Café Veronika

Café Veronika er et tilbud om ungestøtte til dig i alderen 18-22 år, som har boet i Ungdomsboligerne eller har haft en støttekontaktperson inden det fyldte 18. år. Vi tilbyder én indgang til hjælp, da vi ved, at overgangen fra barn til voksen kan være svær. Som udgangspunkt finder vi sammen med dig og din børne- og ungerådgiver fra Børne- og Familieafdelingen ud af, hvad der skal til for, at du får en god overgang til en selvstændig tilværelse. Vi har fokus på uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold, som er vigtige, f.eks. anskaffelse af selvstændig bolig. Vi bistår dig med, at finde vej i systemet og har mulighed for, at gå med til møder og andet, hvis der er behov for det.

Vi tager løbende initiativ til aktiviteter såsom fællespisninger, temaaftener og oplæg, som du er velkommen til at deltage i. I perioder hvor du ikke har mulighed for at besøge os tager vi ansvar for, at holde telefonisk kontakt, så længe dit efterværn er aktivt. Du har mulighed for, at komme i Café Veronika, også efter dit efterværn afsluttes.

Praktisk information:

  • Vi holder åbent hver onsdag 
  • Kl. 15:00-18:00 
  • Elektravej 2, 2610 Rødovre
  • Du er altid velkommen til, at kigge forbi uanmeldt eller efter aftale. Vi sidder klar til, at tage imod og hjælpe dig.

 

For hvem?

Tilbuddet om ungestøtte retter sig mod unge i alderen 18-22 år, i Rødovre Kommune, der enten er anbragt/har en støttekontaktperson inden det fyldte 18. år og har et behov for hjælp til, at få en god overgang til en selvstændig tilværelse, jf. Barnets Lov § 114. Tilbuddet forudsætter visitation fra en børne- og ungerådgiver i Børne- og Familieafdelingen.