Bofællesskabet Slotsherrens Vænge Vestfløjen
Her kan du læse mere om livet på Slotsherrens Vænge – Vestfløjen og de rammer, vi tilbyder vores beboere.
Vestfløjen
Målgruppe
Målgruppe
Vestfløjen er hjem for 14 borgere, som alle har en udviklingshæmning. Målgruppen består af voksne, der har behov for både pædagogisk støtte og praktisk hjælp i hverdagen. Vi tilpasser vores indsats til den enkelte borgers behov, så både den pædagogiske støtte og den praktiske vejledning varierer alt efter den enkeltes funktionsniveau og komplekse udfordringer.
Vi arbejder med at støtte borgerne i at udvikle deres færdigheder og opretholde deres livskvalitet, og vi stræber efter at give dem de bedste forudsætninger for at leve et selvstændigt og meningsfuldt liv. Vores indsats tilpasses løbende, så den altid er relevant og passende i forhold til borgerens udvikling og aktuelle behov.
De fleste af borgerne på Vestfløjen deltager i fire dages dagtilbud, som kan være i form af beskyttet beskæftigelse eller aktivitetstilbud.
Vestfløjen er en del af Slotsherrens Vænge og er oprettet efter Almenboligloven §105, hvor borgerne modtager hjælp og støtte efter Servicelovens §85. Det betyder, at borgerne bor i egne lejligheder og får den nødvendige støtte til at mestre deres hverdag ud fra deres individuelle behov og mål.
Værdier, metoder og tilgange
Værdier, metoder og tilgange
På Vestfløjen, arbejder vi med udgangspunkt i den enkelte borger. Alle borgere har forskellige forudsætninger og behov, og det tager vi højde for i den pædagogiske praksis. Vores støtte og vejledning tilrettelægges sammen med borgeren – med respekt for vedkommendes ønsker, ressourcer og udviklingspotentiale.
Vi arbejder for at fremme borgernes selv- og medbestemmelse i videst muligt omfang. Det gør vi ved at støtte dem i at forstå og anvende deres egne muligheder for indflydelse – både i forhold til hverdagen, fællesskabet og den individuelle indsats. Vi anerkender samtidig borgerens ret til at fravælge tiltag, f.eks. ved vedligeholdelse af færdigheder, hvis det ikke giver mening for den enkelte.
Faglige og pædagogiske tilgange
På Vestfløjen benytter vi os af flere pædagogiske tilgange og metoder, som tilsammen skaber en tryg og udviklende hverdag:
-
Neuropædagogisk tilgang
Flere af vores medarbejdere har neuropædagogisk uddannelse, og den neuropædagogiske forståelse præger både hverdagens struktur og pædagogiske indsats. Vi tager udgangspunkt i viden om hjernens funktioner og den enkeltes kognitive forudsætninger, når vi tilrettelægger støtte og aktiviteter. Det betyder fx, at nogle beboere har brug for pauser i egen lejlighed efter dagtilbud, hvilket vi tilgodeser med struktur og forståelse. -
Strukturpædagogisk tilgang
En tydelig og genkendelig hverdag er vigtig for at skabe tryghed og overblik. Gennem struktur og faste rammer hjælper vi borgerne med at navigere i hverdagen og skabe mening i de aktiviteter, de deltager i. -
Anerkendende tilgang og respektfuld kommunikation
Vi møder borgerne med nysgerrighed, respekt og et ønske om at forstå. Den anerkendende tilgang er grundlæggende for alt vores arbejde – og vi ser Vestfløjen som borgernes hjem. Et hjem skal opleves som en tryg base, hvor man føler sig set, hørt og respekteret.
Individuel tilpasning og udvikling
Vi arbejder målrettet med borgerens udviklingspotentiale, samtidig med at vi respekterer deres ret til at træffe egne valg. Vores tilgang fremmer ikke kun selvforståelsen hos den enkelte, men også sociale kompetencer og oplevelsen af fællesskab. På Vestfløjen har man altid mulighed for at vælge fællesskabet til eller fra – man kan opholde sig i fællesarealerne eller trække sig tilbage til egen lejlighed, alt efter dagsform og behov.
Vi anvender blandt andet SMART-mål som metode i vores indsats. Det betyder, at mål for udvikling og trivsel formuleres så de er Specifikke, Målbare, Accepterede, Realistiske og Tidsbestemte. Dette sikrer, at både borger, personale og pårørende har en fælles retning og forståelse.
Handleplaner og samarbejde
Hver borger på Vestfløjen har en individuel handleplan, som revideres én gang årligt. I den forbindelse afholdes et handleplansmøde med borgeren, kontaktpersonen, sagsbehandler fra kommunen, familiemedlemmer og eventuelle repræsentanter fra dagtilbud eller andre relevante samarbejdspartnere – afhængigt af borgerens ønsker. Handleplanerne er løbende på dagsordenen til personalemøder, så indsatsen hele tiden justeres i forhold til borgerens aktuelle behov og situation.
Faglig refleksion og udvikling
Personalet på Vestfløjen modtager løbende supervision, som ofte tager udgangspunkt i neuropædagogiske tilgange. Det er med til at sikre, at vi hele tiden reflekterer over og videreudvikler vores faglige praksis til gavn for borgernes trivsel og udvikling.
Normering
Vores normering
På Vestfløjen har vi et kompetent og dedikeret team, der sikrer borgerne den nødvendige støtte og omsorg hele døgnet rundt. Vi har i øjeblikket 15 fuldtidsstillinger, hvoraf den en er halvårsstuderende, hovedparten af medarbejderne er socialpædagoger, hvilket giver en solid faglig ballast i det pædagogiske arbejde.
For at sikre en bred faglig tilgang og imødekomme borgernes forskellige behov, har vi desuden suppleret vores team med medarbejdere fra andre faggrupper. Dette giver mulighed for at trække på forskellige kompetencer og perspektiver i arbejdet med borgerne.
Vi har desuden medicinansvarlige medarbejdere tilknyttet, som sikrer korrekt håndtering og administration af medicin, og som fungerer som en vigtig ressource i forhold til borgernes sundhed og velvære.
Der er også en sundhedskoordinator, som har en vigtig funktion i at sikre borgernes sundhed generelt. Sundhedskoordinatoren fungerer desuden som seksualvejleder, hvilket er en vigtig støtte i forhold til borgernes seksuelle sundhed og relationer.
Derudover har vi knyttet faste vikarer til bofællesskabet, som kender både borgerne og de pædagogiske rammer. På den måde kan vi sikre kontinuitet og tryghed for borgerne, også når faste medarbejdere har fri.
Personalet er til stede døgnet rundt, så vi altid kan tilbyde støtte og hjælp, når det er nødvendigt. Vores bemanding er sammensat, så vi kan skabe en tryg og struktureret hverdag for borgerne, samtidig med at vi imødekommer deres individuelle behov.
Faciliteter
Faciliteter og nærområde
På Vestfløjen tilbyder vi et trygt og indbydende boligområde, hvor beboerne har adgang til flere faciliteter, der understøtter et aktivt og socialt liv. Vi har en dejlig have lige ved siden af botilbuddet, som giver mulighed for at nyde naturen og få frisk luft. Der er desuden to altaner tilknyttet vores boliger, som giver ekstra udendørs opholdsmuligheder.
For at sikre fleksibilitet og mulighed for udflugter råder vi over to busser, som vi deler med de andre botilbud i området. Dette giver borgerne mulighed for at komme rundt i nærområdet og deltage i forskellige aktiviteter og sociale arrangementer.
Vores P-plads deles med Rehabilitering og midlertidige døgnpladser, så der kan i perioder være travlt på området. Dog er der gode offentlige transportmuligheder, da Bybussen Linie 848 stopper lige ved vores P-plads, hvilket gør det nemt at komme til Rødovre Centret og Rødovre Station.
I nærområdet finder man en lille sø, som ligger lige ved siden af botilbuddet, samt Damhusengen, begge steder er ideelle til rolige gåture og udendørs aktiviteter. Der er også lokale indkøbsfaciliteter og flere restauranter i nærheden. Rødovre Centrum og Islev Station er let tilgængelige, og Broparkens kantine er også et hyggeligt sted i området.
Alt i alt er vores faciliteter og nærområde med til at skabe en behagelig og funktionel hverdag for vores beboere, hvor der er både ro og nem adgang til byens liv og aktiviteter.
Husets traditioner
Traditioner på Vestfløjen
På Vestfløjen vægter vi fællesskab, glæde og genkendelighed højt – og derfor spiller traditioner en vigtig rolle i hverdagen. De er med til at skabe tryghed, struktur og noget at se frem til – både for beboere og personale.
Fastelavn
Vi fejrer fastelavn sammen med Østfløjen i haven, hvor vi slår katten af tønden. Nogle beboere er udklædte, andre ikke – alle deltager, som de har lyst. Der kåres kattekonge og kattedronning, og vi hygger bagefter med varm kakao og fastelavnsboller.
Påskefrokost
Til påske samles vi om en hyggelig frokost med klassiske retter og påskepynt. Alle er med til at skabe en varm og festlig stemning.
Sjællands Festival
En årlig musikfestival for mennesker med særlige behov, som mange ser frem til med stor glæde. Vi tager afsted og nyder en dag fyldt med musik og livsglæde.
KulturDerDur
Vi deltager hvert år i KulturDerDur – en farverig og musikalsk dag, hvor vi sammen med andre botilbud fejrer mangfoldigheden med dans, musik og fællesskab.
Borgernes fødselsdage
Hver beboers fødselsdag bliver fejret på den måde, de selv ønsker det – det kan være med flag, kage eller en særlig aktivitet. Vi lægger vægt på, at det bliver en personlig og god dag.
Bostedets fødselsdag
Vi fejrer Vestfløjens fødselsdag med kage, fest og måske lidt underholdning. En dag, hvor vi mindes historien og fejrer fællesskabet.
Pårørendeaften
Sammen med de andre bofællesskaber inviterer vi til en hyggelig aften med mad og musik i Broparkens store festsal. En festlig og betydningsfuld tradition, hvor beboere og pårørende mødes i fællesskab.
Mortensaften
I november markerer vi Mortensaften med en lækker andemenu, som vi nyder sammen i fællesstuen. Bordene pyntes, og vi hygger med god mad og samvær.
Juleweekend
I starten af december holder vi en hyggelig juleweekend med julefilm, pyntning, småkager og god mad. En rolig måde at komme i julestemning sammen.
Juletræstænding
Vi deltager i den lokale juletræstænding ved Islev Bibliotek. Her er der gløgg, pebernødder og besøg af julemanden – en hyggelig tradition, hvor vi møder lokalområdet.
Julefrokost
Vi holder en festlig julefrokost med klassiske retter, julemusik og hyggelig stemning. Nogle år danser vi lidt, og der bliver altid grinet og snakket over bordene.
Kalendergaver
I december deler vi kalendergaver ud hver onsdag i forbindelse med beboermødet. Det skaber glæde og forventning, og er en fast del af vores juletraditioner.
Jul – juleaften
Vi fejrer juleaften på Vestfløjen med alt, hvad der hører til: flæskesteg, and, risalamande med mandelgave, Disneys juleshow, julemusik og gaveudveksling. En stemningsfuld aften, hvor vi skaber en tryg og hyggelig jul for alle.
Nytårsaften
Nytåret fejres med fest og galla. Vi pynter op, finder det pæne tøj frem og dækker festligt op. Der serveres god mad, og vi slutter aftenen af med fyrværkeri og fejring af det nye år i fællesskab.
Kontaktoplysninger
Kontaktoplysninger til Vestfløjen:
Døgnåben telefon:
36379810 eller 30769810
Telefon til SMS korrespondancer:
40340019
Kontakt til Teamleder Sara Albæk Andersen (hverdage kl. 9–16):
31 24 73 67
Se yderlige kontaktoplysninger på nedenstående link:
Kontaktoplyninger til bofællesskaberne og ledelsen
Kontrolmyndigheder
Socialtilsynet
Her kan du se vores tilsynsrapport for Bofællesskaberne i Rødovre:
Styrelsen for patientsikkerhed
https://stps.dk/da/tilsyn/tilsynsrapporter/~/media/683A56E03D384E0A9C71D06B094B9CEE.ashx
Fødevarestyrelsen
Se Smiley-rapport for Bofællesskabet Slotsherrens Vænge, Vestfløjen:
Tilbudsportalen