Afsluttede høringer

Hvis du vil vide mere

Planerne udarbejdes i overensstemmelse med Planloven. Du kan læse planloven på www.retsinfo.dk. For yderligere information om det danske plansystem for fysisk planlægning kan du med fordel se på borger.dk eller Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Statslige planer

Alle planer udarbejdes endvidere i henhold til statslige og regionale planer som for eksempel Fingerplanen 2013, som omhandler Landsplandirektivet om hovedstadsområdets planlægning af byudvikling, byomdannelse, grønne kiler, trafikanlæg med mere. Fingerplanen udstikker retningslinjerne for placering af arealer til byformål og for anvendelsen af arealer i det åbne land.

Høringssvar fra Agenda 21 Gruppen

Forslag til Lokalplan 148

Sagsnummer: 01.02.05.K04-12-19 SvarID: 234
Indsendt af Agenda 21 Gruppen
Dato 30.03.20
Agenda 21 Gruppen i Rødovre

Bemærkninger til Rødovre Kommune vedrørende forslag til lokalplan nr. 148

Lokalplanforslaget er en udmøntning af en række rammebestemmelser i Kommuneplan 2018 for kommunens åben-lav-boligområder. Aktuelle byggesager har nødvendiggjort lokalplanen, for at kommunen kan håndhæve de nye bestemmelser om bebyggelsestæthed og miljømæssige forhold.

Agenda 21 Gruppen finder, at lokalplanforslaget er velbegrundet og velafstemt. Villakvartererne har de senere år været under pres på grund af øget bebyggelse, fjernelse af grønne hegn, af træer og grønt, øget parkering og øget andel af lukkede flisebelægninger. Vi anerkender, at lokalplanens formål er at standse forringelsen af boligområdernes grønne præg, at øge biodiversiteten og at fremme klimasikringen.

Ved at føre den maksimale bebyggelsesprocent tilbage til 25 %, dvs. til niveauet for blot få år siden, opnås en mere rimelig bebyggelsestæthed , således at det selv med et-plans hustyper bliver muligt at opretholde kvarterernes grønne præg. Eventuelle behov for dispensation fra bebyggelsesprocenten bør derfor kun tænkes løst ved ikke at øge det bebyggede areal (’fodaftrykket’). Når der således skal peges på en ekstra husetage, vil der være behov for retningslinjer, der begrænser høj bebyggelse i en zone længst fra vejen, hvor grønne friarealer bør have forrang – og hvor indbliksgener bør begrænses.

Reguleringen af bebyggelsesprocenten vil ikke føre til et økonomisk tab for grundejerne. Tværtimod vil det efter hidtidige erfaringer give villakvartererne som helhed et løft, når der reguleres med udgangspunkt i boligkvalitet og miljøkvalitet. Den enkeltes boligmiljø vil simpelt hen være en mere sikker investering.

Begrænsningerne for fliselagt del af friarealet, for ’faste hegn’ og for parkering finder vi velafstemte.

Reglerne for fældning eller beskæring af særligt store/bevaringsværdige træer kan være vanskelige at udforme, så de både kan forstås af grundejerne og administreres af kommunen – samtidig med, at træer i levende vil forandres med tiden. Derfor er en enkel og klar dispensationspraksis vigtig at udvikle.

Lokalplanen skal tilsyneladende erstatte en lang række forskellige bestemmelser om bebyggelsens afstand til vej, og her er der valgt en fremtidig afstand på 5 m. Vi er enige i, at man bør modvirke skure og lignende ud mod fælles vej. Men måske vil hensynet til gadebilledet bedst løses ved et udvidet sæt regler, eller ved konkret forhandling, dvs. dispensation.

Agenda 21 Gruppen har ikke bemærkninger til de øvrige bestemmelser, der lige som de ovenstående er afspejlinger af rammerne i Kommuneplan 2018.

Til slut skal vi gøre opmærksom på, at Agenda 21 Gruppen på grund af corona-foranstaltninger ikke har haft mulighed for at mødes og drøfte lokalplanforslaget. Vi kender ikke andre gruppers og foreningers stilling til dette, men vi vil foreslå høringsperioden forlænget, alternativt at der etableres en særlig debatrunde.

PS: Agenda 21 Gruppen har ikke sendt høringssvar til tillæg til Lokalplan 127, der alene omhandler bebyggelsesprocenten. Som det fremgår i teksten ovenfor, er vi positive over for denne bestemmelse.

Med venlig hilsen
Agenda 21 Gruppen

Relaterede høringssvar