Klima- og Naturudvalget

11-04-2023

Medlemmer

Formand Kenneth Rasmussen (F)
Anette Rachlitz (A)
Jan Kongebro (A)
Jette Louise Larsen (C)
Henriette Hesselmann (C)

Sager 16 - 20

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 16

Beslutningskompetence: KNU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Invitation til møde mellem Agenda 21 og Klima- og Naturudvalget (se bilag 1)
  2. Gadehaver (se bilag 2).

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Invitation til møde mellem Klima- og Naturudvalget og Agenda 21-gruppen den 11 maj 2023
Bilag 2: Gadehaver 2023

DK2020: Tilpasning af plan for indsats 5
Sag nr. 17

Beslutningskompetence: KNU

Sagens kerne

Indsats 5 i DK2020-Klimahandlingsplanen omhandler energivejledning for private borgere, som ønsker at energirenovere egen bolig, med henblik på at reducere den samlede CO2-udledning i kommunen.
For at styrke vidensniveauet og vejledningsopgaven i indsats 5, har Teknisk Forvaltning, gennem Gate 21, fået mulighed for at opnå adgang til støttemidler via Den Europæiske Investeringsbank ’s (EIB) program for energirenoveringer i enfamiliehuse, ELENA (European Local Energy Assistance). Teknisk Forvaltning har udarbejdet et forslag til integration af ELENA programmet i indsats 5.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at der disponeres plads til at integrere ELENA programmet i den overordnede tidsplan.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Indsats 5 forløber, som vedtaget i Klimahandlingsplanen, over de kommende tre år, januar 2023 – januar 2026, og har som mål at opnå minimum 50 energirenoveringer i enfamiliehuse årligt.
Gennem Rødovre Kommunes medlemskab i Gate 21, har Teknisk Forvaltning i 2022 undersøgt muligheden for at deltage i en ansøgningsproces om støttemidler fra Den Europæiske Investeringsbank
(EIB) til energirenoveringer i enfamiliehuse. Ansøgningen udføres som partnerkommune i Gate 21 og i samarbejde med 22 kommuner. ELENA projektbeskrivelse er vedlagt i bilag 1.

Formålet med at deltage i ELENA samarbejdet er, at gøre indsats 5 robust;

  • at foranledige flere energirenoveringer
  • at rodfæste indsatsens videnområder i Rødovre Kommune som helhed
  • at Rødovre Kommune vedbliver med at tilvejebringe nyeste viden til rådighed for borgere.

Med denne nykomne mulighed er der behov for en tilpasning af plan for indsats 5. Tilpasningen skal sikre at integrere ELENA programmet, tidsplan, koncept og midler.

Fordi indhold i indsats 5 bygger på anerkendt viden og tidligere lignende indsatser i kommuner, er både koncept og fremgangsmåde i indsats 5 synonymt med det der søges om via ELENA programmet. Det vil derfor blot være et spørgsmål om at gøre plads til at ELENA programmet kan gennemføres sammen med indsats 5’s oprindelige form og tidsplan:

Forslag til tilpasning af plan for indsats 5:

2023

1. kvartal: projektet detailplanlægges

2. kvartal: kampagne og involvering af relevante aktører (grundejerforeninger, ildsjæle og netværk)

3. kvartal: kampagne (fortsat) og bred borgerinddragelse

4. kvartal: opstart/integration af ELENA. Udvælgelse af energirenoveringsprojekter, evaluering 2023, planlægning af 2024.

2024

1. kvartal: opfølgende kommunikation af udvalgte projekter.

Det skal, for en god ordens skyld nævnes, at indsats 5 gennemføres som oprindeligt planlagt, ELENA støttemidler eller ej. Dog med den justering, at tidsplanen rykkes, som i ovenstående foreslået.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes Klimahandlingsplan.

Økonomiske konsekvenser

Finansiering af indsatsen sker inden for rammerne af puljen til tiltag under kommunens Klimahandlingsplan, som blev vedtaget i budget 2023.

Tidsplan

Se sagsfremstilling.

Bilag

Bilag 1: ELENA Projektbeskrivelse - energiforbedringer i enfamilie huse

Godkendelse af Grønt Regnskab 2022
Sag nr. 18

Beslutningskompetence: KNU

Sagens kerne

Teknisk Forvaltning udarbejder hvert år et Grønt Regnskab med opgørelse af forbruget af varme, el og vand i de kommunale bygninger. Desuden opgøres CO2-udledningen fra bygningernes energiforbrug, kommunens køretøjer og kommunens vejbelysning.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Grønt Regnskab 2022 godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

I Grønt regnskab 2022 opgøres forbruget af varme, el og vand i de kommunale bygninger samt CO2-udledningen fra bygningernes energiforbrug, kommunens køretøjer og kommunens vejbelysning. Det grønne regnskab bidrager endvidere til den egentlige styring af kommunens indsats:

  • Der fokuseres specifikt på CO2-udledningen fra kommunen som virksomhed
  • Der redegøres for forventninger og målsætninger for udviklingen de kommende år
  • Resultaterne opgøres for budgetområder med henblik på at opnå et bredere administrativt og politisk engagement i kommunens indsats.

Rødovre Kommune er med i projektet ”DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark”, som handler om, at kommunerne udarbejder og realiserer ambitiøse lokale klimahandlingsplaner. Rødovre Kommunes klimahandlingsplan viser både, hvordan kommunen som geografisk område senest i 2050 vil opnå netto nul-udledning af CO2, og hvilke tiltag kommunen vil gennemføre for at tilpasse sig klimaforandringerne, så kommunen er robust. Med det grønne regnskab følger vi, om det går i den rigtige retning ift. kommunens egen CO2-udledning, eller om der er behov for yderligere indsats for at nå vores ambitiøse mål i klimahandlingsplanen.

CO2-udledningen fra kommunens virksomhed er faldet med 26 % fra 2021 til 2022. Faldet skyldes hovedsageligt et mindre forbrug af energi, på grund af nedregulering af varmen til 19oC samt en lavere emissionsfaktor for elektricitet. Den lavere emissionsfaktor skyldes, at Energistyrelsen i 2022 begyndte at udgive både en national emissionsfaktor og en emissionsfaktor for DK1 (Jylland & Fyn) og DK2 (Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm). Det er emissionsfaktoren for DK2, der er anvendt i dette års Grønt Regnskab, da dette viser et mere retmæssigt tal. Tidligere har Energistyrelsen kun udgivet en national emissionsfaktor for elektricitet. Emissionsfaktoren afspejler energisammensætningen her og nu, da CO2-udledningen afhænger af denne, eftersom andelen af den vedvarende energiproduktion og udveksling med nabolande kan variere i forbindelse med elproduktionen.

Den samlede CO2-udledning har siden 2018 generelt været faldende. Siden 2018 har Rødovre Kommune reduceret CO2-udledningen med 50 %, svarende til 2300 ton CO2, og den gennemsnitlige CO2-udledning pr. m2, dvs. nøgletalsforbruget, er faldet med 58 %.

I 2022 var der afsat 6 mio. kr. til energiforbedrende tiltag i de kommunale bygninger. Midlerne blev hovedsageligt prioriteret til at udvide den centrale styring af tekniske anlæg (CTS), udskiftning af belysning til mere bæredygtige LED-løsninger og konvertering af varmekilde fra gas til varmepumper. Puljen til energiforbedringer i bygninger bidrager derfor til målsætningen om en CO2-reduktion.

Der er 101 biler under 3.500 kg i Rødovre Kommunes bilflåde. Ved årsskiftet 2022/2023 er 35 af disse elbiler. Dette svarer samlet til, at 35 % af Rødovre Kommunes bilflåde er omstillet til elbiler. For hver bil, der udskiftes til en elbil, reduceres CO2-udledningen med 1 – 1½ tons pr. år. Det vurderes løbende, hvorvidt flere biler er egnede til udskiftning til elbiler.

Lov- og plangrundlag

LBK. nr. 5 af 3. januar 2022 om miljøbeskyttelse.

Økonomiske konsekvenser

I 2022 var der afsat 6 mio. kr. til energiforbedrende tiltag i de kommunale bygninger.

Tidsplan

Når Grønt Regnskab 2022 er godkendt, vil det indgå i kommunens regnskab som bilag og dermed blive forelagt Kommunalbestyrelsen.

Bilag

Bilag 1: Grønt Regnskab 2022 - Endeligt dokument, webtilgængeligt

Proces for udarbejdelse af Elladestrategi
Sag nr. 19

Beslutningskompetence: TMU/KNU

Sagens kerne

Teknisk Forvaltning fremlægger forslag til procesplan for udarbejdelse af elladestrategi - indsats 9 i DK2020 klimahandlingsplanen. Strategien skal danne rammerne for udbud og opsætning af ladestandere på offentlige arealer.

Sagen forelægges samtidig på Klima- og Naturudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at den fremlagte beskrivelse for procesplan for Elladestrategi godkendes.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Den 1. april 2022 kom der et nyt lovgrundlag om lade-infrastruktur i Danmark. Loven indeholder nye regler for kommunernes og regionernes muligheder for udrulning af lade-infrastruktur til offentlig benyttelse i kommunerne.

Indstillingen tager afsæt i den ændrede lovgivning, indsatsen i klimahandlingsplanen og input fra udvalgenes drøftelser i juni 2022, og skal danne grundlag for, at kommunen kan udbyde de offentlige arealer til opsætning af ladestandere til el- og hybridbiler.

Teknisk Forvaltning foreslår følgende proces og metode til at få indsamlet og inddraget de nødvendige inputs til strategien.

Borgerinddragelse

Udpegningen af interessante lokationer for opsætning kan med fordel ske med hjælp fra borgerne i Rødovre. Inddragelsen af borgerne kan medvirke til at øge opmærksomheden og motivationen til at skifte til el-biler.

Forvaltningen foreslår, at dette gøres via et digitalt kort, hvor borgere kan indmelde deres ønsker til placering af ladeinfrastruktur rundt om i kommunen. Ved en digital undersøgelse kan der tilknyttes et spørgeskema, for at få nogle grundoplysninger om borgerne - f.eks. om de allerede har eller overvejer at skifte til el-bil i den nærmeste fremtid, boligform, afstand til parkering osv.

En digital inddragelse giver bredere rammer for udpegningen end et fysisk borgermøde, som er begrænset af tid og sted. Drøftelser, bekymringer og overvejelser ved skiftet til elbiler er ofte på et individuelt niveau: Hvor skal standerne sættes op? Hvor langt fra hjemmet vil jeg parkere for at lade? Dækker rækkeviden af el-bilen mit behov? Kan jeg lade op på arbejdet? Findes der nok lademuligheder på vejnettet i tilfælde af, at jeg glemmer at lade? Etc. Derfor vurderer forvaltningen, at en digital inddragelse i denne sammenhæng giver et bedre udbytte end et traditionelt borgermøde.

En nem digital løsning er mere målrettet borgere, som ikke er særlig engageret i emnet. F.eks. bilejere med en benzin- eller dieselbil, og som ikke rigtig er kommet i gang med overvejelserne om skifte til en el-bil. Denne brugergruppe er meget vigtig at få inddraget, da det vil være deres skift fra fossile brændstoffer, som kommer til at styre hastigheden for den grønne omstilling på transportområdet.

For at skabe opmærksomhed om den digitale udpegning foreslår forvaltningen, at der kan arrangeres opsøgende kontakt på særlige lokationer, f.eks. ved Rødovre Centrum, biblioteker, torve og Rødovredagen, hvor der kan står medarbejde fra forvaltningen med et oversigtskort over kommunen, og modtage input til Elladestrategien. Denne kontaktform betyder, at kommunen kan komme i dialog med grupper af borgere, som ikke på eget initiativ ville opsøge kommunen med deres synspunkter på borgermøder eller deltage digitalt.

Brug af data til udpegning

Fra den 1. februar 2023 er der blevet åbnet op for, at Rødovre Kommune kan søge i motorregistret om bildata ud fra geografiske områder. Heraf om der er tale om el-, diesel- eller benzinbiler indregistreret. Sådanne dataudtræk kan forvaltningen bruge til at kvalitetssikre udpegninger af lokationer og antallet af ladepunkter, efter den forventede efterspørgsel på offentlig tilgængelig lademuligheder.

Dansk Statistik og DTU Transportvaneundersøgelse ligger ligeledes inde med data, som potientielt kan hjælpe med at kvalificere udpegningen af lokationer samt fordelingen af ladepunkter i kommunen.

Erhvervslivet og de almen boligselskaber

Private områder, private veje og private fællesveje er ikke omfattet af AFI-loven. Elladestrategien vil af hensyn til helheden indeholde elementer, hvor der er fokus på dialog og samarbejde med de aktører og interessenter, som ikke er omfattet af lovgivningen.

De almene boligselskaber og private boligområder som f.eks. IrmaByen, vil fortsat alene have ansvaret for at indgå private aftaler om at få opsat lademuligheder i deres områder. Det samme gør sig gældende for erhvervsområder og virksomheder. Det er nogle begrænsninger i forhold til, hvor meget disse grupper kan inddrages i kommunens elladestrategi, men strategien vil naturligvis tage højde for, det marked og de muligheder, der ligger uden for de kommunale rammer.

F.eks. vil forvaltningen gerne i dialog med både de almene boligselskaber og erhvervslivet om, hvordan de får sat gang i deres eget arbejde med opsætning af ladestander. Dette kommer forventelig til at være et fokusområde i strategien, da de almene boligselskaber og erhvervslivet råder over de fleste af de samlede parkeringsområder i kommunen.

Et særligt fokus er på detail- og dagligvarebutikker og om deres planer for at tilbyde kunderne lademuligheder - f.eks. på tankstationer eller ved dagligvarebutikker, ligesom Rødovre Centrum allerede tilbyder deres kunder mulighed for at lade, mens de besøger centeret. Forvaltningens forventninger er, at lademuligheder er noget alle tankstationer også kommer til at tilbyde. Det samme forventes ligeledes at være tilfældet ved dagligvarebutikkerne, da dette kan være et potentiel konkurrenceparametre for at tiltrække kunder.

Fysiske forhold

Opladning af el-biler forudsætter, at det er muligt at parkere ved ladestanden, hvorfra der skal trækkes et kabel hen til køretøjet. Dette sætter særlige krav til hvor standerne kan placeres. Pladsen skal nødvendigvis inddrages fra fortovet eller fra grønne siderabatter langs vejene - til potentiel gene for de gående eller reduktion i mulighederne for begrønning af kommunens veje. Ladekablet er i sig selv også en udfordring for gående, hvis standeren ikke står ud til kantstenen. De samme problemstillinger gør sig gældende, hvis der er cykelsti langs vejen, hvor der heller ikke kan trækkes kabler på tværs over cykelstien. Dette gør særlig opsætning af ladestander langs de større offentlige veje til en særlig udfordring. Tilsvarende problemstilling findes langs mindre boligveje, hvor fortovene er smalle.

Lov- og plangrundlag

Lov om infrastruktur for alternative drivmidler til transport (AFI-loven)

Budget 2023

Klimahandlingsplan.

Økonomiske konsekvenser

I Budget 2023 er der afsat 50.000 kr. til ekstern rådgivning og borgerinddragelsesproces.

Tidsplan

Gennemførelse af borgerinddragelsesproces efterår 2023

Endelig vedtagelse af Elladestrategi primo 2024

Udbud af offentlige arealer til ladestandere i 2024.

Diverse
Sag nr. 20

Beslutningskompetence: KNU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.