Børne- og Skoleudvalget

09-09-2025

Medlemmer

Formand Flemming Lunde Østergaard (A)
Anette Rachlitz (A)
Annie Arnoldsen Petersen (A)
Kenneth Rasmussen (F)
Tina Hippe Hansen (C)

Sager 61 - 68

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 61

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

Meddelelsespunktet fremlægges til orientering:

  1. Drøftelse af centerets udvikling.
  2. Data om udskudt skolestart og omgængere på skolerne (se bilag).
  3. Status på lærerskift (se bilag).
  4. Datoer for temamøder med forældrebestyrelserne på Skoleområdet og Dagtilbudsområdet 2026 (se bilag).
  5. Oplæg om ordblindeindsatsen v. skolechef Pernille Weinreich Matthiesen.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Meddelelse - Data om udskudt skolestart og omgængere på skolerne
Bilag 2: Personaleomsætning af lærere på skolerne i Rødovre Kommune
Bilag 3: Forslag til datoer for temamøder i Børne- og Kulturforvaltningen i 2026

Orientering om ind- og udtrædelser i skolebestyrelserne i skoleåret 2024-2025
Sag nr. 62

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen fremlægger den årlige orientering om ind- og udtrædelser i skolebestyrelserne.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at orienteringen om ændringer i skolebestyrelserne i skoleåret 2024/2025 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Børne- og Kulturforvaltningen orienterer hermed om de bevægelser, der er sket blandt de forældrevalgte repræsentanter i skolebestyrelserne i det seneste skoleår.

I skoleåret 2024/2025 er der sket ændringer i bestyrelserne på to skoler:

Islev Skole

I januar 2025 trådte Dennis Roland Hansen ud af skolebestyrelsen. Det er endnu ikke lykkedes at finde et nyt medlem.

Skovmoseskolen

Ved skoleårets afslutning i juni 2025 udtrådte Camilla Graversen Valsted af skolebestyrelsen. På bestyrelsens møde i september er der mulighed for, at interesserede forældre kan melde sig som kandidat til den ledige plads.

Der er ikke sket ændringer blandt de forældrevalgte repræsentanter i skolebestyrelserne på Hendriksholm Skole, Nyager Skole, Rødovre Skole, Tinderhøj Skole og Valhøj Skole.

Lov- og plangrundlag

Lov om folkeskolen og styrelsesvedtægten for Rødovre Kommunes skoler.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Orienteringen dækker ind- og udtrædelser i skoleåret 2024/2025.

Skoleudviklingssamtaler 2025
Sag nr. 63

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

De årlige skoleudviklingssamtaler for alle kommunens folkeskoler, Ungecenter2610 og Skovmoseskolen har været afholdt i perioden april til juni 2025. Skoleudviklingssamtalerne erstatter de tidligere kvalitetsrapporter og fungerer som årlig dialogbaseret forum mellem skoleldelserne, forvaltning og skolebesytelserne, hvor skolernes udvikling, undervisningskvalitet og elevernes trivsel er på dagsordenen. I det følgende gives en fælles opsamling på samtalerne.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at den tværgående opsamling for årets skoleudviklingssamtaler tages til efterretning

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Fra skoleåret 2022/23 har skoleudviklingssamtalerne erstattet de skriftlige kvalitetsrapporter med henblik på at styrke dialogen mellem kommunalbestyrelsen, skoleledelsen og skolebestyrelsen om skolernes udvikling. Samtalerne har fokus på kvalitet i undervisningen, elevernes trivsel og skolernes strategiske indsatser.

Med aftalen om Folkeskolens Kvalitetsprogram (2024) er skolebestyrelsens rolle i samtalerne styrket, idet mindst én forældrevalgt repræsentant skal inviteres til den årlige samtale. Indholdet fastlægges lokalt, men omfatter som udgangspunkt status på skolens udviklingsområder, elevernes faglige progression og trivsel (herunder nationale test og trivselsmåling), opfølgning på sidste års aftaler samt drøftelse af kommende indsatser og fælles mål. Referat fra samtalerne offentliggøres på skolernes hjemmeside. Til årets samtaler var der bred enighed om, at det er gavnligt at inddrage både forældre og elever i drøftelserne om skolen, og at skoleudviklingssamtaleformatet er et godt udgangspunkt for at systematisere denne inddragelse.

Alle samtalerne tog udgangspunkt i hver enkelt skoles unikke sammensætning og behov, men der var, dette til trods, flere temaer, der gik igen på mange af skolerne. Kendetegnet for skolerne er eksempelvis, at vejlederne på skolen inddrages i arbejdet med at styrke både den faglige udvikling såvel som trivselsarbejdet. Foruden den faglige og trivselsmæssige udvikling på skolerne var der fire temaer, der blev nævnt på mange af skolerne:

Tryghed og genkendelighed i overgange

Flere af skolerne beskriver, hvordan der arbejdes med trivsel og tryghed i overgangene mellem dagtilbud og SFO og igen fra SFO til skolestart. Skolerne har igennem en årrække udviklet deres praksis for, at organiseringen og medarbejderne bedst muligt kan understøtte, at børnenes overgange bliver mere trygge med fokus på genkendelighed for børnene.

Elevinddragelse

Mange af skolerne arbejder på at styrke elevinddragelsen på skolen. Der arbejdes eksempelvis med at forstærke elevrådet rolle, opkvalificere rekrutteringen til elevrådet, med medansvar og samhørighed på tværs af klassetrin. Endelig inddrager flere skoler eleverne i det løbende trivselsarbejde på skolen.

Sunde digitale vaner og teknologisk dannelse

De fleste skoler har indført eller fastholder, at skole- og SFO-tid holdes mobilfri, og der arbejdes generelt på tydelige og bevidste rammer for skærmbrug. På samme vis arbejder alle skolerne med den viden og erfaring, der er at hente i certificeringsforløbet i sunde digitale vaner.

Fastholdelse af elever og fortællingen om folkeskolen

En del af skolerne oplever udfordringer med fastholdelse af eleverne særligt ved overgangen til udskolingen. Både ledelser og bestyrelser beskriver flere steder en bekymring for, at der er en stor andel elever, der flytter til privatskoler ved overgangen til udskolingen. Som svar på dette arbejder flere af skolerne med informationsmøder for elever og forældre inden overgangen til udskolingen, særlige faglige tilbud som turbomatematik, talentindsatser og stærkere profilering af skolen. På flere af samtalerne blev der af både ledelser og skolebestyrelserne i tillæg til dette berørt et ønske om, at der arbejdes på at styrke udskolingen og fortællingen om dette på tværs af skoleområdet i Rødovre Kommune.

Fælles skoleudviklingssamtale

Kommunalbestyrelsen har i februar 2023 besluttet, at den lokale udmøntning af skoleudviklingssamtaler også indbefatter et årligt temamøde mellem skolebestyrelsen og BSU. På det årlige temamøde skal der gives mulighed for at udveksle perspektiver og videndele på tværs af skolerne, så de lokale erfaringer, udfordringer og succeshistorier kan styrke det samlede skoleområde. Ved temamødet med skolebestyrelserne i marts 2025 blev det, på baggrund af skoleopdelte datapakker og drøftelser om disse, drøftet, hvilke emner, der kunne være relevante at belyse til den fælles skoleudviklingssamtale. Her blev der peget på følgende emner: fælles skoledistrikt, fastholdelse af elever i udskolingen, sprog og faglighed, digitale strategier, elevtrivsel og fravær, ressourcer og støtte på skolerne og endelig elevinddragelse og medbestemmelse.

Mange af de nævnte emner er allerede en del af indsatser og fokusområder på skoleområdet og på tværs i Børne- og kulturforvaltningen. Der er eksempelvis nedsat en arbejdsgruppe til at evaluere det fælles skoledistrikt, og der er som del af handleplanen Mod på trivsel både fokus på både elevinddragelse, sunde digitale vaner, elevtrivsel og styrkelse af overgange mellem dagtilbud og SFO/skole.

På baggrund af input fra skoleudviklingssamtalerne og fra forårets temaaften med skolebestyrelserne planlægger Børne- og Kulturforvaltningen derfor, at temaet for den fælles skoleudviklingssamtale på temamødet til oktober skal være fastholdelse af elever i og styrket fortælling om kommunens udskolinger.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Den fælles skoleudviklingssamtale er planlagt til afholdelse den 9. oktober 2025 kl. 19.00-20.30.

Opfølgning på analyse af fravær i dagtilbud og skoler
Sag nr. 64

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

Børne- og Skoleudvalget orienteres om analyse af manglende tilhør i skole og dagtilbud, og for Børne- og Kulturforvaltningens plan for det videre arbejde med arbejdsgange, samarbejde, systematik, data og dokumentation om tidlig opsporing af bekymrende fravær i dagtilbud og skole som led i "Styrket samarbejde om udsatte børn og unge".

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at analysen og planen for det videre arbejde med arbejde tidlig opsporing af bekymrende fravær tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Som led i den politiske beslutning i Budget 2023 og 2025 om "Styrket samarbejde om udsatte børn og unge" blev der i foråret 2024 igangsat en ekstern analyse af kommunens faglige kvalitet i den tidlige opsporing af bekymrende fravær i dagtilbud og skole for at belyse, hvordan indsatsen kan styrkes. Baggrunden var blandt andet en stigning i antallet af underretninger, stigning i antallet af børn og unge, som visiteres til specialtilbud og stigning i antal børn og unge med ulovligt fravær. Analysen blev gennemført af BDO Advisory og tog udgangspunkt i 20 sager med svær skolevægring på tværs af aldersgrupper udvalgt af Rødovre Kommune, og kvalificeret gennem interviews med børn, forældre og fagprofessionelle. Udover ovenstående har Borgerrådgiveren i Rødovre Kommune i sin årsrapport for 2024 peget på enkelte områder, hvor procedurerne for børn i mistrivsel på skoleområdet er uklare, samt flere tilfælde hvor samspillet mellem Børne- og Familieafdelingen og Skoleområdet er præget af uklare snitflader og arbejdsgange.

Analysens hovedpointer

Analysen peger på forskelle i praksis på tværs af områder og institutioner. Analysen fremhæver følgende opmærksomhedspunkter:

  • I nogle sager ses en praksis, hvor der arbejdes systematisk med tidlig opsporing, inddragelse og evaluering af indsatser.
  • I andre sager fremstår handleplaner og dokumentation mere begrænsede, og samarbejdet mellem aktører er mindre tydeligt beskrevet.
  • I mange sager går der for lang tid fra de første tegn på mistrivsel til, at de fagprofessionelle agerer, og før de inddrager forældrene og igangsætter samarbejde om trivselsfremmende indsatser.
  • Der er variation i, hvordan skole, dagtilbud, PPR og BØFA dokumenterer, hvilket udfordrer overblikket over det samlede forløb.
  • Det tværfaglige samarbejde fremstår uensartet, både hvad angår tidspunkt for inddragelse og roller i opfølgning og planlægning.

Analysens anbefalinger

Som en del af analysen er der udarbejdet følgende 7 anbefalinger til opkvalificering af tidlig opsporing og faglig praksis:

1. Kvalificering af kommunens sagsbehandlings- og dokumentationspraksis

Det anbefales, at der udarbejdes bedre journaliseringspraksis på tværs af Skole, PPR og BØFA for at sikre gennemsigtighed af både sagsforløb og sagsindhold. Desuden anbefales det, at afgørelser om specialpædagogiske tilbud samt skole- og dagbehandling vurderes og revisiteres hvert år med fokus på tilbud, der er mindst muligt indgribende.

2. Tydeligere retningslinjer for tidlig opsporing

Det anbefales, at kommunen systematiserer og tydeliggør det konkrete arbejde med tidlig opsporing af mistrivsel.

3. Øget inddragelse af forældre og styrket forældresamarbejde omkring børn i mistrivsel

Det anbefales, at kommunen har fokus på systematisk tilgang til inddragelse af forældre fra registrering af første bekymring for at sikre hurtigere og mere kvalificeret handling fra de fagprofessionelle.

4. Kompetenceudvikling og supervision

Det anbefales at kommunen kompetenceudvikler de fagprofessionelle, så de oplever en styrkelse af relationskompetence og evnerne til at skabe inkluderende læringsmiljøer.

5. Kvalificering og systematisering af både det monofaglige samt tværfaglige samarbejde

Det anbefales, at skolernes interne dokumentationspraksis opkvalificeres herunder udarbejdelsen af handleplaner samt tydelig plan for opfølgning og evaluering.

6. Kvalificering af Pædagogisk Psykologis Vurdering (PPV)

Det anbefales, at udarbejdelse og brug af PPV’er og skolernes handleplaner opkvalificeres. Det anbefales, at der altid bruges fælles skabelon til PPV’erne og at krav til beskrivelser og detaljegrad i handleplanerne skærpes.

7. Fokus på tilrettelæggelsen af skoledagen

Det anbefales, at skolerne arbejder fokuseret på at skabe trygge og trivselsfremmende frikvarterer, tilrettelægger skoledage (særligt i indskoling og mellemtrin) med færre skift mellem lokaler, fag og lærere og endeligt sikrer fysiske undervisningsmiljøer, der fremmer et inkluderende læringsmiljø.

Plan for det videre arbejde

  • "Styrket samarbejde om udsatte børn og unge"

Rødovre Kommune er allerede godt i gang med en større faglige omstilling for at vende udviklingen gennem et styrket samarbejde mellem Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen. Således blev der i forbindelse med budget 2023 vedtaget en budgetresolution med fokus på at styrke samspillet mellem indsatser i Børne- og Familieafdelingen og Skoleafdelingen. I forlængelse af Budget 2024 blev det besluttet, at de to forvaltninger i regi af ”Råd til fremtidens velfærd” skulle intensivere samarbejdet yderligere. Og senest som led i aftalen om Budget 2025, har forvaltningerne iværksat tre spor i samarbejdet under overskriften ”Styrket samarbejde om udsatte børn og unge”:

1. Udarbejdelse af en fælles handleguide på tværs af Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen til tidlig opsporing, forståelse og håndtering af tegn på mistrivsel. Handleguiden er ved at blive kvalificeret i MED-systemet, hvorefter den forelægges politisk.

2. Styrket indsats for tilhør i dagtilbud og skole, bl.a. ved at etablere et tilhørsteam, som skal varetage en række konkrete komplekse fraværssager. Tilhørsteamet har i foråret arbejdet med et antal sager på skoleområdet, der har vist gode resultater, og hvor erfaringerne nu kvalificeres i forhold til det videre arbejde for teamet.

3. Etablering af et nyt tilbud ”Mød Mig” – for børn, unge og forældre, hvor børn og unge med tegn på mistrivsel samt deres forældre kan henvende sig og få en indledende samtale, rådgivning og vejledning eller blive hjulpet videre til andet kommunalt tilbud eller et tilbud uden for kommunen (fx i civilsamfundet)."Mød mig for børn, unge og forældre" er netop åbnet den 1. september 2025.

I forhold til anbefalingerne om kompetenceudvikling af medarbejderne er det allerede besluttet ved budget 2025 at afsætte midler til, at det pædagogiske personale på almenskolerne og Det Specialpædagogiske Center efteruddannes i specialpædagogiske kompetencer. En arbejdsgruppe med medarbejdere og ledere fra skolerne har nu udviklet planen for kompetenceudvikling, hvor netop relationskompetencer og konflikthåndtering indgår. Kompetenceudviklingsforløbet er igangsat på skolerne i august 2025. En lignende opkvalificeringsindsats er igangsat på Dagtilbudsområdet for 230 medarbejdere. I forhold til at tilrettelægge skoledage med færre skift, bedre pauser og med inkluderende læringsmiljøer, er der allerede igangsat aktiviteter på skolerne som bl.a. beskrevet i handleplanen Mod på trivsel vedtaget i juni 2025. Eksempelvis arbejdes der med trivselsindsatser om lærerstabilitet og tryghed i undervisningen, læringsmiljøer der fremmer faglighed og trivsel samt legepatruljer og voksenstyrede aktiviteter i pauserne.

Foruden ovenstående indsatser og samarbejde vurderer Børne- og Kulturforvaltningen, at der er behov for at arbejde fokuseret med arbejdsgange, systematik og fælles datagrundlag, der præsenteres i det følgende.

Arbejdsgange, systematik og udvikling og/eller kvalificering af redskaber

Der arbejdes på, at følgende redskaber i løbet af skoleårene 2025/2026 og 2026/2027 revideres og/eller udvikles:

  • Vejledning og retningslinjer for fraværsregistrering og fraværshåndtering på skoleområdet
  • Tværgående model og retningslinjer for tidlig opsporing
  • Systematisk og tydeligere praksis for inddragelse og samarbejde med forældre og børn
  • Fælles skabelon for PPV’er og skærpede krav og standard for handleplaner
  • Rammer for tværfagligt samarbejde og opfølgning

Derudover arbejdes der som led i Mod på trivsel på styrkede rammer og procedurer for overgangen mellem dagtilbud og skole.

Etablering af fælles datagrundlag

Børne- og Kulturforvaltningen har igangsat et arbejde med at systematisere dataindsamling og opfølgning på tværs af skole, PPR og BØFA igennem både forbedrede mødestrukturer og brug af data. Der arbejdes med følgende indikatorer:

  • Udvikling i fravær for skolebørn (lovligt/ulovligt, herunder 10 % og 15 % tærskler)
  • Visitationer til specialpædagogiske tilbud og behandlingstilbud ift. børnetal
  • Systematisk dataopfølgning på visitationer og indsatser, herunder
    • Indsatser afprøvet på almenskolen
    • Varighed af indsatserne på almenskolen
    • Indsatser afprøvet uden for almenskolen
    • Varighed af indsatser uden for almenskolen
    • Skoletilbud efter indsatsen (almenskole, specialskole, behandlings- og specialundervisningstilbud)
  • Andel af elever uden 9. klasses afgangsprøve
  • Andel elever med mindst 02 i dansk og matematik
  • Overgange til ungdomsuddannelse
  • Udvikling i underretninger og sociale indsatser

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Kompetenceudvikling af medarbejderne på almenskolerne og Det Specialpædagogiske Center er igangsat i august 2025 og vil foregå over de næste to år. Planen for arbejdsgange, systematik og fælles datagrundlag kvalificeres og anvendes i løbet af skoleåret 2025/2026 og skoleåret 2026/2027.

Bilag

Bilag 1: Pixi-udgave- Analyse af manglende tilhør i skole og dagtilbud

Differentieret forældrebetaling i forbindelse med den nationale forsøgsordning for skolemad
Sag nr. 65

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen godkendte i august Islev Skoles deltagelse i den nationale forsøgsordning for skolemad 2025-2028. Børne- og Kulturforvaltningen præsenterer nu en model for differentieret forældrebetaling, hvor prisen pr. måltid fjernes for husstande med lav indkomst, som benytter sig af madordningen.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at der indføres et indkomstafhængigt tilskud i forbindelse med den nationale forsøgsordning for skolemad, så prisen pr. måltid fjernes for husstande med en samlet årlig indkomst op til 208.101 kr.  

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

I august 2025 blev sagen ”Tilmelding til den nationale forsøgsordning for skolemad” politisk behandlet, og Kommunalbestyrelsen godkendte Islev Skoles deltagelse i forsøgsordningen med klassetrinsgruppen ’mellemtrinnet’ og finansieringsmodellen ’forældrebetaling 15 kr.’.

Børne- og Kulturforvaltningen har undersøgt, hvordan andre kommuner, som deltager i den nationale forsøgsordning for skolemad, forholder sig til muligheden for at indføre et differentieret indkomstafhængigt tilskud, så prisen pr. måltid reduceres eller fjernes for husstande med lav indkomst.

Fælles for flere af de deltagende kommuner gælder, at der endnu ikke er truffet en endelig beslutning omkring rammerne. Nogle kommuner har valgt at lægge beslutningen ud til skolebestyrelserne på deres deltagende skoler, som udarbejder principper for hver deres madordning. Andre kommuner har med afsæt i erfaringer fra tidligere skolemadordninger ikke planer om at indføre differentieret forældrebetaling i lyset af henholdsvis størrelsesordenen på forældrebetalingen og de administrative konsekvenser ved at indføre differentiering.

I Rødovre Kommune er der bl.a. differentieret forældrebetaling på børnepasning i dagtilbud og skolefritidsordninger. Forældre kan få fuld eller delvis friplads med afsæt i Børne- og Undervisningsministeriets fripladsskala i dag-, fritids- og klubtilbud m.v. Det betyder, at husstande med en samlet årlig indkomst op til 208.101 kr. får fuld friplads, og at husstande med en samlet årlig indkomst fra 208.101 kr. til 646.499 kr. får delvis friplads.

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller, at der i forbindelse med den nationale forsøgsordning for skolemad indføres en model for differentieret forældrebetaling på linje med den eksisterende praksis i kommunen. Dog anbefaler forvaltningen, at der i forbindelse med skolemadordningen ikke indføres delvis friplads, som vil være bureaukratisk og omstændeligt i praksis – særligt taget i betragtning af at prisen på 15 kr. pr. måltid skolemad ligger væsentlig under taksterne for børnepasning. Samtidig skal det være en forudsætning i samarbejdet med den eksterne leverandør af skolemadordningen, at børnene ikke kan se eller mærke, hvem der modtager tilskud. Således må den differentierede forældrebetaling alene fremgå i forbindelse med forældrenes tilmelding/betaling, typisk i et online system, og ikke komme til udtryk, når maden udleveres til børnene på skolen.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Tilskudsmidlerne kan anvendes til at indføre det differentierede indkomstafhængige tilskud.

Tidsplan

Islev Skole skal senest på første skoledag efter juleferien primo januar 2026 tilbyde skolemad til eleverne på mellemtrinnet.

Orientering om sundhedsprofil for børn født i 2023 samt børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i 2023/24
Sag nr. 66

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger rapporterne "Sundhedsprofil for børn og unge født år 2023" samt "Sundhedsprofil for børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i skoleåret 2023/24" til orientering.

Sagen behandles samtidig i Social- og Sundhedsudvalget, Børne- og Skoleudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at "Sundhedsprofil for børn og unge født år 2023" samt "Sundhedsprofil for Børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i skoleåret 2023/24" tages til efterretning

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune deltager hvert år i det tværkommunale samarbejde Databasen Børns Sundhed, som drives af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet. 33 kommuner indgår i samarbejdet, som har til formål at skabe viden om børns sundhed og trivsel samt understøtte udviklingen af kvalitet i sundhedsplejen.

Som en del af samarbejdet udarbejdes årligt to sundhedsprofiler (vedlagt som bilag):

Sundhedsprofil for børn født i 2023 (bilag 1)

Denne rapport bygger på data fra sundhedsplejens journaler, som udfyldes ved fire sundhedsplejerskebesøg inden for barnets første leveår. Sundhedsprofilen indhenter data fra to journalsystemer, henholdsvis Solteq Sund-journalsystem og NOVAX-journalsystem. Sundhedsplejen i Rødovre Kommune anvender Solteq Sund-journalsystemet.
Sundhedsprofilen viser, at der for nogle faktorer er variation i registreringerne mellem de to journalsystemer. Disse forskelle er også observeret de tidligere år, og kan f.eks. skyldes forskellige registreringsfelter i systemerne.

I 2023 indgår i alt 21.521 børn i sundhedsprofilen fordelt på 33 kommuner. Fra Rødovre Kommune indgår data om 538 børn. Rapporten belyser blandt andet amning, søvn, vægt og vækst, motorik, psykisk trivsel i familien og forældre-barn-relationen. Resultaterne bidrager med vigtig viden om småbørns sundhed og trivsel og danner baggrund for den forebyggende indsats i de tidlige leveår.

Sundhedsprofil for børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i skoleåret 2023/2024 (bilag 2)

Denne rapport bygger på data fra de lovpligtige helbredsundersøgelser i indskoling (0. klasse) og udskoling (9. klasse).

I skoleåret 2023/24 har 22 kommuner leveret data ind til sundhedsprofilen. I alt har 11.355 børn deltaget i indskolingsundersøgelsen (458 fra Rødovre) og 10.406 unge har deltaget i udskolingsundersøgelsen (370 fra Rødovre).

Sundhedsprofilen giver et indblik i børn og unges trivsel, mentale sundhed, sociale relationer, sundhedsvaner og risikoadfærd og udfyldes af sundhedsplejen i dialog med barnet/den unge. Resultaterne anvendes til at følge udviklingen over tid og identificere relevante indsatsområder.
Ved fortolkning af sundhedsprofilernes resultater er det vigtigt at være opmærksom på, at forskelle mellem kommunerne ikke alene afspejler forskelle i børn og unges sundhedstilstand, men også kan skyldes variationer i befolkningssammensætningen og forskelle i registreringspraksis. Data bør derfor ses som et grundlag for dialog og refleksion og ikke endegyldige konklusioner.

Kommende landsdækkende database
Regioners Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP), Danske Regioner, Statens Institut for Folkesundhed (SIF), Sundhedsdatastyrelsen, Databasen Børns Sundhed og Kommunernes Landsforening samarbejder lige nu om at udvikle Landsdækkende Database for Børn og Unges sundhed (LDBU), som i fremtiden skal ensrette og samle udvalgt data fra den kommunale sundhedspleje. Den nationale database er undervejs.

Udvalgte resultater for Sundhedsprofil for børn født i 2023

Sundhedsplejen spiller en central rolle i at støtte småbørnsfamilier i barnets første leveår og skabe grundlag for tidlig opsporing og forebyggelse. Et tæt samarbejde med forældrene i denne periode giver mulighed for at opdage udfordringer tidligt og understøtte en tryg start på barnets liv.

  • 1,6 % af børnene i Rødovre Kommune er udsat for tobaksrøg i hjemmet. Denne andel er 3,3 % i hele populationen og 3,7 % blandt kommunerne, der anvender Solteq Sund-journalerne.
  • 12,3 % af børnene i Rødovre Kommune har bemærkninger* til motorisk udvikling ved mindst to besøg i det første leveår. Denne andel er 5,8 % i hele populationen og 8,4 % blandt kommunerne, der anvender Solteq Sund-journalerne.
  • 12,7 % af børnene i Rødovre Kommune har bemærkninger* til søvnen ved mindst ét besøg i det første leveår. Denne andel er 12,0 % i hele populationen og 18,8 % blandt kommunerne, der anvender Solteq Sund-journalerne.
  • 5,0 % af børnene i Rødovre Kommune har bemærkninger* til uro og gråd ved mindst ét besøg i det første leveår. Denne andel er 6,5 % blandt kommunerne, der anvender Solteq Sund-journalerne.

Udvalgte resultater for Sundhedsprofil for børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i skoleåret 2023/2024

Sundhedsprofilen viser, at de fleste børn og unge i Rødovre Kommune fortsat trives og har sunde relationer. I både ind- og udskoling vurderer et stort flertal af eleverne, at de er glade, har det godt, og har god kontakt til jævnaldrende. For eksempel angiver 95 % af eleverne i indskolingsundersøgelsen, at være meget glad/glad.

Indskoling (0. klasse)

  • 18,0 % af indskolingsbørnene i Rødovre Kommune har overvægt eller svær overvægt. I hele populationen er andelen 13,5 %.
  • 6,3 % af indskolingsbørnene i Rødovre Kommune vurderer, at de generelt trives dårligt. I hele populationen er andelen 4,9 %.
  • 8,0 % af indskolingsbørnene i Rødovre Kommune vurderer, at de trives dårligt i skolen. I hele populationen er denne andel 10,6 %.

Udskolingen (9. klasse)

  • 9,3 % af de unge i Rødovre Kommune har en bemærkning* til alkohol. Denne andel er 8,4 % i hele populationen.
  • 5,9 % af de unge i Rødovre Kommune har en bemærkning* til rygning. Denne andel er 3,8 % i hele populationen.
  • 16,6 % af de unge i Rødovre Kommune har overvægt eller svær overvægt. I hele populationen er andelen af unge med overvægt/svær overvægt 16,3 %.
  • 3,3 % af de unge i Rødovre Kommune har en bemærkning* til trivslen i hjemmet. I hele populationen er denne andel 5,0 %.
  • 3,9 % af de unge i Rødovre Kommune har en bemærkning* til trivslen i skolen. Denne andel er 5,4 % blandt undersøgelsens øvrige kommuner, der laver udskolingsundersøgelsen blandt 9. klasseselever.

*En ”bemærkning” betyder, at sundhedsplejersken vurderer, at der er en udvikling hos barnet, der ikke er alderssvarende, eller forhold, der kræver yderligere observation, undersøgelse eller henvisning til et relevant kommunalt tilbud eller til yderligere udredning i almen praksis.

Den ledende sundhedsplejerske deltager på mødet i Social- og Sundhedsudvalget og præsenterer hovedresultaterne mundtligt. Børne- og Skoleudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget modtager sagen som en skriftlig orientering.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Sundhedsprofil for børn født i 2023
Bilag 2: Rødovre Rapport

Diverse
Sag nr. 67

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Underskriftsside
Sag nr. 68

Beslutningskompetence: BSU

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at Børne- og Skoleudvalget godkender beslutningsprotokollen.

Beslutning

Protokollen blev underskrevet.

Sagsfremstilling

Børne- og Skoleudvalget skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen. For at godkende beslutningsprotokollen skal hvert medlem underskrive ved at trykke på "Godkend".