Afsluttede høringer

Hvis du vil vide mere

Planerne udarbejdes i overensstemmelse med Planloven. Du kan læse planloven på www.retsinfo.dk. For yderligere information om det danske plansystem for fysisk planlægning kan du med fordel se på borger.dk eller Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Statslige planer

Alle planer udarbejdes endvidere i henhold til statslige og regionale planer som for eksempel Fingerplanen 2013, som omhandler Landsplandirektivet om hovedstadsområdets planlægning af byudvikling, byomdannelse, grønne kiler, trafikanlæg med mere. Fingerplanen udstikker retningslinjerne for placering af arealer til byformål og for anvendelsen af arealer i det åbne land.

Høringssvar fra Grundejerforeningen Nørregaard

Forslag til Kommuneplan 2022 - Sammen om et bæredygtigt Rødovre

Sagsnummer: 01.02.03-P15-1-20 SvarID: 327
Indsendt af Grundejerforeningen Nørregaard
Dato 02.03.22

Den 2. marts 2022
Fra Grundejerforeningen Nørregaard
til Rødovre Kommunalbestyrelse

Høringssvar til Forslaget til Kommuneplan 2022 - 2034 – Sammen om et bæredygtigt Rødovre.

Grundejerforeningen Nørregaards ca. 450 medlemsparceller er beliggende på Nørre-gaardsvej, Jyllingevej og Engbovej med tilhørende stikveje.

Kommuneplanforslaget dækker hele Rødovre Kommune og omfatter både særligt udpegede områder som bykernen, Rødovre Syd og Valhøj Erhvervskvarter, samt Rødovres kolonihaveområder. Endvidere er de gennemskærende veje, infrastrukturen BRT og kulturmiljøer særskilt behandlet i kommuneplanforslaget.

Grundejerforeningen er meget bekymret over planerne for BRT på Tårnvej og de vej-omlægninger og kommende begrænsninger i den nuværende trafik på Tårnvej, som BRT vil medføre. De forventede tiltag, herunder trafikomlægningerne på Tårnvej, vil bl.a. medføre en øget trafik på Jyllingevej, men også på Rødovrevej, som vil blive benyttet som alternativ rute for trafikken på Tårnvej, et formål som Rødovrevej slet ikke er bygget til, da den er en vej med kun ét spor i hver retning.

Grundejerforeningen savner også udbyggede planer for kommunens indsats mod støjen fra Motorring 3, som ikke blot er til stor daglig gene, men også sundhedsskadelig, for alle beboerne i områderne langs med Nørregaardsvej, Jyllingevej og Engbovej samt for benyttelsen af de rekreative arealer på Vestvolden. Jyllingevej er støjbelastet med et niveau væsentligt over 58 dB. Der bør ved planlægning af vejomlægninger / vej-vedligeholdelse på Jyllingevej tages højde for udlæg af de nødvendige arealer til afskærmningsforanstaltninger i forhold til både trafikstøj og vibrationer fra motorvejen og fra trafikken på selve Jyllingevej.

Det bør også indgå i planerne for støjbekæmpelsen fra de gennemgående trafikveje i Rødovre, at nedsætte hastigheden på alle de gennemgående veje til max. 50 km/t.

Grundejerforeningen finder, at tankerne om at natur og biodiversitet udpeges som et gennemgående tema i kommuneplanen generelt set er egnet til at bevare Rødovres haveboligområder som grønne og åbne områder, hvis vi kan undgå den i dag omsiggribende byfortætning, plankeværker og mure ud til vejen samt befæstede arealer inde på grundene.

Med venlig hilsen

Grundejerforeningen Nørregaard

Jann Larsen
Formand

Relaterede høringssvar