Oksen hedder Torben

Vidste du at Rødovre Kommune har et byvåben, der viser en rød okse gående på en rød bro over blå bølger i et sølvfelt. Broen og bølgerne symboliserer de mange vandløb, der dengang var karakteristisk for Rødovre.

Byvåbnet blev godkendt i Inden- rigsministeriet den 16. maj 1938.

Oksen hedder Torben

Fold alle ud

Byvåben godkendt

Dyret i Rødovre Kommunes byvåben findes i to udgaver. En udgave med en viril okse, der trodsigt tramper hen over broen, mens den kigger dig i øjnene med et fast og lidt bistert blik. Og et byvåben med en okse, der træt, udsultet og slukøret lusker afsted hen over broen over Harrestrup Å med blikket stift rettet mod knasterne i broens planker.

Den minder mest af alt om den største af de tre bukkebruse, der har fået en rigtig gammeldags gang bank af den hæslige trold. Problemet er, at byvåbnet med den trætte og lidt laskede okse er et af de større mysterier i Rødovre i nyere tid. Hvor stammer det knap så flatterende byvåben fra?

Det helt nøjagtige svar tog byvåben-eksperten Sven Tito Achen med sig i graven i 1986. Men vi forsøger at komme så tæt på sandheden som muligt.

Uanset hvilket dyr du vælger i Rødovres byvåben, så hedder oxen til enhver tid Torben - og han blev i øvrigt halshugget på ordre fra den danske konge i 1517. 

Byvåben godkendt i 1938

Oxen halshugget

Steffen Høgh, tidligere leder af Rødovre kommunes lokalhistoriske samling, kender historien bag navnet og byvåbnet fra 1938:

"Den røde okse på byvåbnet er inspireret af Torben Oxes skjoldmærke, og broen og åen symboliserer de mange vandløb i Rødovre", fortæller han og forklarer, at Torben Oxe ifølge overleveringen boede på godset Islevhus i Islev, der ligger i Rødovre Kommune. Men det er dog ikke bekræftet i de kendte historiske kilder.

Torben Oxe fik kappet hovedet af i Sct. Gertruds Kloster ved Kultorvet i København i år 1517.

"Torben Oxe blev dømt for at have forgiftet kongens elskerinde, Dyveke, med giftige kirsebær", fortæller Steffen Høgh. Kong Christian II anklagede Torben Oxe og dermed adelen for at have sørget for den sag for at knække den stærke indflydelse som Dyveke og hendes mor Sigbrit Willoms havde på kongen. Selv om Rigsrådet og hoffet med dronning Elisabeth i spidsen gik i forbøn for Torben Oxe lod Christian II ham halshugge.

Efter henrettelsen kom Christian II i et skarpt modsætningsforhold til adelen og Rigsrådet og det førte nogle år efter til hans fald og i 1532 blev han spærret inde på Sønderborg Slot, hvor han efter overleveringen sled den berømte rende ned i kanten på det runde bord med tommelfingeren under de hvileløse og tænksomme vandringer rundt, rundt og rundt.

Den trætte og slagne okse

Tegn os et bymærke

I 1937 bliver Rødovre Kommunes arkitekt Georg Ponsaing bedt om at tegne et bymærke til brug på brevpapir og konvolutter. Ponsaing går straks i gang og barsler midt på året med et rundt bymærke, der næsten på Heerupsk viser en glad okse med glimt i øjet, Damhussøens bredder som bølgelinier forneden og Rødovre Kommune stående i halvcirkel foroven. I billedet er også et symbol - en blå cirkel med tre træer. Det stammer fra Sokkelund Herred, som Rødovre er en del af.

I stadsarkitektens korrespondance med Rødovre Sogneråd den 19. august 1937 kan vi læse, at han allerede der kendte til historien om Torben Oxe og Islehus, som åbenbart har verseret i folkemunde i mange, mange år. Men vi kan også læse, at inspirationen kom fra oksen som symbol på oprindeligt bondeland og kraft:

"Rødovre Kommune har jo først i de senere Aar begyndt at faa Bypræg, og selv om der endnu findes store og aabne Arealer, skal man Aar tilbage i Tiden før man finder Kommunen udelukkende som Bondeland. Men de mange Marker og Enge faar dog Tanken til at strejfe de gamle Tider, og da jeg blev anmodet om , at fremkomme med et forslag til bymærke, fandt jeg det naturligst, at søge Motivet i det oprindelige, fremfor i det nuværende, der endnu ikke har faaet fast form."

Længere henne i teksten slår han noget væsentligt fast:
"Jeg har valgt den fordi Oxen på en dekorativ maade virker som Symbol paa bondens gerning, og da tyren tilmed alle Dage har været Kampens Mærke og Symbolet paa Kraft, er den værd at føre i sit Skjold."

Sognerådet i Rødovre godkender bymærket eller byvåbnet og i starten af november 1937 bliver det sendt afsted til godkendelse. Optimistisk og let om hjertet afventer man nu den endelige godkendelse fra Indenrigsministeriet og Politimesteren i Københavns Søndre Birk.

Arkitekt Ponsaings oprindelige forslag til bymærke fra 1937

En spand koldt vand

Den første der melder sig på banen er politifuldmægtig og landsretssagfører Felix von Binzer, der på vegne af politimesteren bogstavelig talt hælder en spand koldt vand ud over det intetanende sogneråd og i særdeleshed over arkitekt Ponsaing. I et responsum fra den 18. november gennemhegler landsretssagføreren på tre meget lange og tætskrevne sider Ponsaings forslag, som noget talentløst amatørmakværk:

"Det "Våben" som Rødovre Sogneraad har vedtaget for Rødovre Kommune og søger approberet, er i næsten alle Henseender saa uheldigt som vel muligt, saaledes at Tanken om en Godkendelse af det maa fremkalde de allerstørste Betænkeligheder. Resultatet viser kun Mangel paa Kendskab til Heraldikens selv mest elementære Grundsætninger. Lader man haant om disse, maa man taale Sammenligning med Turisten, der talte Dansk til Italienerne og overlod det til disse at forstå ham".

Sognerådet tænder på et splitsekund på den ulidelige og i øvrigt uhøflige landsretssagfører og meddeler den 3. december 1937 politimesteren følgende: "Sogneraadet fastholder sit Andragende og finder ikke Anledning til at komme ind paa det af Politifuldmægtig Binzer afgivne heraldiske Responsum, idet dennes Kvalifikationer som Heraldiker ikke er Sogneraadet bekendt. Forsaavidt denne imidlertid mener at burde forelægge sin "saglige" Kritik for Arkitekt Ponsaing, har man intet derimod at erindre".

I panser og plade

Kommunens arkitekt Ponsaing farer også direkte i blækhuset og skriver lige før jul 1937 til Rødovre Sogneråd:

"Da jeg læste Von Binzers Skrivelse anden Gang, blev jeg klar over, at den er skrevet i ramme alvor. Den Omstændighed, at Brevskriveren har beskæftiget sig med Heraldik har øjensynlig medført, at han har mistet eller ikke har plejet en Evne til at give en saadan Skrivelse sømmelig Form. Hans Tone får en til at tænke på Erasmus Montanus". Og han fortsætter:

"Hvorfor i al Verden en demokratisk Kommune i 1937, der ønsker et mærke, fortrinsvis til at sætte på Brevpapir og Konvolutter, skal lade et saadant Mærke udføre i Henhold til Regler for Fremstilling af Adelsvaaben, er uforståeligt for mig. Vi gaar da ikke i Panser og Plade".

Indenrigsministeriet afsiger dom

Uanset de mange skriverier frem og tilbage, så meddeler Indenrigsministeriet den 3. januar 1938 sin endelige og vinterkolde dom over Rødovres udkast til byvåben: "Indenrigsministeriet har forelagt det modtagne Udkast for Statsministeriets Konsulent i heraldiske Spørgsmaal, Arkivar i Rigsarkivet P.B. Grandjean, der imidlertid ikke har fundet det foreliggende Udkast tilfredsstillende i Udformning og Indhold".

Med både Indenrigsministeriet og Statsministeriet på banen må sognerådet krybe til korset og bede Hr. Grandjean og den tids bedste våbentegner Frederik Britze om hjælp til at udforme et nyt byvåben, som fulgte de heraldiske regler for fremstilling af adelsvåben. Er det overflødigt at nævne, at kommunens arkitekt Georg Ponsaing herefter nægtede at have noget som helst med Rødovres byvåben at gøre?

Et zoologisk vidunder fra Rødovre

Den 30. maj 1938 modtager Indenrigsministeriet Rødovres nye byvåben - og dagen efter, den 1. juni klokken 6 minutter over 11, meddeler både ministeriet og Patent- og Varemærkevæsenet, at byvåbnet er godkendt.

Da det kort tid efter bliver offentliggjort i Statstidende, skriver Ekstrabladets under overskriften "Et zoologisk vidunder fra Rødovre":

"Den såkaldte Okse ville ikke få Præmie på Bellahøj Dyrskue - ja, den vilde endda sikkert blive adgangsforment og henvist til Direktør Alvings zoologiske Have. Benene er er en ægte Frederiksborghingsts - Halen minder stærkt om det Gehæng, der er på alle Byers Monument-Løver, og Hovedet er en venligsindet Spædekalvs - dog udstyret med et par horn af ulige størrelse. Det er meget godt, at der nu er indført officiel Kontrol og Indregistrering for Kommunevaaben, men det var endnu bedre, hvis der kom en Kontrol med, hvorledes disse Vaaben kom til at se ud".

På Politikens spørgsmål om, hvor man dog havde fået den okse fra, svarede sognerådsformand Gustav Jensen den 24. juni 1938:

"Vi har skam ikke selv lavet den. Da vi besluttede os til at fremstille et Vaaben, henvendte vi os til den største Kapacitet på Heraldikens Omraade, Statsministeriets konsulent P.B. Grandjean, og han er Mester for vores Vaaben. Det kan naturligvis diskuteres om om Vaabnet er smukt, men her i Rødovre er vi glade for det, og vi har allerede ladet det smykke Indgangen til Sogneraadets Mødesal". 

Byvåben godkendt i 1938

Gælder også i dag

Byvåbnet fra 1938 fungerer for så vidt den dag i dag, men i forbindelse med kommunens 90-års fødselsdag den 1. januar 1991, blev der tegnet et logo for Rødovre Kommune, som er en stiliseret udgave af byvåbnet. Også i logo-udgaven er oksen på vej over en rød bro over blå bølger. Logoet bruges i dag også i såkaldt negativ-format vist i en rød firkant.

Det stilliserede okselogo fra 1991 

Mystikken breder sig

Alle i Rødovre og omegn troede jo den hellige grav og byvåben velforvaret, men skandalen lurede lige om hjørnet.

1961-udgaven af Hvem, Hvad, Hvor fra Politikens Forlag viste de danske byer og kommuners byvåben. Og for første gang er Rødovre med i det dengang så populære opslagsværk - men med et helt nyt og ukendt byvåben, nemlig den trætte og slagne okse med øjnene stift rettet mod knasterne i broplankerne. Teksten nævner, at Rødovre har taget det i brug i 1938.

I årene efter, helt frem til 1986, viser Hvem, Hvad, Hvor det samme byvåben. I 1982 udgiver en af landets førende heraldikere, Sven Tito Achen, sin bog "Danmarks Kommunevåbener" på forlaget Komma - og han gentager successen fra Hvem, Hvad, Hvor. Han viser også det mystiske byvåben, som ingen i Rødovre vil kendes ved. Hvor har Politikens Forlag og Sven Tito Achen fået det fra?

Nærmere en opklaring

På den vilde jagt efter en kommentar fra Sven Tito Achen finder vi ud af, at han udover at være forfatter skam også var medredaktør på Hvem, Hvad, Hvor i en lang årrække - og at han blandt andet tog sig af alt, der havde med byvåbner og lignende at gøre. Der kunne jo tænkes en sammenhæng her. Men stadig - hvor fik han det mystiske byvåben fra? 

Den trætte og slagne okse

Tog sandheden med sig i graven

Statens heraldiske konsulent, Nils G. Bartholdy i Rigsarkivet nævner, at der kun eksisterer registreringer om ét byvåben for Rødovre - og det er det, der blev godkendt i 1938. Men han nævner også, at et byvåben defineres ud fra sit indhold. Det vil sige, at så længe byvåbnet viser en okse på en bro over vand, så er er den hellige grav netop velforvaret. Bartholdy mener, at Sven Tito Achen selv har ladet det alternative byvåben tegne til Hvem, Hvad, Hvor. Og hvorfor det?

Kan det tænkes, at han var i familie med eller var gode venner af Rødovre Kommunes forsmåede arkitekt Georg Ponsaing - og at de sammen satte en rævekage i ovnen? Kan det tænkes, at Sven Tito Achen var enig i Ekstrabladets kritik af "Det zoologiske Vidunder fra Rødovre" - og at han fik kvalme af det godkendte byvåben?

Vi får det aldrig at vide, for redaktør Sven Tito Achen, der blev født så langt væk som Argentina i 1922, døde og blev lagt i graven sammen med sandheden i 1986. Han var ikke gift og efterlod sig ingen børn, der kunne kaste lys over sagen.

Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre

Telefon
36 37 70 00

Email

Kontakt og åbningstider