Kultur- og Fritidsudvalget
13-01-2026
Medlemmer
Pia Hess Larsen (A)
Jette Louise Larsen (C)
Martin Rosenkrantz (F)
Kim Hammer (O)
Sager 1 - 7
Konstituering af Kultur- og Fritidsudvalget for perioden 01.01.2026-31.12.2029
Sag nr. 1
Beslutningskompetence: KFU
Sagens kerne
Som led i konstitueringen skal der vælges en formand og næstformand.
Indstilling
Det indstilles,
- at Lene Due udpeges som formand for Kultur- og Fritidsudvalget, samt
- at Martin Rosenkrantz udpeges som næstformand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
På Kommunalbestyrelsens konstituerende møde den 1. december 2025 blev følgende kommunalbestyrelsesmedlemmer valgt til Kultur- og Fritidsudvalget:
Lene Due (A)
Pia H. Larsen (A)
Martin Rosenkrantz (F)
Jette Louise Larsen (C)
Kim Hammer (O)
Lov- og plangrundlag
Lov om kommunernes styrelse og Rødovre Kommunes styrelsesvedtægt.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Kultur- og Fritidsudvalget fungerer i perioden 1. januar 2026 til 31. december 2029.
Meddelelser
Sag nr. 2
Beslutningskompetence: KFU
Sagens kerne
Sagen fremlægges til orientering:
- Helhedsplan på idrætsområdet.
- Præsentation af data fra termiske kameraer på idrætsområdet.
Indstilling
Sagen forelægges til orientering.
Beslutning
Taget til efterretning.
Generel orientering om Kultur- og Fritidsudvalgets ressortområde
Sag nr. 3
Beslutningskompetence: KFU
Sagens kerne
Børne- og Kulturforvaltningen vil på mødet give en introduktion til udvalget ansvarsområde, struktur, budget, samt igangværende og kommende større opgaver på udvalgets område.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
at orientering tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
I forbindelse med udvalgets første møde vil forvaltningen give en introduktion til udvalgets arbejde, som bl.a. vil omfatte:
- Gennemgang af de politikker, strategier og målsætninger, der hører under udvalgets ressortområde.
- Introduktion til udvalgets budget og økonomiske rammer.
- Præsentation af relevante råd, nævn og bestyrelser, som udvalget har tilknytning til eller tilsyn med.
Formålet med introduktionen er at give udvalgets medlemmer et solidt fundament for deres virke og beslutningskompetence og sikre fælles forståelse for udvalgets opgaver, ansvar og rolle i den politiske og administrative kontekst. Derudover vil udvalget få mulighed for at drøfte, om der skal planlægges en udvalgstur, herunder formål, indhold og ønsker til destination og tidspunkt.
Delegationer
Som det fremgår af Rødovre Kommunes styrelsesvedtægt af 24. september 2025 skal Kultur- og Fritidsudvalget varetage den umiddelbare forvaltning af opgaverne indenfor kultur og fritid, herunder:
- folkebibliotek
- museer
- kulturhus
- musikskole
- idrætsanlæg
- fritidsforanstaltninger for børn og unge
- folkeoplysende aktiviteter og voksenundervisning
- udlån og udleje af lokaler og anlæg til foreninger m.v., som ikke er henlagt til andet udvalg.
- kulturelle arrangementer og musikaktiviteter
- indkøb af kunst
- drift og vedligeholdelse af anlæg og arealer under udvalgets område
- samarbejde med fælles kommunale organisationer.
Udvalget varetager drift og vedligeholdelse af
- anlæg og arealer henlagt til udvalget.
Udvalget udarbejder forslag og indstiller til Kommunalbestyrelsen om
- politikker og planer for kultur og fritid i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10.
- regler for udlån og udleje af kommunale lokaler og anlæg og for tilskud til foreninger m.v. anlægsplaner.
- byggeopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde. Udvalget har ansvaret for byggeriet i alle faser, indtil idriftsætning jf. § 10, stk. 6.
- øvrige anlægsopgaver indenfor udvalgets ansvarsområde, og har ansvaret for anlægget i alle faser.
Kompetencen til at træffe afgørelser i enkeltsager og sagsbehandling vedr. kultur- og fritidsområdet er uddelegeret til forvaltningen. Politikskabende sager samt sager af principiel karakter varetages af Kultur- og Fritidsudvalget.
Lov- og plangrundlag
Bekendtgørelse af lov om kommunernes styrelse.
Rødovre Kommunes styrelsesvedtægt af 24. september 2025.
Økonomiske konsekvenser
Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser.
Tidsplan
Ingen.
Anlægsregnskab - tennisanlæg
Sag nr. 4
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Kommunalbestyrelsen har i budgetårene 2022/23 afsat i alt 7,7 mio. kr. til de udendørs baner på tennisanlægget. Projektet omfatter omlægning af alle ni grusbaner til hybridbaner med lys. Anlægsregnskab for bevillingen forelægges her til godkendelse. Projektregnskabets resultat er et mindreforbrug på 329.442 kr.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
- at anlægsregnskabet godkendes samt
- at halvdelen af mindreforbruget på 164.721 kr. tilgår kassebeholdningen. Den anden halvdel af mindreforbruget tilgår tennisklubben som aftalt.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
I forbindelse med budget 2022 og 2023 blev der afsat midler til omlægning af grusbanerne på Rødovre Tennisanlæg. Der blev afsat i alt 7,7 mio. kr., hvoraf de 800.000 kr. blev finansieret af idrætspuljen. Projektet er nu afsluttet.
Alle ni rødgrusbaner er blevet omlagt til helårsbaner inkl. ny hybridbelægning, drænsystem, hegn og låger samt nyt, energibesparende LED-lysanlæg på stolper ved alle ni baner. Dertil er der blevet opsat lys ved parkeringspladsen samt langs stien, som fører til tennisklubbens klubhus.
I august 2023 blev projektet sendt i udbud, hvor fem firmaer efter forudgående aftale blev anmodet om at afgive tilbud. Ved den efterfølgende licitation modtog kommunen to tilbud, og her viste det sig, at den samlede tilbudssum for de indsendte tilbud var højere end den af Rødovre Kommune bevilgede anlægssum.
Ved en efterfølgende gennemgang og tilretning af projekteringsmaterialet blev det vurderet, at syv ud af de ni baner kunne renoveres inden for den bevilgede anlægssum ved et nyt udbud. Rødovre Tennisklub meddelte i den forbindelse, at klubben ønskede at medfinansiere de to sidste baner med henblik på at komme i mål med den fulde renovering af de oprindelige ni baner.
Rødovre Tennisklub godkendte på deres ekstraordinære generalforsamling den 29. november 2023 at afsætte 1.945.000 kroner til renovering af to baner samt etablering af et nyt låse- og adgangssystem.
Regnskab for bevillingen er opstillet nedenfor:
Anlægsbevilling i alt: 7.700.000 kr.
Medfinansiering fra Tennisklubben: 1.945.000 kr.
Forbrug i alt: 9.315.517 kr.
Mindreforbrug: 329.442 kr.
Fordeling af mindreforbruget med 50% til hhv. tennisklubben og Rødovre Kommune sker efter aftale mellem parterne fra november 2023 (se bilag). Der tilgår hhv. tennisklubben og Rødovre Kommune 164.721 kr.
Lov- og plangrundlag
Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v., bilag 1, pkt. 7.2.
Generelle retningslinjer, budgetpublikationen.
Økonomiske konsekvenser
Fordeling af mindreforbruget med 50% til hhv. Tennisklubben og Rødovre Kommune jævnfør aftale mellem parterne fra november 2023 (se bilag). Der tilgår hhv. Tennisklubben og Rødovre Kommune 164.721 kr. Mindreforbruget på de 164.721 kr. tilgår kassebeholdningen.
Tidsplan
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Aftale mellem RK og Tennis (fordeling af evt. mindreforbrug)Bilag 2: Anlægsregnskab Tennis
Fordelingsregler for indendørs idræt
Sag nr. 5
Beslutningskompetence: KFU
Sagens kerne
Forvaltningen foreslår mindre justeringer af fordelingsreglerne for indendørs idrætsanlæg. Justeringerne vedrører fakturering for udeblivelser til kampe og stævneaktiviteter, reducering af administration for foreningerne samt mindre tekniske og sproglige ændringer. Erfaringerne fra sidste års halfordelingsproces er desuden indarbejdet i form af mindre procesforbedringer, der skal styrke forventningsafstemning og samarbejdet mellem forvaltningen og foreningerne.
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
at justeringer til ”Fordelingsregler for indendørs idrætsanlæg i Rødovre Kommune” godkendes.
Beslutning
Punktet udskydes.
Sagsfremstilling
Med udgangspunkt i forvaltningens erfaringer med administrationen af fordelingsreglerne, samt drøftelser med FIR og brugerbestyrelserne, foreslås fordelingsreglerne for indendørs idræt justeret. Justeringerne har til formål at skabe mere hensigtsmæssige rammer for foreningerne ved at mindske gebyrer for udeblivelser, reducere administrative byrder og sikre tydelige og gennemskuelige regler, som bidrager til en enkel og effektiv drift af idrætsfaciliteterne. Erfaringerne fra sidste års halfordelingsproces er desuden indarbejdet i form af mindre procesforbedringer, der skal styrke forventningsafstemning og samarbejdet mellem forvaltningen og foreningerne.
Justeringerne omfatter:
1. Lempeligere regler for udeblivelser ved kampe og stævnetimer:
De nuværende regler indebærer en timebaseret fakturering på 250 kr. pr. time, hvis udeblivelse fra kampe eller stævnetimer ikke er blevet afmeldt senest 4 uger før. Erfaringen viser, at dette ofte er vanskeligt for foreningerne at overholde, da behov og deltagerantal typisk først ligger klart tættere på afviklingen.
Forvaltningen foreslår derfor, at afmeldingsfristen reduceres fra 4 uger til 1 uge, og at gebyret reduceres til et fast administrationsgebyr på 250 kr. pr. udeblivelse.
Forslaget betyder, at det bliver nemmere for foreningerne at efterleve reglerne, mere overskueligt økonomisk, samtidig med at der opretholdes incitament til rettidig afmelding.
2. Afskaffelse af foreningernes årlige indmelding af tider
De nuværende regler indebærer, at foreningerne i efteråret skal indmelde, hvilke tider de ikke anvender. Opgaven er ressourcekrævende for både foreningerne og Idrætssekretariatet.
Forvaltningen foreslår, at opgaven bortfalder, da Idrætssekretariatet kan følge udnyttelsen af haltider gennem termiske kameraer. Forslaget vil reducere den administrative byrde for foreningerne betydeligt.
3. Afmeldinger sker fremover via Foreningsportalen
Forvaltningen foreslår, at foreningerne fremover skal afmelde deres tider direkte i Foreningsportalen i stedet for at kontakte Idrætssekretariatet. Ændringen vil medføre, at afmeldte tider automatisk bliver synlige som ledige for andre foreninger, da det ikke kræver en manuel behandling af Idrætssekretariatet. Forslaget vil reducere sagsbehandlingstiden, skabe større effektivitet og give mulighed for en bedre udnyttelse for både foreningerne og Idrætssekretariatet.
4. Præcisering af regler om brug af faciliteter uden for almindelig åbningstid
Fordelingsreglerne er desuden præciseret, så det fremgår, at foreninger kan tildeles og benytte kommunale idrætsfaciliteter uden for almindelig åbningstid, uden at der opkræves betaling herfor.
Præciseringen afspejler den budgetmæssige prioritering, hvor der er afsat 1 mio. kr. til at dække kommunens udgifter til åbning af faciliteter uden for normal åbningstid.
Formuleringen i fordelingsreglerne om mulighed for at tilkøbe yderligere tider uden for almindelig åbningstid er således fjernet.
5. Mindre sproglige præciseringer
Fordelingsreglerne opdateres desuden med en række sproglige rettelser. Der er tale om ikke-indholdsbærende præciseringer.
De foreslåede ændringer fremgår med rød i bilaget ”Regler for halfordeling i Rødovre – med synlige rettelser”.
Erfaringer fra sidste års halfordelingsproces
På baggrund af evalueringen af sidste års halfordelingsproces har forvaltningen vurderet, at den nuværende halfordelingsproces fastholdes. Processen rummer et højt niveau af inddragelse og giver mulighed for kvalitative drøftelser mellem forvaltningen og de enkelte foreninger, hvor der er behov at afklare særlige behov eller finde fleksible løsninger. Forvaltningen iværksætter til gengæld en række forbedringer med afsæt i de erfaringer, der blev gjort sidste år:
- Styrket fælles afsæt med FIR: Forvaltningen er i løbende dialog med foreningerne og FIR om halfordelingsfordelingsprocessen. Der lægges vægt på, at processen er en fælles opgave og et fælles ansvar for kommunen og foreningerne, hvor et godt forløb forudsætter gensidig forståelse for rammerne, herunder den tilgængelige kapacitet, samt vilje til at finde løsninger og indgå kompromisser.
- Tydeligere forventningsafstemning: Forvaltningen vil fra starten af processen kommunikere klart om rammerne for halfordelingen, herunder at der er begrænset kapacitet, og at fordelingen beror på en samlet vurdering af mange hensyn.
- Bedre udnyttelse af alternative træningsfaciliteter: Forvaltningen vil opfordre foreningerne til i højere grad at undersøge mulighederne for at anvende ledige tider på Rødovre Gymnasium og i skolernes sale, hvor der er ledig kapacitet, og hvor visse aktiviteter med fordel kan placeres.
Løbende procesforbedringer: Der vil fortsat være fokus på at justere mindre elementer i processen, hvor det kan skabe mere klarhed, bedre dialog eller mindre administrativt pres.
Lov- og plangrundlag
Ingen.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Justeringerne træder i kraft umiddelbart efter vedtagelse på mødet i Kultur- og Fritidsudvalget.
Bilag
Bilag 1: Bilag - Regler for halfordeling i Rødovre Kommune - med synlige rettelser Diverse
Sag nr. 6
Beslutningskompetence: KFU
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.
Underskriftsside
Sag nr. 7
Beslutningskompetence: KFU
Indstilling
Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
at Kultur- og fritidsudvalget godkender beslutningsprotokollen.
Beslutning
Protokollen blev underskrevet.
Sagsfremstilling
Kultur- og Fritidsudvalget skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen.
For at godkende beslutningsprotokollen skal hvert medlem underskrive ved at trykke på "Godkend".
