Offentliggørelse af Tillæg 4 til Kommuneplan 2022 og Tillæg 6 til Lokalplan 145
30/09-2025
Tillæg 4 til Kommuneplan 2022 og Tillæg 6 til Lokalplan 145
Tillæg 4 til Kommuneplan 2022 og Tillæg 6 til Lokalplan 145 Karrébyen har til formål, at sikre mulighed for opførelse af den sammenhængende byudvikling, der er planlagt for i Lokalplan 145 Karrébyen, nu kaldet Gartnerbyen.
Tillæg 4 til Kommuneplan
Tillæg 4 til Kommuneplan 2022 justerer afgrænsningen af rammeområderne 5F06 og 5F10, så de tilpasses lokalplanafgrænsningen. I 5F10 ændres det tilladte antal etager til 7. Små boliger tillades og parkeringskrav og opholdsareal sænkes. Tillæg 4 til Kommuneplan 2022, kan findes i kommunes digitale kommuneplan
Tillæg 6 til Lokalplan 145
Med Tillæg 6 til Lokalplan 145 samles handel, cafeliv med mere, omkring Byhaven for at skabe mere liv og aktivitet i området. Parkeringsnormen reduceres på baggrund af analyser af bilejerskabet, hvilket giver en mere bæredygtig og behovstilpasset løsning. Bygningshøjden hæves til 7 etager i udvalgte områder, bl.a. for at muliggøre et ikonbyggeri med særligt arkitektonisk udtryk og fællesfaciliteter, der appellerer til unge og seniorer. Byggeriet ved Tårnvej tilpasses i højde og materialevalg, så det både fungerer som støjskærm og harmonerer med nabobygninger. Samtidig reduceres kravet til opholdsarealer fra 40 til 30 procent for at styrke Byhaven og Aage Knudsens Strøg som sociale mødesteder. Affaldsløsninger samles, så arealer kan frigives til grønne fællesfunktioner.
Samlet bidrager ændringerne til at understøtte visionen om Gartnerbyen som en dynamisk, tæt og bæredygtig bydel med fokus på fællesskab og byliv. Tillæg 6 til Lokalplan 145 i Plandata:
Høringsperiode
Lokalplanforslaget har været i offentlig høring i otte uger, fra den 4. juni 2025 til den 30. juli 2025. I høringsperioden er der indkommet 5 høringssvar, fra enkeltpersoner, boligforeninger og andre foreninger.
Du kan finde høringssvarene i deres fulde længde samt skema med behandling af de indkomne høringssvar på Rødovre Kommunes hjemmeside på www.rk.dk/politik/kommunalbestyrelsen under referat af afholdt møde den 23. september 2025. Som følge af de indkomne høringssvar, er der foretaget ændringer i lokalplanen - alle vedrørende bevaringsværdige træer. Derudover er der foretaget få redaktionelle rettelser i planen.
Yderligere oplysninger om planerne kan fås i Byplanafdelingen i Teknisk Forvaltning, Tæbyvej 77, tlf. 3637 7000.
Planen er ikke miljøvurderet
I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer skal Rødovre Kommune gennemføre en miljøvurdering, hvis Lokalplan 148A må antages at få væsentlig indflydelse på miljøet. Det er ved indledende miljøscreening og -scoping vurderet, at planen ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering. Dette begrundes med, at planen ikke antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Retsvirkninger
I henhold til § 18 i Planloven må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold, der er i strid med lokalplanens bestemmelser, med mindre Kommunalbestyrelsen har givet dispensation hertil.
Klagevejledning
Hvis du vil klage over vedtagelsen af denne lokalplan, kan du klage til Planklagenævnet via Klageportalen, som du finder et link til på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Rødovre Kommune via klageportalen.
Når man klager, skal der betales et klagegebyr. Gebyret er på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. På Nævnenes Hus hjemmeside www.naevneneshus.dk under Planklagenævnet er en vejledning til, hvordan man klager.
I klageportalen sendes din klage automatisk til Rødovre Kommune. Hvis Rødovre Kommune fastholder afgørelsen, sender Rødovre Kommune klagen videre til behandling i nævnet via klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen.
Klagefristen er fire uger fra afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en helligdag, forlænges klagefristen til følgende hverdag.
En klage har normalt ikke opsættende virkning efter lovgivningen. Planklagenævnet kan træffe afgørelse om at fravige lovgivningens udgangspunkt i særlige tilfælde.
Spørgsmål til domstolsprøvelse af afgørelser, der er truffet af kommunen i henhold til Lov om planlægning, skal være anlagt inden seks måneder efter, at afgørelsen er meddelt, jf. planlovens § 62, stk. 1.
