Bevaringsværdige træer

Nu kan du være med til at udpege de træer, som du mener skal være bevaringsværdige.

Nu kan du være med til at udpege de træer, som du mener skal være bevaringsværdige. Rødovre Kommune vægter bevaring af træer og biodiversitet højt og skal snart i gang med udpegning af bevaringsværdige træer inden for lokalplan 148.

I udpegningen bliver der lagt vægt på træernes størrelse, æstetik, deres betydning for kvarterets grønne udtryk samt sundhed og restlevealder. Der vil desuden blive lagt vægt på træernes værdi i forhold til biodiversitet.

Træer, der er udpeget som bevaringsværdige, må ikke fældes eller beskæres uden kommunens tilladelse. Hvis man får tilladelse til at fælde et bevaringsværdigt træ, vil det formentlig være et krav, at træet erstattes af et træ af samme art og i så stor en størrelse som muligt. De udpegede træer vil fremgå af kommunens lokalplaners bilag og er udpeget af kommunen.

Du kan være med

Vi vil gerne have din hjælp til at pege på de træer som du ønsker skal være bevaringsværdige.

Klik på kortet og hjælp os ved at indmelde dit ønske til bevaringsværdige træer. Det vil være en stor hjælp hvis du deler siden her med andre, du kender, der for eksempel bor, arbejder eller uddanner sig i Rødovre.

Du kan pege på træer i hele Rødovre, og du kan skrive en kommentar ved hvert indmeldt træ. Du må meget gerne skrive, hvorfor du synes, træet skal være bevaringsværdigt, den nærmeste adresse, træets art, hvis du kender den, samt en beskrivelse af placering, hvis der er flere træer samme sted. Du kan pege træer fra den 15. april til 15. maj 2024.

I luftfotoet kan du zoome og markere det eller de træer du ønsker skal være bevaringsværdige. Når du trykker ”Gem” er markeringen registreret og du kan ikke fortryde. Hvis du lukker siden ned eller genindlæser den, kan du ikke længere se dine markeringer. Du kan ikke se andres markeringer og andre kan ikke se dine på noget tidspunkt. Markeringerne er på den måde anonyme.

Rødovre Kommunes rådgiver vil se på alle de indmeldte træer i lokalplan 148 området og vurdere, om de skal medtages i udpegningen.

Træer som indmeldes uden for lokalplan 148 bliver registreret og set på, når der skal laves lokalplan for det pågældende område.

Det forventes at der kommer en høring i forbindelse med ændring af lokalplan 148 i starten af 2025.