til et rigtigt torv. Der kommer også en lille plads og et vandelement, som er trafikstyret, det vil sige at vandsprøjtene bliver styret efter støjniveauet på Roskildevej. I sommerhalvåret vil det fungere som en støjvæg mod vejen. Der er også klargjort til, at der eventuelt senere kan blive opstillet en pavillon, for eksempel med en ny café.

Kunstneren bag 'Gate of Colours' er Christina Augustesen, der tidligere har udstillet på blandt andet Charlottenborgs forårsudstilling og i Mindehøjen i Søndermarken.

Værket bliver opført, så det skjuler to eksisterende udluftningsrør på torvet.

Fakta

  • Kommunalbestyrelsen har besluttet, at to procent af de kommunale investeringer i nybyggeri skal øremærkes til indkøb af offentlig kunst. Det svarer til 1,4 mio.kr. i 2017. Der er nedsat et kunstråd, som beslutter, hvad der skal købes.
     
  • 'Gate of Colours' koster 975.000 kr. Det forventes, at kunstværket står klar, når det nye Damhustorv kan indvies i slutningen af 2017.

Visualisering af 'Gate of Colours'. Visualiseringen er udført på et billede, der viser det nuværende Damhustorv, set fra Roskildevej.

Et eksempel på Christina Augustesens tidligere værker: Reflektor Light Festival 2016, Søndermarken