Kultur- og Fritidsudvalget

10-02-2015

Medlemmer

Jan Kongebro (A)
Pia Hess Larsen(A)
Chris Lassen Jensen(C)
Niels Spittau (O)

Fraværende

Flemming Lunde Østergaard Hansen (A)

Sager 4 - 8

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 4

Sagens kerne

Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser.

Indstilling

Meddelelsespunktet forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Nyhedsliste for Kultur- og Fritid for perioden 24.12.14 - 01.02.15

Vestbad, renovering og ombygning - organisering , udbuds- og entrepriseform, ansøgning om projekteringsbevilling
Sag nr. 5

Sagens kerne

Godkendelse af projektets organisering samt udbuds- og entrepriseforhold til brug for udarbejdelse af projektforslag til renovering og ombygning af 50 m bassin og omklædning mv.

På anlægsbudgettet (Investeringsoversigten) i budget 2015 er der afsat rådighedsbeløb på 2.400.000 kr. til projektering mv., hvoraf Brøndby Kommune afholder 1.200.000 kr., svarende til halvdelen af beløbet.

Beløbet er afsat på grundlag af programoplæg udarbejdet oktober 2012.

Der søges om en projekteringsbevilling på 2.400.000 kr. til frigivelse af rådighedsbeløb til ovennævnte projekt samt en indtægt på 1.200.000 kr. fra Brøndby Kommune.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at organisering og tidsplan godkendes,
  2. at udbuds- og entrepriseformer godkendes,
  3. at Teknisk Forvaltning varetager opgavens gennemførelse med bistand fra ekstern rådgiver,
  4. at der gives en anlægsbevilling til frigivelse af rådighedsbeløb på 2.400.000 kr. til projektering mv. og
  5. at der gives en anlægsbevilling på -1.200.000 kr. (indtægt) til frigivelse af rådighedsbeløb til tilskud fra Brøndby Kommune

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget),

idet notat om forventninger til den fremtidige driftsøkonomi udarbejdes til den videre politiske behandling.

Sagsfremstilling

Vestbad, der er et fælles kommunalt samarbejde mellem Brøndby Kommune og Rødovre Kommune, blev etableret i 1958 som et af Danmarks allerførste friluftsbade med to bassiner, vandlegeområde til små børn og et stort kuperet terræn til solbadning og leg.

I 1970 blev anlægget suppleret med et stort indendørs 50 m bassin, nye omklædningsrum og cafeteria samt motionscenter.

I 2006 blev seneste etape taget i brug med en leg- og morskabsafdeling, varmtvandsbassin og wellnessafsnit med kurbad.

Det oprindelige indendørs svømmeanlæg er efter mere end 40 års drift udtjent, og der er behov for en gennemgribende renovering af bassinkonstruktionerne, vandbehandlingsanlæggene og bad-/omklædningsområdet.

De to kommunalbestyrelser besluttede derfor i 2012 at gennemføre en renovering og ombygning af den oprindelige svømmehal, og på baggrund af det udarbejdede programoplæg af oktober 2012 blev det besluttet at arbejde videre med programoplæggets model B samt at nytænke det udendørs anlæg.

Illustreret programoplæg af oktober 2012 vedlagt sagen som bilag.

Udendørs areal
Forslag til nytænkning af udendørs areal er under udarbejdelse og vil blive fremlagt senere.

Dialog med brugergrupper
Der har været afholdt dialogmøde den 3.11.2014 med repræsentanter fra foreninger og brugergrupper om den kommende renovering og ombygning af 50 m bassin og omklædning mv. samt alternative løsningsforslag fra nogle af brugerne, bl.a. ønske om bevarelse af 50 m bassinet.

De alternative forslag fra brugerne er efterfølgende blevet undersøgt nærmere, herunder konsekvenserne af at opfylde ønske om bevarelse af 50 m bassinet.

På baggrund heraf har man i bestyrelsen for Vestbad besluttet, at der arbejdes videre med den oprindeligt vedtagne model B, da denne model bedst tilgodeser den ønskede kapacitet og kvalitet samt mulighederne for tilbud til en bred vifte af brugergrupper.

Projektet
Programoplæggets model B.
Udover en gennemgribende renovering af betonkonstruktioner, vandbehandlingsanlæg og bade-/omklædningsfaciliteter omfatter projektet i hovedtræk:

  • Nedlæggelse af det eksisterende 50 m svømmebassin
  • Nyt 25 m svømmebassin, 15 m bredt med 6 konkurrencebaner
  • Nyt varmtvandsbassin, ca. 12,5 x 7,5 m til genoptræning, babysvømning mv.
  • Nyt dybvandsbassin med udspring og klatrevæg til brug for bl.a. svømmetræning, dykkertræning, undervandsrugby mv.
  • Udvidelse af omklædningsområdet og
  • Udvidelse af fitnessområdet.

Hele projektet udføres inden for de givne bygningsmæssige rammer.

Projektets organisering
Til gennemførelse af renovering og ombygning samt nytænkning af udendørs anlæg foreslås nedsat en styregruppe og et tilknyttet sekretariat samt en projektgruppe.

Styregruppen sammensættes af:

  • Eva Roed, Formand for bestyrelsen for Vestbad, Brøndby Kommune,
  • Kent Magelund, Formand for Idræts- og Fritidsudvalget, Brøndby Kommune,
  • Henrik Rademacher, Medlem af bestyrelsen for Vestbad, Brøndby Kommune,
  • Lene Due, Næstformand for bestyrelsen for Vestbad, Rødovre Kommune,
  • Niels Spittau, Medlem af bestyrelsen for Vestbad, Rødovre Kommune,
  • Jan Kongebro, Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Rødovre Kommune.

Styregruppen er ansvarlig bygherre for projektet.

Der nedsættes en Projektgruppe med følgende sammensætning:

  • Anders Lou, Kommunaldirektør, Brøndby Kommune,
  • Søren Hamberg, Fagchef for Idræt-Fritid-Bevægelse, Brøndby Kommune,
  • Jette Egholm, Børne- og Kulturdirektør, Rødovre Kommune,
  • Henning Elmelund, Kultur- og Fritidschef, Rødovre Kommune,
  • Claus Madsen, Inspektør, Vestbad,
  • Pia Nielsen, Sikkerhedsrepræsentant, Vestbad,
  • Bjarne Rieckmann, Stadsarkitekt, Rødovre Kommune,
  • Jens Førby, Afdelingsleder Bygningsafdelingen, Rødovre Kommune,
  • Lise Rørbæk Barsøe, Afdelingsleder Park- og Naturafdelingen, Rødovre Kommune,
  • Merethe Hansen, Projektkoordinator Børne- og Kulturforvaltningen, Rødovre Kommune.

Projektgruppen kan suppleres med ad-hoc deltagere, når det findes hensigtsmæssigt.
Projektgruppen er forum for projektets funktionelle indhold og indstiller beslutninger til Styregruppen.
Projektorganisationen i Teknisk Forvaltning, Rødovre Kommune er ansvarlig for projektets byggefaglige indhold, herunder byggeteknik, byggestyring, økonomi, udbudsjura og kontrakter.

Der nedsættes endvidere et Projektsekretariat med følgende sammensætning:

  • Søren Hamberg, Fagchef Idræt-Fritid-Bevægelse, Brøndby Kommune,
  • Claus Madsen, Inspektør, Vestbad,
  • Henning Elmelund, Kultur og Fritidschef, Rødovre Kommune,
  • Merethe Hansen, Projektkoordinator Børne- og Kulturforvaltningen, Rødovre Kommune.

Projektsekretariatet betjener Styregruppen og Projektgruppen med mødeafholdelse, referater, sagsfremlæggelser mv. og formidler i øvrigt projektet i forhold til brugerne, de kommunale forvaltninger og de politiske niveauer.

Udbuds- og entrepriseforhold
Projektet forudsættes gennemført som en totalentreprise udbudt på grundlag af et gennemarbejdet projektforslag.

Når projektforslaget er politisk godkendt udbydes projektet i totalentreprise.

På grund af projektets samlede omfang skal såvel den tekniske rådgivning som udførelsen jf. gældende lovgivning udbydes efter EU’s udbudsdirektiver.

Det forudsættes, at begge dele udbydes til en begrænset kreds af bydende efter en prækvalifikationsrunde.

Rådgiver
Det foreslås, at rådgiverydelserne (forundersøgelser, projektforslag, tilsyn, byggeledelse mv) udbydes til 5 rådgiverteams (arkitekt og ingeniør) efter prækvalifikation.

Ved prækvalifikationen tænkes de 5 teams primært udvalgt efter relevante referencer fra projektering af svømmebade og fra ombygning og renovering af svømmebade eller byggerier af tilsvarende kompleksitet.

Efter udbud til de prækvalificerede forudsættes rådgiverydelsen tildelt efter kriteriet økonomisk mest fordelagtige tilbud med følgende underkriterier:

  • Tilbudt økonomi (honorarprocent),
  • Organisering af opgaven, herunder CV’er for nøglemedarbejdere,
  • Procesbeskrivelse for opgavens gennemførelse.

Entreprise
Tilsvarende foreslås det, at udførelsen (entreprisen) udbydes til 5-6 entreprenørfirmaer efter prækvalifikation.

Ved prækvalifikationen tænkes de bydende primært udvalgt efter relevante referencer fra udførelse af svømmebade samt ombygning og renovering af svømmebade eller byggerier af tilsvarende karakter for såvel entreprenøren selv som for hans tilknyttede rådgivere og underleverandører.

Efter udbud til de prækvalificerede entreprenører forudsættes entreprisen tildelt efter kriteriet økonomisk mest fordelagtige tilbud med følgende underkriterier:

  • Den tilbudte økonomi for det samlede projekt fordelt på nettohåndværkerudgifter, dækningsbidrag, styringsomkostninger og teknikerhonorarer,
  • Projektets ydeevne, fx energiforbrug og miljøbelastning i driftsfasen, driftsomkostninger (totaløkonomi), driftsvenlighed/driftssikkerhed,
  • Beskrivelse af afleveringsproces (afprøvning, idriftsætning, ibrugtagning),
  • Organisering af opgaven, herunder CV’er for nøglemedarbejdere,
  • Procesbeskrivelse for opgavens gennemførelse, herunder beskrivelse af kvalitetssikring.

Bygherrerådgiver
Svømmebadsprojekter er teknisk komplicerede og væsentligt mere sårbare over for fejl end andre byggeprojekter.

Det forudsættes derfor, at der gennem hele processen samarbejdes med en egentlig bygherrerådgiver, der dels har særlige kompetencer i udbuds- og kontraktforhold, og dels har faglig baggrund for kontrol af det tekniske niveau i arbejdet fra de rådgivere og entreprenører, der indgås kontrakter med.

Honorar til bygherrerådgiver har et begrænset omfang, så der er ikke krav om, at denne ydelse udbydes.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse 623 af 13.06.2012 om svømmebadsanlæg m.v. og disses vandkvalitet, der regulerer kvalitetskravene og de hygiejniske forhold i svømmebadsanlæg.

Som kommunalt byggeri over 10 mill. kr er projektet omfattet af krav om sociale klausuler om uddannelses- og praktikaftaler i udbud.

Bekendtgørelse 118 af 06.02.2103 om anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) i offentligt byggeri der indebærer, at der ved kommunalt byggeri over 20 mill. kr. skal ske en koordinering af den samlede IKT-anvendelse mellem alle involverede parter.

Økonomiske konsekvenser

De to kommuner har i årene 2015-2017 tilsammen afsat rådighedsbeløb på i alt 68,5 mill. kr. til projektet (2012-prisniveau), hvoraf gennemførelse af renovering og ombygning vedrørende 50 m bassin og omklædning udgør anslået 65,4 mill. kr., og bortskaffelse af udendørs bassin samt Hønen udgør anslået 3,1 mill. kr.

Der ansøges om en projekteringsbevilling i 2015 på i alt 2.400.000 kr., hvoraf halvdelen afholdes af Brøndby Kommune.

Tidsplan

Renovering og ombygning gennemføres med opstart af projektet i februar 2015 og med forventet udførelse i perioden december 2016 - april 2018.

Der arbejdes hen imod, at wellness-området kan holdes åbent under byggeriet.
Der vil dog forekomme perioder med støjende aktiviteter, ligesom midlertidig lukning kan komme på tale.

Kultur- og Fritidsudvalget, Rødovre

10. februar 2015

Økonomiudvalget, Rødovre

18. februar 2015

Kommunalbestyrelsen, Rødovre

24. februar 2015

Idræts- og Fritidsudvalget, Brøndby 18. februar 2015
Økonomiudvalget, Brøndby 4. marts 2015
Kommunalbestyrelsen, Brøndby 11. marts 2015
EU-udbud rådgiver marts - august 2015
Udarbejdelse af projektforslag september - december 2015
Godkendelse af projektforslag, ansøgning om bevilling februar - marts 2016
EU-udbud entreprise april - juni 2016
Detailprojektering og myndighedsbehandling juli - november 2016
Udførelse start december 2016
Ibrugtagning, forventet april 2018

Bilag

Bilag 1: Teknisk Forvaltnings bevillingsoplæg af 23. januar 2015
Bilag 2: Illustreret programoplæg, oktober 2012
Bilag 3: Oplæg til tids- og aktivitetsplan af 9. januar 2015

Midlertidig udflytning af Tjørneparkens vuggestuebørn til lokaler på Islev Bibliotek
Sag nr. 6

Sagens kerne

I forbindelse med en større renovering af Børneinstitutionen Tjørneparken foreslår Børne- og Kulturforvaltningen, at institutionens vuggestuebørn midlertidigt flytter til lokaler på Islev Bibliotek i perioden 1. maj til 15. august 2015.

Sagen behandles samtidig i Børne- og Skoleudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at den foreslåede midlertidige udflytning af vuggestuebørnene godkendes.

Beslutning

Anbefales.
(Til Økonomiudvalget).

Sagsfremstilling

Børneinstitutionen Tjørneparken er normeret til max. 100 børnehavebørn og 32 vuggestuebørn. Institutionen er beliggende på Rådmand Billes Vej i en ejendom, som Rødovre Kommune lejer af Boligselskabet Lejerbo.

Der har gennem længere tid været planlagt en udskiftning af institutionens tag og vinduer på 1. sal samt eventuel udskiftning af ventilationen. Det er aftalt med Lejerbo, at byggeperioden kommer til at ligge fra den 1. maj til den 15. august 2015, hvor der påregnes at være færrest børn i institutionen.

For børnehavebørnenes vedkommende vil der i den omhandlende periode som udgangspunkt være lukket for indskrivninger, det vil sige, at der påregnes at være ca. 30 ledige børnehavepladser. De børn, der er tilbage i institutionen, vil i størst muligt omfang blive tilbudt aktiviteter uden for institutionens område, da byggeriet bl.a. vil betyde opstilling af stilladser rundt om bygningen. Institutionen vil bl.a. blive tilbudt daginstitutionsområdets minibus.

På grund af ombygningens omfang er det ikke muligt for vuggestuebørnene at blive i institutionen, mens renoveringen finder sted.

Det har imidlertid vist sig vanskeligt at finde egnede lokaler i nærheden til de 30 vuggestuebørn, der vil være indskrevet i Tjørneparken. Forvaltningen foreslår, at vuggestuebørnene flytter ind i lokaler på Islev Bibliotek under ombygningen.

For borgerne vil det fortsat være muligt at benytte biblioteksfaciliteterne i forbindelse med udlån samt brug af computere m.v., idet vuggestuebørnene alene vil komme til at befinde sig i arrangementslokalet og depotrum samt en del af børnebibliotekets areal.

Institutionens børn og forældre vil få adgang til lokalerne ad "bagindgangen", og der vil blive placeret nogle letvogne med pusle- og toiletfaciliteter på bagsiden af biblioteksbygningen.

Forvaltningen vil kontakte de omkringliggende boligselskaber med henblik på lån af legepladsområder.

I forbindelse med sagens behandling er der indhentet supplerende oplysninger fra bibliotekets sekretariat, hvoraf det bl.a. fremgår, at arrangementslokalet i 2014 var benyttet i alt 16 gange til arrangementer i perioden 5. maj til 1. september.

Det er endvidere oplyst, at Musikskolen kontinuerligt anvender arrangementslokalet til rytmik for småbørn. Musikskolens undervisning følger skoleåret, og skolen er blevet varskoet om muligheden for at Tjørneparken skulle flytte på Islev Bibliotek i en periode.

Bibliotekets sekretariat har afslutningsvis oplyst, at renoveringen af Hovedbiblioteket forventes afsluttet februar/marts 2015, hvor der igen vil blive åbnet for bookinger af Lille og Store Sal, ligesom det fortsat er muligt for en forening af booke sig ind på Rødovregård.

Forslaget har været forelagt Tjørneparkens forældrebestyrelse, og bestyrelsens bemærkninger vedlægges som bilag.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Udgifterne i forbindelse med udflytningen vil blive afholdt indenfor forvaltningens samlede ramme.

Tidsplan

Den 1. maj til 15. august 2015.

Bilag

Bilag 1: Tjørneparkens forældrebestyrelses kommentarer.

Forventet regnskab pr. ultimo december 2014 - Kultur- og Fritidsudvalget
Sag nr. 7

Sagens kerne

Forventet regnskab pr. ultimo december 2014 omfatter en opfølgning på forbruget af nettodriftsmidler i 2014 for Kultur- og Fritidsudvalgets rammer med udgangspunkt i status ultimo december 2014.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at forventet regnskab pr. ultimo december 2014 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Der henvises til bilaget "Forventet regnskab pr. ultimo december 2014 – Kultur- og Fritidsudvalget".

Lov- og plangrundlag

Principper for Økonomistyring i Rødovre Kommune.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Forventet regnskab pr. ultimo december 2014 - Kultur- og Fritidsudvalget

Diverse
Sag nr. 8

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst og godkendt. Mødet afsluttet kl. 19:55.