Afsluttede høringer

Hvis du vil vide mere

Planerne udarbejdes i overensstemmelse med Planloven. Du kan læse planloven på www.retsinfo.dk. For yderligere information om det danske plansystem for fysisk planlægning kan du med fordel se på borger.dk eller Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Statslige planer

Alle planer udarbejdes endvidere i henhold til statslige og regionale planer som for eksempel Fingerplanen 2013, som omhandler Landsplandirektivet om hovedstadsområdets planlægning af byudvikling, byomdannelse, grønne kiler, trafikanlæg med mere. Fingerplanen udstikker retningslinjerne for placering af arealer til byformål og for anvendelsen af arealer i det åbne land.

Høringssvar fra Arne Møller Madsen

Forslag til Tillæg 1 til Lokalplan 127

Sagsnummer: 01.02.05-K04-14-19 SvarID: 257
Indsendt af Arne Møller Madsen
Dato 08.04.20
G/F Rødovregaards Villaby.

Rødovre Kommune
Rådhuset
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre

Fremsendes udelukkende elektronisk
Rødovre 7. april 2020.


Høringssvar vedr. Forslag til tillæg 1 til lokalplan 127.

På vegne af Grundejerforeningen Rødovregaards Villaby (260 medlemmer), skal jeg hermed fremsende høringssvar vedr. ovenstående forslag.

Indledning:
Indledningsvis anerkender grundejerforeningen, at Rødovre Kommune med forslaget ønsker at bevare parcelhusenes åbne og grønne karakter, hvor husene ligger frit mellem hinanden, og dermed forbliver et grønt og åbent boligområde.

Vi vil også gerne anerkende, at kommunen har et udtalt ønske om at tiltrække nye borgere – herunder børnefamilier.

Samtidig undrer vi os over, hvad motivet for det fremsatte forslag er.
Vores undring går blandt andet på, om kommunen haft problemer med den nuværende bebyggelsesprocent?
Vi undrer os også over, om kommunen de senere år har oplevet en udvikling, der modarbejder formålet med forslaget?

Indsigelser:
Vi må dog samtidig konstatere, at forslaget på flere områder er selvmodsigende, når forslaget indskrænker mulighederne for grundejerne i at udvide husene til en størrelse, som moderne familier ønsker.
Selvmodsigelsen består i, at Rødovre Kommunes Boligpolitik fra 2016 blandt andet beskriver:
• I Rødovre skal vi fortsat have et bredt udbud af attraktive boliger for alle – både børnefamilier, enlige, ældre, unge, borgere med handicap og socialt udsatte borgere.
• For at sikre en balanceret befolkningssammensætning vil vi satse på at fastholde og tiltrække erhvervsaktive familier med børn. For at kunne det, har vi behov for flere store familieboliger.
• Vi vil også benytte mulighederne for at udvide boligarealerne i eksisterende boliger. Samtidig med at små ældre beboelser alligevel skal renoveres, er det oplagt at overveje at udvide boligarealet.


Forslaget vil samtidig forstærke den begrænsning, som Lokalplan 127 i forvejen har pålagt grundejerne i at disponere over egen bolig på en række områder, herunder placering og udformning af tilbygninger, udnyttelse af uudnyttet 1. sal, samt indretning af grunden omkring huset.


Dispensationsmulighederne i forslaget er ganske utydelige. Forslaget beskriver, at der kun gives dispensation, hvis det ikke er i strid med principperne i planen dvs. lokalplanens formål og anvendelse. Og netop formålet i lokalplan 127 beskriver intet omkring boligens størrelse men blot:
Herunder at sikre ombygninger, tilbygninger eller andre ændringer af bebyggelsens ydre sker med respekt for husets oprindelige arkitektur og stilart, byggeskik og kvaliteter.
Den logiske følge heraf må være, at der skulle kunne gives dispensationer i forhold til bebyggelsesprocenten, uden at komme i strid med lokalplanens principper.

Hvis det fremsatte forslag bliver vedtaget, vil det sandsynligvis medføre en forringelse af husenes værdi, idet det vil blive vanskeligere at sælge huse, hvor der ikke er den plads, en moderne familie kræver. En faldende grundværdien vil samtidig medføre en lavere grundskyld til kommunen, hvilket alt andet lige må være til ugunst for kommunen.


Forslag:
G/F Rødovregaards Villaby vil derfor foreslå følgende:
• Rødovre Kommune frafalder Forslag til tillæg 1 til lokalplan 127, således at bebyggelsesprocenten i de nævnte områder forbliver 30.
• Hvis kommunen alligevel vedtager fremsatte forslag foreslår grundejerforeningen, at grundlaget for dispensationer tydeliggøres, således at dispensationer kan gives, hvis anmodningen overholder formålet i Lokalplan 127, både hvad angår en eventuel udvidelse af boligen og grundens indretning og anvendelse.


Afslutning:
Afslutningsvis vil vi endnu engang anerkende kommunens ønske om at bevare områdets som et åbent og grønt område. Grundejerforeningen har helt det samme ønske, og vi er af den opfattelse, at den nuværende bebyggelsesprocent på ingen måde er i modstrid med dette.

Samtidig vil grundejerforeningen opfordre kommunalbestyrelsen til at efterleve kommunens boligpolitik, som klart beskriver et kommunalt ønske om at tilpasse boligerne til et tidspassende niveau.

Grundejerforeningen ønsker ligeledes at få en tilbagemelding på vores undringsspørgsmål beskrevet i indledningen.

Såfremt Rødovre Kommune finder, der er et behov for yderligere dialog, står grundejerforeningens bestyrelsen naturligvis til rådighed.


På bestyrelsens vegne

Arne Møller Madsen
Axelhøj 68

Formand for
Grundejerforeningen Rødovregaards Villaby