Afsluttede høringer

Hvis du vil vide mere

Planerne udarbejdes i overensstemmelse med Planloven. Du kan læse planloven på www.retsinfo.dk. For yderligere information om det danske plansystem for fysisk planlægning kan du med fordel se på borger.dk eller Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Statslige planer

Alle planer udarbejdes endvidere i henhold til statslige og regionale planer som for eksempel Fingerplanen 2013, som omhandler Landsplandirektivet om hovedstadsområdets planlægning af byudvikling, byomdannelse, grønne kiler, trafikanlæg med mere. Fingerplanen udstikker retningslinjerne for placering af arealer til byformål og for anvendelsen af arealer i det åbne land.

Høringssvar fra Naturfredningsforeningen i Rødovre

Forslag til Spildevandsplan 2022-2030

Sagsnummer: 06.00.05-P15-1-19 SvarID: 349
Indsendt af Naturfredningsforeningen i Rødovre
Dato 21.04.22
Den 21. april 2022

Til Rødovre Kommunalbestyrelse
Rødovre Parkvej 150,
2610 Rødovre


Høringssvar vedrørende forslag til spildevandsplan 2022 - 2030.
Danmarks Naturfredningsforening i Rødovre har gennemgået Rødovre Kommunes forslag til spildevandsplan 2022 - 2030. Planforslaget er i offentlig høring i perioden frem til den 21. april 2022.
Naturfredningsforeningen finder det vigtigt, at den nye spildevandsplan bidrager til et bedre og grønnere miljø i Rødovre og mere biologisk mangfoldighed i den fremtidige udvikling i Rødovre.
Ved en fuldstændig separatkloakering vil man undgå overløb fra fælleskloakerne til Harrestrup Å og Vestvoldens Voldgrav, hvilket vil være positivt for miljøet. Der opnås også færre bypass og bedre spildevandsrensning på Renseanlæg Damhusåen, hvilket ligeledes er positivt for miljøet. Endelig undgås risiko for kælderoversvømmelser fra opstuvende kloakvand under skybrud. Det fremgår alt sammen af afsnit 9.3 i Miljøvurderingen af forslaget til spildevandsplan 2022 – 2030 side 7.
Vi finder i Naturfredningsforeningen det overordentlig hensigtsmæssigt, at natur og biodiversiteten fremmes i Rødovre, men der er stadig lang vej, hvis naturtilstanden i Rødovre skal nå op på et ønskelige niveau i forhold til kommuner, som vi normalt sammenligner os med. Det vil bl.a. forudsætte, at der så hurtigt som muligt tages skridt til etablering af en total separatkloakering i hele Rødovre.
En langsigtet målsætning på 50 – 100 år, som er foreslået i udkastet til spildevandsplanen, er skandaløs uambiciøst for en kommune som Rødovre, der ellers roser sig af, at man er en foregangskommune.
Naturfredningsforeningens lokalafdeling henstiller derfor til Rødovre Kommunalbestyrelse, at man fastsætter en målsætning på maksimalt 25 – 50 år for en fuldstændig separatkloakering af hele kommunen.
Skal udviklingen vendes og en grøn omstilling gennemføres i Rødovre, så kræver det en virkelig en grundlæggende omstilling af kommunens basale prioriteringer herunder af målsætningen i spildevandsplanen samt angående afsætning af de nødvendige ressourcer og af tidsplanen for opkrævning af disse hos borgerne.

Med venlig hilsen
Danmarks Naturfrednings afdeling i Rødovre
Jann Larsen
Formand