Om togrejsen

Råd og vejledning fra en lærer, der har gjort turen en del gange

Turen begynder normalt ved Tåstrup station, ofte med en del forvirring, da der tit er flere skoler, der skal benytte samme lejrskoletog.

Efter at være anbragt, forhåbentligt samlet, breder hyggen sig: Slik i store mængder, kortspil, mobilmusik og sms’er, og så skal alle jo helst sidde komfortabelt med benene oppe (uden sko, naturligvis) og gerne oven på en af de andre. Nogle vil gerne spille høj musik, regler herom må nok være aftalt.

Ikke mange ser ud af vinduet, så for nogle er det et chok pludselig at være i Storebæltstunnellen. Et arbejdskort over Danmark, blindt, kunne være godt at dele ud om aftenen med besked om at skrive navn ved de anførte byer, og evt. bagefter lave så mange forskellige ord ud af forbogstaverne som muligt, det kan blive rigtig mange.

Der skiftes normalt tog i Fredericia, tit med god ventetid, som kan benyttes til kontrolleret tur ud i byen.

Med hensyn til madpakkespisning er der ofte et problem, fordi mange er blevet rigtig mætte af slik, og det betyder farvel til mors hjemmelavede delikatesser. Det skal der måske være aftalt regler om, ligesom det skal være aftalt, om det er en idé at have 2 madpakker med hver. Så er aftensmaden sparet og økonomien allerede indtænkt.

I Århus er der også en god pause, da toget herfra nu skal køre "baglæns". Men ellers kan man måske undervejs oplyse lidt om Gudenåen og Limfjorden, ligesom man måske gjorde det, da man passerede Storebælt og Lillebælt.

Vel ankommet til Hjørring Station går I ca 300 m til højre. Der er busholdepladsen. I kan sikkert få chaufføren til at holde ved NETTO, LIEDL eller SUPERBRUGSEN og få indkøbt varer, så I har det hele med, når I ankommer til Rødovrehus. Det kan der være store besparelse ved – både i tid og penge. I skal bare have en indkøbsseddel klar til eleverne om hvad og hvor meget, og så selv stå ved kassen og betale. Da bussen kører helt ind til Rødovrehus, slipper I for at slæbe de mange ting op ad Møllebakken nede fra SUPERSPAR-købmanden i Lønstrup.