Teknik- og Miljøudvalget

17-05-2022

Medlemmer

Formand Jan Kongebro (A)
Pia Hess Larsen (A)
Lene Due (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Mogens Brauer (C)

Sager 33 - 39

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 33

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Orientering om afholdelse af borgermøde om energioptimering af boliger og fjernvarmeudbygning (se bilag 1 og 2).
  2. Ny dato for ejerdag i HOFOR og BIOFOS (se bilag 3 og 4).

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Orientering om Borgermøde om energioptimering og fjernvarmeudbygning
Bilag 2: Indbydelse til Borgermøde om CO2-reduktion og Fjernvarme
Bilag 3: Ny dato for ejerdag i HOFOR og BIOFOS
Bilag 4: Invitation HOFOR-BIOFOS Ejerdag 29. juni 2022

Anlægsregnskab – Busfremkommelighed for 200S
Sag nr. 34

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Anlægsregnskab for udlæg og refusion af anlægsmidler for signalprojekt på Tårnvej udført for Region Hovedstaden og Trafikstyrelsen. Regnskabet viser balance, da afholdte udgifter er dækket af statslige midler.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at regnskabet godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Region Hovedstaden har tidligere modtaget tilskud fra Trafikstyrelsen til at foretage fremkommelighedstiltag på Tårnvej for buslinje 200S. Rødovre Kommune har som vejmyndighed stået for udførelsen af disse fremkommelighedstiltag, mod godtgørelse for afholdte udgifter på op til den samlede anlægsramme på 1,24 mio. kr.

I kommunens investeringsoversigt for budget 2020 er afsat et rådighedsbeløb på 1,24 mio. kr. i 2020 til fremkommelighedstiltag for 200S på Tårnvej. Midlerne blev frigivet på Kommunalbestyrelsens møde den 12. februar 2020, sagsnr. 28. Desuden er der afsat en indtægtsbevilling på tilsvarende 1,24 mio. kr. i 2021. Anlægsprojektet blev afsluttet i 2020, men regnskabet har afventet, at projekterne i de andre kommuner blev afsluttet, så der kunne afleveres et samlet regnskab og søges om udbetaling af tilskuddet fra Trafikstyrelsen.

Bruttoudgifterne til anlægsprojektet er mindre end den afsatte udgiftsbevilling, da det har det vist sig muligt at reducere i priserne med leverandøren ved indkøb af brugt signaludstyr til erstatning af kommunens gamle signaludstyr.

Nedenfor er regnskabet for anlægsprojektet opstillet i punktform.

  • Anlægsbevilling, udgift 1.240.000 kr.
  • Anlægsbevilling, indtægt 1.240.000 kr.
  • Forbrug 1.135.269 kr.
  • Refusion 1.135.269 kr.
  • Difference, udgift 104.731 kr.
  • Difference, indtægt 104.731 kr.

Projektets udgifter anses for at balancere med den samlede projektbevilling.

Lov- og plangrundlag

Cirkulære om budget- og regnskabssystem for kommuner, kapitel 7.2.

Økonomiske konsekvenser

Anlægsprojektet er afsluttet, og jf. ovenstående regnskab er der, netto balance, da de afholdte udgifter er blevet fuldt ud refunderet af Trafikstyrelsen.

Tidsplan

Ingen.

Godkendelse af vejudlæg til privat fællesvej på Højnæsvej 67-69
Sag nr. 35

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

På Højnæsvej 67-69 ønskes det at udlægge en ny privat fællesvej til at betjene de nye boliger som bygges på matriklerne.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at vejprojektet og vejudlægget godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

På Højnæsvej 67-69 skal der bygges nye rækkehuse. De skal have vejadgang til Højnæsvej via en privat fællesvej, som sikrer adgang til boligerne fra Højnæsvej.

Kommunen skal som vejmyndighed efter privatvejslovens bestemmelser tage stilling til, om nye private fællesveje kan godkendes.

Se bilag 1-2 for skilte- og belægningsplan for vejen.

Pga. de smalle matrikelforhold ensrettes den ene vejadgang, og vejen udformes som en lege- og opholdszone. Vejarealet er udformet med ensartet stenbelægning, og uden niveauforskel mellem udearealerne og vejen. Skiltningen af den lave anbefalet hastighed (15 km/t) passer også med forholdene, hvor kørende og gående trafik skal færdes sammen.

De smalle vejforhold gør, at større køretøjer (over 3.500 kg) ikke kan køre ind til boligerne og vende. Forholdene inde på grundene tillader ikke, at der kan anlægges tilstrækkeligt med vendemulighed på matriklerne. For at undgå bakkende større køretøjer forbydes der indkørsel med køretøjer over 3.500 kg (lastbiler).

Almindelige varebiler og flyttebiler kan godt køre ind og vende på ejendommen via den anlagte vendeplads, se bilag 1. Udformningen af boligerne medfører, at renovationen ikke behøver at køre ind til boligerne, da affaldet kan hentes ude fra hovedvejen Højnæsvej.

Vejarealet belyses ikke særskilt, men der opsættes lav belysning ved boligerne som bidrage til at belyse udearealerne.

Vejvandet ledes til vejriste og videre til spildevandsledninger.

Teknisk Forvaltnings vurdering

Det er forvaltningens vurdering, at det ikke kommer til at være de mest optimale vejforhold for de kommende boliger. Men der er opnået de mest optimale vejforhold ud fra matrikelforholdene og udnyttelse af ejendommene.

Boligudviklerne har tilpasset projektet til at større køretøjer ikke skal ind til boligerne udover i særsituationer. Trafikken til vejen er derfor begrænset til beboerne og deres evt. vareleveringer.

Vejarealet belyses ikke særskilt, men det vurderes, at lyset opsat ved boligerne vil bidrage til, at vejen ikke vil fremstå mørk og utryg.

Forvaltningen anbefaler ud fra ovenstående, at det ansøgte kan godkendes med de foreslået adgangs- og køretøjsbegrænsninger.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse af lov om private fællesveje § 25-43 (LBK nr. 1234 af 4. november 2015).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Vejen tages i brug, når de første beboere flytter ind.

Bilag

Bilag 1: Belægningsplan
Bilag 2: Skilteplan

Godkendelse af vejudlæg til privat fællesvej Tørringvej 7,13-17A-D
Sag nr. 36

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Adgangsvejen til Tørringvej 7, 13 og 17A-D udlægges som privat fællesvej. Vejudlægget skal godkendes af kommunen som vejmyndighed.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at vejudlægget til den nye private fællesvej til vejbetjening af Tørringvej 7, 13 og 17A-D godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

I forbindelse med udstykningen af Tørringvej 7, 13 og 17A-D blev der anlagt en fælles adgangsvej til ejendommene. Da vejen blev anlagt af en ejer, skulle vejen dengang ikke godkendes af kommunen. Ejendomme er siden blev solgt til forskellige ejere, hvorpå at vejens status skulle ændres til privat fællesvej jf. privatvejsloven. Det er dog ikke sket, hvorfor der nu søges om at få lovliggjort den eksisterende vejadgang, som privat fællesvej.

Kommunen skal tage stilling til vejudlægget iht. privatvejslovens § 26-43 for private fællesveje i byzonen.

Vejen er i dag anlagt i bredden 9 meter og længden ca. 84 meter. Hele vejen er anlagt som kørebane til betjening af kørende trafik til ejendommene. Dette er i overensstemmelse med, at der primært er kørende trafik på vejen, og at der på private arealer langs vejen, er anlagt parkeringspladser. Adgangen til vejstrækningen ligger i bunden af Tørringvej, der også er en privat fællesvej. Vejen er anlagt, hvor den blev forudsat ved udstykningen af de forskellige matrikler. Se bilag 1 for oversigtskort med vejudlæggets placering.

Vejen er anlagt med vejbrøndene i den ene side, som sikrer en fornuftig afvanding af vand til spildevandsledninger. Vejstrækningen er ikke belyst. Det vurderes heller ikke nødvendig, da det antageligt kun er kørende eller cyklende trafik til erhvervsejendommene, der benytter vejen. Oversigtsforholdene til hovedvejen vurderes at være tilstrækkelige, da der ved siden af vejkrydset er placeret andre mindre overkørsler til parkeringspladser hos Tørringvej 7 eller 17A.

Ud fra en samlet vurdering, er det Teknisk Forvaltnings anbefaling, at vejen kan godkendes som privat fællesvej, til vejbetjening af ejendommene Tørringvej 7, 13 og 17A-D.

Lov- og plangrundlag

Privatvejsloven § 26-43 (LBK nr. 1234 af 4. november 2015).

Økonomiske konsekvenser

Kommunen er ejer af Tørringvej 13, og skal derfor som bruger af vejstrækningen deltage i den fremtidige drift- og vedligehold af den private fællesvej.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Oversigtskort med rids af vejudlæg Tørringvej 7,13-17A-D

Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. ultimo marts 2022
Sag nr. 37

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Forventet regnskab pr. ultimo marts 2021 omfatter en opfølgning på forbruget af nettodriftsmidler for Teknik- og Miljøudvalgets rammer med udgangspunkt i status ultimo marts 2022.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at forventet regnskab pr. ultimo marts 2022 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Der henvises til bilaget "Forventet regnskab - Teknik- og Miljøudvalget pr. ultimo marts 2022.

Lov- og plangrundlag

Principper for Økonomistyring i Rødovre Kommune.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Forventet regnskab - Teknik og Miljøudvalget pr. ultimo marts 2022

Indsamling af mad- og drikkevarekarton
Sag nr. 38

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Teknik- og Miljøudvalget har drøftet hvordan indsamling af mad- og drikkevarekarton kan implementeres i affaldsindsamlingen. Der er enighed om at gå videre med en løsning, hvor serviceniveauet for borgerne fastholdes. Det kan ske ved at indkøbe en tokammer elkompromatorbil til tømning af affaldsbeholdere hos villaer og rækkehuse, og en kranbil til tømning af nedgravede affaldsbeholdere hos etageboliger. Den nye kranbil skal så vidt muligt være 100 % eldrevet.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at indsamlingen af mad- og drikkevarekarton som beskrevet i sagsfremstillingen starter i december 2022 samt
  2. at udgiften på netto 0 kr. svarende til en udgift på 3,4 mio. kr. og en tilhørende indtægt på 3,4 mio. kr., som beskrevet i sagsfremstillingen vil blive indarbejdet i budget 2023 og frem.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Indsamling af mad- og drikkevarekarton skal starte senest med udgangen af 2022, og indsamlingen af mad- og drikkevarekarton skal ske sammen med plastaffald. Det er et fælles valg for samtlige interessentkommuner under Vestforbrænding. Beholderen til plast er med den nuværende tømmefrekvens allerede fyldt op hos de fleste villaer og rækkehuse, og det ekstra affald i beholderrummet til plast medfører, at beholderne skal tømmes oftere.

Teknik- og Miljøudvalget har på deres møde den 15. marts 2022 (sag nr. 18) drøftet, hvordan indsamling af mad- og drikkevarekarton kan implementeres i affaldsindsamlingen, herunder hvilken betydning det vil få for borgerne. Teknik- og Miljøudvalget har valgt at gå videre med den løsning, hvor serviceniveauet fastholdes, og hvor tømmefrekvensen for beholderen til plast (med mad- og drikkevarekarton) og papir ændres fra hver tredie uge til hver anden uge.

Den øgede tømmefrekvens betyder ca. 1200 ekstra beholdertømninger pr. uge hos villaer og rækkehuse og ca. 400 ekstra beholdertømninger pr. uge hos etageboliger. På baggrund af drøftelserne i Teknik- og Miljøudvalget er der valgt en løsning, hvor udfordringerne ved de ekstra tømninger løses ved indkøb af en ekstra tokammer elkompromatorbil til tømning af affaldsbeholderne.

Indsamlingen af mad- og drikkevarekarton påvirker også etageboliger med nedgravede affaldsbeholdere. Her er rummet til plast allerede fyldt godt op, med den nuværende tømmefrekvens. Det kan kun afhjælpes ved at sætte tømmefrekvenserne op. Det samme gør sig gældende for beholderne til pap, som er på deres makskapacitet, fordi der kommer mere og mere papaffald i husholdningerne. Dette lægger et pres på kranbilernes tømmekapacitet, der allerede er presset, og presses yderligere, som konsekvens af udbygningen af Rødovre, da der udelukkende etableres nedgravede affaldsbeholdere til alle de nye etageboliger.

Det årlige antal tømninger af nedgravede affaldsbeholdere forventes at komme op på ca. 30.000 tømninger, og det kan kun løses ved indkøb af yderligere en kranbil. Indkøb af en ny kranbil var en del af drøftelserne på Teknik- og Miljøudvalgets møde, og et enigt udvalg valgte, at en ny kranbil så vidt muligt skal være 100 % eldrevet.

Teknisk Forvaltning bemyndiges til at igangsætte et EU-udbud og indgå kontrakt på indkøb af en tokammer elkomprimatorbil og en kranbil, fortrinsvis på el. Teknisk Forvaltning vil undersøge mulighederne og tidshorisonten for levering af en 100 % eldrevet kranbil. Hvis tidshorisonten vurderes at være for lang, eller de tekniske muligheder for begrænsede, vil Teknisk Forvaltning i stedet vælge at lave udbud på en kranbil på diesel. I så fald vil Teknisk Forvaltning orientere Teknik- og Miljøudvalget.

Indkøbskontoret vil indhente to tilbud på leasing af de indkøbte biler og bemyndiges til at indgå aftale med den leverandør, der giver det økonomisk mest fordelagtige tilbud.

Indtil de nye biler er leveret, vil Teknisk Forvaltning løse de ekstra tømninger ved at leje eller købe brugt ekstra materiel ind. Mandskab opnormeres med vikarer eller ved planlagt overarbejde.

Indsamlingsordningen for mad- og drikkevarekarton medfører, at §16 i regulativ for husholdningsaffald skal ændres. Processen for opdatering af regulativ startes op, og regulativet fremlægges til endelig godkendelse i december 2022, så indsamlingen kan starte senest med udgangen af december 2022.

Lov- og plangrundlag

BEK nr. 2512 af 10. december 2021 om affald

VEJ nr. 9926 af 14. december 2020 om indsamling af husholdningsaffald

Bekendtgørelse nr. 1580 af 17. december 2013: ”Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier mv.”

Rødovre Kommunes indkøbspolitik fra maj 2017.

Økonomiske konsekvenser

Affaldsområdet er takstfinansieret og finansieres via affaldsgebyrerne. Området skal hvile-i-sig-selv, hvilket betyder, at et eventuelt overskud eller underskud skal indarbejdes i taksterne de efterfølgende år. Over- og underskud vil derfor ikke kunne overføres til det skattefinansierede område.

Indkøb, drift og bemanding af en elkomprimatorbil medfører en anslået udgift på 1,9 mio. kr. pr. år til bemanding, drift og leasing. Når den er fuldt indfaset medfører det en årlig gebyrstigning på omkring 95 kr. pr. hustand årligt.

En kranbil på diesel koster omkring 1,3 mio. kr. pr. år til bemanding, drift og leasing. Priserne på kranbiler på el kendes ikke, men det forventes at medføre en årlig udgift på yderligere 0,2 mio. kr. Når den er fuldt indfaset medfører det en årlig gebyrstigning på omkring 115 kr. pr. lejlighed årligt.

Udgifterne til bemanding, drift og leasing af biler til indsamling af mad- og drikkevarekarton forventes at udgøre samlet 3,4 mio. kr., der dækkes af en tilsvarende indtægt fra affaldsgebyrerne på 3,4 mio. kr. der vil blive indarbejdet i budget 2023 og fremefter.

Såfremt det viser sig, at det ikke er muligt at indkøbe en kranbil på el, vil budgettet blive nedjusteret med henholdsvis en indtægt og en udgift på 0,2 mio. kr.

Indtægter og udgifter vedrører hovedfunktion 01.38 Affaldshåndtering.

Tidsplan

December 2022: Sag om udbud på indkøb af tokammer elkomprimatorbil og kranbil
December 2022: Nyt regulativ for husholdningsaffald til godkendelse
December 2022: Indsamlingen af mad- og drikkevarekarton starter.

Diverse
Sag nr. 39

Beslutningskompetence: TMU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.