Ændring af gebyr til rottebekæmpelse

16/02-2024

Der er kommet ny lovgivning inden for rottebekæmpelse, der medfører en ny fordeling af udgifterne inden for området. Gebyropkrævningen ændres fra at være en promilledel af ejendomsværdien til at tage udgangspunkt i bebygget areal. Den nye opkrævningsmodel får ingen konsekvenser for Rødovre Kommunes indtægt for rottebekæmpelse.

Opkrævning af gebyr til rottebekæmpelse er til og med 2023 sket på grundlag af ejendomsvurderingen. Gebyropkrævningen har været en promilledel af ejendomsvurderingen, og i 2023 var promillen på 0,074.

Skatteministeriet har ændret reglerne for opkrævning af ejendomsskat og ændring af vurderingsmetoden for erhvervsejendomme. Det har derfor været nødvendigt at lave en ny model for beregning og opkrævning af gebyr til rottebekæmpelse.

Gebyret skal fremadrettet opkræves på grundlag af ejendommes areal pr. den 1. januar året forud for det år, som opkrævningen dækker. Denne ændring er indarbejdet i rottebekendtgørelsen.

Fra den 1. januar 2024 sker opkrævning af gebyr til rottebekæmpelse således på grundlag af det bebyggede areal (m2), en ejendom har ifølge Bygnings- og boligregistret (BBR) den 1. januar året forud for det år, som opkrævningen dækker. Gebyret beregnes som en sats pr. bebygget antal m2. For ejerlejligheder beregnes gebyret som en sats pr. m2 samlet bolig- og erhvervsareal.

Ændringen betyder, at der pr. den 1. januar 2024 vil blive opkrævet 1,40 kr. pr. m2  hos ejerne af faste ejendomme i Rødovre Kommune. For ejerlejligheder indgår dog også erhvervsareal i beregningen.

Den nye model vil få konsekvenser for boligejere, da fordelingen af udgiften sker på en anden måde. Et rækkehus på 122 m2 blev i 2023 opkrævet 155,4 kr., mens samme rækkehus opkræves 170,8 kr. i 2024. En villa på 170 m2 blev i 2023 opkrævet 240,50 kr., mens opkrævningen i 2024 bliver på 238,0 kr. Et af kommunens almennyttige boligselskaber vil få et fald på -59% fra en udgift på 35.520 kr. i 2023 til 14.448 kr. i 2024. En af kommunens skoler får en stigning på 165% fra en udgift på 4.588 kr. i 2023 til 12.142 kr. i 2024. 

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter, bek. nr. 1336 af 22. november 2023