Samlet indsats giver familier bedre fremtid

08/06-2018

Ny evaluering fra Oxford Research viser, at Rødovre Kommunes projekt ’Sammen om Familien’ hjælper udsatte familier til en bedre fremtid. ’Sammen om Familien’ er en samlet indsats, som fokuserer på hele familien ved at forbedre børnenes trivsel, sideløbende med at mor og far støttes til at komme i arbejde eller uddannelse.

”I projektet har familierne én indgang til kommunen. Sagsbehandlerne har lidt bedre tid end ellers til at sætte sig ind i familiens livssituation, og det gør, at de får indblik i de egentlige udfordringer i den enkelte familie. På den måde får familierne en samlet, målrettet indsats. Det giver dem ro og overblik samt håb for fremtiden”, siger Britt Jensen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Rødovre Kommune.

’Sammen om Familien’ er et tilbud for familier, som modtager hjælp og støtte fra både Jobcentret og Børne- og Familieafdelingen. Typisk en familie hvor forældrene får kontanthjælp, og børnene har et handicap eller andre særlige behov. Familierne har ofte behov for en plan, der tager udgangspunkt i familiens situation og udfordringer, og den får de gennem projektet.

”Vi kan se, at det betaler sig at arbejde med hele familiens udfordringer. Gennem den målrettede indsats kommer forældrene tættere på beskæftigelse og bliver selvforsørgende. Faktisk er mange af dem nu i arbejde eller i gang med en uddannelse. Det er vigtigt for børnene at opleve, at deres forældre går på arbejde og har en hverdag som mange andre,” siger Annie Arnoldsen Petersen, formand for Beskæftigelsesudvalget i Rødovre Kommune.

Projekt ’Sammen om Familien’ startede i 2016, og der er pt. 34 familier tilknyttet, heraf ca. 40 voksne og 60 børn. Det er et frivilligt tilbud, som er koordineret mellem Jobcentret og Børne- og Familieafdelingen i Rødovre Kommune. Der er løbende optag og tilbuddet fortsætter fremadrettet.

Fakta: Evaluering af Projekt ’Sammen om Familien’

  • Rødovre Kommune besluttede for to år siden at iværksætte projektet for at skabe en sammenhængende indsats for udsatte familier med fokus på børnenes trivsel og forældrenes muligheder for at komme i arbejde eller uddannelse. Målet er, at familierne kommer tættere på selvforsørgelse og væk fra kontanthjælp, og at der skabes grundlag for en positiv fremtid.
  • Projektet er netop blevet evalueret af Oxford Research, der har undersøgt familiernes udbytte af indsatsen baseret på interviews med familierne selv og teamets medarbejdere i projektet.
  • Evalueringen viser, at familierne trives bedre, end før de kom ind i indsatsen. Der har været markante fremskridt, som hænger sammen med den samlede tilgang, hvor der arbejdes med forskellige områder af familiernes situation samtidig. Både familierne selv og teamet vurderer, at der fortsat vil være fremskridt.
  • I løbet af projektet har flere af forældrene forbedret deres arbejdssituation gennem en beskæftigelsesrettet indsats. Mange forældre er kommet i gang med et stabilt forløb, og det vurderes, at størstedelen af dem, som ikke pt. er i beskæftigelse, på sigt vil komme i arbejde eller uddannelse.
  • De voksnes forældreevner er blevet tydeligt forbedret i projektet, i forhold til hvordan de er gode forældre for deres børn, hvilket har gjort, at børnenes trivsel er forbedret. Nogle familier er fortsat i familiebehandling, mens andre har tilknyttet en mentor til at støtte op om familiens udvikling.
  • Projektet vurderes at virke, fordi der skabes en tillidsfuld relation mellem familierne og teamet, hvor de får et deltaljeret kendskab til familiernes situation, samt at familierne oplever én indgang til kommunen.