Afsluttede høringer

Hvis du vil vide mere

Planerne udarbejdes i overensstemmelse med Planloven. Du kan læse planloven på www.retsinfo.dk. For yderligere information om det danske plansystem for fysisk planlægning kan du med fordel se på borger.dk eller Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Statslige planer

Alle planer udarbejdes endvidere i henhold til statslige og regionale planer som for eksempel Fingerplanen 2013, som omhandler Landsplandirektivet om hovedstadsområdets planlægning af byudvikling, byomdannelse, grønne kiler, trafikanlæg med mere. Fingerplanen udstikker retningslinjerne for placering af arealer til byformål og for anvendelsen af arealer i det åbne land.

Høringssvar fra Naturfredningsforeningen i Rødovre

Forslag til Rødovrestrategi 2020

Sagsnummer: 01-02-03-P22-1-20 SvarID: 237
Indsendt af Naturfredningsforeningen i Rødovre
Dato 31.03.20
Danmarks Naturfredningsforening, Rødovre Afdeling

Høringssvar angående forslag til Rødovre Strategi 2020 – sammen om en bæredygtig udvikling

Ifølge borgmesterens indledningsord i forslaget til Rødovre Strategi 2020, så skal strategien bidrage til, at Rødovre Kommune udvikles i en mere bæredygtig retning.
Der fokuseres i forslaget på FN’s verdensmål, 3 byudviklingsområder (bykernen, Rødovre Syd og Valhøj erhvervskvarter) og 2 fokusområder (gennemskærende veje og kolonihaveområder). Alt sammen vigtige områder.

Men der savnes i forslaget fokus på biodiversitet og natur, som er en helt afgørende forudsætning for en egentlig bæredygtig udvikling.

Biodiversitet er det mylder af liv, som findes overalt på kloden, i form af dyr, planter, svampe, bakterier og alt levende. Men den biologiske mangfoldighed forsvinder i hastigt tempo også i Rødovre. Tabet af biodiversitet er en konsekvens af samfundets intensive udnyttelse af vore arealer og brug af naturressourcer til bl.a. ny bebyggelse og infrastruktur.

Tabet af biodiversitet har stor betydning for vores livskvalitet som mennesker. Vi er afhængige af, at økosystemerne fungerer og leverer tjenester som rensning af vand, jord, luft og bestøvning af planter og afgrøder.
Ifølge forskerne er forringelserne af den biologiske mangfoldighed nu så fremskreden, at der er tale om en økologisk krise, som kan sammenlignes med klimakrisen i omfang.
Tabet af biodiversitet får desværre ikke den nødvendige bevågenhed i Rødovrestrategien.

Der bør mere fokus på at:
• Naturen har for lidt plads i Rødovre
• Naturområderne er for små og spredt beliggende til at understøtte levedygtige bestande af planter og dyr
• Naturområderne er negativt påvirket af intensivt byggeri og veje (støj, sprøjtegifte, befæstede arealer mv.)
• Byfortætning og ødelagte økosystemer.

Ved at bevare natur, skabe bedre sammenhæng mellem naturområderne, afsætte mere plads til ny natur, pleje og genoprette ødelagte naturområder, er det dog muligt at vende udviklingen.
Naturfredningsforeningen håber derfor, at natur og biodiversitet får en langt mere fremtrædende og tværgående / overordnet fokus i det videre arbejde med udarbejdelsen af den kommende kommuneplan 2022.

Med venlig hilsen
Danmarks Naturfredningsforening
Rødovre Afdeling