Klima-, Natur- og Miljøudvalget
14-04-2026
Medlemmer
Jan Kongebro (A)
Anette Rachlitz (A)
Frederik Strandberg-Nilsson (F)
Jens Damgaard Gøtzsche (C)
Sager 17 - 24
Meddelelser
Sag nr. 17
Beslutningskompetence: KNMU
Sagens kerne
Oversigt forelægges til orientering:
1. Introduktion til arbejdet med energi og grønt regnskab (se bilag).
2. Proces og tidsplan for uddeling af Grøn Pris 2026 (se bilag).
3. Pleje og udviklingsplan for Stadionparken (se bilag).
Indstilling
Meddelelsespunktet forelægges til orientering,
Bilag
Bilag 1: Internt notat - EnergiområdetBilag 2: Grøn Pris
Bilag 3: Pleje og udviklingsplan Stadionparken
Bilag 4: Del 1- parkens udvikling
Bilag 5: Del 2 - parkens pleje
Bilag 6: Høringsskema
Bilag 7: Implementering
Grønt Regnskab 2025
Sag nr. 18
Beslutningskompetence: KNMU
Sagens kerne
Teknisk Forvaltning udarbejder hvert år et Grønt Regnskab med opgørelse af forbruget af el, vand og varme i de kommunale bygninger. Desuden opgøres CO2-udledningen fra bygningernes energiforbrug, kommunens køretøjer og kommunens vejbelysning.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at Grønt Regnskab 2025 godkendes.
Sagsfremstilling
I Grønt Regnskab 2025 opgøres forbruget af el, vand og varme i de kommunale bygninger samt CO2-udledningen fra bygningernes energiforbrug, kommunens køretøjer og kommunens vejbelysning. Det grønne regnskab bidrager endvidere til den egentlige styring af kommunens indsatser:
- Der fokuseres specifikt på CO2-udledningen fra kommunen som virksomhed
- Der redegøres for forventninger og målsætninger for udviklingen de kommende år
- Resultaterne opgøres for budgetområder med henblik på at opnå et bredere administrativt og politisk engagement i kommunens indsatser
Rødovre Kommune har med klimahandlingsplanen forpligtet sig til at nå i mål med en CO2-reduktion på 70 % i 2030 og en netto-nul-udledning i 2050. Sideløbende skal der ske en tilpasning til klimaforandringer, så kommunen er klimarobust.
Med det grønne regnskab følger vi, om det går i den rigtige retning ift. kommunens egen CO2-udledning, eller om der er behov for yderligere indsats for at nå vores ambitiøse mål i Klimahandlingsplan. CO2-udledningen fra kommunens virksomhed er faldet med 7 % fra 2024 til 2025. Faldet understøttes af en lavere emissionsfaktor for el og et generelt lavere energiforbrug. Siden 2020 har Rødovre Kommune reduceret sin CO2-udledning med ca. 45 %. Den gennemsnitlige CO2-udledning pr. m2 (nøgletalsforbruget) er faldet med ca. 41 % samme periode. Den aktive indsats med at reducere kommunens bygningers samlede CO2-udledning er vigtig for at kunne nå målsætningen om 70 % CO2-reduktion i 2030.
Der er siden 2022 årligt afsat 6 mio. kr. til energiforbedrende tiltag i de kommunale bygninger, som skal bidrage til at nå CO2-målene i klimahandlingsplanen. Beløbet er løbende pris- og lønfremskrevet og dermed 6,7 mio.kr. i 2025. I 2025 er bevilligen hovedsageligt brugt på energirenovering af festsal på Valhøj Skole, udskiftning af belysning til LED på 6 adresser, klimaskærmsoptimering på Campus Espevang og isolering af varmerør i Skøjtehallen samt Rødovrehallen.
Grønt Regnskab 2025 bekræfter, at Rødovre Kommune bevæger sig i den rigtige retning mod målet om 70% reduktion i 2030. Der er dog fortsat behov for fokus på energiforbedring, investeringer i fjernvarme og varmepumper samt øget udnyttelse af solcellepotentialet.
Lov- og plangrundlag
LBK. nr. 1742 af 22. december 2025 om miljøbeskyttelse
Økonomiske konsekvenser
I 2025 var der afsat 6,7 mio. kr. til energiforbedrende tiltag i de kommunale bygninger. I 2026 og årene frem mod 2030 er der afsat 6,7 mio. kr., som pris- og lønfremskrives. De økonomiske besparelser, som opnås via lavere energiforbrug, finansierer bl.a. initiativer i Klimahandlingsplanen
Tidsplan
Når Grønt Regnskab 2025 er godkendt, vil det indgå i kommunens regnskab som bilag, og dermed blive forelagt Kommunalbestyrelsen.
Bilag
Bilag 1: Grønt Regnskab 2025 Ungeklimaværksted
Sag nr. 19
Beslutningskompetence: KNMU
Sagens kerne
Klima- Natur- og Miljøudvalget og Børne- og Skoleudvalget får på deres møde den 14. april 2026 besøg af Rødovre Ungeklimaråd for at høre de anbefalinger, som blev udarbejdet af deltagerne på første ungeklimaværksted, der blev afholdt den 25. november 2025. På ungeklimaværkstedet udarbejdede deltagerne anbefalinger til de politiske målsætninger på skoleområdet.
Indstilling
Teknisk Forvaltning og Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,
at Klima-, Natur- og Miljøudvalget og Børne- og Skoleudvalget tager sagen til efterretning.
Sagsfremstilling
På sit møde den 1. april 2025 besluttede Klima- og Naturudvalget (Sag nr. 17) at afprøve en ny organiseringsmodel for Rødovre Ungeklimaråd i 2025. Formålet er, at få flest muligt unge til at prøve kræfter med lokal klimapolitik, bidrage til at omsætte Rødovre Kommune Klimahandlingsplan til virkelighed samt at opkvalificere ny klimapolitik med ungeperspektiver. Den nye model består i, at kommunen afholder det, vi har valgt at kalde ungeklimaværksteder, hvor udskolingselever fra alle kommunens folkeskoler samt elever fra Rødovre Gymnasium inviteres med. Kommunen inviterede to deltagere og to suppleanter fra hver skole, men da der ikke var deltagere fra alle skoler, fik flere elever fra samme skole mulighed for at deltage. Kommunen afholder to ungeklimaværksteder om året, med workshops, hvori kommunen kan modtage anbefalinger, som kan bruges i arbejdet med klima. De to klimaværksteder foregår i skoletiden med lovligt fravær. I den nye organiseringsmodel er det allerede eksisterende ungeklimaråd blevet en arbejdsgruppe, der bibeholder deres kontaktperson og mulighed for møder med politikere, dog uden hjælp til planlægning og facilitering af månedlige møder.
På klimaværkstederne får de unge en konkret politisk case, som kommunen får deres perspektiver på, for derigennem at kvalificere de politiske beslutninger. På første klimaværksted var casen ’Politiske målsætninger på skoleområdet’, som er de målsætninger, Kommunalbestyrelsen har vedtaget for folkeskolerne i Rødovre. De politiske målsætninger skal drøftes på et møde i Børne- og Skoleudvalget i 2026, hvor anbefalingerne fra klimaværkstedet vil indgå i drøftelsen.
Det første ungeklimaværksted
Der deltog 19 unge i første klimaværksted, der blev afholdt på TekX 25. november 2025. På værkstedet deltog tre fra ungeklimaråd-arbejdsgruppen, to elever fra Valhøj Skole og 14 elever fra Rødovre Skole. Det er derfor et opmærksomhedspunkt til næste klimaværksted at lægge en ekstra indsats for at rekruttere elever fra alle skolerne i Rødovre samt Rødovre Gymnasium.
Deltagerne på ungeklimaværkstedet fik til opgave at komme med bud på klimahandlinger, som motiverer dem selv og deres skolekammerater, på baggrund af, at unge forholder sig forskelligt til klima (jf. bilag). Idéerne til konkrete klimahandlinger bliver overleveret til skolerne. Til sidst på klimaværkstedet arbejdede de i grupper med at omforme alle klimahandlingerne til politiske målsætninger, der kunne gå på tværs af alle skolerne i Rødovre.
Politiske målsætninger på skoleområdet
Deltagerne på ungeklimaværkstedet har udarbejdet anbefalinger, der bygger på arbejdet med at omforme klimahandlinger til politiske målsætninger, der kan virkeliggøres på tværs af alle skoler.
Deltagerne har udarbejdet idéer til hvilke tiltag, der vil motivere elever med alle tilgange til klima. Ifølge de unge deltagere virker anbefalingerne motiverende for de elever, som er bekymrede for klima, fordi det hjælper på deres bekymring at handle på den. De virker også motiverende for de elever, som har en handlingsorienteret tilgang til klima, fordi de får mulighed for at lave klimahandlinger sammen med deres skolekammerater. Derudover virker anbefalingerne motiverende for de elever, som er følelsesmæssigt upåvirkede af klima, fordi klimahandlingerne bliver en integreret del af undervisning, hverdag og aktiviteter på skolen, og dermed ikke noget de selv skal tage et aktivt valg om. Til sidst bliver de elever, som er forbeholdne overfor klima motiverede af, at anbefalingerne er attraktive ved at være spændende og sjove, så der er andre positive aspekter af anbefalingerne end de bæredygtige aspekter.
Herunder står en sammenfatning af anbefalingerne.
Alle fire grupper anbefaler, at skolerne har en kantine med klimavenlig mad. De ønsker grøn, varieret, nærende, lækker, sund og økologisk skolemad.
Dernæst har flere grupper anbefalinger til undervisningen på skolerne i Rødovre. De foreslår at integrere bæredygtighed i alle fag med fokus på praktisk undervisning, ture ud af huset, for eksempel besøg hos virksomheder, der arbejder med klima, og at eleverne har indflydelse på hvor man tager hen. De anbefaler også en projektuge med fokus på klima, hvor elevernes produkt bliver præsenteret på tværs af skoler, samt at outdoor og bæredygtighed tilbydes som valgfag.
Derudover anbefalede deltagerne at alle skolerne får:
- affaldssortering og genbruger affald
- et Grønt Råd, som kan deltage på klimaværkstederne
- grønne udearealer, for eksempel skolehaver.
I bilag 1 fremgår alle anbefalinger fra ungeklimaværkstedet.
Næste klimaværksted
Det næste klimaværksted bliver afholdt den 9. apri 2026. Den konkrete politiske case bliver et nyt fælleshus, som bliver samlingssted for alle aktiviteter inden for natur og bæredygtighed i Rødovre. Tinderhøj Skole og Rødovre Grønne Nabofællesskaber har samarbejdet om at få et åbent fælleshus af Realdania, som bliver opsat på Tinderhøj Skoles areal, og som kommer til at hedde Symbiosen. Formålet med Symbiosen er at skabe et åbent og inkluderende mødested, hvor alle kan komme og føle sig værdifulde uanset alder og baggrund. Tinderhøj Skole og Rødovre Grønne Nabofællesskaber finder det derfor meget relevant at inddrage ungeklimaværkstedet i udviklingen af Symbiosen, så deres behov og ønsker kan indgå i udviklingsarbejdet. På næste klimaværksted kommer kommunen til at få de unge deltageres anbefalinger til arbejdet med det nye fælleshus.
Deltagerne på det første klimaværksted kunne godt tænke sig at få besøg af politikere fra Kommunalbestyrelsen på et klimaværksted.
Udover udskolingseleverne, har kommunen inviteret de tre vindergrupper fra innovationsdagene på Rødovre Gymnasium i december til at deltage i næste klimaværksted.
Lov- og plangrundlag
Rødovre Kommunes Klimahandlingsplan
Klimaloven
Tidsplan
Anbefalingerne fra det første klimaværksted vil indgå i drøftelsen af de politiske målsætninger på skoleområdet i Børne- og Skoleudvalget i 2026.
Det næste klimaværksted bliver afholdt den 9. april 2026. Den konkrete politiske case bliver et nyt fælleshus, som nævnt ovenfor.
Bilag
Bilag 1: Bilag1_Opsamling-på-første-klimaværksted Status på Klimaplan DK2020
Sag nr. 20
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
I Rødovre Kommunes Klimahandlingsplan er målene at nå en reduktion af drivhusgasudledninger på 70 % i 2030, netto-nul udledning i 2050 og at kommunen skal være robust overfor klimaforandringer.
Kommunalbestyrelsen får årligt, med denne sag, forelagt en status på fremskridtene i klimahandlingsplanens 47 indsatser samt en vurdering af behovet for nye indsatser og ændringer i eksisterende indsatser.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
1. at status på de 47 indsatser i Klimahandlingsplanen tages til efterretning
2. at ændringerne godkendes jf. sagsfremstillingen.
Sagsfremstilling
Klimaplanen medtager reduktioner fra alle de nationale indsatser, der påvirker CO2-udledningen inden for Rødovre Kommunes kommunegrænse, kommunens egne planer som varmeplan, kommuneplan mm. Reduktionerne fra disse planer rækker ikke til at opnå målene og derfor er der identificeret 47 klimaindsatser, der skal implementeres for at nå i mål.
Handlingsplanen er dynamisk, og der justeres løbende i indsatserne så implementeringen kan få gavn af nye teknologier og samarbejdsmuligheder. De 47 indsatser i Klimahandlingsplanen favner bredt og spænder fra udbygning af fjernvarme, klimavenlig mad og mere biodiversitet til understøttelse af anvendelse af cykler og meget mere.
Alle indsatser bidrager til at nå målene i Klimahandlingsplanen, og fremdriften monitoreres årligt.
I forbindelse med recertificeringen af klimaplanen udarbejdes der et CO2-regnskab for alle aktiviteter inden for Rødovre Kommune. Regnskabet indeholder modsat Grønt Regnskab, CO2 fra alle aktiviteter, der forekommer indenfor kommunegrænsen, uanset om det er CO2 der udledes fra kommunen eller fra borgere og virksomheder. Der beregnes effekter af afsluttede indsatser, og forventede effekter af igangværende indsatser.
Status for implementering af de 47 indsatser er at 12 indsatser er afsluttet og 34 kører som planlagt. Indsatsen Bus Rapid Transit (BRT) er aflyst i sin oprindelige form, med Kommunalbestyrelsens beslutning d. 26. august 2026 sag 128, hvor det blev besluttet at "Der arbejdes videre med fremkommelighedstiltag på Tårnvej" og der arbejdes videre med fremkommelighedstiltag på Tårnvej. Aflysningen af BRT har ikke indflydelse på 2030-målet om 70 % CO2-reduktion, da det ikke var forventet gennemført før efter 2030.
Bilag 1 indeholder en mere detaljeret status for alle 47 indsatser, herunder hvornår de skal være implementerede, mål, status på leverancer samt bemærkninger og eventuelle forslag til ændringer.
Ændringer i 2026
Klimahandlingsplanen er dynamisk, og der er løbende behov for ændringer i indsatserne. Forvaltningen foreslår følgende ændringer for 2026:
- Indsats 8 – Taskforce – viden om klimatiltag (Klimaliv) udvides til også at omfatte klimatilpasning.
- Indsats 37 – Mere biodiversitet og regnvandshåndtering i boligselskaber forlænges fra 2026 til 2027.
- Indsats 15a og 15b – Omstilling til elbiler i Teknisk Forvaltning og øvrige forvaltninger. Omdisponering af midlerne, så indsatsen får et mere strategisk sigte og leder frem mod en flådestrategi for alle, der har et transportbehov i Rødovre Kommunes organisation. At udvikle en flådestrategi forudsætter at forbrugsmønstre kortlægges i forhold til de nødvendige mobilitetsbehov og flådens sammensætning.
- Indsats 45 – Økologisk bespisning i daginstitutionerne. Det foreslås at tilbyde midler til vikardækning, når køkkenmedarbejdere skal på kursus. Midlerne flyttes fra indsats 47 (skoleindsatsen, hvor alle skolernes 6. klasser deltager i et projekt med Arla, der er fondsfinansieret).
- Indsats 51 – Adfærd og forbrug. Størstedelen af midlerne målrettes opsætning af affaldssorteringsudstyr på skolerne, en indsats der vægtes af deltagerne på ungeklimaværkstedet.
Inddragelse og samskabelse
Rødovre Kommune som virksomhed står for 3 % af CO2-udledningen i Rødovre, og derfor er borgeres og virksomheders indsats vigtig for at nå klimamålene. Ud over de 47 indsatser i klimaplanen er der igangsat flere tiltag, der skal invitere virksomheder og borgere til at deltage. I 2025 har der været følgende større indsatser:
- Ungeklimarådet afholder månedlige møder med deltagelse af en mindre gruppe faste medlemmer omkring de 20 år. Møderne afholdes i de unges fritid.
- Ungeklimaværksteder afholdes for skoleelever i skoletiden, hvor eleverne arbejder med klimaproblemstillinger.
- Grønne Nabofællesskaber engagerer borgerne lokalt, eksempelvis i grundejerforeninger.
- Klimaliv er igangsat på tværs af de borgerrettede klimaindsatser med fokus på energirenovering, biodiversitet og forbrug i borgernes hjem og i deres hverdag.
- Uge 17 på Islev Bibliotek: ”Få øje på nye veje – på gåben og cykel”.
Lov- og plangrundlag
Rødovre Kommunes Klimahandlingsplan.
Økonomiske konsekvenser
I Budget 2026 er der afsat 2,96 mio. kr., til implementering af indsatser i Klimahandlingsplanen, delvist finansieret af energieffektiviseringer genereret gennem energipuljen.
I 2026 forventes yderligere midler til styrkelse af indsatserne i klimahandlingsplanen og biodiversitetsplanen, finansieret gennem indtægter fra elladestandere. Klima- og Naturudvalget besluttede på mødet den 4. februar 2025 principperne for udmøntning af indtægterne.
Tidsplan
Proces for recerticificeringen af klimaplan forelægges udvalget i maj 2026.
Status for indsatser og evt. afvigelser forelægges løbende udvalget
Bilag
Bilag 1: Status på alle klimaindsatser marts 2026 Procesdrøftelse af træpolitik
Sag nr. 21
Beslutningskompetence: KNMU
Sagens kerne
Der er et særligt behov for at beskytte og bevare Rødovre Kommunes træer, som er blandt de mest uerstattelige levesteder i bynaturen. Store og gamle træer rummer høj biodiversitet, lagrer CO2, skaber skygge og forbedrer byens mikroklima, men er samtidig under pres fra byudvikling, anlægsarbejder og intens arealudnyttelse.
En kommunal træpolitik skal sikre en langsigtet, helhedsorienteret og ensartet forvaltning af træerne, fra planlægning til drift, så eksisterende træer beskyttes, nye træer får optimale vækstvilkår, og kommunens samlede træbestand fremtidssikres. Teknisk Forvaltning påbegynder nu arbejdet med udviklingen af træpolitikken jf. Kommunalbestyrelsens vedtagelse af budget d. 30. September 2025 og KNMU sag nr. 14, 10. Marts 2026, “Biodiversitetsplan - planlagte indsatser 2026-2027". Klima-, Natur- og Miljøudvalget skal derfor drøfte den videre proces for dette arbejde.
Indstilling
Teknisk Forvaltning forelægger
sagen til drøftelse.
Sagsfremstilling
Baggrund
Kommunens biodiversitetsplan 2024-2030 understreger, at Rødovres træer, særligt de store, gamle og biologisk rige, udgør nogle af kommunens mest uerstattelige naturværdier. De gamle træer fungerer som levesteder for en lang række arter, herunder svampe, insekter, mosser, larver, fugle og smådyr, og de bidrager samtidig til byens klimaresiliens ved blandt andet at lagre CO2, nedkøle omgivelserne, filtrere luft og binde regnvand. Disse økologiske funktioner kan ikke erstattes på kort sigt af nye træer, da den biologiske kompleksitet kun udvikles over mange årtier.
Samtidig konstateres det, at træerne er under pres fra byudvikling, infrastrukturanlæg, gravearbejder og andre hensyn, der kan medføre beskadigelse eller fældning. Mange træer går tabt i forbindelse med anlægsprojekter, ofte fordi de først identificeres sent i planprocesserne. Desuden peges der på, at træers vækstvilkår i en række tilfælde er utilstrækkelige, eksempelvis på grund af små plantehuller, komprimeret jord eller manglende beskyttelse af rodområde. Dette forkorter træernes levetid markant og forringer deres bidrag til biodiversitet og klimatilpasning.
På baggrund af Kommunalbestyrelsens vedtagelse d. 30. September 2025 og anbefalinger fra Biodiversitetsplanen, jf KNMU sag nr. 14, 10. marts 2026, skal Rødovre Kommune udarbejde en træpolitik, der kan skabe en fælles politisk ramme og en mere sammenhængende administrativ praksis for beskyttelse, forvaltning og udvikling af kommunens træbestand.
En træpolitik skal sikre, at eksisterende træer, især de store, gamle og bevaringsværdige, som udgangspunkt bevares, og at nyplantninger planlægges og etableres med udgangspunkt i gode vækstbetingelser. Den skal også fastlægge retningslinjer for, hvordan træer indarbejdes i lokalplaner og anlægsprojekter, hvilke krav der stilles til erstatningsplantning, samt hvordan dødt ved anvendes som naturfremmende element.
Essentielle temaer og indhold i træpolitikken:
Teknisk Forvaltning anbefaler, at træpolitikken struktureres omkring følgende strategiske målsætninger:
- Bevarelse og beskyttelse af eksisterende træer
- Retningslinjer for nyplantning og erstatningstræer
- Beskyttelse af træer i plan-, anlægs- og driftsfaser
- Vækstvilkår samt etablerings- og driftspleje
- Forøgelse af kronedækket i Rødovre Kommune
Den videre proces
Træpolitikken udarbejdes med udgangspunkt i Biodiversitetsplanens anbefalinger og den politiske drøftelse af temaer og indhold. Arbejdet vil tage afsæt i den eksisterende praksis i kommunen og den nyeste faglige viden. Udvalget inddrages i processen med at definere, hvordan træpolitikken skal formes. Teknisk Forvaltning foreslår et oplæg på kommende udvalgsmøde, i forlængelse af præsentation af kronedækkeanalyse, for at opstarte processen. Derudover kan der søges inspiration og læring hos andre kommuner, som har udviklet en træpolitik, fx ved udflugter eller gennemgang af eksempler, hvor en træpolitik har haft afgørende betydning. Dette kan give input til konkrete emner og tiltag i træpolitikken og også til processen med at udvikle og tilpasse den specifikt til Rødovre Kommunes behov.
Lov- og plangrundlag
Ingen
Økonomiske konsekvenser
Udarbejdelsen af træpolitikken har i sig selv ikke direkte økonomiske konsekvenser.
Principperne i træpolitikken vil skulle indarbejdes i kommunens fremtidige plan-, bygge- og anlægsprojekter inden for blandt andet byggeri, landskab og trafik. Det kan blandt andet indebære prioritering af midler til beskyttelse af eksisterende træer, etablering af bedre vækstvilkår for nye træer samt eventuel erstatningsplantning.
Tidsplan
Udvalget skal drøfte den videre proces for udviklingen af kommunens træpolitik. Herefter vil Teknisk Forvaltning i løbet af 2026 påbegynde arbejdet mod det endelige udkast til politisk vedtagelse i overensstemmelse med udvalgets ønsker og visioner.
Drøftelse af Rødovre Kommunes fremadrettede samarbejde med frivillige grønne grupper
Sag nr. 22
Beslutningskompetence: KNMU
Sagens kerne
Klima- og Naturudvalget godkendte den 2. december 2025 (sag 50) Teknisk Forvaltnings indstilling om, at der fra 2026 ikke længere ydes særskilt faglig og økonomisk støtte samt sekretærbistand til Agenda 21-gruppen, men i stedet invitere til bredere dialog. Det skal drøftes, hvordan samarbejdet mellem udvalg og frivillige grupper organiseres i fremtiden.
Indstilling
Teknisk Forvaltning indstiller,
at Klima-, Natur- og Miljøudvalget drøfter sagen.
Sagsfremstilling
Udvalget godkendte med sag 50, at forvaltningen fremover yder en generel støtte til frivillige organisationer på lige fod med information og samarbejde mv. men ikke sekretariatsbistand. Derudover ønskede udvalget om anbefalinger fra Agenda 21 gruppen om udvalgets fremtidige dialog med frivilllige organisation på naturområdet. Forvaltningen inviterede Agenda 21 gruppen til et møde i januar, hvor der var mulighed for at drøfte fremtidigt samarbejde og samle op på Agenda 21 gruppens arbejde. Efter mødet har et par af medlemmerne fra Agenda 21 gruppen eftersendt deres visioner for fremtiden. Materialet er vedlagt sagen (bilag 1). Forslaget er bl.a. et grønt råd og med emner som natur og biodiversitet, klimatilpasning, bæredygtigt byggeri samt grønne indkøb. Deltagerkredsen foreslås at være bredt sammensat.
Forvaltningens er positiv overfor ovenstående input. Anbefalingen til den nye struktur er, at det skal være muligt for flere aktive frivillige grupper at blive inviteret med i dialogen med henblik på at inspirere udvalget politisk og styrke udvalgets mulighed for at levere resultater for klima og natur i kommunen.
Emner
Teknisk Forvaltning foreslår, at Klima- og Naturudvalget inviterer grønne grupper ind på udvalgsmøder, når udvalget finder det relevant for at få input til indsatser og sager indenfor miljø, klima- og naturområdet.
Møderne med udvalget skal bruges til at viderebringe de frivilliges anbefalinger og input:
- vedrørende et tema, som udvalget er optagede af og interesserede i at få belyst fra flere sider
- i forbindelse med udarbejdelse eller revision af planer fx kommunens klimahandlingsplan i 2026-27
- i forbindelse med opstart eller evaluering af projekter og arrangementer
- i andre sammenhænge efter aftale med udvalget
Deltagere der kan give ”Grønne Råd”
Et forslag kunne være, at alle frivillige grupper, der har rod i Rødovre Kommune, og som arbejder med emner indenfor miljø, klima og naturområdet inviteres til at sende 1-2 repræsentanter til at deltage på udvalgte udvalgsmøder med et særligt udpeget tema. Repræsentanterne vil samlet fungere som et dynamisk forum, der afhængig af temaet på dagsorden, kan bestå af forskellige personer fra de grønne grupper.
Nedenfor er en liste over grønne grupper/organisationer, som kan inviteres til møderne.
- Danmarks Naturfredningsforening
- Agenda 21
- Grønne Nabofællesskaber
- Cyklistforbundet
- Ungeklimarådet
Listen kan løbende opdateres, så alle relevante grupper/organisationer er inkluderede. Der oplyses om møderne i magasinet Sammen om Rødovre, så der er mulighed for at interesserede kan henvende sig.
Varighed
Mødet kan fx vare maksimalt 30 min. indledt af et kort oplæg fra forvaltningen, der introducerer temaet for mødet, efterfulgt af anbefalinger fra de grønne organisationer samt fælles drøftelser mellem organisationer og politikere. Når mødet maksimalt varer 30 min, kan der stadig være tid til at behandle de ordinære sager.
Det foreslås, at man begynder med at afvikle 2 møder fordelt ud over et år på faste tidspunkter. Herefter foretages en evaluering, der bl.a. skal gøre det klart om indsatsen har haft den ønskede effekt og om man ønsker at fortsætte.
Videre proces
På baggrund af udvalgets input vil forvaltningen vende tilbage med et konkret forslag til det fremtidige samarbejde mellem udvalget og frivillige grønne organisationer.
Bilag
Bilag 1: Bilag 1 Visioner om et grønt råd i Rødovre. Heidi og Elsebeth, AG21 Diverse
Sag nr. 23
Beslutningskompetence: KNMU
Underskriftsside
Sag nr. 24
Beslutningskompetence: KNMU
Indstilling
Forvaltningen indstiller,
at Klima-, Natur- og Miljøudvalget godkender protokollen.
Sagsfremstilling
Klima-, Natur- og Miljøudvalget skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen.
For at godkende beslutningsprotokollen skal hvert medlem underskrive ved at trykke på "Godkend".
