Afsluttede høringer

Hvis du vil vide mere

Planerne udarbejdes i overensstemmelse med Planloven. Du kan læse planloven på www.retsinfo.dk. For yderligere information om det danske plansystem for fysisk planlægning kan du med fordel se på borger.dk eller Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Statslige planer

Alle planer udarbejdes endvidere i henhold til statslige og regionale planer som for eksempel Fingerplanen 2013, som omhandler Landsplandirektivet om hovedstadsområdets planlægning af byudvikling, byomdannelse, grønne kiler, trafikanlæg med mere. Fingerplanen udstikker retningslinjerne for placering af arealer til byformål og for anvendelsen af arealer i det åbne land.

Høringssvar fra Kirstine Ellehøj og Søren Bache

Forslag til Lokalplan 129 Hendriksholmskvarteret

Sagsnummer: 01.02.05-K04-6-19 SvarID: 160
Indsendt af Kirstine Ellehøj og Søren Bache
Dato 31.07.19
Vedr. høringssvar til forslag om Lokalplan 129 Hendriksholmkvarteret

Vi har gennemlæst forslag til Lokalplan 129 og er generelt enige i hensigten med at bevare Hendriksholmkvarteret som et grønt og åbent villakvarter. Vi har dog følgende indsigelser til Lokalplan 129:

Redegørelsen, s. 16: Det fremgår, at al bebyggelse skal placeres bag byggelinjen, der er placeret 5 m fra skel. Såfremt en carport skal placeres 5 m inde på grunden, vil det betyde yderligere 5 m indkørsel, hvilket ikke vil bidrage positivt til det ønskede grønne udseende i kvarteret. Indkørsler er typisk belagt med fliser, perlesten eller lignende.

§ 7.2: På vores ejendom sættes bebyggelsesprocenten ned fra 60 % til 25 %. Vi mener, at der er tale om en meget dramatisk reducering af bebyggelsesprocenten i dette tilfælde. Det bliver næppe aktuelt for os at bebygge vores ejendom med 60 %, men i tilfælde af et salg af ejendommen, vil det reducere den kommende købers muligheder med ejendommen, og dermed potentielt forringe værdien af vores ejendom. Såfremt bebyggelsesprocenten absolut skal sættes ned, foreslår vi en bebyggelsesprocent på 30 %, således som det er beskrevet i den generelle byggeret for en- og tofamilieshuse.

§ 8.1.1: Vi undrer os over, at det ikke er tilladt at lægge metaltag som f.eks. et Decra tag. Et metaltag har ofte et klassisk udseende der eksempelvis ligner tegl. Vi foreslår, at metaltage tillades med en bestemmelse om, at glanstallet ikke må overstige 30 på samme vis som for øvrige tagmaterialer.

§11.2: Vi stiller os meget uforstående overfor, at det ikke er tilladt at opføre et lavt stakit i skel ud til fortovet. Vi mener, at et lavt stakit udgør en naturlig afgrænsning af ejendommen ud mod vejen og samtidig bibeholder det åbne præg, der ønskes i kvarteret. Vi foreslår, at der skelnes mellem høje faste hegn og lave stakitter. Der kunne eksempelvis sættes en grænse på 0,8-1,0 m.