Kontaktperson

En kontaktperson er en person, der kan yde støtte, råd og vejledning for unge, der har særlige behov herfor eller for hele familien. Det kan være en begrænset støttefunktion i forhold til eksempelvis skolegang til en mere omfattende støttefunktion, hvor der ydes støtte, råd og vejledning i forhold til den unges samlede livssituation.

Formålet med en kontaktpersonordning er at sikre den unge en fast og stabil voksenkontakt, som kan støtte op om forældrenes kompetencer og medvirke til den unges trivsel og udvikling, eksempelvis hvad angår:

  • Skole, uddannelse og job
  • Fritid
  • Familie og netværk
  • Nære personlige forhold/personlig udvikling
  • Sundhed
  • Overgang til selvstændigt voksenliv

I Familiehuset har alle kontaktpersoner relevant uddannelsesbaggrund, solid erfaring fra arbejde på ungeområdet samt udvidet lokalkendskab. Vi arbejder grundlæggende ud fra en anerkendende, helheds- og ressourceorienteret tilgang, med særligt fokus på relationer. Herunder er vores grundantagelse er, at en betydningsfuld relation giver bedre mulighed for, at vi sammen med den unge, deres familie og netværk kan lykkes med en positiv forandring. Med det for øje arbejder virker vi så vidt muligt fleksibelt - hvor og når den unge har brug for det. Konkret kan det eksempelvis være ved fritidsaktiviteter eller i hjemmet, også uden for sædvanlig kontortid. Samtidigt bestræber vi os på at møde, se og forstå den unge som det unikke menneske hun eller han er. Herunder anser vi ydmyghed, nysgerrighed, respekt og troværdighed som vigtige og efterstræbelsesværdige værdier.

 

For hvem?

Kontaktperson er et tilbud til unge i alderen 13-18 år, i Rødovre Kommune, der har behov for en støttende indsats. Tilbuddet forudsætter visitation fra en børne- og ungerådgiver i Børne- og Familieafdelingen efter Barnets Lov § 32,1,3.