Jeg bor på et botilbud, mit liv er…

De beboere, vi mødte i vores livssituation, var voksne med et psykisk handicap og behov for pædagogisk støtte i dagligdagen. Størstedelen går på en eller anden form for arbejde og i fritiden slapper de af eller går til aktiviteter. Når man bor på et botilbud gør særlige vilkår sig gældende. Som for eksempel at personalet er en stor del af dagligdagen, og at beboerne ikke selv vælger sine bofæller. Som pårørende til en beboer på botilbud kan det være svært at give slip. En af de pårørende fortalte, at han oplever, at man er som pårørende lidt langt væk.

Personalet har meget fokus på beboernes selvbestemmelse. Det skal respekteres, at det er voksne mennesker. Eksempelvis øver en beboer sig på at tage offentlig transport, når han skal rundt. Da han flyttede ind, kunne han ikke komme rundt på egen hånd. Han var vant til at blive kørt af sine forældre. ”Vi prøver at sætte beboeren fri. Det koster et par fejlture ind imellem, men så lærer han København at kende. Livet ville blive kedeligt, hvis vi bare kørte ham rundt. Man fjerner jo en kompetence, hvis man bare gør tingene for dem,” fortalte en medarbejder.  

Vi var flere gange på besøg på botilbuddet, hvor vi observerede dagligdagen og talte med beboerne. Vi var også med to beboere på arbejde, hvor vi havde lejlighed til at opleve dem på deres arbejdsplads og tale med dem om arbejdet. Derudover interviewede vi flere af de pårørende. 

De forskellige besøg ledte til tre mulighedsrum:

1. Jeg er glad for min rolle i den virkelige verden. Støt mig i den.

2. De næres rolle: Ressource eller i vejen? 

3. Handleplansmøde eller statistmøde?

De tre mulighedsrum var udgangspunktet for tre prototypeworkshops. På workshopsene arbejdede pårørende, medarbejdere og ledere sammen om at konkretisere mulighedsrummene. Der blev bygget mange forskellige prototyper på løsninger, og herefter valgte vi tre, som blev konkretiseret yderligere og testet.

Disse tre var:

  1. Idékatalog til nye fællesskaber
  2. Fællesarrangementer for beboere, pårørende og personale
  3. Dagsordenskabelon på botilbud

Det fortalte de pårørende os om deres livssituation:

  • ”Det er et tillidsforhold, der skal være med kontaktpædagogen. Så har jeg ikke noget problem med at trække mig og bare være pårørende, selvom jeg ikke er enig. Men hvis jeg har en dårligere relation (red. til kontaktpersonen), eller hvis min søster fortæller nogle ting, hvor alarmklokkerne ringer – så går jeg tættere på. Så går jeg til ledelsen og har en dialog med dem for at stikke en finger i jorden.”
  • ”Det er jo et familiemedlem, som man gerne vil støtte og hjælpe til at få det bedst mulige liv. Man passer på ikke at være for besværlig, for det er jo også dem (red. personalet), der skal passe på mit familiemedlem, når jeg ikke er der. Hvis personalet bare husker at inddrage os, så accepterer vi også mere.”
  • ”Jeg kunne sagtens være med i noget frivilligt. Jeg går jo hjemme. De holder en fin fødselsdagsfest for huset. Der kunne jeg godt hjælpe med at dække bord sammen med nogle af beboerne. Så kunne personalet bruge deres tid på noget vigtigere.”

Cookies

Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Når du benytter sitet, samtykker du til vores anvendelse af cookies. Læs mere om vores cookiepolitik.

OK