Klima- og Naturudvalget

07-10-2025

Medlemmer

Formand Kenneth Rasmussen (F)
Anette Rachlitz (A)
Jan Kongebro (A)
Jette Louise Larsen (C)
Henriette Hesselmann (C)

Sager 40 - 43

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 40

Beslutningskompetence: KNU

Sagens kerne

Oversigt forelægges til orientering:

  1. Orientering om nyt grønt medborgerhus i Rødovre (se bilag).
  2. Orientering om etnologisk analyse af Stadionparken, Schweizerdalsparken og Espelunden (se bilag).
  3. Tildeling af Grøn Pris 2025 (se bilag).
  4. Forskellen på konventionel drift og ekstensiv drift på de kommunale arealer (se bilag).

Indstilling

Meddelelsespunktet forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Orientering om nyt grønt medborgerhus i Rødovre
Bilag 2: Orientering om etnologisk analyse af parker
Bilag 3: Tildeling af Grøn Pris 2025
Bilag 4: Forskellen på konventionel drift og ekstensiv drift på de kommunale arealer

Status på indsatser i biodiversitetsplan
Sag nr. 41

Beslutningskompetence: KNU

Sagens kerne

Rødovre Kommunes Biodiversitetsplan 2024-2030 anbefaler en række indsatser og virkemidler til at forbedre biodiversiteten i Rødovre. I denne sag gøres der status på indsatserne i biodiversitetsplanen.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at orienteringen tages til efterreting.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I 2025 er der afsat 900.000 kr. fra vej, park og sti-puljen (sag nr. 24, 2024) og i 2025-2026 er der afsat 750.000 kr. (sag nr. 19, 2025) fra lejeindtægter fra el-lade standere til biodiversitetsplanens indsatser. Teknisk forvaltning har anbefalet, at disse midler fordeles på 7 forskellige indsatser. De 7 indsatser iht. biodiversitetsplanens implementeringsplan, er:

  1. Opgradering af driftens maskinpark. At drifte arealer med højt græs og blomstrende urter, kræver nogle maskiner, der både kan klippe på den rigtige skånsomme måde, for at beskytte frø og dermed øge ny fremspiring, og opsamle afklippet. Med de arealer der for nuværende er omlagt, er driftens maskinkapacitet fuldt udnyttet og det er en forudsætning for fortsat udvikling og omlægning til mere ekstensiv drift, at der indkøbes maskiner hertil. Status: Der er indkøbt en fingerklipper og der arbejdes på at supplere med ydeligere, så der opnås mere effektive arbejdsgange.
  1. Efteruddannelse af personale. Pleje og drift af arealer med fokus på at fremme biodiversitet kræver helt nye kompetencer. Det er afgørende at have den viden og de kompetencer i driften, for at de kan understøtte en omlægning i samarbejde med planlæggere med ansvar for udmøntning af biodiversitetsplanen, herunder udvikling af parker og grønne områder. Status: Der er gennemført en 1/2 dags kursus for 25 af driftens personale. Kurset handlede om naturvenlig pleje og drift og indeholdt 3 timers teori og 2 timer praksis i Espelunden Park.
  1. Udviklings - og plejeplan for Stadionparken. Stadionparken er fredet. Fredningen foreskriver, at der skal være en plejeplan for parken og derudover er en plejeplan vigtig ift. at kunne passe på og sikre parkens vigtigste værdier i samarbejdet om Harrestrup å projektet og derudover at udvikle parken i anlæg og pleje, med det formål at fremme den biologiske mangfoldighed og højne naturtilstanden fra ringe/moderat (baselinekortlægning 2023) til god. Status: Planen er færdig og er i sidste redigering. Herefter skal planen i høring.
  1. Idékatalog til forbedring af biodiversiteten i Espelunden Park. Espelunden Park er fredet og der foreligger en plejeplan. Idékataloget skal beskrive konkrete tiltag til anlæg og ændrede plejetiltag med det formål at fremme den biologiske mangfoldighed og højne naturtilstanden fra ringe/moderat (baselinekortlægning 2023) til god. Status: Idékataloget er færdigt og der er igangsat tiltag, som kataloget beskriver, se pkt. 5.
  1. Anlæg af flere levesteder i parker. I forlængelse af Udviklings – og plejeplan for Stadionparken og Idékatalog for Espelunden Park, udføres blomstrende bede i begge parker. Status: igang
  1. Anlæg af flere levesteder i parker og grønne områder. Indsatsen handler om at forbedre og genoprette levesteder i anlæg. Forskellige dyr har brug for forskellige typer af levesteder, skjulesteder og fødesteder, og arterne har hver deres niche, som er en særlig kombination af levevilkår. Derfor bør udbuddet af levesteder og naturtyper til dyr og planter øges. Det kan være tiltag som etablering af flere fritvoksende og blomstrende buske, træer, kvashegn, stenbunker og stendiger, som alle er levesteder, som er relativt hurtige at etablere. Status: Indsatsen laves i foråret 2026
  1. Kortlægning af blomsteresurser. For at kunne fremme biodiversitet, er det essentielt at have kendskab til det eksisterende artsgrundlag. Indsatsen skaber overblik over, hvor positive arter holder til, så forvaltningen har bedst mulige grundlag for at beskytte og fremme ønskede arter og forvalte hele det miljø, de enkelte arter lever i. Desuden kan det give et godt grundlag for at planlægge hvilke arealer der skal omlægges fra intensivt klippede arealer til ekstensivt klippede arealer. Status: Indsatsen laves i sommerhalvåret i 2026

Udover ovenstående indsatser, der er bevilliget midler til, arbejder Teknisk Forvaltning dagligt på at fremme biodiversiteten i projektrelaterede og tværfaglige samarbejder. Disse er beskrevet kort herunder og er systematiseret i forhold til biodiversitetsplanens 4 temaer:

Tema 1: Beskytte og bevare

Teknisk Forvaltning arbejder på tværs af afdelinger med at bevare og beskytte eksisterende værdifulde grønne områder og træer i både planlægning, anlæg og drift. Fokus er især på beskyttelse af eksisterende træer og deres vækstbetingelser i forhold til at bibeholde træernes vitalitet, men også på at beskytte grønne arealer og i særdeleshed jord for at sikre gode vækstbetingelser for planter, efter eksempelvis byggeri og anlægsarbejder som fjernvarmeudrulningen. I både lokalplanlægning og anlægsarbejder tilstræbes det at beskrive krav om beskyttelse af eksisterende grønne værdier og undgå skader, eksempelvis graveskader eller traktoseskader. Der arbejdes også med at stille krav om erstatning, hvis og når der gøres skade på eksempelvis træer. Både i gravetilladelser til eksterne, til arrangører på diverse arrangementer på kommunens arealer og i eksterne anlægsprojekter.

I driften arbejdes der med at beskytte og bevare eksisterende træer og i særdeleshed at beskytte levesteder i træer og skabe nye. Det gøres eksempelvis ved at etablere fodposer (uklippet græs) rundt om træerne i parkerne således, at der ikke sker skader på træernes stammer og rødder, når græsset klippes, da det giver indgange for svampe og reducerer træers vitalitet og levetid. Der er implementeret en driftspraksis, hvor risikotræer (træer med risiko for at vælte eller tabe grene) ikke bare fældes, som de blev tidligere. I stedet vurderes træerne enkeltvis, i forhold til om dele af træet kan bevares som en torso, dvs. at træet topkappes i 3-4 meteres højde. Således kan vigtige levesteder bevares. Det er gjort i flere parker og på grønne områder, hvor det blev vurderet værdifuldt og forsvarligt. Et eksempel er i Espelunden Park, hvor et træ udgjorde en fare for at flække i to. Træet blev topkappet i 4-5 meters højde, idet der blev registreret både flagermus og adskillige spættehuller i træet. Derved blev der bevaret vigtige levesteder for en bilag IV art (habitatdirektivets bilag IV indeholder en liste over dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til at beskytte) og en nøgleart (en nøgleart er en art, som spiller en unik og helt afgørende rolle for balancen i et økosystemen).

Tema 2: Udvikling i drift og anlæg

Under temaet udvikling i drift og anlæg indgår indsatsen med plejeplaner for de grønne områder i kommunen, opgradering af maskinparken samt efteruddannelse personale, som alle fremgår af implementeringsplanen. Derudover er bekæmpelse af invasive arter en væsentlig indsats under dette tema. Her er Teknisk Forvaltnings samarbejde med Bjørnebanden ift. bekæmpelse af bjørneklo på både privat og kommunal samt statslige matrikler et vigtigt bidrag. Det samarbejde betyder, at bjørneklo stort set er bekæmpet i Rødovre. Dertil er der et samarbejde med 2 frivillige fra Bjørnebanden om at få bekæmpet lundgylden på Vestvolden, en bekæmpelse der foregår manuelt, med le. I forhold til eksempelvis japansk pileurt arbejdes der både med bekæmpelse internt i driftsafdelingen og ved ekstern hjælp. I forhold til den invasive armenske brombær, breder den sig hektisk eksempelvis langs Harrestrup Å’s vandløbsbredder, her vurderes det årligt, hvor indsatsen skal ligge, så den er mest omkostningseffektiv. Dertil er der opstartet en generel registrering og kortlægning af invasive arter på GIS, hvilket giver et overskueligt overblik over udbredelse og bekæmpelse og et godt grundlag for en bekæmpelsesplan for invasive arter, hvilket er en indsats i biodiversitetsplanen. Forvaltningen vil i 2026 fortsat bekæmpe invasive plantearter. I forbindelse med opsamling på årets indsats vil der ske en inddragelse og dialog med frivillige kræfter i arbejdet. Information til borgerne om invasive arter vil blive prioriteret med henblik på den mest effektive indsats på området.

Der er indarbejdet en praksis om at forbedre udbuddet af levester på grønne områder og i parker ved at bygge kvashegn og udlægge stammer fra vinterbeskæring, så det kan nedbrydes af svampe og insekter og der forbores i nogle tilfælde huller i stammer til enlige bier, som har vist sig at have effekt. Derudover er der igangværende indsatser med anlæg af levesteder i parker og grønne områder, jf. punkt 5. Endeligt er der indhentet tilbud på oprensning af Schweizerdalssøen, som ligger i omegnen af ca. 5 millioner, hvorfor en eventuel oprensning af søen anbefales behandlet som en særskilt sag.

Tema 3: Planlægning

I kommuneplanlægning arbejdes der med en skærpelse og præcisering af beskyttelse af de grønne værdier i kommunen, herunder Grønt Danmarkskort.

I 2024 har Plan - og Landdistriktstyrelsen udgivet en "Vejledning om klima - og bæredygtighed i planlægningen". Det betyder, at Teknisk Forvaltning, særligt i lokalplan 159, har kunne lave en meget grundig beskrivelse samt bestemmelser om, hvordan eksisterende træer ikke kun udpeges som bevaringsværdige, men også sikres i både projektering og anlæg. Dertil har der også været bestemmelser om grøn infrastruktur, artssammensætning med primært hjemmehørende arter og belysning, der er skånsom for dyrelivet. Det er ligeledes beskrevet, at de grønne, rekreative områder skal have en stor variation i beplantningen, hvilket skaber bedre grundlag for, at forskellige arter kan indfinde sig i omådet.

Der er etableret nye måder at samarbejde på i Teknisk Forvaltning, således at projektgruppen fra lokalplanarbejdet fortsætter ind i byggesagsbehandlingen, dette for at sikre overdragelse og indarbejdelse af viden således, at bestemmelser om beskyttelse af træer mv. overholdes helt frem til det færdige anlæg.

Tema 4: Kommunikation og Formidling

Der arbejdes på nuværende tidspunkt mest med kommunikation og formidling af biodiversitet i regi af DK2020 indsatserne, hvor der arrangeres og tilbydes forskellige faglige og gratis oplæg om biodiversitet, tilbydes havevandringer med en biodiversitetsekspert og arbejdes med formidling på erhvervarealer og boligselselskaber. Dette uddybes mere i regi af status på DK2020 klimahandlingsplan.

Dertil har der i både 2024 og 2025 været afholdt et arrangement om kvashegn på kommunens grønne arealer, et samarbejde med grøn drift, der klargør hegnet og leverer materialer af afklip fra træer og buske, der alligevel skal beskæres. Derved bruges haveaffaldet lokalt frem for at blive kørt til affald, og borgerne får viden og inspiration til selv at bygge kvashegn i deres haver.

Endeligt er der uddelt en Grøn Pris til en boligforening, der har gjort noget særligt for at fremme biodiversitet lokalt i Rødovre til gavn for biodiversiteten som helhed, en pris der udgives en artikel om i "Sammen om Rødovre", hvor alle de frivillige kræfter, der arbejder for fremme af biodiversitet i Rødovre, hyldes.

Budget 2026

Der afsættes yderligere 200.000 kr. årligt i perioden 2026-2029 i Biodiversitetsplanen. Ligesom det er besluttet, at det prioriteres at igangsætte en proces i Klima- og naturudvalget for udvikling af en træpolitik.

Lov- og plangrundlag

Biodiversitetsplanen 2023-2030

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Tidsplan

Se vedhæftede Bilag 1.

Bilag

Bilag 1: Bilag 1_Implementeringsplan

Diverse
Sag nr. 42

Beslutningskompetence: KNU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Underskriftsside
Sag nr. 43

Beslutningskompetence: KNU

Indstilling

Forvaltningen indstiller,

at Klima- og Naturudvalget godkender protokollen.

Beslutning

Protokollen blev underskrevet.

Sagsfremstilling

Klima- og Naturudvalget skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen.

For at godkende beslutningsprotokollen skal hvert medlem underskrive ved at trykke på "Godkend".