Afsluttede høringer

Processen bag høringssvar

Forslag til planer skal fremlægges i offentlig høring for at kommunens borgere kan få kendskab til planlægningen og lejlighed til at komme med indsigelser inden kommunalbestyrelsen vedtager planerne endeligt. Hvis der kommer indsigelser, kan planen først vedtages endeligt 4 uger efter høringsperiodens udløb. Hvor lang tid høringen skal være afhænger af planens omfang og type. Den typiske høringsperiode for en lokalplan er 4 til 8 uger.

Høringen er afsluttet:

Forslag til Lokalplan 147 og Forslag til Tillæg 4 til Kommuneplan 2018

Officielt navn: Offentlig høring af Forslag til Lokalplan 147 Dagligvarebutik og boliger på Roskildevej 340 og Forslag til Tillæg 4 til Kommuneplan 2018 Roskildevej 340
Høringsperiode: 08.08.19 - 03.10.19
Sagsnummer 01.02.05-K04-3-19

Kommunalbestyrelsen har den 25. juni 2019 vedtaget at sende Forslag til Lokalplan 147 Dagligvarebutik og boliger på Roskildevej 340 med tilhørende Forslag til Tillæg 4 til Kommuneplan 2018 Roskildevej 340 i offentlig høring i otte uger.

Se Miljøscreening af planforslagene

Forslaget kan desuden hentes i Borgerservice på Rådhuset, Rødovre Parkvej 150 og i Teknisk Forvaltning, Tæbyvej 77 samt på bibliotekerne. 

Forslag til Lokalplan 147

Formålet med lokalplanen er at give mulighed for at opføre en ny bebyggelse med dagligvarebutik i stueetagen, ovenliggende boliger fra 1. til 4. sal, en hævet taghave på 1. sal, en tagterrasse på 4. sal samt en parkeringskælder til boligerne og parkering på terræn til dagligvarebutikken.
 
Derudover er det lokalplanens formål, at området udvikles med fokus på støj, tryghed og det arkitektoniske udtryk. Ligeledes er der lagt vægt på sammenhængen med det bagvedliggende rekreative areal samt resten af Bybjerget, som udviklingen skal tage hensyn til og kobles sammen med.

Forslag til Tillæg 4 til Kommuneplan 2018

Forslag til Tillæg 4 til Kommuneplan 2018 er udarbejdet for at danne et nødvendigt kommuneplangrundlag for Lokalplan 147.

For at kunne realisere den ønskede udvikling skal der oprettes af et nyt rammeområde og ændres i afgrænsningen af Rammeområde 4B18 Valhøjskvarteret.

Matrikel nr. 8ft samt en del af matrikel 8k i ejerlav Rødovre by, Rødovre udgår fra Rammeområde 4B18 Valhøjskvarteret og bliver i stedet til det nye rammeområde 4F03 Roskildevej 340.

Rammområde 4F03 Roskildevej 340 oprettes med følgende rammebestemmelser:
• Anvendelse: Etagebolig, Lokalcenter (Roskildevej /Tårnvej), Detailhandel.
• Maks. bebyggelsesprocent: 85 %.
• Maks. antal etager: 5 etager.

Høringsperiode

Forslag til Lokalplan 147 og Forslag til Tillæg 4 til Kommuneplan 2018 er fremlagt i offentlig høring i perioden fra den 8. august 2019 til den 3. oktober 2019. Kommentarer, ændringsforslag eller indsigelser til planforslagene skal senest den 3. oktober 2019 afgives på Rødovre Kommunes digitale høringsportal.

Yderligere oplysninger om forslaget kan fås i Byplanafdelingen i Teknisk Forvaltning, Tæbyvej 77,
tlf. 36377000.

Planerne er ikke miljøvurderet

I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer skal Rødovre Kommune gennemføre en miljøvurdering, hvis planer må antages at få væsentlig indflydelse på miljøet.

Det er ved indledende miljøscreening vurderet, at planforslagene ikke har væsentlig indvirkning på miljøet, idet udviklingen, der muliggøres med lokalplanforslaget, er med til at øge trygheden i området, skærme Bybjerget fra vejstøj fra Roskildevej og fjerne hele/dele af jordforureningen, der er konstateret på grunden.

Det er vurderet, at udviklingen vil generere ca. 1.900 bilture pr. ÅDT. Det er primært trafik til dagligvare-butikken. Trafikken kommer ad Roskildevej og forventes primært, at være biltrafik som allerede kører langs de større veje i dag.

Afgrænsningen af screeningen har været fremsendt i stjernehøring hos Kroppedal Museum, HOFOR A/S og Rødovre Kommunes forvaltninger. Rødovre Kommune modtog ingen høringssvar til afgrænsningen af miljøvurderingen.

Retsvirkninger

Indtil forslagene er endeligt vedtaget af Kommunalbestyrelsen og offentliggjort, må de ejendomme, der er omfattet af forslagene, ikke udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan, jf. Planlovens § 17. De midlertidige retsvirkninger gælder indtil den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort, dog højst et år efter forslagets offentliggørelse.

Klagevejledning

Inden fire uger fra denne bekendtgørelse kan der klages over afgørelsen om ikke at foretage en miljøvurdering jf. Planlovens § 60 stk.1. Afgørelsen kan påklages af enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller bevarelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen jævnfør Planlovens §§ 58 og 59.

Du klager via Klageportalen, som du finder via www.borger.dk  og www.virk.dk
Du logger på med Nem-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Rødovre Kommune via klageportalen.

Når man klager, skal der betales et klagegebyr. Gebyret er på 900,- kr. for privatpersoner og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. På Nævnenes Hus hjemmeside www.naevneneshus.dk under Planklagenævnet er en vejledning til, hvordan man klager.

I klageportalen sendes din klage automatisk til Rødovre Kommune. Hvis Rødovre Kommune fastholder afgørelsen, sendes Rødovre Kommune klagen videre til behandling i nævnet via klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, med-mindre du forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen.

Klagefristen er fire uger fra afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendt-gjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en helligdag, forlænges klagefristen til følgende hverdag.

En klage over denne afgørelse har ikke opsættende virkning efter lovgivningen. Plan-klagenævnet kan træffe afgørelse om at fravige lovgivningens udgangspunkt i særlige tilfælde.

Spørgsmål til domstolsprøvelse af afgørelser, der er truffet af kommunen i henhold til Lov om planlægning, skal være anlagt inden seks måneder efter, at afgørelsen er meddelt, jf. planlovens § 62, stk. 1.

Illustration 1

Illustration 2Illustration 3Illustration 4