Kultur- og Fritidsudvalget

05-12-2023

Medlemmer

Formand Lene Due (A)
Pia Hess Larsen (A)
Tina Hippe Hansen (C)
Martin Rosenkrantz (F)
Marianne Christensen (Ø)

Sager 49 - 55

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 49

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Meddelelsespunktet fremlægges til orientering:

  1. Mundtlig præsentation af termiske kameraer på idrætsanlæg.

Indstilling

Meddelelsespunktet forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Anlægsinvesteringer på idrætsområdet 2025
Sag nr. 50

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Som led i udmøntningen af kommunens idrætspolitik samt en politisk ambition om at afsætte 10 mio. kr. årligt i en ti-årig periode, har Børne- og Kulturforvaltningen afprøvet og tilpasset en model for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet i 2022, 2023 og 2024. Børne- og Kulturforvaltningen foreslår, at erfaringerne fra disse processer danner grundlag for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer i 2025.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at modellen for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer i 2025 godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Børne- og Kulturforvaltningen har i forbindelse med prioritering og udvælgelse af midlerne i 2022, 2023 og 2024 afprøvet og justeret processen for anlægsinvesteringsønsker. Med udgangspunkt i erfaringerne fra disse foreslår Børne- og Kulturforvaltningen at tilpasse processen med følgende ændringer:

  • At Kultur- og Fritidsudvalget løbende holdes orienteret om processen, herunder hvilke anlægsprojekter kommunen modtager samt forvaltningens analyse af projekterne.
  • At analysegruppen udvides med repræsentanter fra DGI Storkøbenhavn, så kvaliteten i analysearbejdet højnes. Analysegruppen har hidtil bestået af medarbejdere fra Børne- og Kulturforvaltningen og Teknisk Forvaltning.
  • At udvælgelseskomitéen udvides med en repræsentant fra hver af brugerbestyrelserne, så perspektiverne og repræsentationen i udvælgelsesprocessen styrkes. Det anbefales, at repræsentanterne fra brugerbestyrelserne ikke i forvejen er med i udvælgelseskomitéen. Udvælgelseskomitéen har hidtil bestået af analysegruppen samt FIR's bestyrelse.

Ovenstående bygger videre på sidste års tilpasninger, hvor der bl.a. blev indført en to-delt ansøgningsproces med henblik på at afbureaukratisere og lette sagsgangen for ansøgerne.

Proces for udvælgelse af anlægsinvesteringer i 2025

Med udgangspunkt i ovenstående foreslås processen for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet i 2025 håndteret på følgende måde:

  • Den 5. december 2023: Kultur- og Fritidsudvalget godkender modellen for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet i 2025.
  • Den 6. december 2023: Første ansøgningsrunde åbner. Foreningerne tilbydes vejledning og sparring i ansøgningsfasen.
  • Den 31. januar 2024: Deadline for første ansøgningsrunde.
  • Februar 2024: Udvælgelse af projekter til anden ansøgningsrunde. Alle foreninger får direkte besked, om projektet er gået videre eller ej.
  • Ultimo marts 2024: Deadline for anden ansøgningsrunde.
  • April 2024: Orienteringssag til KFU vedr. de indsendte anlægsprojekter.
  • April og maj 2024: Analysegruppen beskriver og kvalitetstjekker de indsendte anlægsprojekter. Det udarbejdede materiale sendes i høring hos foreningerne samt FIR.
  • Juni 2024: Orienteringssag til KFU vedr. forvaltningens analyse af projekterne.
  • Juni 2024: Udvælgelseskomité prioriterer og udvælger, hvilke projekter der skal indstilles til politisk godkendelse.
  • Oktober 2024: Budget 2025 aftales, hvorefter der laves en anlægsbevillingssag til Kommunalbestyrelsen med udmøntning af de besluttede projekter.

Derudover gælder nedenstående fortsat i forbindelse med ansøgningsproceduren:

  • Foreningerne har mulighed for at få hjælp til udarbejdelse af deres projektforslag hos både Teknisk Forvaltning og Børne- og Kulturforvaltningen.
  • Foreninger, der får afslag, får en begrundelse, og kan få den uddybet med henblik på en ny ansøgning i næste runde.
  • Der opfordres til, at hvis flere foreninger har samme projektforslag, bør foreningerne gå sammen om ansøgningen.

Udvælgelseskriterier

Hvert år lægges en række kriterier til grund for, hvilke anlægsprojekter der prioriteres i den kommende ansøgningsrunde. Som eksempel kan der det ene år fokuseres på børn og unge, mens fokus et andet år kan være på ældre. Fælles for kriterierne er, at de er i tråd med Rødovre Kommunes idrætspolitik. Der foreslås følgende kriterier (uprioriteret) for processen for anlægsinvesteringer i 2025:

  • Anlægsprojekter, der kan øge kapaciteten eller forbedre udnyttelsesgraden af eksisterende faciliteter.
  • Anlægsprojekter, der kan stimulere diversiteten af idrætstilbud i Rødovre Kommune eller lokalt i et område i kommunen.
  • Anlægsprojekter, der fremstår modne og klar til at blive realiseret.

Det første kriterie er det samme, som var gældende i prioriteringsprocessen for 2023 og 2024. Forvaltningen anbefaler at fastholde dette kriterie, da der ved budget 2025 skal udarbejdes et oplæg til politisk beslutning, som skal beskrive ambitionsniveau og rækkefølgeplan for renovering og udbygning af Rødovrehallen, Rødovre Stadionhal og Espelundens Idrætsanlæg. Indtil dette oplæg er udarbejdet og resultaterne heraf er blevet indarbejdet i den strategiske planlægning af kommunens fremtidige anlægsinvesteringer, anbefaler forvaltningen, at der fortsat fokuseres på kommunens eksisterende faciliteter. Herunder hvordan kapaciteten kan øges og udnyttelsesgraden forbedres.

Det andet kriterie bunder i ønsket om at øge antallet af idrætsaktive borgere i Rødovre Kommune. En række undersøgelser viser, at diversitet og mangfoldighed i idrætstilbuddene i en kommune i højere grad øger antallet af idrætsdeltagende borgere end hvis der ydes støtte til færre og større idrætsgrene. Dette skal ses i lyset af, at Rødovre Kommune generelt ligger under landsgennemsnittet af foreningsmedlemmer, ligesom kommunen har færre foreningsaktive til sammenligning med kommunerne på Vestegnen.

Det tredje og sidste kriterie bunder i ønsket om at få eksekveret anlægsprojekter besluttet i budget 2025 hurtigst muligt, hvorfor projekter, der ikke medfører behov for foranalyser mv. vil vægtes højere. Således prioriteres de projekter, som fremstår gennemarbejdede og hvor fx priser og tegninger er indhentet.

Udover ovenstående kriterier ses der positivt på projekter, som er bæredygtige, multifunktionelle og hvor flere foreninger eller aktører kan samarbejde om brugen af faciliteten, jf. målene i idrætspolitikken.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Orientering om renovering af Rødovre Tennisanlæg
Sag nr. 51

Beslutningskompetence: KFU

Sagens kerne

Orientering vedrørende renovering af Rødovre Tennisanlæg.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at orientering vedrørende renovering af Rødovre Tennisanlæg tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

På Kommunalbestyrelsens møde den 29. november 2022 blev det godkendt at afsætte midler til renovering af Rødovre Tennisanlæg. Projektet omfatter, at alle ni baner omlægges til helårsbaner inklusiv ny hybridbelægning, nyt drænsystem, hegn, låger og LED-lysanlæg. Projektet blev vurderet til at koste 7,2 mio. kroner.

I august 2023 blev projektet sendt i udbud, hvor fem firmaer efter forudgående aftale blev anmodet om at afgive tilbud. Ved den efterfølgende licitation modtog kommunen to tilbud, og her viste det sig, at den samlede tilbudssum for de indsendte tilbud var ca. 1,6 mio. kroner højere end den af Rødovre Kommune bevilgede anlægssum. Tilbuddene var højere end vurderet tilbage i efteråret 2022 grundet de tiltagende prisstigninger i bygge- og anlægsbranchen, og fordi der er blevet udarbejdet et konkret projektgrundlag, hvor de lokale forhold er blevet undersøgt nærmere ved hjælp af prøver og forundersøgelser. Udbuddet blev herefter annulleret.

Ved en efterfølgende gennemgang og tilretning af projekteringsmaterialet blev det vurderet, at syv ud af de ni baner kunne renoveres inden for den bevilgede anlægssum ved et nyt udbud. Rødovre Tennisklub meddelte i den forbindelse, at klubben ønsker at medfinansiere den resterende del af beløbet med henblik på at komme i mål med den fulde renovering af de oprindelige ni baner.

Et nyt udbud blev herefter udsendt medio oktober omhandlende renovering af syv baner (bane 1-7) med option på renovering af de sidste 2 baner (bane 8-9) og dermed forventet samlet ni tennisbaner i alt. Optionen på de to baner er betinget af en forventet finansieret tillægsbevilling fra Rødovre Tennisklub, som overfor kommende valgt og igangværende entreprenør, skal være udløst af bygherre inden den 1. februar 2024.

Rødovre Tennisklub har sideløbende med udarbejdelsen af nyt tilbud afsøgt flere forskellige muligheder for medfinansiering. Endelig beslutning, herunder model for medfinansiering, skal godkendes på foreningens generalforsamling den 29. november 2023. Såfremt der er opbakning til medfinansieringen vil dette arbejde inklusiv udarbejdelse af diverse lånedokumenter forventes at pågå frem til medio januar 2024.

Med udgangspunkt i ovenstående vil én af følgende scenarier blive realiseret:

  1. Tennisklubben lykkedes med at rejse den nødvendige ekstra kapital og der anlægges de oprindelige planlagte ni baner. De to sidste baner vil efterfølgende være kommunens ejendom på lige fod med de resterende baner. Rødovre Kommune vil have ansvaret for driften af banerne, som vil holdes inden for det ordinære driftsbudget.
  2. Tennisklubben formår ikke at rejse tilstrækkelig kapital til medfinansieringen inden fristen den 1. februar 2024. Projektet fortsætter med renovering af syv baner (bane 1-7), dog uden at indløse optionen på de resterende to baner (bane 8-9).

Det skal nævnes, at Rødovre Tennisklub anerkender og er tilfredse med renoveringen af de 7 baner, men har samtidig et stort ønske om at komme i mål med de ni baner. Rødovre Tennisklub har løbende været inddraget i udarbejdelsen af projekteringsmateriale, herunder de konkrete løsninger for renoveringen, ligesom de løbende har været involveret i genudbuddet og de nødvendige tilrettelser.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Entreprisen udføres i perioden fra den 4. december 2023 til og med den 2. april 2024. Den samlede tidsplan for projektet er nærmere specificeret nedenfor:

  • 16. oktober 2023: Udsendelse af tilrettet udbudsmateriale
  • 6. november 2023: Tilbudsafgivelse (licitation)
  • 10. november 2023: Meddelelse om tildeling af kontrakt til de bydende
  • 4. december 2023: Opstart af udførelsesperiode for renoveringsarbejdet
  • 2. april 2024: Afleveringsforretning

Bemærk, at vejrforhold kan påvirke tidsplanen.

Ansøgning om udgiftsneutral tillægsbevilling til indkøb af kunst til Heerup Museum
Sag nr. 52

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Heerup Museum har modtaget en bevilling fra Ny Carlsbergfonden på samlet 528.750 kr. til erhvervelsen af Heerup værket "Napoleon Fiorite". Med sagen godkendes det, at bevillingen indarbejdes i Heerup Museums budget for 2023.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at der i 2023 gives en udgiftsneutraltillægsbevilling på netto 0 kr. til Kultur- og Fritidsudvalget svarende til en udgifts- og en tilhørende indtægsbevilling på 528.750 kr. til Heerup Museum.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Heerup Museum har ansøgt Ny Carlsbergfondet og 15. Juni Fonden om støtte til erhvervelse af samlet tre kunstværker. 15. Juni Fonden har på Heerup museets foranledning købt de to oliemalerier "Sørgemarch for kat" og "Frugtsommelighedsallegori", som de langtidsdeponerer på Heerup Museum. Ny Carlsbergfondet har doneret 528.750 kr., således at Heerup Museum kan erhverve skraldemodellen "Napoleon Fiorite".

Skraldemodellen Napoleon Friorite er et af Henry Heerups signifikante værker, og det er meget karakteristisk for hans kunstneriske tilgang. Med denne værkkategori indtager han en særlig plads i dansk kunsthistorie. Denne del af Heerups værker er underrepræsenteret på Heerup Museums samling, dels fordi værkerne er skrøbelige, men også fordi værkerne var eftertragtede i Heerups samtid, og derfor ikke befandt sig i kunstnerens eje ved hans død i 1993. Kunstsamler og Heerups ven Robert Dahlmann Olsens købte i sin tid dette værk direkte af Heerup, og det er nu familiens ønske, at værket erhverves af Heerup Museum til en favorabel pris.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Den godkendte anvendelse af midlerne har ingen økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune.

Der betales fondsmoms af tilskuddet på 17,5 %.

Bevillingen vedrører hovedfunktion 03.35 kulturel virksomhed.

Tidsplan

Ingen.

Opfølgning på trivsels-topmødet
Sag nr. 53

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Kommune afholdt i august et trivsels-topmøde, der samtidig var startskuddet til et længere forløb, hvor der sættes fokus på at styrke trivslen blandt børn og unge mellem 0-25 år. ’Mod på trivsel’ er fortsat overskriften for den indsats, der i det kommende år igangsættes i et samarbejde på tværs af borgere, forvaltninger, institutioner samt frivillige og foreningslivet med henblik på at udarbejde en handleplan for det fremadrettede arbejde.

Sagen behandles samtidig i Børne- og Skoleudvalget, Social- og Sundhedsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Beskæftigelsesudvalget.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at sagen drøftes og tages til efterretning.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Mod på trivsel

At trives er en vigtig forudsætning for at lære og udvikles. I dag synes der i højere grad end tidligere at være flere børn og unge, der mistrives. Det ses bl.a. i en stigende tendens til, at flere børn og unge føler et mindre tilhør, at der ved visitationer til særlige tilbud oftere er behov for at tilrettelægge nye forløb, øget behov for endnu flere både forebyggende og indgribende indsatser hos børn, unge og deres familier og senere udfordringer med at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse og være i beskæftigelse.

Det er en stor udfordring, som de professionelle i børnene og de unges liv allerede søger at finde løsninger på. En udfordring, der kræver modige skridt i nye retninger for at kunne gøre en særlig forskel for alle børn og unge.

Med trivselsåret bliver der sat endnu stærkere lys på mulige nye veje at gå. Ved at tage små skridt, kan der forhåbentligt skabes større bevægelser i arbejdet med børn og unges trivsel. I Rødovre Kommune arbejder både professionelle og frivillige allerede med en række indsatser, der har fokus på børn og unges trivsel, men vi skal i den kommende tid også igangsætte nye prøvehandlinger på tværs i kommunen, således at der i slutningen af 2024 kan formuleres en samlet handleplan.

Børne- og Skoleudvalget og Social- og Sundhedsudvalget blev allerede i november måned inspireret til at tænke nye veje for tilgangen til trivsel ved den fælles studietur. Både i Odense, Vejle og Svendborg Kommune var der inspiration til, hvordan der metodisk og systematisk kan arbejdes med børn og unges trivsel.

Indsatserne i trivselsåret skal kædes tæt sammen med indsatser i Sundhedspolitikken, Ungestrategien, Kultur- og fritidspolitikken, Kunst i byens rum og Idrætspolitikken. Indsatserne skal endvidere spille sammen med arbejdet omkring budgetresolutionen fra 2022 om et tættere samarbejde mellem børne- og familieafdelingen og skole-/dagtilbudsområdet. Der vil i forbindelse med involveringen af interessenter inddrages metoder og erfaringer herfor fra Rødovre Kommunes strategi ’Sammen om Rødovre’. Det tilstræbes, at involveringen henover året bærer præg af at få så mange stemmer som muligt i spil. Det gælder i særdeleshed børn og unges stemmer – og i lige så høj grad de mange omgivende samarbejdspartnere, som kommunen er privilegeret af allerede at have med blik for nye partnerskaber, der kunne være på vej. Indsatserne vil således ske i samarbejde med skole- og forældrebestyrelser, medarbejdere, ledere og frivillige på tværs af kommunen, faglige organisationer og ikke mindst med inddragelse af Rødovre Kommunes børn og unge.

Der afholdes ligeledes 2-3 involverende temamøder mellem de relevante politiske udvalg i løbet af trivselsåret og frem mod udarbejdelsen af handleplanen i efteråret 2024.

Temaer og prøvehandlinger

Forvaltningerne har med afsæt i erfaringer, data omkring børn og unge samt perspektiver fra topmødet valgt at pege på følgende temaer som udgangspunktet for prøvehandlinger i trivselsåret:

  1. Sundhed i et trivselsperspektiv
  2. Læringsrum 2.0 koblet med trivsel og data
  3. Tilhør
  4. Fritid i samspil med kommunale institutioner
  5. Det digitale i samspil med det analoge
  6. Tempo og pauser
  7. Tværgående data på nye måder

Ad. 1 Sundhed i et trivselsperspektiv

Forvaltningerne vil i trivselsåret kombinere sundhedsfaglig viden med pædagogisk og didaktisk viden med henblik på forebyggende indsatser eksempelvis i forbindelse med uhensigtsmæssig brug af stoffer og alkohol. Et eksempel på en mulig prøvehandling er at benytte de data, der indsamles i forbindelse med Ungeprofilundersøgelsen på nye måder og være nysgerrige på, hvordan gruppedynamikker og sociale misforståelser, der fører til risikoadfærd, kan undgås. Rødovre Sundhedscenter og skoleafdelingen vil ligeledes afprøve samarbejde om forældreinddragelse i børn og unges sundhed og trivsel i form af forældremøder og workshops.

Ad. 2 Læringsrum 2.0 koblet med trivsel og data

Kommunens ud- og ombygninger skaber mulighed for i trivselsåret at arbejde både med indretning og læringsrum, som kobles med børn og unges trivsel. På nuværende tidspunkt er der enkelte nedslag, hvor der arbejdes med trivselsmålinger og tilpasninger af indsatser i klasser på tværs af skolerne. Børnene og de unge melder selv ind til det pædagogiske personale, der følger op på deres tilbagemeldinger om deres trivsel. Samtidig bliver det synligt for de andre i klassen, hvordan deres kammerater har det. Der arbejdes i det kommende år med udvikling af dette felt, så flest mulige børn og unge profiterer af systematiske effektmålinger for den enkeltes trivsel såvel som for det samlede fællesskab.

Ad. 3 Tilhør

Et stigende antal børn og unge oplever angst, ensomhed, skolevægring eller at stå uden for fællesskabet.
Børne- og Kulturforvaltningen og Socialforvaltningen er opmærksomme på i det kommende år at inddrage erfaringer fra andre kommuner og benytte inspiration samt materiale fra bl.a. organisationen PLAY, som arbejder med socialpædagogiske indsatser, og Red Barnet. Der vil desuden være fokus på at få flere stemmer i spil lokalt for at afdække flere perspektiver og mulige handleveje i arbejdet med at skabe skoletilhør for alle børn og unge. Eksempler herpå kan være afprøvning af flere mellemformer og mere fleksible tilgange, som det er tilfældet med initiativet Møllers stue på Center Valhøj (et mødested med fokus på trivsel og fællesskaber for børn og unge med manglende skoletilhør) og med indsatserne på Rødovre Parkvej Skole. På baggrund af prøvehandlinger og tiltag ønskes en spredning af viden og erfaringer samt et bredere samarbejde på tværs af kommunen, således at det også bliver muligt at forebygge og foregribe manglende tilhør.

Ad. 4 Fritid i samspil med kommunale institutioner

På topmødet blev der blandt andet peget på nødvendigheden af at stå sammen på tværs af dagtilbud, skole, SFO, børne- og familieafdeling, fritidsliv og også involvere et langt bredere privat netværk omkring barnet eller den unge, som en af vejene til at lykkes med at bryde de negative spiraler, der af og til rammer familier med et barn eller en ung, der mistrives. Potentialer og muligheder for udvikling af samarbejdet er en del af prøvehandlingerne det kommende år. Eksempler herpå kan være etablering af samarbejde mellem lokale idrætsforeninger og skolernes SFO'er med henblik på at aktivere børn og unge i fritidsaktiviteter. Eller i et samarbejde med Rødovre Musikskole at afprøve et musikfagligt trivselsforløb målrettet børn fra specialområdet. Erfaring viser, at fællesskaber omkring et aktivt fritidsliv kan have en positiv effekt på trivslen.

Ad. 5 Det digitale i samspil med det analoge

Brugen af skærme bliver ofte nævnt i forbindelse med trivselsdebatten. Der sættes i det kommende år fokus på, hvordan der kan skabes bæredygtige adfærdsændringer, understøtte det gode og sunde liv samt mindske uhensigtsmæssige livsmønstre blandt andet via et sundt forhold mellem digitalt og analogt liv. Denne debat vil vi i trivselsåret fortsætte blandt personalet for hele 0-25 års området. For eksempel ved at udvikle og afprøve et koncept for videndeling og inspiration indeholdende filmklip med faglige input samt opfølgende spørgsmål, der kan understøtte dialog og refleksion. Desuden afprøves og systematiseres en række trivselsfremmende forløb for børn og unge på TekX. Rammerne på TekX og det digitale univers opleves at have en positiv effekt i forhold til at etablere skoletilhør for børn og unge med forskellige udfordringer.

Ad. 6 Tempo og pauser

Børn og unges liv er i dag i højere grad præget af tempo, fart og fokus på præstationer. I trivselsåret undersøges det, hvordan der kan etableres pusterum og pauser i hverdagen, der styrker trivslen herunder også en videreudvikling af arbejdet med søvn. Der kan eksempelvis afprøves planlagte aktiviteter som tjek ind og brainbreaks for alle børn og unge, der giver hjernen et mentalt pusterum og får krop og vejrtrækning aktiveret positivt. Flere af skolerne er klar til at afprøve, hvordan der kan arbejdes med pauser i løbet af skoledagen som et vigtigt element i børn og unges trivsel. Et eksempel på en prøvehandling er, at en af skolernes bibliotek og hal i pauser er åbne for skolens børn og unge med pædagogisk personale til stede, ligesom der i pauserne arrangeres yoga, mindfulness, brætspil og bordtennis.

Ad. 7 Tværgående data på nye måder

Forvaltningerne vil sætte fokus på tværfaglig brug af eksisterende data samt udvikle mindre nye datasæt, som fx små tegn i dagligdagen eller børnenes stemmer, med henblik på at fremme trivslen ud fra et tværfagligt perspektiv. Et eksempel på en prøvehandling er derfor udvikling og afprøvning af værktøjer, som den enkelte medarbejder eller det enkelte team kan anvende i arbejdet med benytte data og tegn til at give indsigt i og forståelse for, hvor der skal sættes ind, og hvad der virker. Et andet eksempel er at dykke ned i fx trivselsmålinger og på baggrund af målingerne iværksætte konkrete hverdagshandlinger, der fremmer trivsel. Det kunne være at rette lyset på, om alle børn og unge oplever hver dag at have en positiv kontakt med en betydningsfuld voksen.

Videndeling og synlighed i arbejdet med trivsel

Rødovre kommune lancerede hjemmesiden www.modpåtrivsel.dk i forbindelse med trivsels-topmødet. På hjemmesiden vil fortsat deles erfaringer, resultater, effektmålinger og inspiration til nye handlinger i det kommende år.

Mange deltagere på topmødet blev inspirerede og gav udtryk for lysten til at arbejde videre med de nye input. Derfor udvikles i den kommende tid en række korte og lettilgængelige forløb for professionelle og frivillige, der kan benyttes som opfølgning og dermed sikre, at nogle af de væsentlige pointer deles med flere i Rødovre Kommune. Eksempler på disse forløb er korte videofilm med budskaber fra oplægsholderne og tilhørende refleksionsspørgsmål. Forløbene kan fungere som et hjælpende element i forhold til at videndele med kolleger og i forhold til at konvertere inspirationen til praksisnære handlinger i hverdagen med børn og unge.

På topmødet fungerede en rød bænk som samlingspunkt for mødet mellem mennesker, dialog og samtale. Den røde bænk står nu på Rådhuspladsen i Rødovre. Hensigten er, at den vil blive et nyt mødested for byens borgere og vil minde om at give tid til at vise nærvær, imødekommenhed og omsorg over for andre. I løbet af trivselsåret vil bl.a. den røde bænk på Rådhuspladsen være omdrejningspunkt for forskellige begivenheder, der synliggør trivselsindsatsen og som skaber dialog mellem forskellige interessenter.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

De nævnte aktiviteter forløber fra nu og frem til efteråret 2024, hvorefter en handleplan for det fremadrettede arbejde fremlægges.

Udmøntning af 1,5 pct. besparelse i budget 2024 (2025-2027)
Sag nr. 54

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen har med vedtagelsen af budget 2024 (2025-2027) besluttet en generel varig rammereduktion på 1,5 pct. Denne sag beskriver udmøntningen af besparelsen på områder.

Sagen behandles samtidig i alle fagudvalg.

Indstilling

Staben for Økonomi og Personale indstiller,

  1. at de generelle forslag til udmøntning af besparelsen tages til efterretning,
  2. at de specifikke forslag til udmøntning af besparelsen godkendes samt
  3. at der gives følgende tillægsbevillinger i 2024, som indebærer udmøntning af de konkrete forslag i denne sag: En mindreudgift på 0,3 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget, en merudgift på 0,4 mio. kr. til Klima- og Naturudvalget, en mindreudgift på 0,5 mio. kr. til Social- og Sundhedsudvalget, og en merudgift på 0,4 mio. kr. til Økonomiudvalget. Den samlede driftsbevilling er budgetneutral, fordi der allerede i budget 2024 er sket en foreløbig fordeling af besparelsen på 1,5 pct.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Med budgetaftalen for budget 2024 har en enig Kommunalbestyrelse besluttet en generel varig rammereduktion på 1,5 pct. i 2024 og fremefter. Det skal ses i sammenhæng med, at der i 2023 er indarbejdet en 1-årig rammereduktion på 0,75 pct., dvs. at forskellen til situationen i 2023, alt andet lige, er en yderligere reduktion på 0,75 pct. Endvidere har parterne udtrykt en forventning om, at afskedigelser ud af Rødovre Kommune kan undgås på de store velfærdsområder.

Forvaltningerne fremlægger med denne sag en beskrivelse af, hvordan reduktionen på 1,5 pct. foreslås udmøntet konkret. I relation til parternes forventning om, at der med besparelsen kan undgås afskedigelser ud af kommunen på de store velfærdsområder bemærkes det, at det er forventningen, at de steder, hvor stillinger nedlægges, sker det ved ikke at genbesætte eller omplacere jf. Rødovre Kommunes tilgang om ”ingen nemme løsninger”.

Udmøntningen falder i to hovedgrupper:

  1. En generel udmøntning som sker via justeringer og tilpasninger i institutionernes budgetter. Af bilag 1 fremgår en overordnet beskrivelse af dette for hvert udvalg. Det besluttes lokalt hvordan denne del af besparelsen konkret fordeles. Konsekvenserne rapporteres til udvalgene i de kvartalsvise udgiftsopfølgninger i 2024.
  2. En specifik udmøntning på aktiviteter, som medfører en ændring af et konkret serviceniveau. Nedenfor fremgår de aktiviteter, der påvirkes.

På Børne- og Skoleudvalgets område:

  • Nuværende niveau for fremskudt familiebehandling fastholdes
  • Nuværende niveau for Sundheds- og trivselsindsats fastholdes
  • Ophør af aftale om personaletilstedeværelse, hvor der ikke er indmeldt børn i dagtilbuddet i forbindelse med sampasningsordningen

På Social- og Sundhedsudvalgets område:

  • Udtræden af tværkommunalt samarbejde på kræftområdet
  • Midlertidig reduceret kapacitet på Rødovre Parkvej Skole
  • Træning på midlertidige døgnpladser bortfalder om lørdagen
  • Ny aftale med Dorthe Mariehjemmet, svarende til en rammebesparelse på 1,5 pct.
  • Reduktion af puljen til det frivillige sociale arbejde

En uddybende beskrivelse af udmøntningen af 1,5 pct. besparelsen i de enkelte udvalg fremgår af bilag 1.

Lov- og plangrundlag

Lovgrundlaget for kommunernes budgetlægning findes i Lov om kommunernes styrelse (Bekendtgørelse af lov om kommunernes styrelse, LBK nr. 47 af 15. januar 2019) og i Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision mv. (BEK nr. 2305 af 28. december 2020). En mere detaljeret beskrivelse af budgetlægningen i Rødovre Kommune findes i de bevillingsregler, der fremgår af budgetpublikationens Generelle Bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Budgettet er styringsgrundlag for Rødovre Kommunes virksomhed i 2024, samt i budgetoverslagsårene 2025-2027

I forhold til de bevillingsmæssige ændringer, der følger af sagen gælder det fortsat, at fordelingen af besparelsen på fagområder er uændret ift. i budget 2024.

Tidsplan

Sagen behandles i fagudvalgene: 5. december 2023

Sagen behandles i Økonomiudvalget: 13. december 2023

Sagen behandles i Kommunalbestyrelsen: 19. december 2023.

Bilag

Bilag 1: Uddybende beskrivelse af udmøntningen af 1,5 pct. besparelsen i de enkelte udvalg

Diverse
Sag nr. 55

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.