Offentliggørelse af Kommuneplan 2026

07-09-2026

Kommunalbestyrelsen vedtog den 25. august 2026 Kommuneplan 2026. Kommuneplan 2026 er offentliggjort den 7. september 2026.

 

Kommuneplan 2026 er en delvis revision af Kommuneplan 2022. Med udgangspunkt i Rødovrestrategi 2025-2028 er kommuneplanen revideret i forhold til velfærdsindsatser med fysisk aftryk i byen. Derudover videreføres de to tidligere udpegede byudviklingsområder, Bykernen og Valhøj Erhvervskvarter frem mod færdiggørelse.

 

Kommuneplan 2026 er udgivet i digitalt format og kan tilgås her

 

Forslag til Kommuneplan 2026 og miljøscreening har været fremlagt i offentlig høring fra den 21. januar 2026 til den 22. april 2026. I høringsperioden er der indkommet 20 høringssvar, der har ført til 15 ændringer i den endelige Kommuneplan 2026. Alle ændringer i kommuneplanen fremgår under fanen 'Om Planen' under 'Offentliggørelse'.

 

Planen er ikke miljøvurderet

 

Der er gennemført en miljøscreening af Forslag til Kommuneplan 2026 i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Det er vurderet, at planen ikke har en væsentlig indvirkning på miljøet, og der er derfor ikke udarbejdet en miljøvurdering. I screeningsafgørelsen er der lagt vægt på planens overordnede karakter, på at planen ikke påvirker et Natura 2000-område, samt på at planen er i overensstemmelse med den overordnede planlægning.

Afgørelsen har været i høring hos HOFOR A/S, Kroppedal Museum, nabokommuner samt relevante forvaltninger i Rødovre Kommune.

Planens retsvirkninger

 

Kommunalbestyrelsen er i henhold til Planlovens § 12 forpligtet til at arbejde for kommuneplanens realisering. Kommuneplanens retningslinjer og rammer er bindende for lokalplanlægningen.

 

Kommunalbestyrelsen kan efter Planlovens § 12, stk. 2 og 3 udstede forbud mod udstykning og bebyggelse i strid med rækkefølgebestemmelserne, og mod bebyggelse eller ændret anvendelse i strid med rammebestemmelserne. Retsvirkningerne indtræder ved offentliggørelsen af den vedtagne kommuneplan.

 

Klagevejledning

 

Hvad kan du klage over?

Du kan klage til Planklagenævnet over retlige spørgsmål. Øvrige spørgsmål kan du ikke klage over til en anden administrativ myndighed.

 

Hvem kan klage?

Du kan klage, hvis du er klageberettiget. Klageberettigede er enhver, der har en retlig interesse i afgørelsen samt landsdækkende foreninger, der har til formål at beskytte natur og miljø eller har væsentlige brugerinteresser i arealanvendelse.

 

Klagefrist

Klagefristen udløber fire uger efter offentliggørelsen af plangrundlaget. Vær opmærksom på, at du som klager selv er ansvarlig for, om klagen er korrekt indgivet, inden klagefristen udløber.

 

Sådan klager du

Du skal sende klagen via Planklagenævnets digitale klageportal. Klagen sendes automatisk via Klageportalen til Rødovre Kommune. Find Klageportalen på naevneneshus.dk

 

Klagegebyr

Når du klager, skal du betale et gebyr. Privatpersoner skal betale et gebyr på 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr på 1.800 kr. Gebyret tilbagebetales, hvis du får helt eller delvist medhold i klagen.

 

Domstolsprøvelse

Søgsmål til domstolsprøvelse af afgørelser, der er truffet af kommunen i henhold til lov om planlægning, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.

 

Hvis du vil vide mere

Læs mere om klagereglerne i Planklagenævnets vejledning på nævneneshus.dk.