Småjob
Selv få ordinære løntimer kan øge din motivation og give dig fornyet tro på at få et fast arbejde. Småjobs på ned til få timer om ugen kan være første skridt mod selvforsørgelse og giver dig samtidig en økonomisk gevinst, fordi reglerne belønner dig for at arbejde.
Detaljer
HVEM GÆLDER DET?
Småjob er relevant for dig, der modtager kontanthjælp, overgangsydelse eller ressourceforløbsydelse, og som ikke er helt klar til et ordinært fuldtidsarbejde. Arbejdsopgaverne kan være inden for alle områder og brancher, fx serviceopgaver, pakke- og lagerarbejde, rengøring, oprydning, mindre håndværksopgaver eller kundebetjening.
Kombinationsforløb og mentorhjælp
Ofte kan kortere ulønnede praktikforløb med fordel anvendes som optakt til – eller parallelt med – de ordinære løntimer. Det kaldes et kombinationsforløb.
Løntimerne: Du ansættes på ordinære vilkår og får løn for de timer, du arbejder.
Praktiktimerne: Du er i praktik (uden løn) for at blive oplært i funktioner, som på sigt kan blive til flere løntimer. I visse tilfælde kan du få en mentor, som kan introducere dig til opgaverne og hjælpe dig med at falde til på arbejdspladsen.
BETINGELSER
- Du kan eventuelt få bevilget kompetencegivende aktiviteter, hvis det fremmer din mulighed for at opnå flere ordinært lønnede timer i virksomheden.
- Det er vigtigt, at du har et opdateret og målrettet CV og selv tager aktivt ansvar for processen og hjælper med at finde virksomheder, der kan bruge din arbejdskraft.
ØKONOMI
Du får almindelig løn for de timer, du arbejder. Din ydelse bliver reguleret, men du har altid en økonomisk fordel. Reglerne afhænger af din ydelse.
Hvis du modtager kontanthjælp
Reglerne giver dig ret til et indkomstfradrag (fribeløb). Det betyder, at kommunen ser bort fra en del af din løn, når de beregner din hjælp. Beløbet afhænger af, hvilken sats du modtager:
- 5.400 kr. pr. md. (det høje fribeløb): Gælder for dig, der modtager mindstesats eller grundsats. Du kan tjene op til 5.400 kr. om måneden, uden at det trækkes fra i din kontanthjælp.
- 2.700 kr. pr. md. (det lave fribeløb): Gælder for dig, der modtager forhøjet sats. Regel: Du kan tjene op til 2.700 kr. om måneden, uden at det trækkes fra i din kontanthjælp.
Tjener du mere end dit fribeløb, bliver den overskydende indtægt trukket fra i din kontanthjælp krone for krone (dvs. din hjælp sættes ned med det beløb, du tjener udover fribeløbet. Vær opmærksom på, at din samlede indtægt (kontanthjælp + løn + evt. tillæg) ikke må overstige indkomstloftet:
- For modtagere af mindste- og grundsats: 18.735 kr. (2026).
- For modtagere af forhøjet sats: 22.041 kr. (2026).
Hvis du modtager ressourceforløbsydelse
Her gælder en model, hvor du altid beholder en procentdel af din løn:
- Indtægt op til 17.762 kr. (2026-niveau): Din ydelse nedsættes med 30 pct. af lønnen. Eksempel: For hver 100 kr. du tjener, trækkes der kun 30 kr. i din ydelse. Du har altså 70 kr. mere til dig selv (før skat).
- Indtægt over 17.762 kr.: For den del af lønnen, der ligger over grænsen, nedsættes ydelsen med 55 pct.
- Andre indtægter (fx løbende udbetalinger fra private forsikringer) trækkes fra krone for krone.
SÅDAN GØR DU
Tal med din sagsbehandler eller jobkonsulent om at finde et småjob. Husk også, at du med fordel selv kan opsøge virksomheder og tilbyde din arbejdskraft i få timer. Det viser motivation og ansvar – kvaliteter, der værdsættes af arbejdsgivere.